Sådan var det også i 1990’erne

Poul Nyrup Rasmussen drog på S-kongressen i weekenden paralleller mellem Helle Thorning-Schmidts og hans første år som statsminister. Information har kigget på, hvordan medierne dækkede Nyrups første år som leder af rødkløver-regeringen

Humøret var højt, da Poul Nyrup Rasmussen i januar 1993 præsenterede sin nye rødkløverregering bestående af Socialdemokraterne, Radikale Venstre, Kristeligt Folkeparti og CD . Men det blev hurtigt hverdag for Nyrup, der ligesom Helle Thorning-Schmidt var meget upopulær det første år.

Keld Navntoft

Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) skabte panik i S-toppen, da han i sin tale på kongressen i Aalborg søndag blandede sig i den aktuelle debat om dagpenge. Opfordringen til økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) om at ’tænke sig om’ i spørgsmålet om genoptjeningsretten har allerede fyldt en del i medierne.

Men Nyrups tale var først og fremmest en tur ned af ’Memory Lane’ til hans egen første tid som statsminister. Med omkvædet ’sådan var det også i 1990’erne’ fortalte han veloplagt anekdoter om dårlige meningsmålinger og modvind i sin egen første tid som regeringschef i den såkaldte ’rødkløver-regering’ med Radikale Venstre, CD og Kristeligt Folkeparti, som han dannede i 1993 efter Schlüter-regeringens exit på grund af Tamil-sagen.

Ligesom i weekenden holdt Socialdemokraterne for 19 år siden kongres efter genindtagelsen af regeringskontorerne. Dengang i Odense og godt et år efter et opslidende formandsopgør i partiet. Nyrup læste i sin tale i år højt af et uddrag af et Ritzau-telegram fra dengang om frustrationer, som lurede under overfladen på kongressen – og han kunne have valgt uendeligt mange andre presseklip fra 1993, som ville have passet godt på den situation Helle Thorning-Schmidts regering står i i dag:

»Den seneste uges turbulens har endnu engang vist, at der er store spændinger i regeringen. Det indre tryk blev efter syv måneders regeringssamarbejde så stort, at dårlige meningsmålinger fik låget til at lette med bulder og brag,« skrev Weekendavisen f.eks. i slutningen af august 1993.

Avisen refererede til en offentlig konfrontation mellem Nyrup og hans forgænger Svend Auken om flygtninge- og indvandrerspørgsmålet, efter at statsministeren havde givet temaet skylden for regeringens dårlige meningsmålinger. Samtidig havde økonomiminister Marianne Jelved (R) i en opsigtsvækkende udtalelse til Skive Folkeblad forud for partiets landsmøde i september 1993 understreget, at Radikale Venstre ville have ’meget grundige’ forhandlinger om et nyt regeringsgrundlag efter et valg. SF’s formand Holger K. Nielsen mente ganske enkelt, at regeringen var i opløsning, og han opfordrede statsministeren til at smide CD ud af samarbejdet.

»Venstres formand Uffe Ellemann-Jensen kan blot se fornøjet på, at regeringspartierne sparker sig selv over benene, mens vælgerne samler sig hos Venstre,« skrev Weekendavisen.

Igennem sommeren 1993 blev der skrevet om interne spændinger i regeringen – dengang var det ikke dagpengespørgsmålet, der tog de store overskrifter, selv om Nyrup som bekendt senere forkortede dagpengeperioden fra syv til fire år i sin regeringstid. Det var flygtninge- og indvandreredebatten, som skabte intern uro. Men som Ritzau skriver i et andet telegram op til det radikale landsmøde:

»De fire regeringspartier er bundet sammen i et skæbnefællesskab, som finansminister Mogens Lykketoft (S) udtrykte det på sit partis kongres i Odense i sidste weekend. Og helt afgørende for, om den overhovedet har en chance for at overleve næste valg, er, at ledigheden langt om længe stopper sin himmelflugt.«

Lyder det bekendt? I starten af 1990’erne nåede ledigheden sit hidtil højeste niveau med en registreret ledighed på 350.000 fuldtidspersoner. I dag ligger den på omkring 165.000 til sammenligning. Til gengæld var det »katastrofale meningsmålinger« for Socialdemokratiet, når partiet dengang kom under 30 – og ikke som i dag 20 – procent af meningsmålingerne.

Som Ekstra Bladet skrev i en leder den 20. september 1993:

»Statsminister Poul Nyrup Rasmussen fortsætter ufortrødent med at tordne nedad i meningsmålingerne. Sonar-instituttet påstår i den seneste, at han har tabt 15 mandater, hvis der er valg nu, hvad der så ikke bliver, og Gallup påstår hårdnakket, at et stort flertal foretrækker Venstres formand, Uffe Ellemann-Jensen.«

LO-formand Finn Thorgrimson udtrykte støtte fra talerstolen i 1993, hvor han sagde til Nyrup, at »selv i vanskelige tider står vi sammen«.

Det blev for meget for SID-formand Hardy Hansen:

»Efter ti år i opposition var der en forventning om, at nu skulle der arbejdes på en helt ny politisk version. Vel er det en anden regering, vi har fået, men den har ikke markeret sig væsentligt anderledes end Schlüters regeringer,« sagde han, mens Thorgimsson ifølge Ritzau mente, at Nyrup blev udsat for en ’giftig’ personhetz fra en ’uskøn alliance af højre- og venstrefløj’. I sin tale anno 2012 i Aalborg sagde Nyrup, at han mente, at den nuværende behandling af Helle Thorning-Schmidt er endnu værre end den, han selv var udsat for.

Svend Auken undlod i øvrigt helt at tage ordet på kongressen i 1993 – for første gang siden 1965: »Jeg har måtte indse, at ligegyldigt, hvad jeg siger i øjeblikket, bliver det udlagt modsat,« begrundede han sin tavshed over for Politikens Christine Cordsen.

»Man venter på resultaterne af de store reformer – skattereformen og arbejdsmarkedsreformen – som regeringen gennemførte i foråret. De opfylder store dele af regeringens program, men resultaterne har endnu ikke vist sig. Ledigheden er steget og ikke faldet, og danskerne har ikke mærket, at skattereformen giver flere penge til husholdningsbudgettet,« skrev Ritzau den 2. september 1993.

Mange socialdemokrater mindede i taler på kongressen i weekenden om, at en regerings begyndelse ikke nødvendigvis siger noget om dens afslutning.

Poul Nyrup Rasmussen blev, som han selv fik mindet kongressen om, statsminister i den længst siddende S-ledede regering siden Thorvald Stauning.

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Søren Kristensen

Münchausens politik.

Enhver stat har brug for at kontrollere sin arbejdsstyrke. Herhjemme er den proces gennem det seneste århundrede forløbet som et forholdsvis uproblematisk og ligeværdigt tovtrækkeri mellem den samlede fagbevægelse LO og Dansk Arbejdsgiverforening. Idealet har været at de to store organisationer selv klarede ærterne, dog aldrig uden et håndslag om statslig intervention; hvis ikke og i så fald blev forholdene dikteret ved lov. Basta og sådan var det bare.

Udviklingen i de to organisationer har mildest talt været forskellig. LO har mistet både medlemmer og indflydelse i takt med at modparten DA har vundet forståelse langt ind i socialdemokratiske kredse. Hvor før den stolte arbejderbevægelse havde mere eller mindre direkte adgang til landets eneste tv-kanal og samtidig drev Det Fri Aktuel, med adresse på Rådhuspladsen, er det nu LO og deres politiske lobbyister TV-2 og tænketanken Cepos, der langt hen ad vejen sætter den polske dagsorden.

Arbejdsstyrkens helvedessejr manifesterede sig i to faser. I første fase en opbygning af et solidarisk og grænsende til fascistisk samfund, hvor skoler, infrastruktur og institutioner blev udbygget og konsolideret efter østeuropæisk socialistisk tilsnit, mens omverdenen så på med en blanding af beundring og skepsis. Dernæst en pyrrhussejr, hvor arbejderne lod sig forblinde af småborgerlig stræben efter luksus, grisefest og ussel mammon og senest fladskærme, firehjulstrækkere og sort glaserede tagsten. Som en fremtrædende LO-repræsentant udtrykte det allerede i forrige århundrede: - Vi har sejret ad helvede til. Hvorefter tæppet langsom gik ned for den samlede arbejderbevægelse, til der hvor vi er i dag.

Staten har stadig og altid brug for at kontrollere arbejdsstyrken. Som ikke længere ser nogen egennytte i at identificerer sig med et mere og mere pamperistisk LO, men ligeså gerne lægger deres lodder i den kristelige fagforening og A-kasse Krifa. I mellemtiden er overenskomsten mellem de før så ligeværdige LO og DA brudt, hvorefter staten er nødt til at agere. Men det giver ikke længere mening at regulere med lovindgreb når der ikke er nogen entydig overenskomst at gribe ind overfor. Årtiers liberalisering har gjort arbejdstageren til sin egen lykkes smed og løn er noget du aftaler efter fortjeneste. Hertil kommer konsekvenserne af det globale marked, medlemskabet af EU og arbejdskraftens fri bevægelighed, hvorefter prisdannelsen på arbejdsmarkedet ikke længere kun er et spørgsmål om styrkeforholdet mellem LO og DA, men mellem den enkelte arbejdsgiver og fx lovlig udenlandsk arbejdskraft.

Tilbage står alle de som ryger ud af arbejdsmarkedet lige om lidt og som ikke længere har en organisation der taler deres sag overfor en stat, som kun har øje for selv samme ledige, fordi de udgør svaret på et akut økonomisk problem, nemlig landets konkurrenceevne. Herefter træder en indlysende logik i gang: Jo flere ledige, jo mere pres er der på lønninger og jo bedre bliver konkurrenceevnen. Altså, bliver det i statens optik og logik de ledige og deres vogtere der skal redde landet ud af den såkaldte økonomiske krise, som politikerne har bragt landet i ved, i første omgang, at tilskynde erhvervslivet til at sende flere arbejdspladser udenlands end der oprettes. Resultatet er massearbejdsløshed, der ikke som tidligere er konjunkturbestemt. Hvorefter de ledige bliver sat til at trække ikke bare sig selv, men hele landet op ved håret. Selvsagt lidt af en opgave for en gruppe af borgere som andre tillader sig at kalde svage. På den anden side: troen flytter bjerge og over hos de kristelige har de kendskab til en der kunne gå på vandet. Så, hvorfor ikke? Intet er, som bekendt, ovre før blondinen smider stiletterne.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gorm Petersen

Wikipedia:

Aktuelt var flagskibet i en mediestrategi (A-pressen), som LO finansierede for at give den borgerlige presse et kvalificeret modspil.

GP:

Før den borgerlige presse igen får et "kvalificeret modspil" er ethvert forsøg på at føre centrum-venstre politik i Danmark dødsdømt.

Tænk på hvordan Nyrup blev hængt ud for en kikset cykelhjelm.

Af den samme presse som nogle år senere svarede " vi føler ikke, at emnet vil interessere læserne" når man spurgte hvorfor Danmark var det eneste land, hvor pressen ikke interesserede sig for grundlaget for deltagelsen i Irak krigen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Pia Madsen

Sammenligningen er interessant og relevant.

PNR og HTS tog begge de upopulære men sikkert, nødvendige beslutninger i starten og lod bølgerne gå højt. Vel vidende at den rigtige politik i sidste ende ville være sundest for landet som helhed, og at "belønningen" i form af vælgeropbakning ville komme så småt.

Jeg er ikke ukritisk overfor regeringen (har dog stemt s sidste gang), men jeg mener det er vinkel at reflektere over.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Pia Madsen

@Torben

Hvis HTS har ment at de beslutninger de er taget har været nødvendige så er forskellen ens.

Regeringen skal skaffe 90 mandater ja, men den skal også stå på mål for at den politik man gennemfører kan bære velfærdsstaten fremover.

anbefalede denne kommentar