I Aristoteles’ statslære er godhed målet for statens og menneskets stræben. Mennesket finder nemlig sin identitet i menneskeligt samkvem

Staten
Aristoteles’ Politika eller Statslære som vi kalder den på dansk, hører til den eksklusive lille stak af bøger, hvis afgørende pointe står at læse i den allerførste sætning. Skal ikke kunne sige det, men jeg mener ikke engang Bibelen kan præstere dét. “Enhver stat er et fællesskab, og ethvert fællesskab er opstået med et eller andet godt formål for øje”, hedder det.
De vigtige ord er ‘fællesskab’ og ‘godt’. Hermed havde forfatteren allerede sagt en hel del. Åbningen skar kort sagt den antikke politiske tradition ud i pap.
Nok indeholer statslæren mere og andet. Blandt andet berettes det, at en mand når sit højeste legemlige vigør som 37-årig og kvinden sit, når hun fylder 18, hvad der kan være betryggende at høre for nogen. Alligevel udtrykker sætnigen den mest kondenserede Aristoteles, der tænkes kan, og den er værd at opholde sig ved.

At en stat er et fællesskab siger nemlig ikke sig selv. Staten kan ligeså godt opfattes som et forbund, d.v.s. en teknisk overenskomst mellem forskellige parter. Denne opfattelse har kort sagt været gældende i europæisk samfundsteori siden 1600-tallets Thomas Hobbes og John Locke, hvorimod fællesskabs-tanken historisk set har rødder i antikken. Diverse partiprogrammer, og da især de sørgeligt uintelligente, vi ser på gaden idag, er rene fodnoter.

At fællesskabets målsætning med Aristoteles’ ord bestod i ‘det almenes vel’ og ‘menneskelig livslykke’, var ligeledes en antik opfindelse. Meningen var netop, at målet for statens og menneskets stræben var ét og det samme, godhed (areté).
Godhed var altså politisk, ikke et individuelt anliggende, og i modsætning til guder eller dyr, som trivedes i ensomhed, fandt mennesket sin identitet i menneskeligt samkvem. Statslærens intention var at skitsere tilblivelsen af godhed og lykke gennem dette samkvem.
Denne grundopfattelse skylledes ud med den moderne samfundsteori. Fra at skulle være en god stat var det nu tilstrækkeligt, hvis staten kunne være legitim. Godhed var illusorisk på individ såvel som statsplan, og fællesskab forblev et blålys. I stedet udvikledes nu en teori, der opfattede forholdet mellem suveræn og undersåt som en kontrakt. Det afgørende ved denne kontrakt var, at den blev indgået frivilligt. Derfor kunne undersåtten ikke bagefter komme og sige, han ikke ville være med længere. Individets kontrakt med staten legitimerede denne, og gav styret stabilitet.
Filosoffen John Locke, som modererede Hobbes, mente nok, at kongen kunne væltes, hvis han alene regerede med magt og ikke kløgt, dvs. hvis kun folket udviste tillid til kongen og ikke også omvendt. De to forfattere var dog enige om kontraktens betydning og den deraf afledte magtmekanik, der sikrede undersåtten retten til at blive fri for politik, mens kongen fik fred i landet.
På denne led blev institu-tioner sat over metafysik, effektivitet over idealitet. Hellere sikre procedurer end svævende formål, forlød det. Aristoteles derimod havde forstået politik som tale og deltagelse, ikke administra-tion. Ordene præsiderede over tingene. Sandheden, hvis eksistens Aristoteles ikke tvivlede på, blev til gennem overtalelse og sproglig elegance; kontraktens tavshed kunne aldrig være talende.

For den aktive statsborger repræsenterede politik en ædel livsform. Kampen gjaldt godheden, og retorikken tjente den noble sag. Gode oratorer var de bedste borgere, og forfatningen var selve statens livsform, som deltagelsen var borgerens. Men kvinder, slaver og handlende var udelukket fra statens styre, og når Aristoteles talte om lighed, mente han en anden slags lighed end den, vi tænker på idag. Lighed betød lighed blandt ligemænd, ikke lighed for alle.

Det korte af det lange er, at vi i virkeligheden ikke er kommet så frygtelig meget videre siden spørgsmålet om godhedens politik og politikkens godhed blev formuleret og siden imødegået. Det verserer stadig og tvinger os til fortsat at læse de gamle traktater med stadig nye øjne. Store krav? Måske, men hvem sagde, at politik skulle være let?