Dengang jeg fik en terrorist som nabo

Aarhus var et slaraffenland for idealister, naivister og bevæbnede fundamentalister i 1980’erne. Dette er er historien om ’Danmarks Socialistiske Befrielseshær’, som måske var identisk med den senere så kendte Blekingegadebande, og en personlig nær-frontberetning, der strækker sig over 30 år

Da jeg var 20 år, rejste jeg til Aarhus for at læse på universitetet. Jeg var heldig at få en udmærket studenterhybel i den yderste del af Mejlgade, i et klubværelse på loftet over en række fine gamle lejligheder, der alle havde udsigt over havnen og Aarhus-bugten. Et sted, som lå nær Risskov og stranden og samtidig lige midt i byen. Vi var tolv lejere, havde to toiletter, et bad, et køkken og ét køleskab.

Det var under lidt ironiske omstændigheder, at jeg fik mit værelse, for den tidligere beboer, en ung fyr, der hed Ulf, havde nemlig sagt det op og foræret alle sine ting væk. I stedet ville han være aktivist i den århusianske BZ-bevægelse, der var begyndt at besætte lejligheder og gamle tomme banegårde i protest mod boligmanglen i Aarhus. Så fordi Ulf opgav sit eget og blev boligløs aktivist og senere bidt af politiets hunde og anholdt, fik jeg et hjem i centrum af byen, der skulle blive min base og lykkelige tilholdssted i den følgende håndfuld år.

Det var august 1979. Dengang anede jeg ikke, hvilke hårde ting der skete i Aarhus på det tidspunkt. Ting, der handlede om attentater, brandstiftelser, illegale aktioner, Politiets Efterretningstjeneste og også om den senere så berygtede og sagnomspundne Blekingegadebande. Trods en lille mistanke på et vist tidspunkt vidste jeg absolut ikke noget om det – og det til trods for at noget af det foregik lige om ørerne på mig, nede på gaden og på steder, hvor jeg kom flere gange om ugen. Måske oven i købet hjemme hos mig selv, oppe på gangen med de små klubværelser.

Det var i de venstreradikale år, hvor marxismen stod helt urørlig på universitetet. På Historisk Institut kunne vi nye studerende i september 1979 vælge mellem fire specialiteter til vores første akademiske studieår. Der var frit valg mellem Arbejderbevægelsens historie i Danmark, Arbejderbevægelsens historie i England, Arbejderbevægelsens historie i Tyskland og Arbejderbevægelsens historie i Frankrig.

Nogle syntes, at dette var lidt snævert, men professor Jens Engberg forsikrede alle om – i en højrøstet tale i auditoriet – at udbuddet ikke bare var godt for os, det var ypperligt og det bedste, som universitetet overhovedet kunne tilbyde.

Til visse undervisningsforløb skulle vi helst indkøbe Karl Marx’ Kapitalen i syv bind. Bøgerne kom fra Forlaget Rhodos og var imponerende dyre. De fleste af vores undervisere læste primært to aviser: Information og Ekstra Bladet. »Jeg skal jo følge med i, hvad det arbejdende folk taler om,« sagde min lektor i marxistisk økonomi, da jeg en dag mødte ham i kiosken på Banegården, hvor han havde købt sit daglige eksemplar af Ekstra Bladet.

Fordi jeg lige var flyttet til byen og for at få venner, arbejdede jeg en gang imellem som frivillig på aktiviststedet Fronthuset i Mejlgade. Det var ejet og drevet af byens største studenterbevægelse Fagkritisk Front, der forsøgte at dreje en marxistisk vinkel ind over forskning og undervisning på alle universitetets institutter. Fronten var en stor spiller overalt, på Historie, Medicin, Musik, Statskundskab, Dansk, Fransk, ja, selv på Institut for Biokemi!

Men for mig var Fronthuset mest et sted, hvor der kom mange unge mennesker, hvor man kunne lære at spille guitar og holde møder og fester. Et sted, hvor det var sjovt, og man kunne håbe at finde venner og kærester. Nogle aftener passede jeg og andre studiekammerater fra Historie baren, indtil den lukkede. Så gik vi ned på Store Torv og afleverede dagens omsætning i en bankboks. Dengang vidste vi ikke, at Politiets Efterretningstjeneste holdt øje med Fronthuset. Men det gjorde de.

Hash og te
1979-80-81 gærede det i Europa. Der var konflikt om A-kraft og atomoprustning, borgerkrig i Nordirland og befrielseskrig i Nordspanien. I Vesttyskland havde myndighederne stadig gang i opgøret med de venstreorienterede byguerillaer omkring Rote Armee Fraktion og Baader-Meinhof-gruppen. Plus alle de andre konflikter, som vi kender: Palæstina og det sydlige Afrika. Men særlig oprørene i Spanien, Irland og Vesttyskland spredte sine fangarme op til Danmark og i særlig grad til Aarhus. Måske var Aarhus i de år den danske by, der havde de hårdeste og mest venstreradikale forbindelser til udlandet?

Ungdommen blev dengang beskyldt for at være tavs og dum. At den ikke blandede sig men kun hyggede sig hjemme over hash og te. Ungdommen er altid blevet kritiseret for sløvhed af de ældre, og i 1980 var der nok mere tavst end i de larmende år omkring 1970. Men mens nogle hyggede sig, spændte andre hanerne på deres pistoler.

I foråret 1980 var jeg personligt optaget af at skrive en stor opgave om den illegale engelske arbejderpresse i starten af 1800-tallet, da der skete noget alvorligt: Pludseligt var der ild i hoveddøren til en herskabslejlighed i Assensgade. Lejligheden tilhørte Aarhus’ politimester, Erik Christensen, og den var påsat ved at nogle havde hældt brændbart materiale op ad hans dør og antændt brand.

Næste dag skete der noget ganske mærkeligt, idet alle andre beboere i opgangen fandt en kuvert i deres postkasse. Konvolutten indeholdt en tikroneseddel, som venligst skulle kompensere for de skader, brandattentatet mod politimesteren havde påført.

Nogle ville måske kalde dette for terrorisme med et menneskeligt ansigt?

En hidtil ukendt gruppe mennesker tog samtidig ansvaret for at have prøvet at futte politichefen af. Den kaldte sig ’Danmarks Socialistiske Befrielseshær’ og brugte ligesom statsbanerne initialerne DSB. Gruppens logo var en femtakket rød stjerne og DSB opfordrede til væbnet kamp for et socialistisk Danmark. Den havde allerede taget første skridt, da den tidligere på året prøvede at afbrænde landets ældste Føtex-butik. Den lå – og ligger stadig – i Guldsmedegade og var ejet af nogle af landets største rigmænd, Mærsk Mc-Kinney Møller og Herman Salling.

Politiet havde ikke før opdaget koblingen mellem Føtex-branden og den ukendte århusianske partisanbevægelse, men nu blev der i hemmelighed slået national alarm. Aarhus-sagen kom op hos både PET’s ledelse og i regeringen. For var europæisk terror på vej til Danmark? Under alle omstændigheder skulle der reageres, og resultatet blev, at Politiets Efterretningstjeneste kom på sagen, og at Rigspolitiets Rejsehold sendte garvede medarbejdere til Østjylland for at udforske de venstreradikale ungdomsmiljøer.

De medbragte mindst én hemmelig agent, der skulle arbejde undercover blandt de vilde århusianere.

I den kommende tid blev hærværksgruppen DSB mere og mere synlig. Der blev sat ild til tilfældige biler rundt omkring i byen og DSB-initialer blev sprayet på gerningsstedet sammen med en femtakket stjerne. Det store mindesmærke i Marselisborg for sønderjyder der døde i tysk tjeneste under 1. Verdenskrig blev sprayet over og skændet. Ødelæggelser, hærværk og overmalinger skete også i kirkerum og på gravsteder – og ikke mindst mange jødiske monumenter blev hærget. Alt sammen med venlige hilsner fra DSB. I politiets rapporter blev disse forhold lakonisk omtalt som »bemalinger«.

Mange steder i byen var det revolutionære opråb »Direkte Aktion« malet på murene. En af mine bedste venner ironiserede over det, da han fik sit eget musikprogram på Radio Århus som han kaldte Direkte Afsky.

Kun få anede, hvad der foregik.

Snart kom der også andre spillere på banen. De brugte to navne: Nogle dage kaldte de sig bombastisk for ’Statsfjender’, andre dage brugte de den lidt mere ironisk betegnelse ’Saftevandsfronten’. Men man skulle ikke lade sig narre, for det var ikke bolsjevand, der stod på de folks repertoire.

Det oplevede elektronikgiganten IBM, hvis kontor ved banegården blev alvorligt skadet ved et brandattentat, det mærkede også Terma Elektronik i Lystrup, der blev bombarderet med molotovcocktails, ligesom det engelske konsulat i Aarhus blev udsat for et alvorligt angreb. Ingen mennesker kom til skade, men det skulle have været tæt på i forbindelse med Terma.

Statsfjender og Saftevandsfronten havde det ligesom DSB, at de pralede med deres gerninger og påtog sig ansvaret i offentlige erklæringer, der blev sendt til politiet og aviserne. Og det forvirrede politiets opdagere, fordi de bombastiske ord lød fuldstændig ens for mennesker, der ikke på forhånd havde haft en grundig skoling i revolutionær, venstredrejet retorik. Politiet troede derfor, at det var de samme folk. Men hvor DSB skrev manifester som opfordrede til revolution, skrev de nye sabotører budskaber, der tog afsæt i den vesttyske byguerilla omkring Rote Armé Fraktion og citerede afdøde Ulrike Meinhof:

»Protest er, når jeg siger at det og det ikke passer mig. Modstand er, når jeg sørger for, at det, der ikke passer mig, ikke længere sker.«

Og det var der en mening med, for Saftevandsfronten og Statsfjender var ikke DSB. DSB provokerede mest, mens Statsfjender brændte bygninger ned. Og Statsfjender havde direkte kontakt til de tyske bypartisaner.

Et sjældent samarbejde
Læsere, der har fulgt de sidste års beskrivelser af Blekingegadebanden, vil måske huske, at en ung mand på dramatisk vis mistede livet i Aarhus i september 1980. Han sad i en lukket, mørk kassevogn over for Bilka i forstaden Tilst, da en tung lastvogn vædrede hans bil og smadrede den. Brandmand Holger Jensen fra København blev dræbt på stedet.

Bilulykken fangede øjeblikkeligt interessen hos både PET og Rigspolitiets Rejsehold, der på grund af terrortruslen havde indledt et usædvanligt og sjældent set samarbejde. Et samarbejde, der dog allerede fra dag ét bar kimen til sin hurtige undergang: PET skal nemlig ikke skal opklare forbrydelser og fange folk, men indsamle oplysninger. Rejseholdet derimod skal opklare forbrydelser og få de skyldige i fængsel.

PET og Rejseholdet reagerede her i fællesskab og prompte på ulykken. Den dræbte havde været i PET’s søgelys gennem flere år og var kendt som en hardcore og militant venstrefløjsaktivist, der blandt andet havde været i træningslejr som guerillakriger hos den palæstinensiske kamporganisation PFLP et sted i Mellemøsten.

Selv om offentligheden ikke kendte til ham, gjorde PET det og de kaldte Holger Jensen for »Danmarks farligste mand«.

Den bil Holger Jensen blev dræbt i var magen til en mørk kassevogn, der tidligere på sommeren 1980 var blevet brugt ved en voldsom kidnapning af en ældre bankdirektør i Glostrup. PET og Rejseholdet anede en sammenhæng og begyndte at efterforske afdøde Holger Jensen og nogle af hans kammerater seriøst. De blev alle fotograferet ved hans begravelse på Gladsaxe Kirkegård og flere fik i al hemmelighed deres hjem ransaget. Her fandt politiet bykort og parykker, der direkte knyttede dem til kidnapningen i Glostrup.

En af den dræbtes bedste venner hed Niels Jørgensen og kom også fra København. Dog opholdt han sig på det tidspunkt meget i Aarhus, hvor han havde en officiel adresse på Silkeborgvej. Men det var kun et halvtomt værelse, hvor han sjældent overnattede, men kom og hentede post. Afdøde Holger Jensen havde også en dækadresse i Aarhus. Samme træk gjaldt andre i kredsen, de havde falske navne, falske adresser og falske ID-papirer.

Med udgangspunkt i Aarhus startede PET og Rejseholdet i 1980 en intens overvågning af disse mænd. Da de ni år efter, i foråret 1989 blev anholdt efter et blodigt postrøveri i Købmagergade, skrev de sig selv ind i historien som Blekingegadebanden, Danmarks største og mest professionelle politiske forbryderbande.

I mit klubværelsesmiljø på hjørnet af Mejlgade kom der en dag en ny beboer til rum nr. 6. En pæn fyr med kraftigt hår og et venligt smil, en mand, der ikke genererede nogen. Dette skal opfattes bogstaveligt, han generede absolut ingen, for han var der næsten aldrig. Det var således ikke ham, der svinede i køkkenet eller fyldte køleskabet. Til gengæld kom han hver formiddag ved 10-tiden, når postbuddet havde været oppe og aflevere dagens ladning af aviser og breve. Dengang blev post afleveret personligt – også på 4. sal.

Min nabos tomme rum
En efterårsaften stod der en fremmed mand og bankede på døren til min nabos tomme rum. Jeg hilste på ham og fortalte, at naboen nærmest ikke var her, men kom hver dag og hentede post. Gæsten takkede for oplysningen og efterlod sit visitkort med en besked om, at han gerne ville i kontakt med fyren. Aftenens gæst var en kendt journalist fra dagbladet Information.

Hvad det hele handlede om, fik jeg svar på kort tid efter, da avisen skrev en længere artikel om, hvordan folk i Aarhus samarbejdede med folk fra det ekstreme RAF-miljø i Tyskland. Det havde netop medført en stor politiaktion mod Fronthuset nede i Mejlgade – hvor jeg og studiekammerater jo nogle gange stod i baren – hvor hårdt bevæbnede kampstyrker blandt andet svang sig ind over tage og baggårdsmure og anholdt to tyske kvinder i sort lædertøj. Kvinderne var mistænkt for at være RAF-folk fra Vesttyskland, men de var dog ’kun’ medlemmer af en støttegruppe til Rote Armé Fraktion, som var på besøg hos venner i Aarhus.

Artiklen i Information fortalte, hvordan flere af disse Aarhus-aktivister var svære at få fat på, fordi de boede på dækadresser, hvor de nærmest aldrig var, men hver dag kom og hentede post. Aha, så var den ged vel barberet …

Da min spøgelsesnabo senere var flyttet, kom vores husvært en dag op og spurgte, hvad der egentlig foregik heroppe på loftet. Han var netop blevet kontaktet af politiet, der fortalte, at de gennem længere tid havde overvåget stedet og aflyttet alle samtaler fra vores mønttelefon ude i fællesrummet.

Danmarkshistorie
30 år senere. Jeg vendte tilbage til Mejlgade og Fronthuset mange år efter. Som journalist havde jeg i 1990’erne haft nær kontakt med den tidligere politiagent Anders Nørgaard, som var en af de hemmelige informanter som politiet dengang sendte ind i miljøet omkring Fronthuset. Anders Nørgaard var i år 2000 død for egen hånd, da han ikke kunne klare presset ved at stå offentligt frem i tv og aviser og afsløre sin gamle historie. Han havde ringet til mig, et kvarter før han kastede sig ud fra sin lejlighed med en løkke om halsen, men jeg fik aldrig hans besked, for jeg var ikke på kontoret.

Nu er disse gamle Aarhus-begivenheder til gengæld blevet til interessant danmarkshistorie, for hvad skete der egentlig dengang? Man skal ikke spørge Blekingegadebandens medlemmer for at få svar, for de taler ikke. Her er lukket land og den gamle bande modtager kun henvendelser fra offentligheden med tavs fornærmethed.

Med møje og noget besvær blev der dog etableret kontakt til personer, der dengang var aktive omkring Saftevandsfronten og hos Statsfjender. De ville ikke, det var jo lang tid siden, folk var et andet sted i tilværelsen og de havde i øvrigt lovet hinanden livslang tavshed. Men … Jo, de var bypartisaner dengang, de var unge krigere, der opererede i ly af de århusianske husbesættere og nogle store kollektiver i Guldsmedegade. De havde været svært bevæbnede til tider, og de havde lavet mere end det, der har været fremme. Og det var kun ganske få af deres egne, der dengang vidste, hvad der fandt sted. De opfattede sig selv som topprofessionelle, der lavede brandattentater mod de internationale firmaer og kun én gang havde de lavet en fejl, der kunne have afsløret dem, fordi de havde efterladt fodaftryk fra en helt speciel sko ved en aktion. Men politiet var for dumme og kom aldrig i nærheden af at anholde dem.

Statsfjender og Saftevandsfronten kendte godt DSB. Det vil sige, de var vrede på dem og irriterede, fordi DSB trængte sig ind i Aarhus og havde en anden politisk dagsorden. En mistanke lød først, at det var højreorienterede provokatører, der ville miskreditere venstrefløjen. Hvilket kunne forklare det dumme attentat på politimesteren og hærværket mod jødiske mindesmærker?

Men den overvejende konklusion var nu, at DSB stort set må have været identisk med Blekingegadebanden. At de dengang havde opereret i Aarhus for at tjekke politiets kapacitet.

»Da Holger Jensen døde ved trafikulykken, fik vi at vide, at det var denne københavnske brandmand, der var hovedmanden bag DSB. At han og hans venner øvede sig i Aarhus. Et medlem af banden har senere også sagt, at det var dem. Men at de voksede fra den slags ting.«

Det lyder bizart og det strider mod al øvrig viden om landets mest professionelle og diskrete forbryderbande. Men vurderingerne kommer fra folk, der selv var til stede i det hemmelige Aarhus dengang. Hvad Blekingegadebanden også var.

Oplysningerne kommer også fra ledende politifolk. Som sagt efterforskede Rejseholdet og PET i 1980-81 brandattentaterne sammen, og de fik både Saftevandsfronten, Statsfjender og den senere Blekingegadebande på sigtekornet. Men samarbejdet mellem det åbne og det lukkede politi brød totalt sammen, og Rejseholdet fik ikke sine ønsker opfyldt om at anholde og afhøre alle de centrale medlemmer af de tre grupper tilbage i 1981. Ikke en eneste person måtte de tage fat i. Både Niels Jørgensen og co. fra den senere Blekingegadebande stod ellers på listen, ligesom udvalgte medlemmer fra den århusianske BZ-bevægelse.Dem, der havde udskilt sig i Saftevandsfronten og Statsfjender. Også min mystiske nabo fra loftet i Mejlgade skulle have været taget.

»Vi ville anholde dem, men vi måtte ikke,« har både pensioneret kriminalkommissær Ernst Søndergaard og hans kollega, pensioneret vicekriminalinspektør Arne Siezing for nylig forklaret til den særlige Blekingegadebande-kommission, som Folketinget har nedsat, og som i dette forår afhører vidner i Østre Landsret. Således kollapsede samarbejdet mellem PET og Rejseholdet.

Alle de politiske forbrydere fik dengang lov at gå uantastet videre, angiveligt fordi PET hellere ville holde øje med dem end afsløre, at man godt vidste, hvem de var.

Og mig? Jeg havde travlt med at være ung student og gå rundt med ørerne nedenom hatten. Så selvom jeg var der, så jeg ingenting.

Næsten.

Anders-Peter Mathiasen er journalist og forfatter til ’Blekingegadebetjenten’ og ’Politiets Hemmeligheder’ sammen med tidligere kriminalinspektør Jørn Moos og journalist Jeppe Facius. Han modtog Cavlingprisen i 1989 og 2004.

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Maya Nielsen

Jojo de betyningsfulde storby-partisaner havde time of their life, men var det nu slut med dem......?

Man kunne mærke hemmelighederne,alvoren og oplevelsen af egen betydningfuldhed,nogle gange når der efter det mest kendte parti-navn blev sat adskildelige yderligere bogstaver,jo så havde man fåer arbejder-partisanens "kors og bånd og stjerner på" i form af et eksklusivt medlemskab,som var vanskeligt at opnå. ;-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Gram

det er lidt overdrevet, for også nogle af de venstreorienterede syntes, at selv i neuropa, var det sådan at de mere venstreorienterede alternativer til såvel capitalisme som socialdemokratisme ikke nødvendigvis måtte være væbnede,
og måske får de ret i det.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Byguerillaer fra Tupamaros i Uruguay til RAF i Tyskland og de Røde Brigader i Italien og sendte nogle vigtige signaler om solidaritet til de undertrykte folk i kolonierne der i 70'erne kæmpede for befrielse fra kolonimagten.

http://www.leksikon.org/art.php?n=411

Sjovt nok er byguerillavirksomhed en foretelse som magthaverne også idag kærer sig en hel del om:

http://forsvaret.dk/fak/documents/fak/fsmo/specialer/05-06/studie_af_den...

Den tidligere amerikanske øverstbefalende i Afghanistan general David Howell Petraeus er eksperten bag USA's counter-insurgency-strategi og han er faktisk lige blevet ansat som direktør for CIA - så le bare.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Kim, den eneste socialdemokrat der offentligt blev afsløret som bevæbnet var Mogens Camre. Han skulle promovere socialdemokratiet overfor den unge 69-generation og blev sendt til Grækenland, hvor militærjuntaen havde magten, med en forældet tromlerevolver. Camre var en socialdemokratisk 'opfindelse', som det senere blev afsløret. Og se hvordan det gik med den opfindelse. Det er virkelig morsomt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tom Paamand

Muntert at høre om den fjerne fortid, og at kunne mindes søde Ulf og andre af de gode gamle. Til gengæld er jeg ikke enig i vurderingerne af "de illegale" fra dengang. De var mest en stående vittighed, der oftest blev omtalt småfnisende med tydelige anførselstegn om deres seneste navne. Og i dag er fordelt mellem dem, der afviser nogensinde at have været andet end "hangarounds" og andre, der fortsat tror de var en del af verdensrevolutionen.

Akja, den fortid kan se voldsom ud i bakspejlet, selv for en hangaround som undertegnede - der i øvrigt fik brev her til morgen fra PET, der havde brug for 30 dage mere igenigen, før de kan sende mig deres standardafslag på aktindsigt. Også jeg har glemt meget af fortiden, og håber derfor fortsat på at PET vil dele deres notater med mig.

Underligt nok padler forfatteren fortsat rundt i, at DSB skulle have været identisk med Blekingegadebanden. Det er en gammel teori, som Gotfred Appel også kom med i PET-komisionens beretning - hvor PET konkluderer, at der ingen sammenhæng var. Som jeg selv husker det, tog meget få på fløjen DSB alvorligt som revolutionær gruppe. Aktionerne var dumme, retorikken tåbelig og umiddelbart virkede det som drengestreger, eller en provokation fra fx PET. Så noget nyt er her desværre ikke i artiklen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Appel havde kontakt til Blekingegadebanden, som han forsøgte at presse til at slippe nogle af pengene fra et af de tidlige røverier, men efter at repræsentanter fra PFLP havde haft fat i ham så de aldrig noget til Appel igen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Maya,

Naturligvis tørre jeg ikke Camres personlighed af på socialdemokratiet. Tilgengæld ser jeg to interessante pointer i historien. Dels, at nogen i socialdemokratiet troede at man kunne "lave" en ungdomspolitikkerpå den måde, men også at socialdemokratiet så det nødvendigt på den måde at tækkes de unge i tiden - det siger lidt om hvilken social indignation der fandtes i ungdommen dengang. DSU havde en markant medlemstilbagegang i modsætning til DKU, og den skulle stoppes. Husk socialdemokratiet var ved at mister en vigtig hjørnesten i deres projekt, nemlig fagbevægelsen. Det var en anden tid dengang og vi kan godt idag sidde solidt i sofaen og grine, men dengang så vi aften efter aften B-52-bombemaskiner tæppebombe et lille bondefolk i et lille fattigt land i Asien - det gjorde indtryk på de unge - dengang.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for odd bjertnes

fra 1945 til 1997 var de nuværende 'socialdemokraterne' og 'dansk folkeparti' faktisk et og samme 'socialdemokratiet'.
på godt og ondt så tør du bare løs Bill,

.... inden alle glemmer hvorfor der (og tak for'et) ingen egentligt nationalistiske partier fandtes i perioden - nej ikke EU-Erhard eller anarkistgrineren heller.

men ok - du får givetvis næppe point af nutidens liste A for den slags arkivåbning.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gorm Petersen

Det bryder noget med det plot, man finder i Øvig Knudsens bøger.

Her var Holger & co i nært samarbejde med PFLP om aktioner - også i udlandet - og det lyder langt ude, at de skulle have risikeret at påkalde sig opmærksomhed ved at samarbejde med de helt unge brushoveder.

Øvig går ud fra, at Holger Jensen og Niels Jørgensen var i færd med at forberede et større kup af typen skaf-penge-til-PFLP da deres bil blev påkørt af en lastbil (som næppe har været styret af det MOSSAD - som de selv skulle have betragtet som deres hovedfjende siden starten på samarbejdet med PFLP).

Hvis man følger en smule med i, hvad der skete mellem Israel og Palæstinenserne - både dengang og i dag - er det svært ikke at se den egentlige Blekingegade-bande som en slags helte.

I dag er enhver fredsforhandling mellem Israel og palæstinenserne en umulighed - simpelthen fordi uligheden er for stor.

Uanset hvad man måtte forhandle sig frem til, vil den israelske forhandler umuligt kunne sælge forhandlingsresultatet til det israelske hjemmepublikum.

Hjemmepublikummet vil altid kunne sige:

"Forhandlingsresultatet afspejler ikke til fulde det faktiske militære styrkeforhold mellem parterne"

Og ethvert tilløb til internationalt pres mod Israel vil blive stoppet af et amerikansk veto.

Konflikten kan derfor ikke stoppes - hverken om 10 år - 100 år - 1000 år - 10.000 år eller 100.000 år.

Kan man ikke fortrænge, bliver man terrorist.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gorm Petersen

En af dem der omtales - Jørn Moos - har vist sig som en relativt ærlig skribent.

I sin egen bog om Blekingegade-banden beskriver han sit eget politiske ståsted som værende - om ikke højreekstremistisk - så i hvert fald et godt stykke fra, hvad der sædvanligvis betragtes som midten.

Så er læseren på forhånd advaret om, hvilke kartofler han er ude på at hyppe.

Hans dæmonisering af banden bygger på, at de lider af en farlig form for sindssyge - ikke at de gør sig skyldige i hykleri eller andet, som kunne anfægte deres omdømme i forhold til meningsfæller.

F.ex. understreger han i endnu højere grad end Knudsen - at de trods omgang med gigantiske pengebeløb fra røverierne, ikke stak en øre til side til sig selv.

Han bruger udtrykket "han levede på en sten" om et af medlemmerne.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Svenningsen

Jeg læste nu også Øvigs bøger med begejstring - og blev såmænd også fascineret af deres dedikation til sagen midt i vores forbrugerisme - hvor afsporet det end også var. Jeg er selv for ung til at have oplevet den politiske tid, men er ret fascineret af tiden. Retrospektivt virker det lidt som om, det var en tid med flere drømme, visioner og kampgejst, selvom jeg da udmærket er klar over, at kun et fåtal var en del af datidens revolutionære kamp.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Christensen

Jeg tror de fleste aktive i studenterbevægelsen og på den politiske venstrefløj i Århus dengang oplevede dsb, som 'a pain in the ass', hvis man da overhovedet skænkede dem en tanke, og hvis man gjorde var det vist mest som sladder sidst på natten på en af dødsruterne.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jack Jönsson

Alle andre kilder siger at DSB og Statsfjenderne var en og samme gruppe. Det er første gang jeg bliver præsenteret for at det skulle være to forskellige. Er det alle andre kilder der er forkerte eller har forfatteren her ret. Er der nogen der kan uddybe det?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert Refby

Artiklen omtaler ...mange jødiske monumenter...og jødiske mindesmærker.....efter opfordring til at oplyse, hvilke mange jødiske monumenter og mindesmærker i Århus, der blev forøvet hærværk imod, er jeg stadig uden svar fra artiklens forfatter!...og efter konsultation med Danmarks ekspert i détte tema, en museumsinspektør på Dansk Jødisk Museum, så findes disse omtalte mange jødiske monumenter/mindesmærker i Århus slet ikke! Jeg kan kun gætte på forfatterens hensigter med artiklens påstande og manlende svar til mig....Man merkt die Absicht und wird verstimmt......

anbefalede denne kommentar