Vi er selv eventyret

Danh Vos rasende gode idé og hans demonstrative opstilling både udstiller kunstinstitutionens fisefornemhed, og giver os alle en følelse af at være en del af den store fortælling

Danh Vo driver en avanceret form for gæk med os med sin demonterede frihedsgudinde i kobber, som ligger spredt ud over hele Skulpturgaden i SMK. Vi skal selv gendanne værket, mens vi går rundt og finder fragmenterne af draperingerne i hendes antikke robe, faklen osv. Man genkender også hendes finger.

Anders Sune Berg

6/6

Danmarks for tidens største kunstner åbner i disse dage en spektakulær udstilling på Statens Museum for Kunst, hvor omkring 50 kobbergenstande fylder skulpturgaden. De mange genstande ligner abstraktioner, bortset fra en let identificerbar finger på godt en meter, der ligger og slænger sig på gulvet, og en brudt kæmpekæde kunne holde en supertanker til kaj.

Andre genstande ligner ikke engang kunst, men snarere byggematerialer eller rester fra værkstedet. Her er også en enkelt vase, der vender på hovedet.

Installationen hedder We the people (detail), som er de første tre ord af den amerikanske forfatning og som regnes for de tre vigtigste ord i det amerikanske demokratis historie. Og værkerne er en fjerdedel af det samlede antal værker, som – hvis man samlede dem – ville give en nøjagtig kopi af Frihedsgudinden. De store abstrakte stykker bukket kobber er fra hendes kjole, der smyger sig i vinden, den omvendte vase er proppen i bunden af hendes fakkel. Og med lidt hjælp kan man også spotte en enkelt flamme, der slikker hen ad gulvet.

Som med al god kunst vælter de oplagte småfilosofiske læsninger ned over en. Der er virkelig en helhed, synes at være et budskab, der springer én i øjnene, for man vil så gerne være en del af noget større.

Og her er det store så demokratiet, som vi alle værner om, men som helt rigtigt kan være svært at få øje på i det nære. Men se, hvor skrøbelig få millimeter tyk huden er. Er overfladen så svag? Er det virkelig alt? Stikker det demokratiske samfund og menneskeheden, som vi kender det ikke dybere? Og hvad består dette hemmelige skelet af? Hvad er det, der holder os oppe som folk? Hvad er der indeni? Hvem har en interesse i at gemme sig bag en hud af oprigtighed? Banker? Præsidenter? Bilderberg? Danh Vo antyder faktisk selv et langt mere romantisk svar.

Virker bevidst tilfældigt

Ser vi nærmere på det greb, hvorved udstillingen er arrangeret, er det tydeligt for enhver, at den er demonstrativt IKKE-opstillet, men blot stillet af flyttemændene. De mindre værker ligger på de paller, de er blevet transporteret på. Andre værker ligger stadig på de rullebræt, de er skubbet ind på og flere af de større stykker, der står lænet op ad væggene, har en træklods under folderne i kjolen for, at de ikke skal vælte.

Heri ligger naturligvis en kritik af hele kunstinstitutionen og dens opstillethed, om man vil. Og det ville faktisk være pænere og give en større og mere sammenhængende oplevelse, hvis værkerne var arrangeret af én med forstand på udstillinger, ligesom man også med rette kan kritisere udstillingen for at mangle de spektakulære genstande.

Det ville have klædt Skulpturgaden med et ansigt eller en hel fakkel eller hånd eller pladen med tekst hun bærer i hånden eller bare et eller andet mere genkendeligt end én sølle finger.

Og det ved Danh Vo så udmærket, men hans mission er en ganske anden.

Blæser på fisefornemheden

Hvis man skal gøre Danh Vo lidt arrig, kan man sige at han udfordrer det fisefornemme (kantianske) kunstsyn, hvor kunsten er en ophøjet kilde til dannelse hos den del af eliten, der har øje for dens symbolske værdier.

Vo gør det ved at tage tunge lettilgængelige symboler fra massekulturen og lokke den kulturelle overklasse til at strø om sig med højtravende analyser.

Det er på mange måder en vanvittig strategi, som går igennem hele hans liv som kunstner, lige fra han vandt reality programmet Villa Medusa på TV3, imens han gik på Kunstakademiet i København, til hans udstilling af skrivemaskinen, hvor Unabomberen skrev det manifest, som han sendte til New York Times med et løfte om, at han ville stoppe sine angreb, hvis de bragte manifestet.

Og videre til lysekronen, der har hængt over både Hitler og historiske fredsaftaler og nu til en 45 meter høj frihedsgudinde.

Det er så let, det er så ekstremt og så for meget. Alt, hvad Vo rører ved, har så meget aha-faktor, at det umuligt kan holdes på elitære hænder, men udfordrer klasseskellene og skubber kiler ind i de små sprækker i parnasset.

Og aha-faktoren er så stor, det er så vildt, at han har lavet en kopi af Frihedsgudinden – i et demokratisk og frihedsstorsavlende land som Danmark især, er det en million Søren Pind’er at lave et 31 ton tungt ikon – at det nærmest fremstår komisk, når disse selvproklamerede kunstens venner skal kaste deres åndede analyser og causeringer ud over kunsten.

Vi samler selv værket indeni

Det her er rock’n roll, det er Hollywood, og det nægter at lade sig indrullere i en verden, der tager sig selv så alvorlig som kunstverdenen gør.

Når Danh Vo nægter at arrangere kunsten, som ’man’ arrangerer kunst, er det for at åbne kunsten for dem, der ellers holdes udenfor og dermed opbygge scenen eller nedbryde den, om man vil. Det kræver balancekunst at trænge så langt ind, uden at vælte. Og heri ligger måske den væsentligste læsning af Danh Vo og hans værker. For hvad er det, der går igen i den verdenskultur, han gengiver? Lige fra lysekronerne, skrivemaskinen og Frihedsgudinden? Hvad er det, der adskiller Vos objekter fra eksempelvis Peter Lundins morderøkse, som Politimuseet udstiller i disse dage?

Det er alt sammen ekstremt, det er alt sammen helt derude på spidsen, hvor det aldrig bliver glemt. Det er alt sammen dynamitstænger af meninger, og det er alt sammen readymades.

Men hvor det er Lundin, der har gjort øksen klar, så er Vos readymades lavet ready af masserne og af historien. Og på den måde fastholder han fiktionen i modsætning til eksempelvis Politimuseet, der vækker os med deres økser og vinkelslibere. Hvem har lyst til at gifte sig med Lundin, efter at have set klingen på det våben, der dræbte børnene og deres mor? Ingen.

Hvem har lyst til tro på, at vi sammen kan skabe et bedre samfund efter at have stået foran et halvt tons frihedsgudinde? Mig!

Der er nogle drømme i os alle sammen, eller nogle forestillinger om, hvordan verden ser ud, som er Danh Vos romantiske svar på, hvad der holder os oppe.

Hitler har ikke puttet mening i de lysekroner. Præsident Cleveland har ikke puttet mening i den statue. Det har vi. Du og jeg, projicerer vores forestillinger om verden ind i dem.

Når Danh Vo lader os møde dem uden at nedbryde vores ideer eller fortælle os, hvad vi skal mene om dem, er det lidt som at kunne gå i zoo og lægge sig på græsplænen med løverne.

Danh Vo hiver ikonerne ned fra hylderne og sætter dem foran os, hvorved han lader os skrive os ind i det store eventyr.

 

Danh Vo, ’We the People (Detail)’ på Statens Museum for Kunst, Sølvgade 48 – 50, København. Til den 1. juni 2013

Relaterede artikler

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu