Sublim nordisk ruin

I sjette og sidste bind af Karl Ove Knausgårds selvbiografiske romanværk ’Min kamp’ når vi til vejs ende og i en forstand også hinsides den selvbiografiske romans jegforbandelse til en socialitet. Et mesterværk: Nej! Det vigtigste og mest radikale stykke litteratur i nyere nordisk litteratur: Ja!

Det var forudsagt, at det i sidste bind af Knausgårds Min kamp endelig skulle komme til et livtag med det værk, som har mere end ligget på lur under hele hans kolossale selvbiografiske romanprojekt, nemlig Adolf Hitlers Min kamp. At det mest megalomane jeg-værk i nyere nordisk litteratur skulle udsætte sig selv for den ultimative test i forhold til det mest forhadte værk i litteraturhistorien. Som forfatteren også er opmærksom på, så ligner den unge Hitler og Karl Ove hinanden:

»Hitlers ungdomstid ligner min, hans afstandsforelskelse, hans desperate ønske om at blive noget stort, for at hæve sig op fra sig selv, hans kærlighed til moren, hans had til faren, hans brug af kunsten som et jeg-udslettelsens og de store følelsers sted. Hans problemer med at knytte sig til andre mennesker, hans kvindeophøjelse og kvindeangst, hans kyskhed, hans renhedslængsel.«

Jeg er ikke sikker på, at sammenligningen med Hitler holder hele vejen, for den er også patetisk og postuleret, men til gengæld holder i dette sidste bind Knausgårds flere hundrede sider lange analyse af Hitlers vej til at blive den, han blev, ligesom Knausgård overbeviser med sin gendrivelse af Hitler-historikeren Ian Kershaws ellers så dominerende billede af Hitler. Knausgård får sagt nyt om Hitler, får ham på sin vis gjort mere menneskelig – og dermed også mere uhyrlig.

Jeg, du, vi

Dyrkelsen af jeget har Hitler og Knausgård til fælles, såsom bestræbelsen på med hele deres jeg at gå ind i deres tid og sammenfatte den. Det er selvfølgelig også derfor, at Knausgård bliver bange for sin egen skygge og for sit eget værk. Og derfor han her i sidste bind så at sige går i terapi med Hitlers værk, for at finde sin egen forskel fra det.

Det, Knausgård her finder ud af, er, at Hitler afviser du’et, og at han står uden for vi’et, altså fællesskabet, men at han længes efter det. I kort form bliver Hitlers løsning, at han finder ud af, at han med udgangspunktet i jeget kan tale direkte til vi’et og få det til at gløde hos andre. Jeg og vi løber sammen. Men hvad med Knausgård selv? Han indser, at redningen fra det megalomane jeg ligger i du’et, i det korrigerende blik, relativeringen eller den andens relativerende blik på en selv. Den, der tager den fordring på sig, er så at sige også immuniseret mod jeg’ets galopperende megalomani.

I en vis forstand handler hele sidste bind, ja, hele det samlede værk, om at komme ud af jeg’et og frem til du’et. Men jeg er i tvivl om, hvorvidt det lykkes for Knausgård. Der er ingen tvivl om, at det til sidst i romanen postuleres, at Karl Ove finder fred i livet med familien og i sin etiske forpligtelse i forhold til den psykisk labile hustru – og på det alter, som det hedder i bogens sidste sætning, ofrer forfatterskabet, for »denne bog har gjort ondt på alle«.

Knausgård-kulten

Jeg tror imidlertid, at mødet med Hitlers bog er den afgørende nøgle til at forstå det underlige skifte i Knausgårds værk og postulat om at nå du’et. Ved at gå ind i sig selv, så langt ind i sit eget jeg som ingen anden nutidig forfatter, er han også samtidig kommet længere ud i vi’et. Det er det uhyggelige og her, han opdager, at han ligner Hitler, at han besidder noget af den samme forføreriske kraft som han, når han rækker ud efter vi’et. Det er det paradoksale med Knausgårds bøger, at jo mere han går i dybden med sig selv, jo mere almengyldig bliver han. Jo mere han skriver om sig selv, jo mere synes folk, at de genkender sig selv i ham. Kvinder forelsker sig i ham, og mænd vil være som ham.

Dette gør det forståeligt, hvad der er projektet i sidste bind af Knausgårds romanværk, hvor han i høj grad vender sig mod sig selv og besinder sig på hele projektet, og hele hans jeg-fortælling underkastes en ny kritisk undersøgelse.

Det gør hans sidste bind til endnu et interessant eksperiment. Ikke nødvendigvis smukt og velkomponeret, men råt og vildt.

Nye eksperimenter

Efter at de foregående bind formmæssigt har været mere traditionelle udviklingsromaner, så er han her i sjette bind igen formmæssigt eksperimenterende, ligesom han især var det i de to første bind. Han springer konstant mellem fortælling og essaystik. Og han gør det i så rigt mål, at det næsten bliver for meget af det gode. Men også kun næsten, for Knausgård er helt suveræn i disse skift.

Han tillader igen sig selv at skrive om billedkunst og montere den ind i handlingen som små brud af en anden slags erkendelse. Og han får genskrevet hele den modernistiske litteratur og placeret sine egne ambitioner i forlængelse af forfattere som Shakespeare, Proust, Joyce, Mann, Broch og Kafka. På en legende let måde. Og ikke mindst får han over 100 sider skrevet om Paul Celans Holocaust-poetik på en måde, som uden tvivl kan diskuteres, men som får denne læser til at forstå mere om Celan, end han hidtil har gjort.

Og dermed nærmer jeg mig et svar på, hvorfor Knausgårds projekt lykkes – også uden det postulerede du til sidst. Hvorfor det lykkes at overskride det selvoptagede jeg og nå en erkendelse, som er større end det enkelte jeg. Det hele ligger i hans stil, for stilistisk har romanværket indbygget modstemmer og perspektiver mange forskellige steder fra. Han går ind i sin tid med hele sit jeg, stiller sig selv til rådighed for den undersøgelse af nutidsmennesket, men uden at ende noget entydigt sted, for alle mulige andre stemmer taler med i koret.

Hvad der imidlertid er mere tvivlsomt her i sjette bind er Knausgårds forsøg på at skandalisere sig selv som forfatter. Farbror Gunnar, som på familiens vegne er den forurettede og forsøger at bremse værkets udgivelse, fordi han mener, at Knausgård med sin hårde skildringer af faderens druk og død besudler familiens ære. Gunnar fylder unødvendigt meget. Vi skal igen og igen høre om hans nye tiltag og retslige skridt i forhold til udgivelsen. Det er væsentligt, men det kan ikke helt bære det og kommer i stedet til at virke som forfatterens forsøg på at gøre romanen mere interessant, hvilket er helt unødvendigt.

Adskillige tusinde sider på bare nogle få år er Knausgårds bedrift. Min kamp er ikke det mest velskrevne og helstøbte værk, men uden tvivl det mest konsekvente, kompromisløse og radikale værk i ny nordisk litteratur. Knausgård har sat jeg-fortællingen på spidsen og brugt sig selv til at skrive den ultimative roman om den moderne mands krise. Min kamp er ikke nogen ubetinget skønhed, men en fantastisk ruin. Den er ikke smuk, men sublim. Jeg er ikke i tvivl om, at når boet skal gøres op om nogle årtier, vil man sige, at den står tilbage som periodens vigtigste.

Fakta

Karl Ove Knausgård
På dansk ved Sara Koch
Lindhardt og Ringhof
1295 sider
399,95 kroner

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu