Minister kan ikke svare på, hvad internet-logning bruges til

Der mangler dokumentation for, at logning af milliarder af internetoplysninger bruges til noget fornuftigt, mener både eksperter og et flertal i Folketinget. Men Justitsministeriet vil ikke undersøge det nærmere. Ifølge eksperter tyder alt på, at indgrebet ikke står mål med resultaterne

På trods af eksperternes dom er Justitsminister Morten Bødskov stadig overbevist om, at logning generelt er et godt redskab. ’Der er ingen tvivl om, at oplysninger om teletrafik og internetdata er et effektivt instrument til bekæmpelse af alvorlige forbrydelser,’ siger han

Jakob Dall

Registreringen af oplysninger om alle danskeres internetkommunikation udgør langt størstedelen af de mindst 550 milliarder oplysninger, der hvert år gemmes som følge af logningsbekendtgørelsen.

Men ifølge både eksperter og et flertal i Folketinget mangler der dokumentation for, at registreringerne overhovedet har nogen nytteværdi. En opgørelse, Rigspolitiet har sendt til Justitsministeriet, viser, at politiet kun efterspurgte dem 174 gange i 2010. Tallet har været stabilt igennem årene, og til sammenligning spurgte politiet om registreringer på mobiltelefoner hele 3.801 gange samme år.

Direktør i Telekommunikationsindustrien Jakob Willer er en af dem, der »tvivler stærkt på, at den omfattende registrering af borgerne står mål med det, man får ud af det«.

»Det er en politisk afvejning, men der foreligger jo ikke noget som helst grundlag, som gør det muligt for politikerne at tage stilling, fordi det har været så uigennemsigtigt, hvad oplysningerne bruges til,« siger Jakob Willer.

Da man vedtog logningsbekendtgørelsen i 2007, var der særlig i forhold til internetovervågning tale om helt nyt område. Derfor blev der indsat en revisionsbestemmelse, der skulle sikre, at loven rent faktisk kom til at virke efter hensigten, og at indgrebet i privatlivet stod mål med resultaterne. Den manglende dokumentation for, at redskabet virker, var en af grundene til, at et utraditionelt flertal bestående af Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance i december meddelte justitsminister Morten Bødskov, at de ikke vil stemme for at udskyde en revision af loven.

Ingen dokumentation

Siden har Karsten Lauritsen (V) og Pernille Skipper (Ø) sendt en række spørgsmål til Justitsministeriet for at få yderligere informationer om brugen af logningerne, der blandt andet viser noget om, hvilke hjemmesider danskerne besøger på internettet, men dog intet om hvad de rent faktisk foretager sig på selve siden. Man kan altså se, at en bruger besøger Youtube.com, men om vedkommende leder efter bombeopskrifter eller ser Rihanna-videoer, siger logningen intet om.

De to retsordførere vil vide, om de gange politiet indhenter oplysningerne, rent faktisk også tilfører efterforskningen værdi eller fører til domfældelser.

Men justitsminister Morten Bødskov svarer til Folketinget, at ministeriet ikke vil undersøge det, da det vil »forudsætte en manuel gennemgang af et stort antal straffesager, der beror i de enkelte politikredse«, og at dette vil kræve »omfattende ressourcer,« som ministeriet altså ikke vil afsætte.

Et svar der ikke imponerer Karsten Lauritsen:

»Det må være sådan, at når vi som lovgivere, i et åbent demokrati som det danske skal indskrænke den enkeltes frihed ved overvågning, så skal det ske med et formål, og når vi skal beslutte om det skal fortsætte, så skal vi have bevis og dokumentation for, at det rent faktisk står mål med indsatsen,« siger han.

»Når de tilsyneladende ikke vil fremlægge nogen dokumentation, er vi efterladt med den opfattelse, at det ikke er noget særligt effektivt redskab. Altså, hvad pokker skal vi så bruge det til?«

Enhedslistens retsordfører Pernille Skipper er enig.

»Så længe vi ikke har materialet, der viser, hvad det fører til i praksis i efterforskningen og ved domstolene, så kan vi ikke vurdere, om det er indgrebet i folks retssikkerhed værd. Det bliver en cirkelslutning. De kan ikke svare på det mest centrale spørgsmål, men de mener heller ikke, at vi skal få det afklaret,« siger hun.

Information har spurgt i Rigspolitiet, om de ville give bare enkelte konkrete eksempler på sager, hvor oplysningerne endte med at blive brugt, men pressechef i Rigspolitiet Niels Otto Fisker oplyser, at de ikke vil udtale sig om noget, der har med anvendelse af logningerne at gøre.

Juraen halter efter

Da ingen vil oplyse, hvordan det bliver brugt i de konkrete sager, er det svært at vide præcis, hvorfor oplysningerne indhentes så relativ sjældent.

Ifølge eksperterne kan en af grundene være, at udviklingen på internettet er gået så hurtigt, at juraen ikke kan følge med. Hvad man dengang i 2007 regnede med ville være relevante oplysninger er nu ikke længere relevant, fordi brugen af internettet har ændret sig.

For eksempel logger man oplysninger om, hvem der sender e-mails til hvem, hvis e-mailtjenesten er hos en hjemlig internetudbyder, mens de steder hvor langt hovedparten af kommunikationen foregår nu – hos webmailudbydere som Gmail og sociale medier som Facebook og Twitter – ikke logges.

Men ifølge Ian Brown, internetforsker på University of Oxford nytter det ikke at snakke om at udvide det:

»Selv hvis man kom igennem med at udvide logningen til også at dække de steder, vil det stadig ikke fungere, for alt hvad kriminelle har brug for at gøre for at komme helt udenom er at bruge kryptering,« siger han.

»Jeg tror, at myndighederne dengang mente, at de ville få brug for de her data. Det er klart, at hvis man efterforsker alvorlige forbrydelser, så ønsker man alle redskaber, der findes. Men det er jo derfor, vi har menneskerettigheder. De burde sikre, at man ikke alene lytter til, hvad politiet gerne vil have adgang til.«

Professor i jura på Københavns Universitet Peter Blume var allerede ved lovens vedtagelse kritisk over for, om logningen af internetoplysninger ville være et nyttigt redskab. Og i løbet af de sidste fem år med loven har der ikke været noget, der peger i en anden retning.

»Det er et tvivlsomt middel, som jeg mener ikke er proportionalt. Den gennemfører en overvågning af hele befolkningen, uden at det på nogen måde bliver begrundet, at det kan bruges til at bekæmpe terror eller voldsom kriminalitet,« siger Peter Blume og tilføjer:

»Derudover er den slet ikke effektiv. Logningen er hullet som en ost, og man skal ikke være en særlig kløgtig kriminel for at kunne omgå det,« siger han.

Vil vente på EU

På trods af eksperternes dom er Justitsminister Morten Bødskov stadig overbevist om, at logning generelt er et godt redskab.

»Der er ingen tvivl om, at oplysninger om teletrafik og internetdata er et effektivt instrument til bekæmpelse af alvorlige forbrydelser,« siger han og henviser til, at der bliver taget en diskussion, når EU formentlig i løbet af det næste år eller to er færdig med en revision af reglerne:

»Når EU-Kommissionen kommer med forslaget til en revision af reglerne om logning, vil Justitsministeriet samtidig sørge for at inddrage en bred kreds af aktører i overvejelserne om at gennemgå de danske regler. Her vil man også kunne drøfte, om der er den rette balance mellem for eksempel politiets udbytte af informationerne og betydningen for privatlivet,« siger Morten Bødskov.

Ifølge Joe Mcnamee koordinator for European Digital Rights i Bruxelles, der har fulgt kommissionens evalueringsproces, er problemet dog, at ingen medlemsstater fortæller EU, hvad direktivet bliver brugt til. Derfor ved EU lige så lidt om det som resten af offentligheden, og har ikke noget grundlag at revidere direktivet ud fra.

»Ingen af medlemsstaterne har lavet en ordentlig analyse af det her. Nogle har lavet en lille smule, andre har slet ikke leveret noget som helst. Kommissionen er i et latterligt ingenmandsland, fordi ingen medlemsstater fortæller dem, hvad de rent faktisk bruger direktivet til,« siger Joe Mcnamee.

Ian Brown påpeger også, at EU- Kommissionen er i problemer på grund af medlemsstaternes manglende undersøgelser.

»En af de interessante ting ved EU-evalueringen er, at fordi det er et indgreb i folks privatliv, som er en menneskeret under EU-lovgivningen, så skal det retfærdiggøres med, at det er effektivt og proportionalt. At det rent faktisk kan bruges til at stoppe for eksempel terrorisme,« siger han.

»Men ingen af medlemsstaterne har kunnet levere dette. Ingen medlemsstater har på nogen måde produceret noget som helst bevis for, at logning er et nødvendigt redskab.«

Der vil nu blive afholdt en åben høring i Retsudvalget den 23. maj, hvor forskellige aktører får mulighed for at bidrage med mere viden om logningen.

,

Journal

Dit internetforbrug overvåges af staten til ingen nytte

»Der er ingen tvivl om, at oplysninger om teletrafik og internetdata er et effektivt instrument til bekæmpelse af alvorlige forbrydelser,« sagde Morten Bødskov i 2012. 900 milliarder oplysninger blev registreret i 2012. Heraf udgør internetdata 90 procent, men Justitsministeriet har kun fremlagt tre sager og ingen, der knytter sig til terror.

Fakta

2007:

Logningsbekendtgørelsen træder i kraft. Der indsættes en revisionsbestemmelse, der skal sikre, at det efter et par år undersøges, om redskabet rent faktisk fungerer efter hensigten.

2010:

Revisionsbestemmelsen forsøges først helt fjernet af Justitsministeriet, men på grund af store protester fra en række aktører, ender den kun med at blive udskudt til næste folketingssamling.

2011:

Revisionsbestemmelsen forsøges udskudt endnu engang. Morten Bødskov mener, at der ikke er behov for at undersøge, hvordan loven fungerer fordi EU også er i gang med en revisionsproces. Et flertal i Folketinget er uenige, og meddeler ham at de ikke stemmer for udskydelsen.

2012:

En række udvalgsspørgsmål sendes til Justitsministeriet. Ministeren svarer, at han ikke ser noget behov for en undersøgelse, der kan belyse brugen af internetlogningerne yderligere.

Åben høring i Retsudvalget om logningsbekendtgørelsen.

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Thorsten Lind

Morten Bødskov er skabsfascist,
akkurat lissom´resten af folketinget.

Hvornår siver den erkendelse ind hos vælgerne?
Og hvornår springer fascisterne helt ud af skabet?
Mvh Th

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

I Tyskland har Forfatnings-domstolen i Karlsruhe sagt nej til at tyske politikere må lave en lignende lognings-bestemmelse. Forfatnings-domstolen har nemlig fundet, at en sådan lognings-bestemmelse er i dyb modstrid med den tyske forfatnings krav om respekt for det enkelte menneskes privatliv.

I et interview med en tysk politiker i Heute (tyske nyheder) kl. 19.30 for nogle uger siden mente en CDU-politiker, at nu måtte man altså til at sørge for, at politiet fik adgang til folks internetsider mv. via at gemmeføre den her lognings-bekendtgørelse.

Da kom det frem, at EU kun kræver at man logger oplysninger for - wait for it - ½ år. Og at EU kun kræver at man logger internetsider, mener jeg altså ikke at oplysningerne bliver gemt i 1 år samt at man også logger al telefon og mobil-trafik.

Og ja, politiet kunne da sikkert tænke sig mange ting, f.eks. at de kunen anholde, der så mistænkelige ud, foretog sig sistænkelige ting, gå ind i folks huse uden dommerkendelse bare ved mistanke om kriminalitet mv. og des lige. Men netop derfor har vi menneske-rettigheder, netop derfor har vi love, der skal forhindre dette. Uheldigvis ser det ud til at PET og dansk politi bare skal ytre et ord som begynder med t - så føjer politikerne dem. Uden hensyn til borgernes rets-sikkerhed.

Det er da yderst interessant, at Justitsministeriet forsøgte at få revisions-bestemmelsem fjernet. Hvorfor mon det? Det skulle vel ikke være fordi, at her i Danmark er juristerne inde i dette ministerium pot og pande med ---- politiet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Andersen

@Tue Romanow

Den tidligere borgerlige regering har ikke længere flertal.

Så hvordan du kan spinne historien til, at det er de borgerliges skyld, at en socialdemokratisk justitsminister nægter at rydde op er ret uforståeligt.

Selv hvis det hele var de borgerliges skyld, burde socialdemokraterne og folkesocialisterne have en interesse i at rydde op efter fortidens (borgerlige) synder.

Må jeg i øvrigt minde socialdemokratiets partisoldater om, at jeres egen IT-ordfører før valget forsvarede udvidelse af internetlogningen med et supplerende forbud mod anonym internetadgang.

http://www.version2.dk/artikel/s-besparelserne-i-det-offentlige-ligger-i...

http://www.version2.dk/artikel/nye-it-ordfoerere-disker-op-med-gamle-syn...

Derudover vil S og SF også forbyde fiktiv (offerløs) børneporno ud fra et tvivlsomt ønske om at understøtte en statslig tankekontrol.

Ikke at V, K og O er meget bedre, men Socialdemokratiet var de eneste, der åbnede mulighed for forbud mod anonym netadgang.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Lom

@Suz

Echelon har det glimrende og knopskyder, så amerikanerne i dag er overvåger al tele- og datatrafik i USA, og formentlig mere end det. Det er godt nok en grov overtrædelse af den amerikanske forfatning, hvem hænger sig i den slags detaljer nu til dags.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Andersen

@Karsten Aaen

EUs logningsdirektiv kræver ikke, at hjemmesider logger deres besøgende. Direktivet forpligter kun staterne til at pålægge internetudbyderne at logge IP-adressen, portnummer, tidspunkt på kunden i mindst 6 måneder.

Den eneste forpligtelse til logning af tjenester, jeg kan udlede af direktivet vedrører mail.

I Sverige er VPN-tjenester ikke omfattet af logningen, da de ikke udbyder adgangen til internettet men kun en tjeneste.

Naturligvis er det ingen overraskelse, at tilhængerne af overvågning lyver for at nå deres mål.

Og så må jeg endnu en gang opfordre alle til at bruge The Tor Browser Bundle til anonym surfing:

http://www.torproject.org

Logningsdirektivet bygger i øvrigt på den vildførelse at der er forskel på trafikdata og indhold og at sporing af en IP adresse identificerer en strafansvarlig part.

Men det er forkert af flere grunde.

1. Data som ligner indhold i en protokol kan være trafikdata i en anden protokol.

Tor, I2P og FreeNet router indhold over det normale internet men er jo samtidig en layer for datapakker, hvis egentlige destination ikke fanges af internetlogningen.

Logningen forudsætter, at man kan fange de kriminelle ved at logge trafikdata om det yderste lag TCP, UDP men viger helt uden om at indholdet af datapakkerne kan routes alle mulige steder uden at det beviser noget strafbart.

2. En IP adresse identificerer ikke en strafansvarlig person men kun den der betaler for netadgangen.

Så selv den nuværende logning beviser kun, at en computer via mit abonnement har tilgået internettet.

Det næste skridt for myndighederne er naturligvis at argumentere for, at logningen er ubrugelig uden et totalforbud mod at gå anonymt på nettet og et krav om at alle transaktioner skal verificeres med NemID.

Derfor kommer der altid en logningsbekendtgørelse 1, 2, 3 og tilsidst et totalforbud
mod alle teknologier, der besværliggør overvågning og sporing af mistænkte.

Justitsministeriet har allerede forslået, at Danmark følger det kinesiske eksempel og forbyder anonym netadgang.

Version2 bragte dokumentet på deres side, og det er renlivet fascisme.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

Jeg mente blot det som Kim så glimrende skriver, nemlig at lognings-direktivet indebærer, at at al internet-aktivitet logges - med IP-adresse, og vel også hvor længe man har været på siden man fra sin egen IP-adresse loggede på? Eller kun hvilket tidspunkt man loggede på siden og loggede ud igen? Eller er det endnu en dansk skærpelse her?

---

Og ja, Echelon har det aldeles glimrende - og er i bedre form end nogensinde. Nu skal man passe på med at se TV, man kan faktisk lære noget af det. PÅ enten DR2 eller DRK sendte de en glimrende udsendelse om et emne, jeg har glemt. (jeg tror det var en udsendelse om Korea eller Vietnam krigen)

Men se, det interessante var at det deri kom frem at USA's spionfly allerede i 1950erne og i 1960erne var i stand til at opsnappe informationer om dette eller hint -ganske enkelt ved lede efter bestemte ord i meddelserne fra f.eks. nord-koreanerne eller viet -nameserne. Og således blev Echelon født. Præcist samme mekanisme bruges i dag mange steder på internettet, i computerspilsfora opsamler bots frække ord, som de så videresender eller censurerer så der kommer at stå ***** i stedet for ordet. Dermed kommer der så mere fokus på de forbudte ord....præcis som med de beep-lyde vi hører hele tiden i amerikanske film og tv-serier...

Homeland Security - i USA- overvåger al information i USA - og sikkert også i resten af verden, for tænk nu hvis osv. Men 9/11 havde intet med manglende overvågning at gøre - overvågningen var på plads, USA var blevet advaret af dygtige agenter indenfor efter-retninger. Alligevel valgte man at lukke 2, hvis ikke 3 eller 4 mennesker ind i USA, selvom deres navme stod flaggede * de skulle altså forhindres indrejse i USA, men da det var FBI, der havde givet ordren og ikke NYPD, så fik de lov at komme ind i USA. Og resultatet kender alle vel :(

Dette blot for at sige, at man kan stramme og stramme og stramme så meget at patienten dør - uden at patienten dør. Patienten er i dette tilfælde - demokratiet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kaspar Olsen

"Og hvornår springer fascisterne helt ud af skabet?"

Sikkert Ikke så længe deres stille-taktik virker.
Det lovede tredje rige er nu under opbygning.
efter at Nazismen er blevet konverteret til stueren Ny-Liberalisme.
Jagten på religion og kirker og præster køres effektivt men med forsigtighed.
Ligesom velfærdssamfundet er set under afvikling.
Så hvorfor skulle fascisterne springe ud af skabet og råbe BØH !

Vi kommer højst til at se kejser Thorning eller pave Vestager give et interview hvor de med et skævt lille smil fortæller at "det går planmæssigt godt i Danmark".

Hvem der igen ender i muddergrøften står det frit for enhver flynder at tænke på !

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tue Romanow

@Kim Andersen

Lad os lige få et par ting på det rene! Jeg spinner intet som helst. Jeg er lige så oprørt over, at Bødskov tilsyneladende bare fortsætter i samme spor, som VKO kørte i. Men at læse, at folk som Karsten Lauritzen er fortørnet over, at justitsministeren ikke er indstillet på at rydde op efter hans eget partis fortrædeligheder fra dengang de sad ved magten kan nærmest give mig kvalme. Logningsdirektivet blev vedtaget i 2007 og så vidt jeg husker var det VKO ved magten dengang. Det er faktisk ikke meget mere end et halvt år siden, at de måtte afgive magten. Hvordan du får det til at fremstå som spin, at fakta nu engang er sådan, må være dit eget problem...

Og så lige for at få det på det helt rene....jeg er ikke en af S' partisoldater, overhovedet...Jeg er bare p*ssetræt af, at høre oppositionens politikere høvle på regeringens politikere for at fortsætte den politik, som de selv har ført de sidste 10 år.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Uffe Gisuah

Tue Romanow

Du burde være glad for at nogle få taler dette imod.
Det burde være åbenlyst for dig at se, at dansk politik spilles på hold med røde og blå trøjer. Det er for at vi kan se forskel. For der er stort set ingen forskel.

Den eneste store forskel er den, at det forventes af en regering at de agerer i samlet flok; én sjæl, én tanke.
Der er ikke råd til at individer siger noget andet eller at der skabes tvivl om harmonien i flokken.
Den logik følger alle medier.

Det forholder sig en smule anderledes for oppositionen, hvor der er friere hænder til at sige noget modsat. Her kan enkeltpersoner godt udtrykke en personlig holdning, som Lauritsen her gør. Det betyder ikke enden på hans politiske karriere, hvilket det ville have gjort havde Venstre været i regering. Så længe han retter ind når tiden kommer.

Det der virkelig burde give dig kvalme er at det ikke længere gør nogen forskel hvem vi vælger. De agerer ens for de mener det samme. De repræsenterer alle det samme system.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Andersen

@Tue Romanow

Socialdemokratiet stemte for indførelse af den oprindelige logningsbekendtgørelse. Det gjorde SF og Enhedslisten ikke.

Naturligvis kan man undre sig over, at oppositionen pludselig nærer et ønske om at belyse lovens konsekvenser, men hvad jeg reagerede på var dit udsagn om at de borgerlige havde indført logningen, i hvilket det var implicit, at de borgerlige på en eller anden måde var mere ansvarlige for logningen end oppositionen.

Det er naturligvis rigtigt, at V, K og O stemte for logningen, men det gjorde S også.

V og K er derfor hverken værre eller bedre end S.

Jeg er grundlæggende borgerlig men stemmer Enhedslisten, fordi det er det eneste parti, der konsekvent er imod overvågningen.

Det er typisk at den ene fløjs vælgere plejer at beskylde den anden fløj for at indføre mere censur og overvågning, og helt ignorerer at dens egne politikere ofte selv har stemt for de samme love.

Socialdemokratiets syndefald begyndte ikke i 2011 med overtagelsen af regeringsmagten men dengang de stemte sammen med de borgerlige om at logge vores internettrafik.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Andersen

@Uffe Gisuah
Jeg er sikker på, at det at være imod internetlogningikke er en karrierestopper men
tværtimod et plus for enhver politiker, der tør hvor andre tier.

Jeg kan derfor kun drage to mulige konklusioner af Morten Bødskovs holdning.

Enten er han personligt for internetlogningen, hvilket gør ham til stasi-tilhænger, eller også er han ligeglad med personlig frihed og sætter forholdet til EU højere end hensynet til vores internetfrihed, hvilket gør ham til flommeeuropæer.

Der er intet i vejen for at Danmark kunne ophæve logningsbekendtgørelsen og bede EU om at ryge og rejse.

Ethvert parti der gjorde ophævelsen af logningen til dets platform uanset hvad EU måtte sige ville være sikker på min stemme.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tue Romanow

@Kim Andersen...

Jamen så er vi jo i store træk enige...og jeg stemmer også på Enhedslisten, da det tilsyneladende er det eneste alternativ til den politik som resten af tinget fører.

@Uffe Gisuah

"Det der virkelig burde give dig kvalme er at det ikke længere gør nogen forskel hvem vi vælger. De agerer ens for de mener det samme. De repræsenterer alle det samme system."

...og det giver mig virkelig i den grad kvalme!!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jesper  Hansen

Det er jo rystende hvordan man kan tage så let på så kraftigt et indgreb i helt basale rettigheder. Helt forrykt at man kan slippe afsted med bare, at indsætte en lille revisionsklausul i loven, for derefter i flere omgange at forsøge den sløjfet.

Når der råbes lidt op, udskyder man i stedet revisionen (demokrati, menneskerettigheder, alarmklokker, evt?!).

I sidste ende udføres der ingen revision, og der er ikke udsigt til det, 5 år efter man med et snuptag har indført bigbrother tilstande på internettet. Milliarder af oplysninger om intetanende danskere er lagret i en mørk kælder, og vores justitsminister, lovens og rettighedernes vogter, har hovedet oppe i røven.
good game.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars  Poulsen

Jeg vil gerne påpege at selvom kun IP adresse og port nummer og tidspunkt registreres så kan denne information bruges til at få dommerkendelse til at gennemsøge en bestemt computers indhold.

Dette indhold kan så vise at Bruger X loggede ind i sin email eller andet f.eks. 2 min før et inkriminerende besøg på en anden website. Det kan således bevises at det var Bruger X der besøgte den inkriminerende site for herved er linket mellem IP adresse og en bestemt stafansvarlig bruger.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders Jensen

En del af problemet - som jeg ser det - er at ingen politiker vil turde sige nej til logning udfra devisen : "er du ikke kriminel har du intet at frygte."

Når en dansk breivik, moderne blikingegadebande el. lign. dukker op, vil politiske modstandere jo straks bruge det mod en politisk modstander af logning. Der er altså tale om "defensiv politik".

Synes selv det lyder lidt kringlet, men håber i forstår. Den politiske risiko er for stor.

anbefalede denne kommentar