’Dobbeltmoral er et grundvilkår i international politik’

Det er rendyrkede politiske interesser – ikke moral – der afgør, at verdenssamfundet går ind i Libyen, men omvendt undlader at gribe ind i Darfur, mener en af Danmarks førende forsvarsforskere

Begge lande har begået forbrydelser mod menneskeheden. Og regimerne i såvel Sudan som Libyen har demonstreret, at staten er ude af stand til at beskytte befolkningen. Alligevel har Vesten grebet ind i Libyen, men ikke i Darfur. I dagens kronik ’Hjælpen, der aldrig kommer’ anklager kronikør Malene Haakansson FN for ikke at leve op til princippet om Responsibility to Protect: Sikkerhedsrådet griber kun ind, hvis der er økonomiske, politiske eller strategiske interesser på spil, hævder hun.

Den analyse er lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen enig i – ligesom rent praktiske faktorer spiller ind:

»Responsibility to Protect-princippet gælder kun, hvis stormagterne kan blive enige om, at det skal gælde,« siger han.

Der skal være tale om folkemord, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser eller etnisk udrensning, før der er grundlag for et FN-mandat til at gå ind i et land. Alligevel er det ikke altid nok.

»Blandt vestlige stater har der aldrig været nogen stor lyst til at intervenere i Darfur, fordi det ser besværligt ud. Og fordi man er bange for at komme til at stå med ansvaret for hele Sudan, hvis det skvatter sammen,« siger Peter Viggo Jakobsen.

– Vi så ’Responsibility to Protect’ brugt i Libyen. I Darfur har angrebene på civilbefolkningen fået omverdenen til at betegne krisen som »verdens værste humanitære katastrofe«. Hvorfor griber vi ikke ind?

»Vi har ingen håndfaste interesser i Darfur; det er så langt væk, at der ikke kommer flygtninge, og landet besidder ikke noget, som vi er dybt afhængige af. Derfor kan vi tage den med ro.«

Kina siger nej

Krisen i Darfur, der brød ud i 2003, har også fået lov til at fortsætte, fordi Kina nedlagde veto i FN’s Sikkerhedsråd.

»Kina har nogle ressourcemæssige interesser i Darfur, og derfor vil kineserne ikke være med, hvis man forsøger at presse noget igennem i Sikkerhedsrådet. Sikkerhedsrådet har i nogle omgange forsøgt at få kineserne til at lægge mere pres på regeringen i Khartoum, men det har de ikke haft lyst til,« siger Peter Viggo Jakobsen.

– Du nævner, at der også ligger praktiske grunde bag modviljen mod at intervenere?

»Ja, firkantet anskuet ændrer antallet af oprørsgrupper og fraktioner sig fra dag til dag i Sudan. Derfor ville man have svært ved at forhandle med dem alle og finde en løsning. Vesten er bange for at blive fanget i et spil, som man til dels er blevet i Afghanistan, og som man også blev i Somalia i 90’erne.«

Pragmatisk realpolitik

Da det internationale samfund med USA og Europa i spidsen valgte at intervenere i Libyen for at beskytte civilbefolkningen mod Moammar Gaddafis diktatur, stod Den Arabiske Liga på Vestens side. Og netop den arabiske opbakning var afgørende for, at interventionen blev realiseret.

Peter Viggo Jakobsen fremhæver Libyen som et unikt tilfælde, der også ud fra et militært synspunkt så ud til at blive en let gennemført mission.

Men helt så nemt gik det ikke, og i dag anses Libyen for et klassisk eksempel på misbrug af humanitære interventioner.

»Fordi NATO overfortolkede sit mandat, og fordi vi lavede regimeskift, selv om vi ikke havde mandat til det, er russerne og kineserne nu så sure, at det vil tage en generation, før de siger ja næste gang,« slår Peter Viggo Jakobsen fast.

– Men derfor er det vel stadig dobbeltmoralsk at gøre forskel på, hvor vi intervenerer?

»Dobbeltmoral er et grundvilkår i international politik,« mener forskeren.

»Enten kan man sige, at det er dybt hyklerisk og dobbeltmoralsk, at man ikke altid intervenerer, når overgreb eller lidelser når et bestemt niveau. Det er en meget absolut standard for, hvordan man vurderer kriser. Eller man kan sige, at vi er nødt til at gå pragmatisk til værks. At vi er nødt til at erkende, at i nogle situationer kan en intervention ikke lade sig gøre.«

– Hvad kunne det være for nogle situationer?

»Man kunne sagtens have gjort noget i Den Demokratiske Republik Congo og have reddet titusindvis af liv. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Men det har man ikke gidet, fordi det ser for uoverskueligt ud.«

– Så man intervenerer ikke af frygt for besværet?

»Der er nogle steder i verden, hvor man ikke finder det umagen værd at intervenere. Enten på grund af manglende interesser, eller fordi man simpelthen er bange for, at der kommer til at dø flere mennesker, hvis man intervenerer,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Og det er ifølge militærforskeren en helt legitim og reel begrundelse i international realpolitik:

»Man er altid nødt til at stille spørgsmålet, om vi gør ondt værre ved at intervenere? Er det prisen værd?«

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu