Latinamerika udfordrer USA i krigen mod narko

En lang række latinamerikanske regeringer ønsker at legalisere narkotika for at undgå mere vold. USA kæmper imod

I mere end 40 år har de latinamerikanske lande med støtte fra USA forsøgt at bekæmpe narkotrafik med militære midler. Men markedet for kokain og andre narkotika er ikke blevet mindre. Derimod er kampen kun blevet hårdere og koster flere menneskeliv, mens rets- og fængselsvæsen i stigende grad overbelastes i de latinamerikanske lande.

 arDerfor vender stort set samtlige latinamerikanske lande i dag USA ryggen, og i stedet for at bekæmpe narkotika vil de åbne for en gradvis legalisering.

»Nogen er nødt til at tage de første skridt i Sydamerika. For vi er ved at tabe kampen mod narkotika og den organiserede kriminalitet på kontinentet,« sagde Uruguays præsident, José Mujica, i sidste uge, da landets parlament havde udarbejdet et nyt lovforslag, der skal afkriminalisere brugen af marihuana.

I Centralamerika, hvor flere lande er ved at bukke under for den organiserede kriminalitet, der har gjort landene til verdens mest voldelige med langt flere ofre end eksempelvis i krigene i Afghanistan og Irak, ønsker Guatemalas præsident, Otto Pérez Molina, at gå op til flere skridt videre: I en firepunktsplan har han foreslået, at de centralamerikanske lande i fællesskab arbejder for at etablere et system, hvor modtagerlandene kræves 50 procent af markedsprisen, hver gang et parti narkotika konfiskeres af myndighederne. Det vil sige, konfiskeres et kilo kokain på vej mod USA, så skal det prompte udløse, hvad der svarer til 50 procent af markedsværdien i ’findeløn’. Ydermere har præsident Otto Pérez Molina foreslået, at de centralamerikanske regeringer bør overveje at etablere en korridor igennem regionen, hvor kokain og andre stoffer frit kan passere, til de når markedet i USA.

»Vi kan ikke udrydde det globale marked for narkotika, men vi har alle muligheder for at regulere det, som vi har gjort med tobak og alkohol. Narkotikamisbrug, alkoholisme og tobak skal behandles som sundhedsproblemer, ikke som kriminelle handlinger. Vores børn og børnebørn bør kunne kræve en mere effektfuld og mindre ideologisk tilgang til problemet fra USA,« sagde Guatemalas præsident, Otto Molina Pérez, da de mellemamerikanske lande mødtes i juni.

Der er heller ikke nogen tvivl om, at der i dag blæser nye vinde over kontinentet, og at de latinamerikanske regeringer ikke længere vil tolerere, at efterspørgslen på narkotika i USA skal ødelægge landene i syd. Det forklarer Martin Jensma, der er koordinator for programmet Drugs and Democracy ved Transnational Institute i Amsterdam, og som siden 1998 har beskæftiget sig med internationale konventioner og nationale lovgivninger inden for narkotikabekæmpelse.

»Manglende sikkerhed og narkorelateret vold har nået ubærlige højder i særligt Mexico og Centralamerika, og det er derfor vanskeligt – selv for USA – at sætte spørgsmålstegn ved disse landes ret til at søge alternative strategier,« siger Martin Jelsma, der mener, at de dage, hvor USA egenhændigt dikterer ’krigen imod narkotika’, som tidligere præsident Richard Nixon formulerede det, er slut.

»Som sådan er der et grundlæggende politisk skifte i gang. Fundamentale forslag til ændringer af den FN-baserede nultolerance over for narkotika bliver testet ud over hele den latinamerikanske region, hvor eksempelvis Bolivia har gjort op med forbuddet mod coca-dyrkning, og nu Uruguay, der vil indføre et reguleret cannabis-marked.

Men også lande som Argentina, Ecuador og Brasilien bevæger sig imod en afkriminalisering af brugen af narkotika. Så man kan sige, at hele det sydamerikanske kontinent er ved at bevæge sig ind på en ny kurs,« siger Martin Jelsma.

At de latinamerikanske lande ønsker en anden og alternativ tilgang end krigen mod narkotika er ikke nyt. I 1993 anmodede den daværende mexicanske regering FN’s generalsekretær om at sætte fokus på problemet med narkotrafik, der medførte stadig mere vold og ødelæggelse i Latinamerika. Den mexicanske regering ønskede en strategi for at bekæmpe efterspørgslen i stedet for at føre krig mod dem, der står for udbuddet. Og så ville Mexicos regering have et opgør med USA’s enegang på området.

På trods af stor modstand fra netop USA blev en særlig FN-konference stablet på benene i 1998, men debatten blev obstrueret af blandt andet USA’s regering, der ikke ønskede markante ændringer i måden at tackle problemet med narkotika på.

Resultatet blev derfor det modsatte af, hvad de latinamerikanske regeringer dengang havde sat på dagsorden. Nemlig at den eksisterende kamp mod narkotika blot blev optrappet med en målsætning om, at verden »i 2008 skulle være fri af narkotika«.

Dengang sagde FN-konferencens vært slutteligt, at »problemet med narkotika forsvinder ikke, bare fordi vi med gode intentioner ønsker det væk. Det internationale samfund bør forberede sig på en lang og hård kamp.«

Siden da er krigen imod narko ganske rigtigt blevet mere omfattende og koster langt flere menneskeliv, mens stadig mere narkotika handles internationalt.

»I dag er det klart for alle, at den her strategi simpelthen ikke virker. Årtier med konstant øget optrapning i krigen mod produktion og trafik af narkotika har ikke reduceret omfanget af det globale narkotika-marked. Tværtimod har krigen mod narkotika fyldt fængslerne op verden over, gjort kriminelle grupper stærkere end nogensinde før, skabt omfattende korruption og væbnede konflikter uden på nogen måde at få gjort op med de sundhedsproblemer, som den oprindelige tanke var. Det er i dag et faktum, der anerkendes bredt politisk, og det åbner nu op for alternative måder at tackle problemerne på,« siger Martin Jelsma.

Under seneste topmøde i Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) i april i Colombia anerkendte USA’s præsident, Barack Obama, at problemerne med vold i Latinamerika hænger uløseligt sammen med den enorme efterspørgsel på narkotika i USA, og at »det amerikanske samfund må forstå, hvilken pris de latinamerikanske og caribiske befolkninger betaler på grund af narkotrafik.«

Alligevel mener præsident Obama ikke, at legalisering er vejen frem:

»Min personlige holdning, som også er holdningen fra USA’s regering, er, at legalisering ikke er svaret. Og hvis vi tillader en sådan åbning, så vil handlen med narkotika kun i langt højere grad komme til at dominere vores samfund.«

Men den holdning står præsident Obama meget alene med på de amerikanske kontinenter. Og Martin Jensma fra Transnational Institute i Amsterdam tror ikke, at USA’s modstand længere spiller en afgørende rolle for, hvilke valg de latinamerikanske regeringer tager i forhold til kampen mod narkotika og organiseret kriminalitet.

»Uigenkaldelige forandringer er allerede sket og de dage, hvor det er USA, der svinger dirigentstokken over Latinamerika, er for længst forbi. Det er andre tider og en fornyet stolthed og en følelse af uafhængighed præger både regionens befolkninger og politikere,« siger Martin Jelsma, der peger på, at der ved det kommende præsidentvalg i USA kan komme ekstra pres på USA’s politikere for et kursskifte i kampen mod narkotika.

Ved præsidentvalget den 6. november tager befolkningerne tre stater i USA nemlig stilling til spørgsmålet om legalisering af marihuana. Et spørgsmål der tidligere har været til afstemning i blandt andet Californien i 2010, men som dengang ikke fik flertallets opbakning.

Til november er det så befolkningerne i staterne Colorado, Oregon og Washington, der skal tage stilling til spørgsmålet om legalisering.

»Hvis det vedtages at lempe på lovgivningen omkring cannabis i en eller to stater i USA, så vil det blive langt sværere for Washington at presse de sydamerikanske lande på det her område,« siger Martin Jensma.

jel@information.dk

Prøv information gratis i 4 uger – helt uforpligtende. Du får både adgang til hele information.dk, den trykte avis og e-avisen. Bestil her »

Fakta

Narko
Årligt transporteres op mod 350 tons kokain fra Sydamerika, op igennem Centralamerika og Mexico til USA.

De seneste seks års krig mod narko har kostet mere end 60.000 mennesker livet alene i Mexico.

Det totale globale marked for illegale stoffer blev i 2003 vurderet til at udgøre 322 mia. dollar. Heraf er det største marked marihuana, der udgør en værdi på mere end 113 mia. dollar på gadeplan, mens markedet for kokain vurderes til 70 mia. dollar.

Kilde: UNDOC World Drug Report 2005

Centralamerika
Værst ramt af narkotrafik er de centralamerikanske lande, hvor El Salvador, Guatemala og Honduras i dag hører til blandt verdens mest voldelige nationer (Honduras er p.t. verdens mest voldelige land med 87 mord pr. 100.000 indbyggere). Værdien af den mængde kokain, der gennemstrømmer Centralamerika, overgår mange gange regionens samlede BNP, og i militær styrke er de mexicanske narkokarteller, der opererer i regionen, landene langt overlegne.
Guatemalas præsident, Otto Pérez Molina, fører an i kampen for legalisering af narkotika og narkotransport igennem regionen. Han ønsker, at de centralamerikanske lande i fællesskab skal finde en løsning og er villig til at gå så langt som at legalisere produktion, transport og brug af narkotika, så Centralamerika bliver en legal korridor for transport af narkotika. I den debat støttes han af Costa Ricas præsident, Laura Chinchilla, og El Salvadors præsident, Mauricio Funes.

Mexico
Siden 2009 har det i Mexico været lovligt at besidde narkotika til eget forbrug: 5 gram cannabis, 2 gram opium, 0,5 gram kokain, 50 miligram heroin, 40 miligram amfetemin.
Aktive politikere og tidligere statsmænd, blandt andet den tidligere mexicanske præsident Vicente Fox (2000-2006), anbefaler og arbejder for en større legalisering af både produktion og transport af narkotika for at fjerne indtægtsgrundlaget for de mexicanske narkokarteller, der hører til blandt verdens rigeste mafia. 60.000 personer har mistet livet i løbet af de seneste seks år i Mexicos narkokrig.

Ecuador
I forbindelse med landets nye forfatning i 2008 blev det indskrevet at brugere af narkotika »i intet tilfælde kan dømmes som kriminelle.« Den ny lovgivning har samtidig nedsat straffene for transport og salg af narkotika, så længe det handler om mindre mængder. I samme forbindelse gav Ecuadors regering amnesti til alle narkokurerer, der er dømt for transport af mindre end to kilo narkotika og som allerede havde afsonet mindst et års fængsel.

Brasilien
Lovændringer i 2002 og 2006 har betydet en delvis afkriminalisering af brugen af stoffer i Brasilien, og det er ikke længere muligt at få en fængselsstraf for at indtage stoffer, men i stedet dømmes misbrugere til enten samfundstjeneste eller afvænning. Det brasilianske justitsministerium og en gruppe kongresmedlemmer har barslet et nyt lovudspil, der helt skal afkriminalisere brug af stoffer og markant nedsætte straffen for transport af mindre mængder narkotika.

Paraguay
Allerede i 1988 vedtog landets parlament at lovliggøre besiddelse af op til to gram, kokain eller heroin og op til 10 gram marihuana til eget forbrug.

Uruguay
Uruguays parlament behandler i øjeblikket et lovforslag fra landets regering og præsident José Mujica, der ønsker at »legalisere produktion og brug af marihuana.«
Som andre præsidenter i Latin Amerika ønsker præsident Mujica, at misbrugere af narkotika skal behandles, som man behandler tobaks- og alkoholafhængige. Og så skal en legalisering af marihuana sætte en stopper for det stigende illegale marked for narkotika. Ifølge præsident Mujica bør »staten tage kontrol med og regulere import, produktion, opbevaring, kommercialisering og distribution af marihuana.«

Argentina
Højesteret afgjorde i 2009, at det er forfatningsstridigt at dømme personer for besiddelse og brug af narkotika til eget forbrug (så længe ingen tredjepart udsættes for skade). Selv om højesterets dom ikke specificerer, hvilke stoffer der er tale om, så gjaldt behandlingen dengang en sag om marihuana til eget forbrug. Argentinas parlament forventes i år at behandle et lovforslag, der eksplicit gør brugen af alle stoffer lovlig. Medlemmer af parlamentet, som Salvador Cabral fra centrum-venstre koalitionen Frente Amplio, har yderligere foreslået, at staten »skal stå for handel med stoffer, da det er den eneste måde effektivt at bekæmpe narkotrafik på.«

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Bill Atkins

Undergravning af narkoøkonomien vil sende rystelser igennem USA på niveau med finanskrisen.

Toppen af isbjerget:

Mellem 2003 og 2008 vekslede Wachovia bank 378.4 milliarder dollars for mexicansk valuta. Det er angiveligt den største krænkelse af den amerikanske lovgivning mod hvidvaskning nogensinde. Oplysningerne kommer fra det amerikanske justitsministerium, der vil droppe alle anklager mod banken, hvis den betaler en mindre bøde på 2 pct. af dens profitter.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Holger Madsen

I forbindelse med narkotruslen mod USA, som Uruguays præsident Mujica gentog her i sidste uge, er det vigtigt at vide, at befolkningen i USA stort set ikke kender noget til disse trusler, der første gang blev fremsat på det sjette Amerikanske Topmøde i Columbia i april måned, hvor 34 amerikanske ledere var samlet.
Nyhedsmedierne fra Nordamerika, der massivt var tilstede på Topmødet, fortalte befolkningen stort set kun om skandalen, omkring de 11 CIA-agenters bordelbesøg.

Selvfølgelig vil USA aldrig acceptere, at narkoen næsten uhindret kan transporteres til USA's grænser. Det ved de Latinamerikanske ledere også, så derfor var der mange andre krav til USA i spil på Topmødet i Columbia. Bl.a. frigivelse af de 5 cubanske anti-terrorister og handelsblokaden mod Cuba.
Handelsblokaden mod Cuba kommer op igen her til FN's generalforsamling, før præsidentvalget i USA, og USA og Israel vil som de eneste lande i FN, igen stemme imod en ophævelse af blokaden.
Men efter valget må USA's præsident gøre et eller andet i dets forhold til Latinamerika. Også fordi Cuba den 14 januar 2013 spiller ud med, at cubanere frit kan emigrere til USA. Det vil USA heller ikke tillade, - USA tager i dag kun imod cubanere, hvis de er flygtninge fra Cuba til Florida. De har jo rigelig problemer med de latinoer, der illegalt kommer ind i landet og sender penge hjem.
Men det er fortsat ikke muligt for USA's befolkning frit at kunne tage på ferie på Cuba.!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Stig Rasmussen

Det lyder da som en fornuftig ide, så kan USA jo bare svare igen med frit våbensalg til alle sydamerikanske borgere, hvis landene mener at det skal være omkostningsfrit at producere og sende narkotika ud af landet.
At narkokrigen har fejlet retfærdiggører ikke at man så skal leje Rasmus Modsat.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nief Ehrrerany

Artiklen synes ret uklar på et vigtigt punkt; når man siger at der tales om legalisering i Sydamerika, står det ikke klart om der alene menes marihuana, eller om kokain falder under samme kategori.

Hvad angår det med findelønnen, er der vist ingen tvivl om hvordan det vil blive modtaget i Washington. Nemlig med et klart DUH! For der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvordan forskellige regimer ligefrem vil kunne se en fordel i at dyrke for derefter at konfiskere stoffer, og se processen som vejen til et direkte og kontinuerligt statstilskud fra USA.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mads Nielsen

Hvilken original og ganske enkelt genial ide! Lad os da bruge legalisering til at bekœmpe al organiseret kriminalitet som vi ikke kan kontrollere! Vi er også ved at tabe kampen med de tre nœst-største ulovlige markeder, henholdsvis våbenhandel, menneskehandel og antikvitetshandel. Så lad os nedlœgge Interpol og se og få legaliseret hele vejen rundt; så kan vi allesammen fejre det enorme drop i kriminel aktivitet med et rask lille slag kokain serveret af vores slave-tøs fra Uganda, Filipinerne eller Polen mens vi tager ud i skoven og skyder med vores Kalashnikov og vores sjœldne franske duel-pistoler fra 1600-tallet! Hvor inspirerende.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Darlie

"At narkokrigen har fejlet retfærdiggører ikke at man så skal leje Rasmus Modsat."

Hvorfor gør du det så ?

Jeg tror iøvrigt du mener 'lege' rasmussen modsat.

"så kan vi allesammen fejre det enorme drop i kriminel aktivitet med et rask lille slag kokain serveret af vores slave-tøs fra Uganda"

Sikke en fantasi, er du på piller ?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Stig Rasmussen

Henrik Darlie,hvad vil du kalde skiftet fra forbud til total legalisering? - iøvrigt kan jeg ikke helt forstå hvad du laver på en debat side, når alt hvad du kan kapere at skrive er one-liners...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for S.O. L

Send justitsministeriet til Sydamerika og få så lavet en moderne narko politik i DK.

Er alt for dyrt for os alle sammen med den eksisterende både økonomisk og menneskeligt.

Afkriminaliser misbrugere og brugere, giv dem lov til at dyrke deres egne rusmidler.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Darlie

Stig Rasmussen siger:
"Henrik Darlie,hvad vil du kalde skiftet fra forbud til total legalisering?"

Det ved jeg ikke. Det er et mærkeligt 'ekstemistisk' spørgsmål. Tror du selv på total legalisering eller tror du kun på totalt forbud?

"iøvrigt kan jeg ikke helt forstå hvad du laver på en debat side, når alt hvad du kan kapere at skrive er one-liners…"

Det vil jeg gerne tro. men lad mig hjælpe lidt: hvad laver du selv på en debatside ?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Darlie

jeg citerer lige mig selv:
"Henrik Darlie siger:
USA burde tvinges til at producere stoffer til deres egne narkomaner, det ville fremme stabiliteten i andre lande, f.eks. afghanistan."

usa kunne sikker godt tænke sig at overtage magten i mexico, således at de kan 'frelse' mexikanerne fra narkobaronerne, så slipper de også for at hvidvaske deres penge i usa, men kan istedet gøre det lokalt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Krogh

Simon Olmo Larsen

"Er alt for dyrt for os alle sammen med den eksisterende både økonomisk og menneskeligt."

Måske, men en legalisering har en bagside. Vi har et helt legalt alkohol-marked, og trods konstante kampagner for at sætte forbruget ned, så er der et enormt antal misbrugere herhjemme. Små 4% af befolkningen - den samlede befolkning altså! - er direkte afhængige, og et tilsvarende antal har et misbrug, uden at der er tale om egentlig afhængighed.

Og det vel at mærke af et rusmiddel der trods alt er "nemt" at kontrollere og - for de fleste brugere - at dosere. Hvad sker der den dag kokain, heroin, amfetamin, ecstacy, fantasy, LSD, ... bliver ligeså udbredte og nemt tilgængelige som alkohol?

Du tror vel ikke det ikke får konskvenser i form af udbredelse?

Jeg siger ikke at der ikke er problemer forbundet med en restriktiv narkopolitik, men det er ualmindelige naivt at tro at en legalisering løser alle problemer. Vi vil få løste nogle, men skabte masser af andre.

Spørgsmålet er hvilken pris vi er villige til at betale.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for S.O. L

Thomas

Du glemmer medicin industrien, jeg syntes de tal der kommer derfra er mere skræmmende end de tal der kommer fra narko industrien både hvad angår dødstal og afhængighed.

Jeg kan ikke forstå hvad danskernes alkoholforbrug har at gøre med en legalisering af naturlige rusmidler?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels  Mosbak

Thomas Krogh

"Spørgsmålet er hvilken pris vi er villige til at betale"

Spørgsmålet er hvilket "vi" du refererer til?

60.000 drab i Mexico - er det en pris "vi" er villige til at betale?

Ja. tilsyneladende er det noget DU kan acceptere - jeg kan ikke så det selektive "vi" kan kun omhandle dig selv og andre uvidende.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Krogh

Simon Olmo Larsen

"Du glemmer medicin industrien, jeg syntes de tal der kommer derfra er mere skræmmende end de tal der kommer fra narko industrien både hvad angår dødstal og afhængighed."

Hvad har de tal med rusmiddelinudstrien at gøre?

--

"Jeg kan ikke forstå hvad danskernes alkoholforbrug har at gøre med en legalisering af naturlige rusmidler?"

Ah hva???

Alkohol er vores eneste de facto lagaliserede naturlige rusmiddel. Er der ikke nogle erfaringer vi skal drage der?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Krogh

Niels Mosbak

"Spørgsmålet er hvilket “vi” du refererer til?"

Os som samfund. Jeg antager at det er en beslutning - hvad enten vi vælger den ene eller anden vej - vi alle skal leve med?

--

"60.000 drab i Mexico - er det en pris “vi” er villige til at betale?

Ja. tilsyneladende er det noget DU kan acceptere - jeg kan ikke så det selektive “vi” kan kun omhandle dig selv og andre uvidende."

Og hvad vil konsekvensen blive hvis vi ekstrapolerer skaderne af alkoholmisbruget ud på den udbredelse af andre rusmilder, der vil følge af en legalisering?

Du mener ikke det vil få konsekvenser hvis vi i hele samfundet får lige så let ved at købe og bruge stoffer som kokain/fantasy/ecstasy, som man har i dag i visse dele af nattelivet?

Så spar mig for dit ævl om at andre er "uvidende", tak.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for S.O. L

Thomas

Ecstasy, kokain og fantasy er udbredt i hele samfundet og ikke kun i visse dele af nattelivet.

At tro at et stof som kokain kun er udbredt i visse kredse af nattelivet er at være uvidende.

Hvordan ville en legalisering til dyrkning af naturlige rusmidler føre til mere misbrug?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Krogh

Simon Olmo Larsen

"Ecstasy, kokain og fantasy er udbredt i hele samfundet og ikke kun i visse dele af nattelivet."

Ikke nær så udbredt som alkohol.

--

"At tro at et stof som kokain kun er udbredt i visse kredse af nattelivet er at være uvidende."

Det skrev jeg så heller ikke.

--

"Hvordan ville en legalisering til dyrkning af naturlige rusmidler føre til mere misbrug?"

Af samme grund som misbrug af det naturlige rusmiddel, alkohol, er så udbredt i dag. Jo nemmere det er at skaffe, og jo mere acceptabelt det er at bruge, jo mere misbrug.

Danmark har een af de mest liberale alkohol-traditioner og -kulturer i verden. Vi har - "sjovt nok" - også eet af de allestørste problemer med børn og unges druk:

http://www.boernogunge.dk/internet/boernogunge.nsf/0/D28C8BA89A1CCF75C12...

Jeg antager at du ikke mener det er tilfældigt?

Så hvorfor er det du helst vil ignorere vores erfaringer med alkohol?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels  Mosbak

Thomas Krogh

Konsekvensen af vores nuværende narkotikapolitik har siden 1970'erne været ca. 250-300 døde, af direkte narkotikaindtag, hvert år.

Oftest får stiknarkomaner en overdosis når stoffet er for rent.
Resten af narkomaners elendige liv, er de under konstant stress af politi og jagten på det næste fix.

Det behøver ikke være sådan - fri heroin af god kvalitet, indtaget under hygiejniske former kan man såmænd overleve på i mange, mange år.

Cannabis er i dag udbredt til den mindste flække og der mangler ikke evidens for at det er årsagen til rocker- og indvandrerbanders krig, med deraf følgende skyderier og drab, også drab der rammer udenforstående.

Det behøver ikke være sådan, blot se på hvorledes Holland eller Portugal har tacklet problemet, således at staten får et provenue ud af det. Der omsættes for anslået 2 milliarder om året i Danmark.
Tænk på at cannabis ikke har nogen dødsfald på samvittigheden - ingen er nogensinde døde af at ryge det. Det samme kan man ikke sige om alkohol - der sker dødsfald hvert år.

Din forestilling om at det kun er i nattelivet det er nemt at skaffe extasy, speed og kokain, beror på din uvidenhed.
På et tidspunkt var det således at man i trekantsområdet havde nemmere ved at skaffe topkvalitet coke end cannabis, fordi adskillige skibe anløb østjyske havne med kokain ombord.

I øvrigt er der ingen som helst tegn på at f.eks. legalisering af cannabis vil medføre flere brugere - tværtimod, viser en hollandsk undersøgelse, at der er færre brugere af cannabis i Holland, lige som der er færre brugere af hårde stoffer, sammenlignet med populationer af tilsvarende størrelse i andre europæiske lande.

Så forestillingen om at man kan ekstrapolere alkohols skadevirkninger ud på et øget narkotikaindtag som følge af en liberalisering af narkotika holder ikke.

Men du synes altså det går godt - med "mere af det samme" som har været kursen de sidste 50 år inden for dansk narkopolitik?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for S.O. L

Thomas

Selvfølgelig kan man sammenligne medicin og narkotika, hvem har udviklet det meste narkotika?

Hvem tjener flest penge på at sælge deres narkotika, det gør medicin industrien..

Jeg forstår ikke det med vores og vi, du hele tiden bruger.

Hvorfor ignorerer du erfaringerne med at kriminalisere nogle slags narkotika i vores samfund?

Du maler fanden på væggen uden at vide hvorfor du gør det.

Alkohol industrien har et pr budget der ville gøre alle anti alkohol kampagner grønne af misundelse.

Så at tro at retten til at dyrke sine egne rusmidler vil fører til flere misbrugere tror jeg ikke på.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sven Damm

Til de mennesker der græder over de sundhedsmæssige konsekvenser der er ved en legalisering (halvejs rundt om jorden, hvor jeres mening er lige præci nul og nix værd) skal huske at de stakkels vesterlændinge der ved en legalisering løber og ud og bruger alle deres penge på coke IKKE er problemet i denne her debat. Vi heroppe er slet ikke en del af ligningen. De der vil købe coke mm. her i landet samt i USA har ingen problemer med det som det ser ud nu.

Altså skal en legalisering ikke ses som et bud på hvordan man løser VORES problemer, men hvordan de løser deres.

Jeg er sikker på at indbyggerne i Mexico city med glæde vil lade hele Europa drukne i coke de selv vælger at købe for at gøre organiseret bandekriminalitet til en dårligere forretning end det er nu.

Legaliser - om ikke af de åbenlyse ideologiske årsager, så å grund af de praktiske.

Og lad venligst os misbrugere sejle i vores egen sø, tak.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Krogh

Niels Mosbak

"Konsekvensen af vores nuværende narkotikapolitik har siden 1970’erne været ca. 250-300 døde, af direkte narkotikaindtag, hvert år."

Konsekvensen af vores nuværende alkoholpolitik er et langt større antal døde per år. Udover de direkte dødsfald som følge af misbrug, er alkohol involveret i bunker af andre dødsfald:

http://www.si-folkesundhed.dk/Ugens%20tal%20for%20folkesundhed/Ugens%20t...

--

"Oftest får stiknarkomaner en overdosis når stoffet er for rent.
Resten af narkomaners elendige liv, er de under konstant stress af politi og jagten på det næste fix.

Det behøver ikke være sådan - fri heroin af god kvalitet, indtaget under hygiejniske former kan man såmænd overleve på i mange, mange år."

Det kan man også med et moderat alkoholforbrug. Det jeg taler om er den latente risiko der er for en eksplosion i misbrug, der altid følger med udbredelse af et rusmiddel.

--

"Cannabis er i dag udbredt til den mindste flække og der mangler ikke evidens for at det er årsagen til rocker- og indvandrerbanders krig, med deraf følgende skyderier og drab, også drab der rammer udenforstående.

Det behøver ikke være sådan, blot se på hvorledes Holland eller Portugal har tacklet problemet, således at staten får et provenue ud af det. Der omsættes for anslået 2 milliarder om året i Danmark.
Tænk på at cannabis ikke har nogen dødsfald på samvittigheden - ingen er nogensinde døde af at ryge det. Det samme kan man ikke sige om alkohol - der sker dødsfald hvert år."

Cannabis er også et af de midler jeg mener man med rimelighed kunne legalisere. Det er ikke risikofrit, og et årelangt misbrug kan have forfærdelige konsekvenser, men det vil være eet af de stoffer hvor afvejningen kan tale til fordel for legalisering.

Risikoen er langt større ved opiater og lignende - både af doseringsmæssige og konsekvensmæssige årsager.

--

"Din forestilling om at det kun er i nattelivet det er nemt at skaffe extasy, speed og kokain, beror på din uvidenhed."

Så læs lige igen, i stedet for at udstille din egen uvidenhed.

--

"I øvrigt er der ingen som helst tegn på at f.eks. legalisering af cannabis vil medføre flere brugere - tværtimod, viser en hollandsk undersøgelse, at der er færre brugere af cannabis i Holland, lige som der er færre brugere af hårde stoffer, sammenlignet med populationer af tilsvarende størrelse i andre europæiske lande.

Så forestillingen om at man kan ekstrapolere alkohols skadevirkninger ud på et øget narkotikaindtag som følge af en liberalisering af narkotika holder ikke."

Men hollænderne har jo netop skærpet reglerne for netop at bremse problemerne med hårde stoffer.

Det skal vel også med i billedet?

--

"Men du synes altså det går godt - med “mere af det samme” som har været kursen de sidste 50 år inden for dansk narkopolitik?"

Nej, men derfra og så til at legalisere alle hårde stoffer er der ualmindeligt langt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Det er efterspørgslen, der skal bekæmpes eller reduceres, ikke produktionen og transporten..

Hvordan reducerer man efterspørgslen? Det gør man ved at tale med børn og unge om narkotikaen, om stofferne og virkningen og skadevirkningen, ved at undervise om det i skolerne, ved at have en offentlig strategi. Og ved gradvis at legalisere brug. Af marihuana i hvert fald, og i klinikker for narkomaner.

Ligesom med alkohol. Og der er vel ingen, der forestiller sig genindførelse af "forbudstiden" i USA hvad alkohol angår.

Problemet er, at USA nægter at se i øjnene, at der er en efterspørgsel i USA, der skaber det illegale marked, der fører til kriminaliteten, ikke mindst sydpå.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Krogh

Simon Olmo Larsen

"Selvfølgelig kan man sammenligne medicin og narkotika, hvem har udviklet det meste narkotika?

Hvem tjener flest penge på at sælge deres narkotika, det gør medicin industrien."

Og? Er det et argument for legalisering?

--

"Jeg forstår ikke det med vores og vi, du hele tiden bruger."

*Vi* fordi de regler og love *vi* indfører får konsekvenser for *alle* her i landet. Misbrug af rusmidler er et samfundsproblem. Dine og mine børn skal leve med den rusmiddelpolitik vi nu engang vælger at have. Derfor *vi*.

Troede du at det udelukkende handlede om dig?

--

"Hvorfor ignorerer du erfaringerne med at kriminalisere nogle slags narkotika i vores samfund?"

Er det at "ignorerer" at sige at det har konsekvenser, også at legalisere?

--

"Du maler fanden på væggen uden at vide hvorfor du gør det. "

Simpelt. Jeg har ingen problem med at børn og unge lærer fornuftig omgang med mildere rusmidler som alkohol og cannabis, selvom selv disse kan misbruges. Men der er absolut *intet* formildende ved den fysiske og psykiske afhængige og psykoser man meget nemt får af opiater og den slags.

--

"Alkohol industrien har et pr budget der ville gøre alle anti alkohol kampagner grønne af misundelse."

Så lad os da endelig gøre alle opiater, kokain og synteter legale, og dermed få pumpet lige så mange reklamekroner i dem, ikke?

Eller det mener du måske ikke længere når først din datter rammer den første ecstasy-psykose?

--

"Så at tro at retten til at dyrke sine egne rusmidler vil fører til flere misbrugere tror jeg ikke på."

Hvilke rusmidler taler du her om?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Darlie

Der er alternativ til legalisering, nemlig afkriminalisering. Desuden har problemet ikke noget med handel af børn og kvinder at gøre.

"imodsætning til en alkoholiker kan man ikke være fungerende heroin misbruger"

Hvor får du sådan noget sludder fra. At man ikke er 'fungerende' (dysfunktionel) er netop et kendetegn på en aktiv alkoholiker, som vi for god ordens skyld bare kan kalde en misbruger. I misbrugssammenhæng er der ikke den store forskel på alkohol og heroin, 'mekanikken' er i det store og hele den samme, og den kan alverden politi og soldater ikke lave om på.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ann Bille

@Sven Damm: nej det går netop ikke kun ud over den der køber og tager stoffet, ligesom man fx også ved at børn lider under at deres far eller mor drikker for meget akohol. Det samme gælder ved folk der misbruger stoffer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for S.O. L

Thomas

Nej tror ikke det handler om mig tror det handler om hvad der er for alles bedste.

Kan dog godt få den ide at det er dig der er på korstog.

At du ikke kan se en sammenhæng mellem at vi fylder vores ungdom med adfærdsændrende medicin og alkohol. der begge har et pr budget på str. med Coca cola. Samtidig med at vi ikke vil tillade at folk dyrker deres egen rusmidler kan jeg ikke hjælpe dig med..

Der findes ufatteligt mange rusmidler man selv kan dyrke, cannabis, svampe, salvia, dmt, galnebær, opiums valmuer etc ...

Du læser ikke hvad jeg skriver, jeg skriver at man skal have ret til at dyrke sine egne rusmidler til sit eget forbrug ikke gøre det til en industri!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels  Mosbak

Ann Bille

Har du nogen som helst indsigt i hvilke oplysningskampagner der iværksættes for børn og unge i skolerne?

Tror du selv i ramme alvor, at børn og unge i dag er uvidende om stoffer - eller at de unge ved mindre om stoffer end deres forældre?

Børn og unge i dag har en betydeligt større indsigt i stoffer og deres virkning end forældregenerationen, hvoraf de fleste kun har viden fra pressen, som bekendt er afprøvning af stoffer noget der hører ungdommen til.

Det at noget er tilladt er ikke det samme som at så er det noget alle gør.

Men det kræver noget mere kvalificeret undervisning af forældrene, der ikke længere bare kan argumentere med at det er forbudt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Krogh

Simon

"Nej tror ikke det handler om mig tror det handler om hvad der er for alles bedste.

Kan dog godt få den ide at det er dig der er på korstog."

Fordi jeg siger at det har konsekvenser for samfundet som sådan, hvad vi end vælger at gøre på rusmiddelområdet?

--

"At du ikke kan se en sammenhæng mellem at vi fylder vores ungdom med adfærdsændrende medicin og alkohol. der begge har et pr budget på str. med Coca cola. Samtidig med at vi ikke vil tillade at folk dyrker deres egen rusmidler kan jeg ikke hjælpe dig med.."

Du har stadigt ikke forklaret hvorfor det er et argument, at man netop bruger mange penge på reklame for andre stoffer, at det er ok at din datter blæser hjernen ud med kokain eller fantasy.

--

"Der findes ufatteligt mange rusmidler man selv kan dyrke, cannabis, svampe, salvia, dmt, galnebær, opiums valmuer etc …"

Absolut. Der findes også masser af måder man kan slå sig selv ihjel på mere eller mindre langsomt. Jeg kan bare ikke se det heller udgør et argument for legalisering.

--

"Du læser ikke hvad jeg skriver, jeg skriver at man skal have ret til at dyrke sine egne rusmidler til sit eget forbrug ikke gøre det til en industri!"

Vil du legalisere køb og brug af f.eks. kokain, inklusive f.eks. crack og alle synteterne? Hvad nu hvis man laver og/eller destillerer dem selv, hjemme i garagen?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Krogh

Niels Mosbak

"Det at noget er tilladt er ikke det samme som at så er det noget alle gør."

Det ændrer ikke vi - her til lands - når det gælder alkohol som jo er både legalt og udbredt, har et så abnormt misbrug blandt børn og unge.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Stig Rasmussen

Henrik Darlie:

Selvfølgelig er der forskelle, en fungerende alkoholiker kan meget vel passe sit job og drikke moderat i arbejdstiden og give den gas når han kommer hjem,

En heroinmisbruger ikke vil være i stand til noget som helst, rusen vil være der konstant og i den vil man sidde apatisk, jagten efter nye stoffer vil komme med det samme bagefter.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Holger Madsen

USA kan jo bare pålægge varene en told, hvis de ønsker at begrænse importen.
I hvert fald opnår Latinamerika, at få stridighederne omkring narkotransporten lagt op langs USA's grænse, i stedet for i deres lande.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sven Damm

Ann Bille

Det er rigtigt, men det er så forudsagt at en ... afkriminalisering i sydamerika vil medføre et øget antal misbrugere i vensten/Danmark. At de lemper deres regler ændrer ikke på reglerne eller tilgængeligheden her i landet, hvorfor der ikke nødvendigvis vil komme flere misbrugere her.

Man kan til gengæld sige at hvis de latinamerikanske bønder ikke længere skal frygte narkobaroner og paramilitære styrker for at dyrke coca (som alverdens "for børnenes skyld!"-argumenter ikke kan ændre på) kan det være deres børn får det bedre. For ikke at tale om de børn og unge i Honduras, Mexico etc.

Ann Bille - step it up please.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Man må antage at i tilfælde af legalisering af narko, så vil samfundet igangsætte nogle helt andre informative oplysningskampagner mod misbrug, end de intetsigende kampagner vi ser i dag...

Stig, i hundredevis af sundhedsarbejdere fungerer på morfin i det danske sundhedssystem.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sven Damm

Ann Bille
"At latinamerikanske bønder kan dyrke deres coca i fred for narkobaroner er for mig ikke grundt til at man bør legalisere det dødsensfarlige stof kokain."

Så forstår jeg ikke? Vil du ikke bevare kokains ulovlighed for at beskytte verdens befolkning imod at købe det (villigt) for deres penge?
Det er altså folks sikkerhed der er i spil, som jeg ser dit synspunkt.
At man i sydamerika har krigslignende tilstande fordi vi bl.a. i danmark køber rigtigt meget kokain er altså grund nok for dem til at legalisere det - de vil nemlig skide dine børn og venners sundhed og misbrug et stykke - og med god grund. De bliver slået ihjel med macheter, vi bruger vores SU på coke.

anbefalede denne kommentar

Sider