Ny fundraising skaber nye problemer

Kollektiv fundraising til kreative projekter som hjemmesiden Kickstarter kan indvarsle en kulturel renæssance. Men det kan også cementere konformisme og magtforhold i underholdningsindustrien

Hjemmesiden kickstarter.com er det bedste eksempel på kollektiv fundraising. Her kan man se, hvad de sociale mediers decentraliserede verden kan gøre ved de etablerede smagsdommeres hegemoni over kreative industrier som musik, design og mode. Hvad Wikipedia med sin kollektive etos gjorde ved produktionen af encyklopædier, kan Kickstarter gøre for fundraising.

Kickstarter kan indvarsle en ny kulturel renæssance og bryde med konsensus, hævder tilhængere af hjemmesiden. Enhver kan oploade en beskrivelse – som regel ledsaget et videoklip – af et projekt, man vil have finansieret, fastsætte et beløb som mål, skabe en række belønninger for bidrag (for fem dollar får man den nye cd, for 5.000 dollar får man en middag med musikeren). Hvis man når målet, tager Kickstarter sit gebyr på fem pct., og projektet fortsætter. Hvis man ikke gør, skifter ingen penge hænder. Det er en stor succes, men skabte en vis polemik, da en af grundlæggerne i år sagde, at Kickstarter kunne komme til at fordele flere penge end National Endowment of Arts (USA’s kunststyrelse, red.), som i 2012 har et budget på 146 mio. dollar.

Transparens

Succesen har medført berettiget kritik. Nogle har kritiseret Kickstarter for at være uigennemsigtig i forhold til, hvad der sker med projekter, der bliver finansieret, men giver begrænset eller tvivlsom feedback, og som først sent eller måske aldrig bliver til noget. Det er ikke så få. Ifølge en undersøgelse fra University of Pennsylvania bliver 75 pct. af projekterne færdige med forsinkelser – navnlig projekter, der bliver populære på nettet og får flere midler end planlagt. Kickstarter har ingen incitamenter, som kan beskytte sådanne projekter mod deres succes på nettet, men tager sin andel af alle de indsamlede midler. Og selv om Kickstarter forventer, at projekter, som ikke bliver til noget, betaler pengene tilbage til bidragsydere, kan man ikke gennemtvinge det.

Efterhånden som de projekter, der bliver annonceret for, ikke længere kun handler om underholdning, men også tackler problemer omkring byplanlægning, er der opstået en ny kritik. Arkitektur- og designkritikeren Alexandra Lange har kritiseret den snævre, objektorienterede tilgang til løsning af komplicerede byplanlægningsmæssige spørgsmål, som Kickstarter fremelsker: »Man ville ikke bruge Kickstart til et projekt for en ny buslinje til Brooklyn, men til et program, som kan fortælle dig, hvornår bussen kommer. Man kan ikke bruge Kickstarter til at skabe billige boliger, men derimod til at skabe et fedt telt, hvor man kan diskutere emnet,« skriver Lange i Design Observer. Når vi bevæger os ud over underholdning og forbrugsgoder, kan de projekter, der annonceres for på Kickstarter, ikke længere vurderes udelukkende efter æstetiske og funktionelle standarder.

Hegemoni

En af de forestillinger om Kickstarter, som næsten ikke er blevet anfægtet, er, at den med sit store emancipatoriske potentiale til at kunne befri kreative kunstnere fra underholdningsindustriens lænker vil kunne revitalisere kulturen, gøre den mere mangfoldig og mindre afhængig af konservative og grådige dørvogtere. Den danske akademiker Inge Ejbye Sørensen udfordrer denne antagelse i det seneste nummer af Media, Culture and Society og fortæller en mere kompleks historie om konsekvenserne af hjemmesider som Kickstarter. Sørensen har studeret, hvordan kollektiv fundraising har påvirket produktionen af dokumentarfilm i Storbritannien. De fleste britiske dokumentarfilm produceres og er fuldt finansieret af de fire største tv-selskaber, som dikterer præmisserne for dokumentaristen. I den kontekst virker kollektiv fundraising næsten revolutionerende. Men det er en revolution med ulemper, påpeger Sørensen.

Økonomiske risici

Det er bestemte dokumentarfilm, der bliver finansieret gennem Kickstarter og sider som indiegogo.com, sponsume.com, crowdfunder.co.uk, pledgie.com, for det meste kampagne- og enkeltsagsfilm, der søger forandringer i samfundet og taler til et publikum, der er enig i den aktivistiske dagsorden.

En dokumentar om Første Verdenskrig vil få færre midler end en film om klimaforandringer. Desuden indebæ rer nogle film høje startomkostninger eller risiko for advokatudgifter, som det kan være svært at forudse eller redegøre for. Har man BBC i ryggen til en film om olieindustrien, vil man være tilbøjelig til at løbe større risici, end hvis man er afhængig af kollektivt indsamlede midler.

Sørensen hævder, at Kickstarter næppe vil rokke ved tv-selskaberne og filmfestivalernes hegemoni. En films chance for at få succes bliver stadig bestemt af industriens sværvægtere:

»Selv om kollektiv fundraising eller investering normalt bliver opfattet som åben for alle, er det ikke kun økonomisk kapital, men også kulturel kapital, der bestemmer, om en film får tilstrækkelig støtte og når ud til publikum,« skriver Sørensen. Derfor vil de kulturelle dørvogteres hegemoni blive mere usynligt og decentralt, men måske også mere rodfæstet. Filmindustrien vil stadig få instruktørerne til at makke ret, selv om de nu tror, at de kan det hele selv. Der er ingen grund til være modstander af kollektiv fundraising, men god grund til at betragte fænomenet med et åbent og skeptisk sind.

 

© Evgeny Morosov & Information 2012. Oversat af Mads Frese

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for claus raunholt jensen

Siden internettets fremkomst har grupper af outsidere haft et næsten messiansk forhold til det, som en ny kanal for emancipation, som noget numinøst og aldrig før set. Nettet er blevet betragtet som et rum for individuelt anarki, et digitalt slaraffenland, hvor enhver excentricitet og ethvert personligt projekt kunne udfolde sig hinsides al autoritet. Og venstrefløjs-grupper har også haft en rem af huden,der er blevet talt om cyber-aktivisme, om digitale revolutionære celler, som, grundet nettets tæthed og fart, kunne gebærde sig under magtens radar.

Men ved nærmere eftersyn viser nettet sig at være en tvungen struktur, der mimetisk genspejler den rigide nyliberale kapitalisme. Selve brugerfladen, med dens pop-ups og reklamer, dens desorienterende hast og aggressive vira, dens tilbud og angreb fra højre og venstre, er et ureguleret, hektisk marked på amfetamin. Og den luftige frihed fra tid og sted, den svimlende mængde af information, refererer både til uforudsigelig overvågning og krig mod terror og til uophørlig, myldrende finansiel spekulation. Internettet er en ny, men ikke kvalitativt forskellig, gren af den gamle kulturindustri, hvis formål er at underholde og samtidigt tilpasse konsumenten til magtens modus.

Den digitale mulighed er i sig selv, i sin rene latens, måske en neutral produktivkraft, der kan formes i hvilken som helst retning. Men enhver produktivkraft er historisk set blevet annekteret af en repressiv elite, og dens potentiale som drivkraft for noget andet midlertidigt sendt i eksil. De som vil dette andet, det uhørt nye, vil bruge internettet, for det er en uomgængelig platform, men deres kamp vil blive forvredet af en skjult matrix, der tilhører status quo.

anbefalede denne kommentar