Alt det, der sker i kærlighedens navn

Om lidt er der premiere på Bille August film om maleren Marie Krøyers vanskelige ægteskab. Selv har han syv børn med fem forskellige kvinder, og barn nummer otte er på vej. Alligevel synes han, ægteskab er en god ide, men under visse forudsætninger …

Den nye film. ’Marie Krøyer beslutter modigt at lade sig skille, skønt hun fra at være den beundrede celebrity bliver det mest forhadte menneske og samtidig må svigte sin datter. Hun forklarer sit barn, hvorfor hun har måttet træffe det valg, og at det vigtigste er, at barnet bliver lykkeligt. Det smukkeste i det er, at hun på en måde sætter barnet frit,’ siger August Bille om sin nye film.

Tine Sletting

Bille August har netop modtaget en Oscar for Pelle Erobreren, og alle mulige vil have en bid af den danske succesinstruktør.

I Los Angeles vil Warner Bros have ham til at instruere en film over Isabel Allendes roman Åndernes Hus. Han bliver fløjet over og hentet i lufthavnen af en limousine. Det er alt sammen meget fornemt, og i mødelokalet sidder de højeste chefer. Blandt meget andet vil de vide, hvem han kan forestille sig i den bærende rolle som godsejeren og machomanden Esteban.

»Danny DeVito,« kommer det med fast stemme fra Bille August.

Der bliver helt stille i lokalet.

»Mener du virkelig det?« vil Warner-bosserne vide.

Danny DeVito er kun halvanden meter høj og ikke just typen på en førsteelsker, men Bille August svarer bekræftende. Cheferne har svært ved at forestille sig det, siger de. I slutningen af samtalen, der varer en time, breder lettelsen sig, da det viser sig, at den danske instruktør mente Daniel Day-Lewis – og så ender rollen i øvrigt hos Jeremy Irons.

Jagtgeværet

Det var dengang. Et kvart århundrede er gået siden, og først nu har Bille August igen instrueret en dansk film, nemlig om det stormomsuste ægteskab mellem Skagens-malerne P.S. Krøyer, blandt venner kaldet Søren, og hustruen Marie, der forelskede sig i en svensk komponist.

Vi har taget plads ved et bord i Nimbs Brasserie i Tivoli, og Bille August fortæller:

»Jeg havde lavet det optimale af, hvad man dengang kunne gøre i Danmark og havde lyst til at arbejde med andre universer i andre lande og med andre former for psykologi. Det ene har taget det andet, men så meldte den her Skagen-historie sig. Jeg læste en biografi om Marie og om hele det dilemma, hun var i, og tænkte, at det kunne blive en god historie på film, et portræt af en unik kvinde.«

– Er det rigtigt, som man ser i filmen, at den maniodepressive P.S. Krøyer en gang imellem tog sit jagtgevær frem og skræmte sine omgivelser fra vid og sans?

»Det er korrekt.«

– Også at han brugte sin lille datter som jagthund, så hun skulle ned på alle fire og samle fuglevildt op med munden?

»Frygteligt, men sandt. Den eneste større ændring i forhold til virkeligheden er, at vi lader Marie og komponisten møde hinanden i Sverige og ikke i Italien. Det havde vi ikke råd til.«

–Er der en sammenhæng mellem kunst og galskab?

»Det tror jeg ikke. Man skal ikke lægge for meget i det, men mærkeligt var det, at Søren selv i sine maniske stunder, hvor han var ulidelig at være sammen med, bevarede så megen virkelighedsforbindelse, at han var i stand til at male de mest udsøgte portrætter.«

– Selv virker du stort set altid meget rolig. Mister du nogensinde kontrol og viser temperament?

»Det sker da, men i mit job er det min opgave at bevare roen og fatningen og lade de andre om at opføre sig som, ja, som de nu synes, de skal.«

– Men engang udvandrede du midt i tv-programmet ’Deadline’. Det huskes, men hvorfor var det nu, det var?

»Lige før jeg kom på, var der en, der talte om Danmarks involvering i krigen i Irak, der var på sit højeste. Efter det syntes jeg, det var hamrende uinteressant, at jeg skulle sige noget om, hvor jeg var lige nu i mit liv. Jeg kunne ikke bevare koncentrationen, og så, ja, så udvandrede jeg.«

Ven og fjende

– Hvad er forskellen på den filminstruktør, du var for 25 år siden, og den, du er i dag?

»Mine første film blevet lavet i en form for uskyld og spontanitet. Jeg tænkte ikke så meget over hvordan. Det er klart, at man med tiden bliver mere bevidst om det, man gør.«

– Om egne virkemidler?

»Ja, men man kan jo ikke vende tilbage til uskyldens stadium, og bevidsthed kan både være en ven og en fjende.«

– Hvordan fjende?

»I filmarbejde er ingenting tilfældigt. Først kommer manuskriptarbejdet, så indspilningen, så efterarbejdet, en proces, der involverer en masse mennesker. I den proces kan tingene godt blive for udtænkte og udspekulerede.«

– Skelner du mellem film, som er personlige og inderlige, og andre, som mere er håndværk og opgaveløsning?

»Der har været film, jeg så som en opgave, hvor hjertet måske ikke var 100 procent med, men som jeg alligevel havde lyst til at kaste mig ud i, fordi jeg savnede at lave film. Sådan er det jo. Det er der ikke noget ondt i. I andre film er der selvfølgelig mere signatur på.«

Tanne

– I filmen om Marie er der en scene, hvor hun taler til sin datter, som netop har forstødt hende, næsten som en mor i dag vil kunne forklare sin datter noget om livets realiteter. Er der hjerteblod for dig i den?

»Det er der, og jeg synes selv, det er en af de smukkeste scener, fordi der er så megen erkendelse i den. Marie lever jo med den her mand, som hun ikke kan genfinde ’det vidunderlige’ med, som hun vedbliver at sige. Hun beslutter modigt at lade sig skille, skønt hun fra at være den beundrede celebrity bliver det mest forhadte menneske og samtidig må svigte sin datter. Hun forklarer sit barn, hvorfor hun har måttet træffe det valg, og at det vigtigste er, at barnet bliver lykkeligt. Det smukkeste i det er, at hun på en måde sætter barnet frit.«

– Du har netop afstået fra at lave en film om Karen Blixen eller Tanne, som hun også blev kaldt. Hvad tiltrak dig ved den kvindefigur?

»Også hun var en usædvanlig kvinde for sin tid, men producenten Regnar Grasten og jeg var ikke enige om filmens handling og form. Det var hans ide, og så trak jeg mig.«

– Hvad skilte jer helt præcist?

»Jeg kan ikke gå i detaljer, men Regner laver en anden type film end dem, jeg traditionelt laver. Jeg har fuld respekt for ham og hans fandenivoldskhed, energi og passion, men det skulle bare ikke være det her projekt.«

Nattog til Lissabon

Endnu før Marie Krøyer har haft premiere, er Bille August i fuld gang med den næste film, bygget over romanen Nattog til Lissabon af den schweiziske forfatter og filosof Pascal Mercier. Her arbejder han igen sammen med Jeremy Irons, der har hovedrollen. Om filmen fortæller han:

»Den handler om en sprogprofessor i Bern, som lever et meget introvert liv, der nærmest er gået i stå for ham. Åbningsscenen viser ham på vej til sit universitet for at undervise. Så ser han en kvinde, der er ved at begå selvmord ved at springe ud fra en bro. Han når lige at gribe fat i hende og redde hende, men så forsvinder hun. Hun har efterladt en bog, som han begynder at læse. Han bliver optaget af den og tænker, at den måske kan bringe ham tilbage til hende. Så forlader han universitetet midt i en undervisningstime og tager det første tog til Lissabon. Dybest set handler det om, at han også prøver at finde sin egen identitet – og samtidig involveres i noget, der ligner en thriller.«

Det monogame

– Flere af dine film handler om opbrud og om ægteskaber, f.eks. som i din allerførste film, ’Honning Måne’. Er der en direkte tråd fra den til ’Nattog til Lissabon’?

»Ja, noget med, hvad kærlighed kan gøre ved en. Hvad man selv skal investere, og hvad der sker i kærlighedens navn. De fleste af mine film har været kærlighedshistorier, også Pelle Erobreren – dèr mellem en far og en søn.«

– Omtrent ethvert menneske i Danmark ved, at der har været mange kvinder i dit liv, og at du har usædvanligt mange børn …

»Jeg har syv, og nummer otte er på vej. Otte børn med fem kvinder, så kan du selv tælle!«

– Ja, og dividere. Hvordan ser du på ægteskabet som institution?

»Hvis ægteskabet bygger på gensidig respekt for hinanden og næstekærlighed, og hvis man lader det andet menneske være det menneske, det gerne vil være, så synes jeg, ægteskabet er godt. Jeg synes, det monogame er rigtig godt. Jeg tror ikke på utroskab.«

– Er det ikke svært at have børn, når man som du lever i en kuffert?

»Det gør jeg kun i perioder. Når jeg laver de store, internationale film, rejser jeg meget, men indimellem er jeg hjemme halve eller hele år, og da koncentrerer jeg mig 100 procent om familien. Sara-Marie har jeg boet sammen med i ti år, det længste forhold, jeg har haft. Vi har den aftale, at vi aldrig har mere end to ugers adskillelse, og når jeg i dag er ude at filme, står der i min kontrakt, at min familie skal med. Det fungerer.«

– Men der må alligevel være en masse logistik og administration med så mange børn?

»Jeg synes egentlig ikke, det er så svært. Jeg laver arrangementer, så vi alle kan være sammen, og frem for alt har børnene stor glæde af hinanden. Min familie er meget vigtig for mig, og børn er det mest dyrebare, vi har.«

– Hvor er hjemme for dig?

»For nogle år siden boede vi i både England og Danmark, men nu bor vi fast i Danmark.«

Filmpengene

– Appelsinerne er raslet ned i din turban. Har du også haft vanskeligheder i din karriere?

»Ikke professionelt. Det har mere været i det private liv. Jeg har jo stort set lavet de film, jeg havde lyst til. Andre har ikke kunnet finansieres som for eksempel et projekt om H.C. Andersen. Der forelå et fremragende manuskript, syntes jeg. Problemet var bare, at der var ingen i den store verden, som ville sætte penge i en film om hans liv, fordi det er så usammenhængende. Han opsøgte hele tiden nye steder og nye mennesker. Der var ikke en kontinuerlig historie. Der var overhovedet ingen interesse. Havde det været et af hans eventyr, havde det nok været lettere.«

– Du blev dengang hængt ud for at have brugt pengene til forarbejdet, uden at der nogensinde kom en film ud af det. Hvad er dit svar på det?

»Ikke andet end, at det ikke var mig, der fik pengene, men alle mulige andre.«

Brudte løfters by

– Hvilken film vil du gerne lave, som du ikke har lavet endnu?

»Der er et par stykker, men hvis alt går vel, skal jeg til Kina og lave en film baseret på en rigtig historie fra 1700-tallet. Historien hedder City of Broken Promises. Den foregår i Macao, en portugisisk by i Kina, hvor alle udlændinge boede. De måtte ikke have deres koner med og ikke gifte sig med kinesiske kvinder. Vores hovedperson er en ung, engelsk forretningsmand, der forelsker sig i en kinesisk kvinde, gifter sig med hende og bliver sendt hjem. Producenten er Bill Kong, som også producerede Tiger på spring, drage i skjul, der vandt en Oscar. Jeg håber, det bliver til noget.«

 

Marie Krøyer har premiere den 27. september

Fakta

Bille August er en dansk filminstruktør, født i 1948.

Værkliste:

1971: Body Building
1978: Honning Måne
1980: Verden er så stor, så stor
1982: Maj
1983: Zappa
1984: Busters verden
1984: Tro, håb og kærlighed
1987: Pelle Erobreren
1991: Den gode vilje
1993: Åndernes hus
1996: Jerusalem
1997: Frøken Smillas fornemmelse for sne
1998: Les Misérables
2001: En sang for Martin
2004: Return to sender
2007: Farvel Bafana
2012: Marie Krøyer

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Dårlige spørgsmål. Dårlig artikel.

Jeg ville f. eks. have spurgt, hvorfor Pelle Erobreren II (anden del) af Martin Andersen Nexø ikke skulle filmatiseres. Den handler om kapitalismens elendighed, men det var måske ikke come il faut for den finanskapital, der skulle finansiere filmen?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hanne Koplev

P.S. Krøyer blev behandlet med kviksølv for sin syfilis.
Kviksølvforgiftning kan give mange symptomer på ændret mental adfærd som f.eks. angst, aggression, raseri-udbrud, umotiveret vredesudbrud, mani, delirium, hallucinationer, depression, stemningslabilitet.
Det var et held for P.S. Krøyer, at han ikke fik kviksølvforgiftnings-symptomer, som manglende eller nedsat finmotorik.
Den tids behandling mod kviksølvforgiftning var kurbade ved svovl-holdige kilder.
Svovl har en vis afgiftende effekt ved kviksølvforgiftning.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for olivier goulin

Jeg husker stadig Bille Augusts udvandring fra Deadline - og det står for mig som noget af det mest suveræne og forbilledlige, jeg har set en gæst gøre på TV.

Hudløst ærligt og konsekvent.

/O

anbefalede denne kommentar