Farveløs finanslov

Det bedste man kan sige om gårsdagens indgåelse af en finanslovsaftale er på mange måder, at den blev indgået. Dermed viser regeringen, at den er i stand til at regere

Den er hverken synderlig grøn eller rød, men finansloven for 2013 bringer alligevel godt nyt for dem, der ønsker det godt for den siddende regering. For gårsdagens indgåelse af en finanslovsaftale viser trods alt, at regeringen er i stand til at regere landet. Overrasket?

Her er det værd at erindre om, hvordan pessimisterne for få uger siden stillede sig i kø for at lancere deres bud på, hvornår regeringen ville bryde sammen. Enten på grund af SF, der med Annette Vilhelmsen som ny formand ikke ville være i stand til at indgå politiske forlig. Eller også på grund af støttepartiet Enhedslisten, der ikke ville være i stand til at forene sine politiske principper med praktisk politiske aftaler. Begge påstande er årets finanslov et rullende dementi af.

Tværtimod har den borgerlige opposition anført af Venstre vist sig som et parti, der hellere vil gøre ondt for regeringen end at gøre godt for Danmark sammen med regeringen.

Venstres førsteforhandler, Peter Christensen, fejlede i sit forsøg på at gøre finansloven til et maskespil i en glassal, hvor det alene handlede om at udstille regeringen som regeringsuduelig. De udlagte snubletråde gennemskuede finansminister Bjarne Corydon (S) sammen med regeringens andre forhandlere, der dermed har vist sig som kapable politiske håndværkere, hvad mange på forhånd havde betvivlet.

Ganske vist er en ny finanslov sjældent blevet elsket så lidt af en regerings støtteparti, som det i går var tilfældet med Enhedslisten. Afsmagen for den samlede finanslov var øjensynlig så stor, at partiets forhandlere med bøjede hoveder forlod Finansministeriet ad bagdøren frem for samlet at møde den ventende presse ved fordøren. Hvorfor?

Regeringen har nægtet at løse problemerne for de tusindvis af danskere, der fra årsskiftet mister retten til dagpenge, angav en vredladen Johanne Schmidt-Nielsen som primær forklaring på de påfaldende protester mod en netop indgået aftale. Betvivles kan det bestemt, om regeringens to akutpakker og finanslovens 480 millioner kroner til forbedrede muligheder for uddannelse vil kunne spændes ud som sikkerhedsnet for de mange – med et nyt politisk udtryk – ’udfaldstruede’ danskere.

Modsat taler Enhedslisten mere til utopierne end realismen, når partiet fortfarende forlanger en uspecificeret jobgaranti til alle danskere, der risikerer at miste retten til dagpenge fra årsskiftet. Den slags garantier kan ingen regering naturligvis med troværdigheden i behold udstede.

Hvad får Enhedslisten til at stemme for en finanslov, partiet selv er den første til at kritisere for at være både uretfærdig og uambitiøs? Det havde været endnu værre, hvis finansloven blev indgået med de borgerlige partier, lod Johanne Schmidt-Nielsen i går forstå. Helt bestemt, men ærligt talt, den siddende regering og dens støtteparti kan altså ikke på andet år fortsætte med at regere landet på skræmmebilleder fra den forrige regering.

Regeringen skal bestemt ikke have utak for at ville bekæmpe social dumping ved at redde de mest udsatte lejere fra at blive sat på gaden, ligesom det bestemt er klædeligt, at de ringest stillede danskere sikres en tur tandlægestolen. Det manglede bare.

På plussiden tæller også de 1,7 milliarder kroner, regeringen reserverer til en såkaldt grøn pakke, der både skal styrke indsatsen for miljøet og skaffe flere grønne arbejdspladser. Foreløbig er det mest konkrete tiltag en velkommen elektrificering af jernbanestrækningen mellem Køge og Næstved. Til gavn for såvel miljøet som de togrejsende.

På den måde er finansloven for 2013 et kludetæppe af små og mellemstore aftaler, der hver især kan være mere eller mindre fornuftige. Men hvor er de overordnede ambitioner? Hvordan er det, regeringen vil gøre en forskel på indretningen af samfundsøkonomien for de kommende år?

Det bedste man kan sige om gårsdagens indgåelse af en finanslovsaftale er på mange måder, at den blev indgået. Dermed viser regeringen, at den er i stand til at regere. SF og Annette Vilhelmsen viser, at partiet kan er i stand til at løfte regeringsansvaret. Og Enhedslisten viser, at regeringen kan regne med den som støtteparti.

Det sidste falder dog betydeligt vanskeligere end det første.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Poul Krogsgård

Fra 1978 til 1994 havde Danmark en jobtilbudsordning, der betød, at ledige inden dagpengene bortfaldt skulle have tilbud om et arbejde på ordinære vilkår, og ingen kunne miste dagpengene uden at have fået tilbuddet. Det er altså ikke rigtigt, når lederskribenten mener, at sådanne garantier kan ingen regering med troværdigheden i behold udstede. Det har faktisk været sådan for bare 18 år siden, og en socialt ansvarlig regering burde genindføre en sådan ordning, men meget tyder desværre på, at det ikke er sådan en regering vi har for tiden.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Lom

Den grønne pakke er et fupnummer. Den ene milliard havde man allerede i forvejen og de 700 millioner skal deles ud på 5 år. Så forbedringen er 120 millioner om om året, det er sgu ikke meget. Hvor meget er det nu vi betaler landbruget for at forgifte naturen?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Flemming Andersen

Mage til vrøvl at denne finanslov skulle bevise at regeringen kan regere. Denne finanslov beviser lige det modsatte:
At EUs bindinger på Danmark overskygger de rester af selvbestemmelse og suverænitet vi har tilbage og derfor umuliggør anden end en borgerlig politik.

Kronikkøren gør sig dermed skyld i den almindelige fejltagelse at vedren er statisk og uforanderlig.
Dette tager han så til indtægt for at det også er samme vilkår i morgen, hvilket aldrig er tilfældet, men kun bliver brugt som undskyldning for ikke at foretage sig noget, i dette tilfælde regere.

På samme måde fastslår han at det er utopisk med dagpange/arbejdsgaranti til udsatte borger??
Det er da kun utopi så længe kronikkøren og hans lige har et flertal for at det er sådan. Et flertal for bare at godtage omstændighederne som uomstødelige faktum, er vist ikke udtryk for at noget andet er utopi, men ikke aktuelt under nuværende flertal.

Når så netop det danske samfund tidligere har bevist at det godt kan tage vare på sine udsatte og have fordel af det, er det næsten fornærmene at læse den slags sludder.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Frank Lakman

Tæl til 90 en rigtig god øvelse i politik.

Under de givne omstændigheder ikke så dårlig en finanslov, selvom den kunne være bedre på mange måder, selvfølgelig kommer de halve løsninger op igen, ud over Venstre og Liberal Alliance ønsker ingen at familierne i Danmark skal miste forsørgergrundlaget.
De enlige er jo sikret her er der ikke andre end staten som forsørger.

Der er jo rigtig meget politisk perspektiv i det vi har set, Venstre har jo sat sig selv udenfor - kan ikke gøres bedre
Samtidig har vi set politisk striptease som grænser til det uanstændige.

Partierne som altid råber på hårde straffe vil ikke skaffe penge til fængsler.
Fedt afgiften klæber nu til Venstre. Lars Løkke skylder stadigvæk en motorvej som de ikke har sikret penge til, nok fordi den er overflødig.
Den kan så koste en borgmesterpost - sikken larm det vil give

Og ikke mindst så har de kloget sig i den grad når de undsiger arbejdsgiverne men Venstre ved bedre end dem hvad der er godt for virksomhederne.

Og stakkels Konservative har fundet sig tilrette som ekko på Liberalisterne så ingen kan se forskel.

Vejen tilbage til indflydelse er blevet lang.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tom Sietam

En lidt underlig kommentar, hvor Christian Jensen glider let hen over de store problemer denne finanslov efterlader. Han burde have iagttaget Johanne Schmidt-Nielsens hårfarve noget bedre. I sommers, da EL var blevet pisset på i forbindelse med skattereformen, var hendes hårfarve sommergylden og afspejlede meget godt hvad der var overgået EL. Ved det separate pressemøde var hårbundsfarven væsentlig mere brunlig, og så kan Christian Jensen nok selv tænke sig til hvad der er sket denne gang. Det er uhørt, at en regering behandler sit parlamentariske grundlag og støtteparti på denne måde, en så svinsk behandling er ikke set siden Schlüter smed CD ud af regeringen til fordel for de radikale. I meget stærk kontrast til den tidligere regering har Corydon ikke haft evnerne til at skabe en finanslov der kunne være et plus for alle parter. Givet, EL er en amatøragtig børnehave, uprofessionelle og uøvede, men alligevel, ansvaret og initiativet ligger dog hos regeringen, og det eneste de formåede at skabe, var en finanslov vedtaget på trods, en lov der ikke rykkede ret meget nogen steder hen, og som ikke betyder noget. Og som blev vedtaget, fordi EL alligevel mente, at regeringen trods alt var de mindste skiderikker. Hvis det er kriteriet for succes, er gærdet i denne regering gravet ned under græsset.

anbefalede denne kommentar