Nydanskere spiller de samme fire roller
Dine venner på Facebook
I danske spillefilm er indvandrerdrenge enten marginaliserede, på kant med loven eller komiske indslag med gebrokne accenter, mens indvandrerpiger er underdanige og undertrykte og har brug for hjælp. Sådan lyder konklusionen i et nyt speciale fra Visuel Kultur på Københavns Universitet med titlen Den udstødte, den kuede, den komiske og den forbryderiske – en analyse af nydanske repræsentationer i danske spillefilm.
Specialet gennemgår alle danske film fra 1988-2010, hvor én eller flere nydanskere spiller afgørende roller i forhold til plottet. Det drejer sig om i alt 18 film, hvoraf de ni er deciderede hovedroller. Ifølge Ida Johannessen, der står bag specialet, går en række dominerende koder igen.
»Rollerne udgøres groft sagt af fire forskellige stereotyper, som tilsammen kan have den uheldige bivirkning, at de er med til at cementere og fastholde nydanskere som ’de andre’,« siger Ida Johannessen.
I rollen som den udstødte finder man typisk en ung, mandlig 2. generationsindvandrer, som lever en marginaliseret tilværelse på kanten af samfundet, splittet mellem sin egen traditionelle familiekultur og det senmoderne samfunds værdier. Det gælder for eksempel for karakterer som Cengiz i Halalabad Blues, Junes i Pizza King og Jamil i Gå med fred Jamil.
Rollen som den kuede spilles altid af en ung indvandrerkvinde, typisk en tørklædepige, der står på tærsklen til voksenlivet og er ude af stand til at vride sig løs af familiens alders- og kønshierarki, som styrer hendes udvikling og seksualitet og holder hende fast i en offerrolle. Det gælder blandt andet for karakterer som I rollen som den forbryderiske finder man en ung mand, typisk en overbevist muslim, der er aktiv inden for det kriminelle indvandrermiljø og gerne delagtig i de konflikter, som eskalerer internt i familien. Det gælder for karakterer som Tareq i 1:1, Mawan i Rami og Julie og Bobby i Pizza King.
Og endelig er der rollen som den komiske, typisk castet som et letbenet ’sidekick’ til en etnisk dansk hovedperson og udstyret med stereotype karaktertræk som eksempelvis e n guldkæde om halsen, traditionel klædedragt og gebrokken accent. Som det for eksempel er tilfældet for Khalid i Adams æbler; Vuk og Ratko i I Kina spiser de hunde og Milo og Radovan i Pusher-filmene.
Farveløse film
»Konklusionen er, at der bliver lavet flere film med nydanske skuespillere end tidligere, men at de roller, de besætter, stadig er meget begrænsede,« siger Ida Johannessen.
»Man ser kun ganske få ’farveløse film’, hvor hovedrollen bliver spillet af en nydansker, uden at etnicitet i øvrigt ikke er et tema i handlingen,« siger hun.
Det er ikke første gang, der sættes fokus på filmbranchens evne til at repræsentere skuespillere med anden etnisk baggrund end dansk. I Information lørdag lagde en række nydanske skuespillere deres personlige erfaringer med branchen frem for offentligheden:
»Hvis man ikke hedder Jan, er lyshåret og har blå øjne, kan man tilsyneladende ikke fortælle almenmenneskelige og almengyldige historier til den brede befolkning. Hedder man Hassan, er mørkhåret og har brune øjne, kan man kun spille indvandrer og fortælle historier om indvandrerproblemer,« sagde skuespiller og foredragsholder Hassan Preisler.
Og det er ikke nogen helt forkert udlægning af vilkårene i branchen, mener Ida Johannessen.
»Hvis man ser på de danske film, der siden 1988 har haft en nydansk hovedrolleindehaver, så har filmene næsten uden undtagelse et handlingsnarrativ, der, er med til at understøtte distinktionen mellem ’os’ og ’dem’,« siger hun. Især skildringen af nydanske kvinder er underlagt en række stereotype forestillinger.
»I alle de film, jeg har set, står kvinderne over for et tvangsægteskab eller andre former for kulturkonflikter. De føler sig fastlåst af deres etnicitet i forhold til det danske samfund, og de føler sig fastlåst af deres køn i forhold til deres familie,« siger Ida Johannessen.
Hun fremhæver blandt andet filmen , hvor drengen Tareq forsøger at kontrollere sin lillesøsters mobiltelefoni, fordi han frygter, at hun er i kontakt med en dreng: ’Det kan være du kan løbe fra far, men ikke fra mig’, lyder Tareqs formaning til søsteren.
»Kvinderne skildres konsekvent som kuede ofre – både i kraft af deres køn og kulturelle baggrund, og de indtager altid en birolle i fortællingen. De står i baggrunden og får aldrig lov til at adoptere kameraets synsvinkel, men fungerer alene som et instrument, filmene bruger til at illustrere en latent kulturkonflikt i samfundet,« siger Ida Johannesen, der retfærdigvis nævner filmen Fighter, om en nydansk kvindelig kung fu-kæmper, som en undtagelse fra reglen.
Socialrådgiverfilm
Hos mændene er castingen omtrent lige så fastlåst. Blandt andet er parodien på ’den fremmede’ med talefejl og udenlandsk accent en genkommende figur inden for komediegenren og et eksempel på en »bevidst overdrevet stereotypificering«. I Adams æbler spilles figuren af Ali Kazim, der som den arabiske flygtning Khalid udstiller og fremviser herskende fordomme om nydanskere med vendinger som: ’Er du dum på din ansigt?’ og ’Tror du jeg skal hilse på skaldepande?’ – mens Zlatko Buric udfylder en lignende rolle som Milo i Pusher, hvor han med aggressiv fremfærd, ivrig gestik og på gebrokkent dansk udødeliggør sætningen: ’Du skulder mig penge, Franke’.
Der er tale om genrekonventionelle roller, som konstant balancerer på kanten mellem at udstille og cementere allerede herskende fordomme om indvandrere – men i følge Ida Johannessen er de alligevel at foretrække frem for såkaldt »pligttro« film, der aktivt forsøger at tegne positive billeder til fremme for integrationen.
»Især etnisk danske instruktører er ofte bange for at komme til at stigmatisere indvandrere, og i stedet ender de med at lave film som 1:1, Omfavn mig måne og Rami og Julie, der er sådan nogle velmenende multikulturelle film, som i sidste ende er mere umyndiggørende og stigmatiserende, fordi de anlægger det her socialrådgiverperspektiv.«
–Hvad mener du med socialrådgiverperspektiv?
»Det er når instruktøren går ind for at hjælpe sin karakter frem igennem historien – for dermed siger man samtidig indirekte, at de har brug for hjælp og får dermed sat dem i en form for offerposition. En film som Gå med fred, Jamil gør noget helt andet. Den skildrer et indvandrermiljø gennem en meget betændt kulturel konflikt, nemlig hævndrab, men den er ikke generaliserende i sin fremstilling. Den gør ikke karaktererne til repræsentanter for alle danske muslimer; den behandler bare emnet lige på og hårdt. Men i socialrådgiverfilm gøres indvandreren til et repræsentativt, positivt forbillede, der læser jura, går på bar og drikker øl, mens man forsøger at undgå de mere betændte problematikker.«
Et velmenende bagslag
Ifølge Ida Johannessen er de mest vellykkede film med nydanskere i rollen dem, hvor skuespillerne ikke primært er med i filmen på grund af deres etnicitet, men hvor andre dele af deres identitet træder frem. De er generelt en mangelvare, men de findes – selv i film, hvor man ikke umiddelbart forventer det:
»Ser man for eksempel på karakteren Kitjo i Bleeder, der spilles af Zlatko Buric, så indgår han ikke i filmen som en repræsentant for det jugoslaviske narkotikamiljø. Han fremstår bare som en del af et Undergrundsdanmark, der består af afvigere på flere planer – så det er ikke etniciteten, der er afgørende for hans rolle.«
– Med andre ord er de mest ’skadelige’ film, hvis man vil bruge det udtryk, faktisk de velmenende, der forsøger at hjælpe en nydansk hovedrolleindehaver frem til en lykkelig slutning?
»Man kan i hvert fald sige, at hvis man har den intention med sin film, at man vil ændre på stereotyper af indvandrere i samfundet, så giver det ofte bagslag. Det er en måde at skabe en offerrolle på, fordi man indirekte kommer til at pege på, at indvandrerne har brug for hjælp.«
Fakta
– Rami og Julie
– 1:1
– Omfavn mig måne
– Eye for eye
– Pizza King
– Gå med fred Jamil
– Strømer
– I Kina spiser de hunde
– Bleeder
– Pusher 1-3
– Gamle mænd i nye biler
– Adams æbler
– Polle fiction
– Fighter
– 17 op
– Halalabad Blues
Hvem er nydansker på billedet? Tja, er der nogen? Eller er de alle? Hende tv. ser tilstrækkelig sur ud til at kunne være én. Ham nr. 2 kunne være fra Israel, treeren fra Ungarn eller Rusland, sådan kan de sagtens se ud, sådan nogen. Fireren kunne være canadier, men femmeren ville jeg antage kom fra Nørre Snede, evt. Nørre Sundby, ikke længere væk.
Meget fint og anerkendelsesværdigt at tråden mht kulturkritik af sterotype og racistiske/anti-muslimske holdninger og fremstillinger af disse marginaliserede grupper i samfundet fastholdes.
Racismen er blevet et mainstream-kultur-projekt i Danmark. "Der er penge i lortet" - som en reklame-karakter sagde for lidt siden...- Desværre.
Det er li hva jeg har sagt hele tiden, mon ik mon kæreste forstår bedre hvorfor jeg ik gider desanske film/serie.
Jamen så er det jo godt at der findes paraboler .
;-)
Det kan kun gå for langsomt med at få indført (høje) kvoter for hovedrolleindehavere med indvandrerbaggrund i danske spillefilm.
Sideløbende kan man så etablere en statslig stødepude-fond, der kan absorbere de økonomiske tab, når Lille Per skal have ny hårfarve.
Den er da hel gal med underrubrikken. Det er jo ikke det, er står i artiklen.
Men bortset fra det, så udgør indvandrerne vel ikke mere end knap 10 % af befolkningen, så man kan vel ikke forvente at disse skal spille mange hovedroller i "farveløse" film ?. En gang ud af 10 eller 12 vil vel være rimeligt.
Men hvad siger skuespillerne egentlig ?. Godtager de bare rollerne eller gør de deres mening gældende, hvis de føler deres rolle er en stereotyp ?
»Men i socialrådgiverfilm gøres indvandreren til et repræsentativt, positivt forbillede, der læser jura, går på bar og drikker øl, mens man forsøger at undgå de mere betændte problematikker.«
Jeg forstår ikke helt problemet her. Der er da langt flere rosenrøde fremstillinger af indfødte danskere. For eksempel "Min søsters børn alene hjemme", som totalt ignorerer emner som alkoholmisbrug, racisme og incest.
For øvrigt ... Den danske tegneserie-triologi Exodus har en nydansk hovedperson, der er herligt fri for at være gangster, socialt tilfælde eller pauseklovn. Det er bare en hovedperson der tilfældigvis er nydansk. Det fik en anmelder til at beklagede sig over at hovedpersonens etniske baggrund ikke blev "brugt" i historien. Jeg forstod ikke kritikken - Jeg syntes det ville være irriterende at skulle høre hovedpersonen ævle om hvor meget han lissom føler sig spændt op mellem to kulturer ... midt i et zombie angreb.
Det er fedt at tegneseriemediet er længere fremme end de mere gumpetunge spillefilmsproduktioner.
@Kasper
"“Min søsters børn alene hjemme”, som totalt ignorerer emner som alkoholmisbrug, racisme og incest. " det gjorde flere af Olsen Bande filmene vist også !....hvad er pointen ??
Skal film nødvendigvis behandle disse emner eller ??
I den Danske virkelighed opfører de tilrejsende sig for det meste som småborgerlige stereotyper, og de oprør de er kendt for vender sig mest imod demokratiet og de danske sædvaner og frie omgangsformer.
Som de sociale arketyper vi kender fra Dansk hverdag står de for en ufremkommelig omgangsform, uforståelige sprog, det uforanderlige og det bund konservative, - nøjagtig som de samfund de kommer fra.
Og eftersom vestens fortælletradition handler om udvikling og foranderlighed er det svært for forfattere og instruktører at få tingene til at gå op på den lange bane.
Derfor er de som figurer i dramatiske fortællinger mest virkningsfulde som kedelig negativ baggrund.
Indtil de bliver modige nok til at give sig selv udviklende hovedroller i deres egne fortællinger og film, må de nok nøjes med at spille pushere, kedelige forretningsejere og tørklæde koner...
Jeg ved ikke helt hvordan de 18 film er udvalgt.
Kigger man på filmene springer flere ting i øjnene, bla. det at 14 af 18 film foregår i København og forstæderne. Faktisk foregår kun tre film i provinsen, hvoraf kun én har en decideret indvandrerproblematik om man vil. Der er desværre ingen der beskæftiger sig med indvandreren i Esbjerg ligesom man heller ikke beskæftiger sig med andre mennesker fra Esbjerg i dansk film.
At det hele skal foregå i København er en stor trend i dansk film. Jeg er sikker på at hvis man begyndte at se på portrætteringen af resten af Danmark; bornholmere, jyder, fynboer osv. ville de samme stereotype roller også gå igen.
Der er ikke plads til mange perspektiver i dansk film, hvilket "københavner-udvalget" klart præciserede i deres nu berømte afslag, hvor de både fik sat nydanskere og provinsen i bås i én og samme sætning.
"Og det er ikke nogen helt forkert udlægning af vilkårene i branchen "
Og hvad er så de virkelige vilkår i Filmbranchen
når man har muget illusionen om den perfekte Filmbranche tilside ?
Illusionen hvori filmbranchen tiltros at tilstræbe at behandle ethvert emne optimalt i frihedens og sandhedens bedste intentioner.
Hvad er der så tilbage når den illusion er komplet fordampet ?
Forudsat; at man er parat til at indse at myten om filmbranchen intentioner er en endnu større illusion end dens produktioner.
Men her finder man lutter bar mark og indviklet og grusom jungle.
Som ikke kan opfattes uden et et par hjælpeværktøjer f. eks i form af disse sætninger;
1. - Ingen over Hollywood.
2. - Filmmediet er bedste måde til kontrol af menneskeheden efter at den tvungne kirkegang er ophørt.
Disse 2 sætninger er som hammer og majsel - det rene hammerbor. Hollywood illusionen bryder ned.
Sæt ind som mulighed, at ingen dansk filminstruktør tør producere et mesterværk der overgår Hollywoods produktioner på Hollywoods tavse uudtalte befaling - vel at mærke.
Den tanke man ser nu - hold fast i den.
Og tænk så på hvilke danske film der nogensinde for alvor har konkurreret med Hollywood.
Film der kun udgives i Danmark kan sagtens overgå Hollywood og hvis de gør det kan de samtidigt grundet på det lille publikum være endnu mere masse-kontrollerende end selv Hollywood kan gøre det.
Far til fire filmene for at starte i 50"erne.
Hjernevask - reelt indsættelse af så stramme familieværdier i danskerne i så stor stil at alle Danmarks skæve eksistenser siden disse Far til fire film siden har lyst op i gadebilledet som var der sat spotlight på dem.
Rækken af danske film i de år der hylder småborgerligheden er enorm. Morten Korch film osv.
En enkelt eller to danske filminstruktører har i årene efter taget bolden op og krævet menneskerettighederne tilbage til de skæve eksistenser.
Og så når vi frem til 2012. Er der nogen der mener at en dansk film nogensinde har overgået Hollywoods filmproduktioner - især på den menneskeligt positivt måde ?
Selv mener jeg - ja.
DR har ofte overgået Hollywood hvad angår produktion og skuespillere og historie. Blot med det minus at der også kan optræde "utilsigtet hjernevask" når DR producerer.
Men måske et baggrundstjek på Manuskript-forfatteren ville fremtidigt kunne udelukke eventuelle Taleban-lærlinge eller Zionisme-tilhængere og Odd - Fellow aspiranter og andre i særdeleshed "skæve interesser" der burde hyppe deres interesserer i deres eget land / regi.
Sidst - stil spørgsmålet skabes der store film - STORFILM - i lande udenfor Hollywoods studier ?
Og hvorfor må vi Så ikke Se dem ?
Måske endnu en tavs befaling fra Hollywood ?
Måske er svaret at hjernevask og indsættelse af tanker og spørgsmål i menneskene er en meget alvorlig sag - et marked som Hollywood ikke gerne deler med andre !
Det er interessant at bemærke at de to Montenegro-fødte skuespillere, Marijana Jankovic og Dejan Cukic, der vel ikke "ser specielt nydanske ud", har markeret sig i "uetniske" roller. Jeg husker "Alting bliver godt igen" og "De unge år". Cukic har også huseret en del på TV, hvor jeg mest husker ham for "gammeldanske roller" (hvad det så er).
Som vejleder og opponent på mindst 5 BA-projekter og specialer på RUC, har jeg været vidnet til, at når de skuespiller fra det etnisk mindretal optræder i film, TV-spil eller drama, så er det næsten altid med stereotypiske roller at gøre. Ingen overraskelses moment. Ingen afvigelse fra det kendt. Selv julekalenderen på public service TV har ikke været fredet. Træls og trist.
Jeg er dog glad for at Dagbladet Information har bragte omtale af et tilsvarende speciale fra KU til
offentligheden og debat.
Det er vigtigt at forstå at indvandrerne kasseres som figurer i danske film fordi de som gruppe mere eller mindre bevidst, kommer til at stå som symboler for en række negative adfærdsmønstre som rent faktisk er lette at iagttage.
Det er hashhandlen med base i de almennyttige boligforeningers ghettoer, det er den konservative butiksejer og det er de alvorlige mørke konservative beklædninger.
Der er altså ikke tale om en negativ fordom.
Der er tale om et billede der er opstået på baggrund af almindelig iagttagelse af virkeligheden.
Det er et billede, et image, som indvandrerne selv kan forandre til det bedre.
Det bliver nok sværest på ghetto området hvor de almen nyttige boligforenings kriminalitets venlige politik og den fede børnecheck gør det fristende at overlade familieplanlægningen til traditionen.
»Og endelig er der rollen som den komiske, typisk castet som et letbenet ’sidekick’ til en etnisk dansk hovedperson og udstyret med stereotype karaktertræk som eksempelvis en guldkæde om halsen, traditionel klædedragt og gebrokken accent. Som det for eksempel er tilfældet for Khalid i Adams æbler; Vuk og Ratko i I Kina spiser de hunde og Milo og Radovan i Pusher-filmene«
Det er da absolut ikke tilfældet i Pusherfilmene med Milo og Radovan som nærmere kan karakteriseres som den kriminelle stereotyp, yderligere er Milo (Zlatko Buric) ikke nogens sidekick i nogen af filmene, og har hovedrollen i 3eren. Radovan er rigtig nok sidekick men da ikke til nogen etnisk dansker - han er milos sidekick. Men jeg synes nu kritikken er uberettiget på Pusher filmene, der selvfølgelig handler om kriminelle men skildre både danskere og indvandre i et kriminelt miljø og det at de er serbere har som sådan ikke nogen indflydelse på karakterene, så jeg vil da mene man kan karakterisere dette som en farveblind film.
@ Karsten Hansen.
Du har helt ret. Det er også en væsentlig del af specialet. At der i Pusher-triologien træder andre facetter af identitet frem - fremfor blot etnicitet. Det er ydermere en vigtig pointe, at karaktererne her indgår i et netværk af afvigere, fremfor en undtagelse fra reglen i det miljø de færdes. Stereotyperne benyttes til at synliggøre fordomme hos beskueren/den stereotypificerende. En yderligere pointe er endvidere at tematik og potentielt skadelig virkning af stereotyper ikke nødvendigvis går hånd i hånd. Så som i Pusher.
En lidt anden vinkel, men dog noget om, hvorledes filmmediet kan være medvirkende til at fastfryse og understøtte stereotypier.
Skuespilleren Ingolf David (1926-96) indspillede en række film, hvor han havde taberroller, og efterhånden benyttedes han ikke til andet. Han blev indbegrebet af bumsen, manden på bænken osv. Ja, han kunne slet ikke få andre roller.
Jeg nævner det for det tilfælde, at nogen ikke kan se alvoren i, at nydanskere fremstilles stereotypt.
Film er blevet et stærkt medie der fastholder typerne i et jerngreb.
Gyseren ved dette er at visse skuespillere faktisk bliver betragtet som deres "rolle" , det vil sige at en skurk på film også er skurk i virkeligheden for den ureflekterede biografgænger.
Enhver kender skæbnefortællinger som Marlyn Monroes, Dirck Passers og mange andres.
Intet under, at mange indvandrere også fastholdes i stereotype roller.
En af årsagerne til dette er amerikaniseringen af filmen, jeg mener, de ultra hastige filmklip hvor al tid tilrefleksion og eftertanker- alle pauser er udelukkede. De vigtige, meget vigtige pauser hvor mimik, pauser og KUNST kan opstå.
Det er et savn som jeg vist ikke er alene om at have.
I sådanne kunstpauser kan man sagtens få alle roller til at blive det der er meningen : Et indtryk af det hele menneske i det det skal fremstilles som, uanset hvad pokker baggrunden for det menneske så er.
Hold op hvor jeg lyder gammeldags,- men jeg mener det.
;)
Iøvrigt mener jeg at Ali Kazim (th.) der har rollen som skydegal komisk indvandrer i filmen 'Adams æbler' burde findes frem igen til hovedrollen "i en ny skæv og morsom version af Olsen-banden" !
Det bliver en kassesucces !
Desværre ligger landet også sådan at de fleste skuespillere ikke kan tillade sig at sige "nej tak" til en rolle de får tilbudt.
Man skal vist nok meget højt op i hierarkiet før det at sige "nej tak" er noget der ikke vil få betydning for hvor meget brød der kommer på bordet.