Syrisk filminstruktør: Vesten skal droppe sine bekvemme bortforklaringer

Filminstruktøren Orwa Nyrabia blev Syrien-konfliktens cause celebre, da stjerner som Robert de Niro og Robert Redford protesterede mod hans fængsling i august. Men i dag, efter frigivelsen og en privilegerets rejse ned i Assad-styrets underverden for de uønskede, er han ikke blot fyldt med taknemmelighed, men har også en opsang til Vesten om at droppe sine bekvemme bortforklaringer for ikke at gøre noget ved tragedien

Orwa Nyrabia var fængslet i tre uger i Syrien.

Tine Sletting

»Hvor kender du Robert de Niro fra, spurgte de. De forstod ikke, hvad det var for en fyr, de havde fået fat i. Og jeg forstod det faktisk heller ikke selv,« griner Orwa Nyrabia, mens han skutter sig i vinterkulden på Halmtorvet og tænker tilbage på slutningen af august i mindre behagelige omgivelser i den militære efterretningstjenestes frygtede forhørslokaler i Damaskus.

Udenfor fangekælderen rullede en international medier kampagne på de høje nagler for at få den syriske filminstruktør løsladt med folk som Robert de Niro, Martin Scorsese, Robert Redford, Kevin Spacey og Jeremy Irons, der protesterede mod hans arrestation og medier som The New Yorker, Guardian – og Information –¬ der skrev om ham. Og det gjorde hans fangevogtere nervøse.

»Svaret var, at jeg selvfølgelig ikke kender Robert de Niro eller nogen af alle de andre. En stor international kampagne rullede, og de Niro var flink nok til at støtte. Leftwing allstar-solidaritet fungerer stadigvæk. Men sandheden er nok også, at jeg var et bekvemt punkt for alle folk at samles om,« konstaterer den syriske dokumentarfilminstruktør nøgternt.

Rejsen ned i Assad-styrets underverden, hvor op mod .... er forsvundet i de seneste knap tyve måneder var et usædvanligt besøg for filminstruktøren, der er kortvarigt i Danmark som jury-medlem i CPH DOX’ Amnesty-award og er velkendt i danske dokumentarfilmkredse, blandt andet som arrangør af dokumentarfilmfestivalen DOXBOX.

» I Syrien er der en tendens til, at regimet lader folk, der er blevet stemplet som intellektuelle og højttalende, forblive i frihed, så de kan sige, at de ikke anholder folk med en anden holdning. De ser os som uskadelige; vi taler bare. Men pludselig havde de arresteret et par folk, jeg kendte, og under torturen havde de sagt mit navn, og en eller anden besluttede, at jeg skulle anholdes,« forklarer han.

Velkomsttæsk

Hammeren faldt i lufthavnen på vej ud af landet, på vej til endnu en filmfestival, da en stående ordre om at anholde ham blev aktiveret, og Orwa Nyrabia trådte ind i en anden verden, han måske nok have hørt om, men ikke selv oplevet.

»Det var som en kidnapning. I samme øjeblik, de så ordren, blev min mobiltelefon revet ud af hånden, så jeg ikke kunne nå at fortælle det til nogen. De kørte mig til efterretningstjenestens afhøringscenter i Damaskus. I receptionen stod et hold parat, 30-40 mennesker, og ventede på mig, og så fik jeg velkomsttæsk; improviseringer over, hvordan man kan banke folk; En ville springe op i luften og lave et flyvespark på mig, en anden slog mig i hovedet, andre sparkede. Så fik jeg håndjern på og blev tvunget ned på knæ. De begyndte at stille spørgsmål; hvem jeg kendte, hvad koderne var til min computer, min telefon og så videre, og alt afhængigt af, hvordan jeg svarede fik jeg så flere tæsk. Så blev jeg smidt ned i kælderen og ind i en celle. Cellen var 3 x 7 meter. Vi var 80 mennesker i den. Der var så fyldt, at vi havde skiftehold; man stod op i 12 timer, og så sov man i 12 timer.«

Her ophørte Orwa Nyrabia som så mange andre fanger før ham med at være et individ i de næste 21 dage.

»Man føler, at de ejer en, og at de er ligeglade med hvad der sker med en. At døden hele tiden er en mulighed. Man ser, hvordan folk tortureres i et ufatteligt omfang og kastes ind i cellerne med åbne blødende sår. Jeg hørte lyden af tortur 24 timer i døgnet. Unge mennesker hallicinuerede efter lange torturseancer, blødende fra alle dele af deres krop. Det var et realitycheck. Jeg vidste, at det foregik i Syrien, men man indser det først, når man oplever det,« konstaterer han.

Selv oplevede Orwa Nyrabia en mere forsigtig behandling på grund af den internationale kampagne for hans løsladelse. Men for de andre indsatte i cellen var det anderledes.

»Måske 65 ud af de 80 var unge værnepligtige. De var blevet arresteret for f.eks. på et tidspunkt at være kommet til at sige ordet ’desertere’ eller ’flygte’, og så var de blevet anklaget for at ’at tænke på desertering’. De blev smidt ind på gulvet, frygtelig mishandlet. De kom fra alle dele af Syrien. De var nærmest et kort over landet. De var så søde, generøse og respektfulde. Jeg bliver rørt af at tænke på dem. Jeg var en af de ældste derinde, men de gjorde det muligt for mig at overleve derinde på samme måde som mine venner udenfor, der førte kampagne for mig,« fortæller han.

Mange af de andre indsatte i fængslet havde siddet der i syv, otte eller ni måneder og anede intet om syriens opløsning udenfor.

»En dag blev en fyr fra Homs smidt ind i vores celle, som havde været i isolationscelle i syv måneder. Han var ret nedbrudt af opholdet, og fordi jeg selv er fra Homs, blev han ved med at tale om de berømte delikatesse-forretninger i hans kvarter, og hvor meget han længtes efter dem. Jeg nænnede ikke at fortælle ham, at det kvarter, var det, der blev allerværst ramt af kampene. At det ikke eksisterer længere,« fortæller han.

Frygten for islam

De 21 dages fængsel og 15 dages forhør gav en uberegnet gevinst til gengæld for tæskene; et indblik i tankegangen hos regimets folk.

»De spurgte især om mine internationale forbindelser. De har et håb om at finde en forbindelse mellem alle de internationale organisationer og oprørets fremvækst i Syrien. De søgte hele tiden at finde et bevis for deres teori om, at revolutionen ikke var sket, fordi folk var dødtrætte situationen, men pga. et komplot med alle disse organisationer involveret, hvor folk som mig, der har kontakt med dem, er værktøjer for en konspiration, der går ud på at ødelægge Syrien. Det var et meget mærkeligt billede af verden. Jeg tror, det syriske styre er bygget på et mindreværdskompleks. De ser sig selv inferiøre i forhold til resten af verden og prøver at afskære landets borgere fra at være i kontakt med omverdnen af den grund. De har mange teorier om, hvorfor demokrati ikke kan gøre sig gældende her,« forklarer han.

Hos en enkelt af hans forførere syntes han dog, at han kunne fornemme noget andet:

»Vi havde nogle helt korte mellemmenneskelige samtaler. I begyndelsen da denne flinkere og mindre voldelige fyr, gav mig håndjern på, sagde han, ’når du bliver løsladt, vil du skrive om mig, du vil sige, det var manden, der gav mig håndjern på’. Det fik mig til at tænke, denne mand har nogle spørgsmål, noget menneskeligt. Ti dage senere, under et andet forhør, sagde han, at de havde oplysninger om, at jeg havde leveret reportage til al-Jazeera og al-Arabiya og den slags tv-stationer, hvilket var helt forkert. Jeg fortalte ham, nej, det gør jeg ikke, det er ikke mit job, jeg laver film, jeg ved ikke, hvordan man laver reportage. Han spurgte; ’hvad er forskellen?’. Så jeg gav ham et eksempel: Hvis en journalist kom hertil og skulle beskrive denne scene, så ville han filme, at du er autoriteten, og at jeg er filmskaberen, uden nogen som helst autoritet, frataget alle mine rettigheder, og han vil vise, at du presser mig til at sige ting, jeg ikke har lyst til at sige. Han blev lidt forskrækket, grinte og sagde; hvad med filmmageren. Jeg svarede: Filmmageren vil beskrive, at du er den med al autoriteten, at jeg er frataget alle mine rettigheder og bliver tvunget til at sige, hvad jeg ikke vil sige. Men så vil filmmageren bemærke, at når du giver mig håndjern på, så sagde du; ’en dag vil du fortælle om dette’.

Han kiggede undrende på mig og spurgte, hvad det betød. Jeg svarede; filmmageren vil bemærke, at du er et menneskeligt væsen, og at du har overvejelser om, hvorvidt det du gør, er rigtigt eller forkert. Med femten dages afhøringer var det muligt at finde en menneskelig forbindelse, selv med en afhører. Problemet er, at den tid har Syrien ikke i dag. Det er enten eller. Folk, der måske godt kan finde en godhed i deres hjerter, er også styrets gidsler og har ikke tid til at tænke. Det, som sker i Syrien i dag, bliver præsenteret som en trussel; at de vil dø, hvis ikke de vinder«.

Først og fremmest delte fagevogterne dog den frygt for islam, som også høres i det internationale samfund

»Afhørerne så, at jeg havde haft en skypesamtale med en fyr, jeg kender fra Homs, og de undrede sig; hvordan kan du som sekulær have kontakt med sådan en mand, han er jo en salafistisk ekstremist? Jeg kender de mennesker, og de er så langt fra at være salafister! Men regimet er styret af denne islamofobi, som minder om den vestlige islamofobi. Det er denne frygt, der gør styret i stand til at mobilisere minoriteterne i Syrien og gøre dem bange for revolutionen. Det er paranoia, både i Vesten og i Syrien. Der findes en radikalisme, selvfølgelig gør der det, men den e r ikke så udbredt, som mange tror, og den er en belejlig undskyldning for mange i Vesten for ikke at tage stilling,« siger han.

I sidste ende blev han løsladt. Med et håb om, at han ville fortælle en positiv historie om sit ophold

»De håbede på en måde, at jeg ville gå ud og fortælle omverdnen, at de havde behandlet mig godt, at de blev fremstillet på en forkert måde, og at der er en stor kampagne for at svine dem til. De regnede med, at jeg ville opføre mig som en privilegeret person«.

I stedet brugte han to uger, før han kunne komme ud af landet, til at opsøge forældrene til nogle af de fængslede knægte og fortælle, at deres børn var i live.

»Nogle af dem græd, deres børn havde været væk i syv eller otte måneder, og de anede ikke, hvor de var, eller om de var i live. Jeg ved ikke, hvad der er sket med dem i dag, og om de er i live,« konstaterer han.

»Jeg kan ikke sige, at de 22 dage gik hurtigt, men sammenlignet med andres oplevelser, var det ingenting, jeg var meget privilegeret. Der er titusindvis af folk, der er fængslet meget længere, bliver tortureret meget hårdere, for de har ikke den internationale støtte,« siger han og stopper op for at trække vejret ind et øjeblik, tydeligt påvirket.

»Vi burde stoppe det. Alle burde stoppe det. Men det kræver, at folk tager stilling, og det vil de ikke, med mindre det er til sådan en som mig, der er ufarlig, sekulær og som alle kan genkende sig selv i. Disse folk angriber beboelseskvarterer med missiler, og så diskuterer folk, om der findes islamister eller ej?«

Fakta

Syrisk dokumentarfilm­instruktør, i dag bosat i Kairo. Chef for DoxBox-dokumentarfilmfestivalen i Damaskus.

Fængslet i august, løsladt 12. september. 52 filminstruktører, skuespillere, forfattere og producere underskrev et krav om hans frigivelse, bl.a. Martin Scorsese, Robert De Niro, Robert Redford, Colin Firth, Ken Loach, Mike Leigh, Charlotte Rampling og Kevin Spacey.

Relaterede artikler

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Morten Wilder

De gør allerede noget ved det, bare ikke lige som folket kunne ønske sig, eller for det Syriske folk for den sags skyld...det her, er en hel anden agenda...og den er vammel.

Del 2 - Opdateret - Vesten`s og CIA`s forbindelse til oprøret i Libyen og Syrien
http://www.oplysning.org/3/archives/10-2012/1.html

Og med mordet på Ambassadør, trækker det kun længere strå og med fyring fra CIA chef for "sidespring" ""LOL", som skulle have været afhørt i denne uge.....det er så usselt det USA har gang i, at ja....lad det ramme dem selv, altså dem der skaber det, ikke folket, folket er i samme båd som alle andre i verden, styret af en flok gangstere.....

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Morten Wilder

Stig: Jeg tror alle er enige om, at i krig er begge partner skumle og gør skidt.....du skal se på hvem der startede det og drop det der med sølvpapir, det er blot noget systemet har skabt til folk som jer, der ikke gider at undersøge, så for at i kan acceptere det hos jer selv og se bort, så kalder man det "ting" undersøg hvad der er fejl, inden du siger det er fejl....undersøg stig :-) god dag.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Troels  H. Poulsen

Nu ved jeg godt, en skuespiller ikke er så meget værd som en instruktør, men alligevel er det typisk for massemedierne at undlade at omtale drabet på en syrisk skuespiller, Mohamad Rafae, begået af den såkaldte Free Syrian Army, fordi skuespilleren nægtede at lefle for oprørerne, men tværtimod støttede sit land i kampen mod terrorisme.

http://www.firstpost.com/topic/place/syria-full-interview-this-is-why-th...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Dørup  Jensen

Gennem snart et år har Vesten ført fredsforhandlinger på skrømt i Syrien via diverse mellemmænd under FN regi.
Naturligvis ønsker Vesten ikke fred, men fortsat krig, kaos, terror og ustabilitet i Syrien, nøjagtig ligesom i Irak og Libyen. - Og det uanset om Vesten også i Syrien før eller siden får installeret en lydig lakajregering ved magten.
Hvis USA og Nato virkelig ville have fred i Syrien kan de til enhver tid tilbagekalde deres terroristhåndlangere. Selvfølgelig ikke. Tværtimod vil de - selvom de lige har skiftet facaden ud på deres oppositionshåndlangere i Doha - blive ved med at pudse deres køtere i marken på Assad-atyret og udsætte det syriske folk for fortsatte lidelser, samtidig med at de fører en skærpet sanktionspolitik over for landet.
Hensigten er naturligvis at udmatte syrerne til overgivelse og slave-underkastelse under USAs og Natos diktat

anbefalede denne kommentar