Listens sidste revolutionære

Når medlemmer af Enhedslisten kritiserer partiets forhandlingsvillighed, kommer de ofte fra partiets yderste venstrefløj: Internationale Socialister (IS). En organisation med en særlig historie

De var modstandere af Enhedslistens oprindelige støtte til Libyen-krigen. De undlod at stemme, da Liste Ø’s hovedbestyrelse sidste år blåstemplede finanslovaftalen med regeringen. Og nu truer de med at trække støtten til den kommende finanslov.

I Enhedslistens kampe er der altid en gruppe medlemmer, som står på venstre side af barrikaden: den trotskistiske organisation Internationale Socialister (IS).

»Vores opgave er at trække Enhedslisten så langt til venstre som muligt og forhindre partiet i at udvikle sig i en SF-retning,« siger Hans Jørgen Vad, medlem af IS og ét af de to medlemmer af den i alt 25 mand store hovedbestyrelse, som stemte blankt.

»Derfor har jeg også svært ved at tro, at vi kan stemme for finanslovforslaget igen i år. Jeg tror nemlig ikke, at vi kan tage finansloven som gidsel eller presse regeringen til indrømmelser,« siger Hans Jørgen Vad.

Få, men højtråbende

Selv om IS’erne er få – ifølge egne tal lidt over 100 af Enhedslistens i alt 8000 medlemmer – så er de et højtråbende mindretal.

Da IS i 2006 besluttede, at organisationens medlemmer individuelt skulle melde sig ind i Enhedslistens lokalafdelinger, studenternetværk og diverse udvalg, blev de da heller ikke mødt med åbne arme. IS fortsatte nemlig samtidig som en selvstændig organisation og udgiver blandt andet Socialistisk Arbejderavis. Det fik Enhedslisten til at frygte hensigten med indmeldelsen, beretter partiets daværende pressesekretær, Mikkel Skov Petersen:

»Modsat mange andre trotskistiske partier holder IS entrisme-begrebet i hævd. Altså at en organisation går ind i et større parti for at hverve medlemmer og dreje dets politik. Men frygten har vist sig at være ubegrundet, da IS’erne simpelthen aldrig har været mange nok til for alvor sætte deres fingeraftryk på Enhedslistens politik. Men på trods af at de talmæssigt har været få, så har de dog været med til at sætte nogle diskussioner i gang – og på den måde har de trods alt fået en stemme.«

Det uopklarede mord

IS blev landskendt i 1992, da en bombesprængning raserede partiets lokaler i Søllerødgade i København, hvorved den 29-årige Henrik Christensen blev dræbt.

Mordet på Henrik Christensen er aldrig blevet opklaret, men politiet har siden arbejdet ud fra en teori om, at der enten kan have været tale om et højreekstremistisk attentat, eller at han måske selv rodede med sprængstoffer.

Da IS’erne meldte sig ind i Liste Ø lød forklaringen dengang, at det skyldtes behovet for »styrkelsen af en antikapitalistisk venstrefløj«.

»IS’erne vil bidrage til Enhedslisten med marxistisk teori og antikapitalistiske holdninger,« hed det i en pressemeddelelse.

Et behov som ikke er blevet mindre i dag, fortæller Jørn Andersen fra IS’s landsledelse og delegeret for Brønshøj-Vanløse.

»Det er blevet tydeligt efter folketingsvalget, at den nye regering ikke gør den store forskel. Enhedslisten er parlamentarisk kørt ud på et sidespor. Derfor skal Enhedslisten genopfinde sig selv,« siger han.

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Niels-Holger Nielsen

Jeg tror ikke, at der er tale om at råbe højt, men en fraktion på hundrede mand vil selv i en meget større sammenhæng få en indflydelse der er større end hundrede. Det er hele fidusen ved at organisere sig selvstændigt. Prøv selv at spørge SAP, som vel er nogle flere end IS og derudover medlemmer af fjerde internationale (trotterne). Men IS kan vel lære sig at være hundrede procents loyale enhedslistemedlemmer ligesom SAP er. I det lange løb kan fraktioneringen sætte blus under splittelsestendenser, men det er ikke sket endnu, og det ser ikke ud til at det sker lige med det samme. Det tjener alle enhedslistemedlemmer til stor ære. Og mange borgerlige til stor ærgelse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Marie Jensen

Hvis man følger med i hvad der rører sig på den antikapitalistiske venstrefløj, vil man opdage, at artiklen her er en lidt overfladisk omgang.

For det første: "Listens sidste revolutionære". Det er, som Niels-Holger Nielsen også skriver, noget forenklet sludder at påstå, at det kun er IS i EL, der er revolutionære. Der er både SAPere og masser af andre medlemmer uden tilknytning til de interne småpartier, som er revolutionære. ELs partiprogram, som medlemmerne i weekenden har "fredet", er revolutionært. Der er både reformister og revolutionære socialister i EL, men det er en fejl at tro, at reformisterne er det uhyre flertal blot fordi ledelseslaget tegner en linje udadtil, der ofte lyder mere socialdemokratisk-lænende end systemoverskridende.

Mon journalisten forveksler det at være revolutionær med at være antiimperialist? Det ville give mere mening i så fald, da IS (ligesom SAP) var stærke modstandere af Libyen krigen og er langt mere kritiske over for FN end ELs centrale folk er.

Hvis jeg skulle melde mig ind i EL, ville jeg også støtte trotskisterne i enten IS eller SAP. De fortjener al mulig opbakning og stor ære for deres utrættelige arbejde for at holde Enhedslisten nogenlunde fri af parlamentarisk tilsanding. Det er folk, der kan deres marx på den gode måde. De fremstår altid klassebevidste, saglige og analytiske uden at være bange for at tale deres egen partiledelse stik imod, når det er på sin plads, og uden at lyde som fortidens stalinistiske anakronismer. Det ligger i det antiautoritære trotskistiske dna, at Sovjet og USA er to sider af imperialismens mønt og at parti- og fagbevægelses bureaukrater er nogen, man piller ned fra piedestalen. Og så er de utrættelige aktivister i det udenomsparlamentariske græsrodsarbejde. Har man været til venstrefløjens demonstrationer, har man også mødt Internationale Socialister som sælger deres avis og altid er gode for en snak om hvordan, vi almindelige mennesker kan presse vores arbejdsgivere, rektorer og regeringen.

Som modvægt til de borgerlige medier - og måske også til den "moderniserede linje" i EL (se evt denne artikel http://www.information.dk/279119) kan Socialistisk Arbejderavis (IS) og Socialistisk Information (SAP) anbefales. Også fordi de trotskistiske småpartier har den styrke, at de alle er internationalt organiserede og har en vedvarende finger på pulsen ude i verden ved at være i internationale partier (4. internationale, International Socialist Tendency osv) således at de har partikammerater, ikke kun i EL, men overalt i verden. Det har bl.a. betydet at SAP og IS har en særlig indsigt i bl.a. den egyptiske revolution, i Latinamerika og i hvordan britiske kammerater har inddæmmet og bekæmpet nyfascisterne i English Defence League osv.

Som en der skuffet skred fra Pernille Rosenkrantz-Theill's socialdemokratiske tale til Enhedslistens 1. maj arrangement i 2005-06 stykker, kan jeg kun bifalde følgende vurdering:

"Da IS’erne meldte sig ind i Liste Ø lød forklaringen dengang, at det skyldtes behovet for »styrkelsen af en antikapitalistisk venstrefløj«.

»IS’erne vil bidrage til Enhedslisten med marxistisk teori og antikapitalistiske holdninger,« hed det i en pressemeddelelse."

Og hvis man som kernevælger må byde ind med et velment råd, så bør medlemmerne i EL værdsætte og lytte til deres marxistiske kammerater i IS og SAP og i øvrigt holde et kritisk vågent øje med deres ledende folk. Lyt godt efter, når de taler om mål, og når de taler om årsager til og løsninger på kapitalismens kriser. Pernille Rosenkrantz-Theill har som bekendt fundet nye græsgange (good riddance!), men der er stadig socialdemokrater i Listens folketingsgruppe. Det er ikke sikkert, de selv ved det, men det gør ikke problemet mindre.

Beklager det blev lidt langt, men som revolutionær socialist og EL-vælger synes jeg da, at når der endelig kommer en artikel om emnet, at den bør holde sig fra at tegne et misvisende billede af både EL og IS.

Og så en sidste kommentar. Jeg kendte ikke Henrik Christensen personligt, men jeg finder det uhyre ubehageligt, at journalisten her ukritisk gengiver den dybt usmagelige og stærkt politiske konspirationsteori hos politiet om, at Henrik (og IS) ligeså godt selv kunne have fremstillet den bombe, der dræbte ham. Det er sgu langt ude :(

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Lom

@Niels-Holger Nielsen

Det klarer Anne Marie jo ganske udmærket.
Sagt lidt kortere, som jeg jo ynder, så er det ikke en konflikt mellem IS og de andre. Men det er jo en yndet journalistisk øvelse, who's the bad guy and who the god guy?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Martin Mørch

Anne Marie, tak for klar tale. Jeg kendte Henrik, vi gik sammen ud af VS, i en tid, hvor man også der drejede til højre. Jeg kendte ham som en bundsolid kammerat, og jeg har det stadig nu mange år efter ad helvede til, når jeg bliver mindet om hvad de skete. Derfor er jeg også ked af, at ELs ledelse ikke ville anbefale mindedemonstrationen, fordi der deltog folk, som har et andet syn på, hvordan fascisme bekæmpes. Insinuering om, at det skulle være selvforskyldt, er enten kyniske manipulationer, eller vidner om en afgrundsdyb uvidenhed om, hvordan venstrefløjen arbejder i kampen mod racisme og den fremspirende fascisme.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bo S. Nielsen

Det var d. 16. marts i år 20-årsdagen for bombeangrebet på en fredelig antiracistisk og socialistisk organisation, som kostede en ung mand livet, men under endnu ulykkeligere omstændigheder kunne have udryddet hele IS Københavnsafdeling, der skulle have møde i lokalet samme dag, som brevbomben eksploderede.

Jeg er helt på linje med Anne Marie Jensen og Martin Mørch og mener, Informations journalist her er på særdeles dybt vand. Det er godt nok ikke heldigt for information det her.

Her er lidt bidrag til den research, som burde være foretaget inden denne artikel kom i trykken.

Kort dokumentar om bombemordet i Søllerødgade i 1992:
http://vimeo.com/38269746

Trotskisters holdning til terrorisme:
http://www.marxisme.dk/arkiv/trotskij/1911/11/indiv_terror.asp

Og så lige ganske kort til overskriften, som andre allerede har kommenteret fyldestgørende på, så må journalisten da gerne bakke denne op med noget fakta af en art. Jeg er selv medlem af EL, men ikke organiseret i IS, og jeg fik da dagens gode grin, da jeg så den overskrift!

Om det er elendigt journalistisk håndværk eller om artikel + overskrift er bevidst fuld af usandheder og fordrejninger, skal jeg ikke kunne sige, men det er uanset hvad en ommer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hanne Cetkin

Anne Marie Jensen:

»Jeg kendte ikke Henrik Christensen personligt, men jeg finder det uhyre ubehageligt, at journalisten her ukritisk gengiver den dybt usmagelige og stærkt politiske konspirationsteori hos politiet om, at Henrik (og IS) ligeså godt selv kunne have fremstillet den bombe, der dræbte ham. Det er sgu langt ude «

Helt enig. Informations dækning af Enhedslistens landsmøde har været under al kritik.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Nielsen

Enig i, at artiklen på flere planer i allerbedste fald er en omgang journalistisk klamhuggeri. I værste fald uetisk rygtespredning.

Men lige så uenig, som jeg er i artiklens påstande, er jeg i analysen af IS, som fremkommer i debattråden.

Der er rigtigt gode grunde til, at IS aldrig er blevet større end en lille frimenighed i vestjylland. En af de gode grunde er deres uskarpe klasseanalyser - man kan fx hos IS læse, at arbejderklassen ganske simpelt er alle lønansatte, inklusiv den lønarbejdende bioanalytiker eller IT-medarbejder, som tjener på den helt rigtige side af en halv million årligt. Andre årsager er, at de for eksempel på det kønspolitiske område ligger langt til højre for det meste af venstrefløjen, ligesom de ikke rigtigt har formået at levere gode kritikker af autoritære ledelsesformer ude i verden.

Enhedslistens venstrefløj? Det er jeg ikke så sikker på...

Men nu hvor jeg er i debatten. Hvad var Enhedslistens begrundelse for ikke at ville anbefale den demo? Jeg deltog selv, som solidarisk nabo. Og det ville jeg til enhver tid gøre - også selv om jeg aldrig bliver IS'er.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

Først ang. arbejderklassen -tror I måske stadig på den med industri-arbejderklassen som den eneste korrekte og rigtige arbejderklasse eller hyr?

Og nej, man ikke kan hos IS læse at den moderne arbejder-klasse er alle lønarbejdere; det ville f.eks. betyde, at en departementschef også tilhørte arbejder-lassen. Og det har IS altså aldrig nogensinde ment.

IS har derimod stort set altid ment, at folk som havde magt over andre mennesker, f.eks. til at lede og fordele arbejdet tilhørte den herskende klasse, f.eks. en adm. direktør i LEGO, en departementchef i et ministerium eller en partner i et advokatfirma. Eller en skole-inspektør f.eks. Eller en kommunal-direktør. (Alex Callinicos har i en bog faktisk fortalte dette her ganske godt).

Og håndværkere, faglærte håndværkere, tjener altså ofte mere end 500.000 kr. pr. år. Og hvorfor har de det? Det har de fordi f.eks. Dansk Metal har taget deres kampe og sørget for en anstændig løn til deres medlemmer, som de, medlemmer altså, kan leve af.

Og det samme har lærernes fagforening, DLF, og er der mon nogen, der vil påstå, at DLF har ret meget at skulle have sagt - i dag - i skolespørgsmål....

Og hvad er der med journalister og trotskister og IS? IS er ikke som SAP et trotskitisk parti, da IS jo ikke er medlem af den 4. Internationale, som SAP jo er. IS's slogan har altid været dette her - Hverken Moskva eller Washington, men international socialisme.

Ang. demonstrationen så var Henrik C. fra IS :( som omkom :( i attentatet mod ham og mod IS i 1992 en af dem, som mente, at anti-racisme og kampen mod fascisme skulle udbredes til at omfatte folk med barnevogne mv. Og jeg er sikker på, at han ville være den første til at kæmpe for, at Enhedslisten skulle deltage i minde-demonstrationen, det handler nemlig om at stå sammen med folk som vil bekæmpe fascismen.

Og hvad er det med kritik af autoritære styre-former? Mig bekendt var IS de første til at fortælle at Sovjet var et diktatur til stor fortrydelse for alle partiet på venstre-fløjen i 1980erne og i 1990erne. Også KIna fik kritik af IS i forbindelse med deres i 1948...en meget skarp kritik endda...

Og hvad er den med at de ligger på højrefløjen på det kønspolitiske område indenfor den danske venstrefløj? Går de ind for at mænd ikke skal have barsel? Går de imod homoseksuelle vielser? Eller går de imod kvoter og bestyrelsesposter? Eller mener de at folks bevidsthed ikke ændrer sig automatisk fordi tingene ændrer sig rent økonomisk...? eller hyr...

Og nej, politiet arbejdede aldes ikke ud fra den teori, at der kunne være tale om et attentat fra en ekstremistisk (og voldelig :( ) højrefløj; de første mange måneder efter marts 1992 arbejdede politet netop ud fra det som står efter det med med højreekstrem attentat i artiklen. Og intet kan og kunne være mere forkert. Siden er det jo kommet frem, at en nazistisk gruppe allerede få dage efter tog ansvaret for
attentatet, men at politiet ikke tog henvendelsen alvorligt - dengang.

Må jeg spørge om folk som tjener omkring 400.000 kr. pr. år ej heller er arbejderklasse, mange lærere, sygeplejersker mv. tjener altså dette, især hvis man regner deres pension på 15%-18% med i lønnen....

Eller sagt på en anden måde; en sygehusdirektør er en del af borgerskabet, den ledende klasse i dag, mens en sygeplejerske og en læge ikke er det.

Mht. Libyen mv. så er IS helt skarpe på, hvad det her handler om, neo-imperialisme og kamp om olien. Og det var sådan set også i Afghanistan; måske var det her på Informations sider, jeg læste dette, måske var det på JP's debatsider? eller et helt tredje sted? jeg læste følgende: Unocal's direktør hed engang Karzai, ja den Karzai. Taleban tog i 1998 til et møde i Texas for at forhandle om en olie-kontrakt; Taleban gav ordren til Brasilien eller Frankrig i stedet for. Og først da begyndte USA sin kampagne imod Taleban-styret i Afghanistan. [Meget er sagt om hvad der skere 9/11 2011 og i tiden derefter, lad os ej dvæle ved dette].

Og vi alle hvad deraf fulgte, Karzai blev præsident i USA, som fik sin olieledning igennem Afghanistan og Kazaksthan? ud til Sortehavet. Og det er så tydeligt at se dette her - og det ser IS klarere end de fleste.

Og det at man er imod enhver intervention fra USA, Sovjet's eller nu Kinas side har og er altid været IS's styrke.

Ang. FN er og var det en fremragende idé; dog var det aldrig meningen, at USA skulle bruge FN som deres personlige organisation, som de kunne bruge, når det var i deres interesse, og ikke bruge, når det ikke var...

altså i USA's interesse ikke at bruge FN...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Nielsen

Aaen.

Hvis du mangler dokumentation for, at IS mener, at størstedelen af den nudanske befolkning tilhører arbejderklassen, så læs følgende hos Internationale Socialister...fra 2011: http://www.socialister.dk/avis/visartikel.asp?art=31311

Klassen er hos IS bestemt af om man har ejerskab til produktionsmidlerne - og intet andet. Så simple og primitive er de i deres magt- og klasseanalyse.

Bankdirektøren har ikke kontrol over betingelserne for sit arbejde, for han ejer ikke banken... Departementschefen har ikke kontrol over betingelserne for sit arbejde, for hun ejer ikke departementet....

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Nielsen

Jeg burde måske lige korrigere mig selv lidt her. Bankdirektøren kan i og for sig godt være ejer af banken og dermed tilhøre en anden klasse end lønarbejderne. Men departementschefen er helt klart arbejder. Det er lægen til gengæld ikke, for så vidt hun ejer sin egen klinik.

Hvis du vil se dokumentation for, hvordan IS har det med kvindeorganisationer, inklusiv Enhl. eget kvindepolitiske udvalg, så er der rigeligt at finde på nettet. Osv.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Erik Karlsen

"en fraktion på hundrede mand vil selv i en meget større sammenhæng få en indflydelse der er større end hundrede"

Niels-Holger,
dette er jo et miniformat af argumenterne for at afskaffe Danmarks EU-forbehold.... ;-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders Krog

Erik Karlsen

Nej, for pointen er, at de hundrede mand er organiseret i modsætning til de andre. Man kan vel ikke sige, at vi i Danmark er organiseret i modsætning til resten af EUs borgere. De er også organiseret i stater. Endnu, that is.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Nielsen

Aaen og Krog

Vil I ikke være rare at skitsere IS knivskarpe klasseanalyse for mig, nu hvor I mener, at jeg er helt galt afmarcheret? Og komme med bare et eksempel på proaktiv kønspolitik, hvor de er gået i front? Og - imens I er i gang - vise dokumentation for deres kritik af autoritære forhold? Hvordan er IS egentlig mere revolutionære end resten af listen, sådan helt konkret?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Ole Kvint

Det er svært at lave en bombe, og når man har lavet en serie som virker, så skal de testes. Henrik Christensen har ikke haft værktøj og test muligheder i partiets lokaler. Han må derfor have aktiveret en færdig bombe. Bomben må sandsynligvis være sendt fra USA. Eller måske fra England. Dansker ville ikke betragte et enkelt medlem af IS som et interessant bombemål. Så heller fylde hele kæleren med krudt, og tage foreningen under et møde.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Marie Jensen

"et eksempel på proaktiv kønspolitik, hvor de er gået i front"

Nu er kønspolitik så vidt jeg ved ikke det eneste, der kendetegner om et parti eller gruppering på venstrefløjen er revolutionære. Der er forskel på hvilken vægt der lægges på kønspolitik. Jeg er selv opvokset med en mor, der var aktiv i SF. Men jeg er alligevel mere på linje med IS, der går til demoer med Ø's queer-politiske udvalg og trans- og bi-personer sammen med prostituerede m/k for faglige rettigheder for sexarbejdere. Det er nok ikke så sort/hvidt, som du får det til at lyde Vibeke.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Nielsen

Jeg siger sandelig ikke, at det er sort på hvidt.

Men du glemmer at nævnte Liberal Alliance som hovedstøtterne bag SiO, som du og IS går til demo med. LA er vist ikke revolutionære... LAs kønspolitik er vist heller ikke venstreorienteret. IS og queerudvalget er på linje med LA, hvad lige det kønspolitiske spørgsmål, du nævner, angår. Sorry... Lad mig høre om det proaktive venstreorienterede progressive indhold, som adskiller lige SIO fra LA.

Og så skal det da iøvrigt siges, at trans- og bipersoner rent politisk ikke har en bestemt partifarve. Så hvorfor de kategorier skal nævnes, ved jeg ikke. Mange andre partifarver går såmænd også til demoer med trans- og bipersoner. Lige som kvinder går til demoer med nynazister og whatever. Der er bipersoner i DF og jeg er ganske overbevist om, at der findes transseksuelle borgerlige. Er vi tilbage ved den der lidt spøjse opfattelse, at man er lidt avantgarde og revolutionær, hvis man ikke lever i en heteroseksuel kernefamilie? En opfattelse som lidt ligner den lige så spøjse opfattelse, at man pr. automatik er feminist, hvis man er kvinde?

Altså, hvis man går til demo med transer, så er man helt vildt alternativ og vil en radikalt anden verden...

Og så vil jeg da gerne have svar på mine øvrige spørgsmål, imens jeg er herinde alligevel.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bo S. Nielsen

Artiklens manchet: "Når medlemmer af Enhedslisten kritiserer partiets forhandlingsvillighed, kommer de ofte fra partiets yderste venstrefløj: Internationale Socialister (IS)"

Som aktivt medlem kan jeg skyde denne påstand ned. Eller rettere, korrigere den, for ja naturligvis deltager IS i denne kritik, men jeg kan forsikre journalisten om, at kritik fra baglandet har langt bredere afsender end IS. Efter at have læst artiklen igen, må jeg sige, det er en mærkelig vinkling der foretages. Artiklen har undret en del i EL, kan jeg hilse og sige. Både meningen med artiklen og påstandene møder hovedrysten. Og de IS'ere jeg kender morer sig i øvrigt over overskriften og glæder sig over, at virkeligheden er en noget anden.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bo S. Nielsen

*Aktivt medlem af EL (ikke af IS).

_

En anden korrektion / uddybning til artiklen:

"»Vores opgave er at trække Enhedslisten så langt til venstre som muligt og forhindre partiet i at udvikle sig i en SF-retning,« siger Hans Jørgen Vad, medlem af IS og ét af de to medlemmer af den i alt 25 mand store hovedbestyrelse, som stemte blankt.[til finansloven, min tilføjelse]"

Den anden, der stemte blankt, er ikke IS'er - bare lige for at få dét på plads også.

anbefalede denne kommentar