Virkelig trættende fiktionsleg – nu på film

Når Claus-Beck Nielsen alias Nielsen alias Beckwerket alias Helge Bille Nielsen siger »HOP!«, så hopper vi – ikke mindst her på dette dagblad. Den performative multikunstners identitetsforhandlende virke er nemlig et perfekt – og kryptisk – eksempel på moderne koblinger af virkelighed og fiktion. Det arbejder både litteraturen og filmkunsten intenst med i disse år, hvilket et blik på CPH: DOX’ program afslører.

Men Max Kestners Identitetstyven om og af en person fra Nielsens værk reducerer spørgsmålet til en kedelig, kunstlet og helt utidig selviscenesættelse.

Da ’Nielsens’ kunstnermakker, Thomas Skade-Rasmussen Strøbech (også kendt som Thomas Altheimer), i 2009 trak Nielsen i retten for at have (mis)brugt hans virkelige navn og privatliv i det identitetshallucinerende politiske romanværk Suverænen, var det et kunstnerisk stunt, der bragte fiktionsspørgsmålet helt ud i offentlighedens institutioner (og ned i universitetsopgaverne.) Identitetstyveriet leger, tre år efter denne spøjse begivenhed, med Thomas’ ’private’ og ’menneskelige’ oplevelse af balladen.

Med op til tre kameraer, oftest bestyret af Thomas selv, følger vi hans deprimerende selvfortabte kærlighed til og kamp imod Nielsen: Han elsker ham, han hader ham, han er ensom og indbildsk, han bliver vred på en skuespiller, der spiller Nielsen (fiktion findes jo ikke ifølge hans position), og han forsøger i filmens bedste del at genrejse sin ære ved at sælge Nielsens Suverænen i USA til oversættelse i eget navn. Ingen er interesseret i den (gab) europæiske pseudointellektualitet. Nielsens ’fiasko’ (det er jo Nielsens forpulede bog) er pludseligt blevet overtaget af Thomas. Av.

Banal selviscenesættelse

Enkeltsituationer i filmen er sjove, men det meste er kunstlet og forstemmende. For mens Thomas’ dagbogsoptagelser formodentlig skal skabe autenticitetseffekt, så understreger de snarere selviscenesættelsen – ikke på en (teoretisk) interessant måde, men på banalt afkoblende vis.

Man tror nemlig aldrig på mennesket Thomas – blandt andet fordi han udtrykker sine følelser, så det passer for skolebogsagtigt korrekt på ’værket’. Og hvis man blot skal se filmen som en sådan korrekt udbygning af retssagens kompleksitet, er der intet nyt at komme efter. Den ironi, der fremstilles gennem Rasmussens selvfornægtende besættelse af den mere succesfulde Nielsen, indeholder hertil ikke en tiendedel af den skarphed og kompleksitet, som Suverænen tematiserede i sine virtuose skriverier om identitet, sammensmeltning og afhængighed. Og det er svært at se instruktør Kestners kritiske greb om det tre år gamle filmmateriale.

Thomas passer for godt ind i det medierefererede spil og forsøger at genvække en i virkeligheden banal interesse for, om det hele var et stunt eller »alvorligt«.

Skulle man tvangsanalysere Identitetstyveriet som en ny interessant brik i Rasmussen og Nielsens lange egostrid, så kan den ses som Rasmussens snedige, forsmåede underminering af deres kunstprojekt – simpelthen af den grund, at filmen er så trættende, at man herefter ikke længere orker at interessere sig, eller hoppe, for den gamle retssag.

Identitetstyveriet. Instruktion: Max Kestner. Engelsk uden danske undertekster. Vises i dag kl. 19.00 i Grand Teatret. www.chpdox.dk