Her er dit liv

Den enorme nyfigenhed i den moderne medieverden er langt fra så uskyldig som den giver sig ud for at være. Tværtimod har den både filosofiske og politiske implikationer

Da Martin Heidegger engang i en forelæsning skulle beskrive Aristoteles’ liv, skete det med de markante ord: »Han blev født, arbejdede og døde.« Mere var der ikke at sige. Ikke noget af interesse i hvert fald. Sådan har filosoffers forhold til privatlivet stort set altid været. Det vigtige i en filosofs liv, for så vidt han eller hun er filosof, er ikke, hvilke oplevelser, der kendetegnede barndommen, om der var tale om et ’spændende liv’, eller om vedkommende var vellidt blandt sine kolleger. Filosoffen er kun interessant i kraft af sit arbejde: sin tænkning.

Hr. og Fru Derrida

Der er en fin scene i Kirby Dick og Amy Ziering Kofmans biografiske dokumentar om Jacques Derrida, der understreger denne pointe. Da filosoffen og hans kone, Marguerite Derrida, i en sekvens bliver interviewet sammen og spurgt, hvordan de mødte hinanden, giver de et par korte oplysninger (»jeg gik i skole med hendes bror«, »vi mødtes første gang på en skiferie«, »fire år senere blev vi gift«), men nægter at gå ind i beskrivelser af, hvad de hver især tænkte om den anden, om det var kærlighed ved første blik, osv. Scenen er ikke engang præget af et ’Hvad rager det Dem?’, men snarere af en næsten genert modvillighed mod at forsøge at beskrive noget, der ikke kan beskrives i et interview alligevel. Eller rettere: Ikke skal beskrives. Det er en slags loyalitet overfor kærligheden at indrømme den et helle overfor en uundgåeligt parodisk og klichéfyldt opsummering, der kan passes ind i et filmformat. Man får paradoksalt nok et markant indtryk af Derrida, filmen igennem, som et bemærkelsesværdigt kærligt menneske; ikke mindst gennem hans vægring mod at fortælle om sig selv.

Historiens endemål

Hvilken større kontrast til denne eftertænksomme beskedenhed kan man finde end Danmarks Radios vulgære talkshow Her er dit liv? Her inviteres en kendt gæst i studiet alene med det formål at fortælle en masse spændende historier fra sit liv, så vi lærer ham eller hende lidt bedre at kende. Her søges aktivt opbygningen af et narrativ, der er kohærent og meningsfuldt og som viser, hvordan det var hårdt arbejde, ihærdighed, kærlighed eller en genial spontanitet, der gjorde vedkommende til den stjerne, han eller hun er i dag. Ideen med sådan et program er den samme som på den slags nationalmuseer, hvor man har tilrettelagt hele menneskehedens historie sådan, at den peger frem mod netop det høje stade, den pågældende nation har opnået i nutiden: Bruddene, traumerne, de undertrykte og forkastede er enten redigeret bort eller fortolket ind i en heroisk udviklingstanke, så man kun ser en fremadskridende bevægelse mod historiens endemål.

Den slovenske filosof Alenka Zupani har beskrevet den form for kendisjournalistik, der præger stort set hele mediebilledet i dag, som en ny form for racisme: Vi ser netop ikke den kendte skuespillers eller kunstners arbejde, når de optræder i talkshows, men derimod deres livsstil, værdier og små pudsige anekdoter (der ikke så sjældent involverer andre kendte mennesker). Det interessante er ikke, hvad de har gjort, men hvem de er. Vi får derfor et indtryk af, at deres hele væren naturligt har placeret dem der, hvor de er. Og indirekte kan vi så naturligvis tænke, at det nok også er naturligt, at vi ikke selv er på samme sted – at det ligger i vores væren at være noget mere middelmådige – og vi kan tænke, at det måske endda ligger i de hjemløses og de fattiges væren, at de naturligt er havnet dér, hvor de er.

Offentlig eller privat?

Immanuel Kant skelnede i sit lille skrift om oplysningfra 1784 mellem den private og den offentlige brug af fornuften. Ved den private forstod han, umiddelbart lidt paradoksalt, den brug af fornuften, der udspiller sig i det, vi ellers er vant til at kalde det ’offentlige rum’: Det, man gør, når man tager vare på sine interesser, udfører en eller anden funktion eller bidrager til den almindelige sammenhængskraft i et samfund, som vi kalder det i dag.

Den offentlige brug af fornuften er derimod den, man gør, når man henvender sig som hvem som helst til den lærde offentlighed, dvs. alene i kraft af de tanker og ideer, man gør sig – om f.eks. politik, kunst, videnskab, osv. Den private brug af fornuften kan man således gøre sig som tv-vært eller politibetjent, eller når man varetager en bestemt gruppes interesser. Den offentlige brug kan man derimod gøre hjemme ved sit skrivebord eller i en samtale med nogen uden anden anledning end at diskutere og udforske ét eller andet spørgsmål, alene for at forstå det bedre.

Spørgsmålet er måske, om vi overhovedet kan forestille os en offentlig brug af fornuften i dag? Én, der ikke samtidig er del af et spil om magt, ære, indflydelse og penge. I forhold til Kants skelnen er der i hvert fald ingen tvivl om, at et program som Her er dit liv ikke er ’public service’. Det er en form for ’private service’ – et middel til at fremstille den sociale orden som velfungerende og naturlig og dens aktører som naturligt hjemmehørende der, hvor de er. De herskende tanker er den herskende klasses tanker, som marxisterne engang sagde.

Spørgsmålet er, om man kunne forestille sig et tv-program, der handlede om at udforske en tanke i stedet for – som i de debatprogrammer, der er talkshowsenes ’kritiske’ pendant – bare at sætte en række personligheder op for at konkurrere om, hvem der mest overbevisende kan argumentere for deres værdier. Det er i virkeligheden desværre nok mere sandsynligt, at vi snart får den første filosof som gæst i Her er dit liv.

Relaterede artikler

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Nyfigen.
Ifølge Den Danske Ordbog betyder det :
"upassende nysgerrig, især med hensyn til andre menneskers færden og privatliv".
Mon ikke ordbogen ved næste revision skulle slette "upassende", for er jo blevet aldeles "passende" med denne snagen. Ja, undskyld, men "snage" betyder:
"interessere sig for og omtale sager der ikke vedkommer én, fx andres privatliv" - det vedkommer da i aller højeste grad én, eller blev det jo ikke bragt i DR´s bedste sendetid.

Fuldstændig hemningsløst, uden moralske kvababbelser af nogen art, kaster offentlige "public service" kanaler sig over denne udlevering af folks privatliv på en redigeret og selekteret måde, så maleriet bliver "passende" skønt. Men ikke nogen er ofre her, for de udstillede ønsker det jo selv i sådan grad, at det nærmer sig begær. Se mig, se mig, er der en roman der hedder, Vis mig på TV, og mit liv bliver helt.

Det må være fuldt legalt at interessere sig hæmningsløst for andre menneskers privatliv, og hvad skal vi med tanker om Immanuel Kants brug af fornuften, som ingen alligevel forstår en hujende fis af, når vi kan dvæle ved nøglehullet, og de derinde bagved elsker at blive kigget på? Hvis ikke det er public service, hvad er så?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Jep!
Kendisfokuset bidrager i allerhøjeste grad til at legitimere den eksisterende samfundsorden.
Mange af de lendte har ikke gjort noget særligt bemærkelsesværdig ud over at være kendte og stille sig til beskuelse.
Men det er så altså også nok - ses det.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Overgaard Bjerre

TV er og bliver hjernevask af den herskende klasses tanker. Danskerne er blandt dem, som ser mest tv i verden og nogen gange har jeg på fornemmelsen, at Danmark er eksperiment. Man skal se hvor langt man kan gå med Die Dumme Dänen. Hvor meget overvågning man kan foretage, hvor mange undtagelser politiet kan bruge for at brage ind i ens hjem, hvor dyr og elendig den offentlige trafik kan blive, hvor højt kan man sætte tvangslicensen for tv og hvor meget åndeligt lort kan man proppe i en tv-afhængig? Det er jo ikke småting. En som glor og hører meget på tv må til sidst tro, at der ikke er andet liv end livet fra den højere middelklasse, med bekymringer om dræbersnegle og stokrosedød. Og synes, at det er helt normalt, at man skyder hinanden hele tiden og vænner sig til konstante kriglignende eksplosioner. Og at sorgen over en død bror eller kone varer cirka ½ - 1 minut. At man helst skal have gentaget, hvad det var for en blanding af nyheder man lige har slugt med hjernen, for man kan ikke huske mere end en eller to af dem. At 40 procent i DK bor til leje og hvis fædre og mødre ikke har over 1 million om året og en særdeles gode pensionsordninger, bliver aldrig bragt frem som noget naturligt. Man 'bliver' andenrangs borger af, at glo på det lort, som man samtidig skal betale for, bare man har sparet sammen til en mobiltelefon. Og i og med man betaler for det, så kan det være svært, at afvise det fuldstændigt. For der kommer aldrig en debat i TV om det rigtige eller forkerte i at betale tvangslicens. Eller om det nye tv-hus indretning og DRs lønninger. Man har bare den satans lille flade boks med farver og lyd på, som optager hele stuen. Og da vi er skabt som dyr, kan vi ikke foretage os andet fuldt koncentreret, end at glo på disse hurtige skift i lyd og bevægelser. I dag står kirkerne tomme som museer og vi har ingen brug for at tro på Gud i himlen mere, og hans moralske testamenteskrift om hvad der er rigtigt og forkert. For Gud er flyttet ind i tv.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Christina Petterson

Jeg er helt enig i kritikken af Her er dit liv, men jeg synes samtidig at filosofferne slipper for let. Det er ikke altid tilfældighedernes spil der gør at de har fået den fremtrædende plads de har i Vestens filosofihistorie. I hvertfald havde både Derrida og Kant adgang til undervisning ved meget velansete insitutioner.

Som Ernst Bloch engang spurgte: hvor mange Einstein'er har mon tilbragt livet bag en plov?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Maria Guldager

Et talkshow om en tanke eller ide uden at de kommer til syne gennem personcentreret tilbedelse lyder bare SÅ fantastisk og kunne fungere som rygvind til nytænkning indenfor et givent område. Forhånds-begejstring herfra, håber naivt på det I kategoriserer som usandsynligt....!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Martin Jeppesen

Jeg har personligt den opfattelse, at mediekritik burde være et obligatorisk fag i folkeskolen. Allerede fra 1-2årsalderen bombarderes mennesker med vildledende, distraherende og ofte indbyrdes uforenelige budskaber fra forskellige medier.

Der er et ufatteligt stort behov for at kunne sortere og analysere den absurde mængde information, og vigtigst af alt, vælge så meget som muligt fra. Jeg har ikke bemærket et eneste politisk initiativ i den retning i Danmark, nogensinde. Jeg håber det bare er mig der er uopmærksom.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Det er utvivlsomt en cocktail af alt muligt, der fører til den besynderlige interesse for andres gøren og laden, frem for det gode gamle 'at feje for egen dør'. Personligt er jeg flintre hamrende ligeglad med de fleste menneskers personlige liv, men jeg går nu meget op i, at folk engagerer sig i udviklingen af det fælles samfund. Offentligt og privat blandes sammen, selvom vi har en samfundsmodel, der netop skulle sikre at holde det private ude af offentlighedens interesse ved at sikre alle en rimelig sikkerhed for noget at leve af på et niveau, som muliggør aktiv deltagelse i samfundslivet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Rasmussen

På DRs P1 har der i årevis kørt en pendant til 'Her er dit liv'. Dog hér kun med to direkte medvirkende: 'researcheren' og 'offeret'. Førstnævnte har gjort sit forarbejde så uhyre grundigt, at mange af oplysningerne synes helt at komme bag på eller at være (måske lykkeligt?) glemt af offeret.

Og det kan undre, at der ikke alene er mange 'kändisser' i Danmark, men også at mange af dem er parate til at stille op i "udleverende" programmer som dette.

Der kan da vist ikke være mange tilbage, som aldrig har givet køb på deres privatliv.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Darlie

Information er blevet reduceret til underholdning.
Alt er sådan set blevet til underholdning, når det ikke lige er propaganda vi udsættes for.

Og er det mon med overlæg at øjeblikkets to førende spydspidser for tv-kendis-verdenen begge er voldsmænd ? Man kunne godt få den tanke, ik ?

Det er dansk, det er dejligt, det er friheden til at vise mere røv og patter.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Henrik Darlie, problemet er, at alle medier i dag betragter sig selv som først og fremmest underholdning. Ingen tror på, at folk ønsker at lære noget nyt af det, man præsenterer dem for - det være i kulturlivet, i medierne eller måske endog i undervisningen. Der er en forfærdeligt destruktiv opfattelse af , at folk føler sig sat til vægs ved at blive konfronteret med det faktum, at de ikke på forhånd ved alt her i livet, og at nogle i kraft af seriøs beskæftigelse med emner lidt fjernt fra alfarvej, faktisk kunne bidrage med noget interessant eller morsomt eller chokerende.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

Lise Lotte Rahbek:
"Undervisning i mediekritik ville gøre det komplet umuligt at overbevise børn om, at de ikke må lyve."

Mon ikke snarere det ville give børn indsigt i, at de sociale konventioner om at "man ikke må lyve" og rygmarvsrefleksen om at det er højst skammeligt at mistænke andre for at lyve, er løgn og bedrag?

Ingen lovgivning dikterer, at man ikke må lyve dagen lang. Man må ikke foretage falsk anmeldelse, som vidne kan man have pligt til at tale sandt, som embedsmand ligeså, men ellers er der stort frit slag i bolledejen til at lyve, bedrage, snørre, vildlede osv., i stort set alle tilværelsens sammenhænge.

Almen tillid fordrer fraværet af løgn og løgnagtighed. Et humant fællesskab lader sig ikke realisere, med mindre deltagerne undlader at bedrage hinanden. Til det hører ikke alene, at man selv afstår fra løgn, men også at man påtaler når andre lyver.

Løgn er en ond cirkel, og hvor brydes den bedre end hos børn, mens de stadig har en vis klarhed i tanke og ikke har tillagt sig en masse unoder? Det informerede valg er simpelt: vælg at løgn er tilladt, eller vælg at hade løgn.

Værre er, når valget ikke træffes. Der ender for de fleste med, at de knapt nok tør erkende at de bliver udsat for løgne, uagtet hvor åbenlyst dette end foregår og hvor oplagt det ofte er at indse at andre lyver. Det reaktionsmønster beskriver en person, der befinder sig i total afmagt -- en personer, der godvilligt finder sig i at blive fyldt med løgne, og trods al fornuft og erfaringer vedbliver med at finde sig i det.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Heinrich R.J.

Jeg har ikke nok forstand på børn til at vide, hvornår de kender forskel på sandhed og løgn.
Nogle lærer det vist aldrig.
En kompleks analyse af formålet med nyhedsvinkling og den redigerede virkelighed, det har jeg svært ved at forestille mig at en skolelærer skal kunne håndtere i de mindste klasser.. endsige de mellemste klassetrin. Og når de bliver store har de for travlt med deres sociale fællesskaber.

Jeg kan huske vi havde en del medieanalyse i gymnasiet og der var det spændende og relevant. Især fordi alle reklamerne kunne fås til at ligne fallos'er. Men det var en mindre del af det.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

Lise Lotte Rahbek:
"[...] hvornår de kender forskel på sandhed og løgn"

Børn skal jeg ikke gøre mig kloge på, men jeg vil tro at børn formår at skelne ved fire-års alderen. Det er vist ved den alder, hvor de er meget interesserede i at kunne kategorise ting korrekt, og således har en uendelig strøm af spørgsmål skåret over læsten "er det en [kategoribetegnelse]" o.lign.

Sigtet med den indsats, handler jo grundlæggende om at kunne kategorise og benævne det, de oplever ér. Det giver basale sproglige og begrebslige færdigheder, der gør det muligt for dem at kommunikere med andre, der er trænet i den samme sproglige og begrebslige tradition, gennem et fælles sprog og en ensartet måde at observere og italesætte på.

Den interesse børn har for at optræne sådanne færdigheder, kan man give de prædikater man lyster. Nogle vil sige, der er interesserede i at lære at kommunikere. Teknisk set kan man sige, at deres interesse handler om grammatik -- dog er der næppe nogen der er villige godtage, at nogen gerne vil lære grammatiske færdigheder, selvfølgeligt.

Man kan vel også beskrive den proces børn gennemløber, som en proces der peger frem mod at evne at kunne udtrykke hvad der er sandt og korrekt. Forkerte kategoriseringer osv. er jo grundlæggende det, de forsøger at undgå?

Børn er knapt nok kommet til det stade, før de begynder at bede om forklaringer om hvorfor noget ikke falder indenfor sproglige kategorier. At en appelsin ikke er en bold, og en tennisbold ikke en appelsin, er der kategorimæssige forklaringer på. Den slags udvikler sig ofte til spørgelegen, hvor "hvorfor det?" gentages ad absurdum. Muligvis i mange tilfælde fordi de svar der blev givet, var noget nær meningsløse og i det mindste uforståelige for børn?

Som nævnt, er børns læring ikke noget jeg ved noget om, eller har forsøgt at sætte mig ind i. Hvis beskrivelsen giver anledning til moro og hån, lider jeg gerne den tort, i håb om at blive lidt klogere undervejs :-)

Tjah, hvordan kende forskel på sandhed og løgn?

Sandhed betyder "det man selv tror er sandt". Ligesom andre ord der ender med -hed, må enhver selv fylde betydning i ordet.

Sandhed er et ord, der burde bruges yderst sjældent, og i en værdimæssigt negativ betydning. Ordet handler om subjektiv indbildning, man ophæver til at have gyldighed for andre.

Ordene som "sand" og "sandt" derimod, kunne passende anvendes mere flittigt. Modsætningen til "sandt", er ikke-sandt, eller usandt. Det burde være elementært (og er det), men pga. hvordan det danske sprog oftest anvendes, er det vanskeligt at anvende begreber meningsfuldt.

Løgn er ikke det samme som usandt. Hvad der er løgn, er et langt mere komplekst begreb end blot modsætningen til "sandt".

Blot for at fremføre endnu en vidtløftig tese, på basis af omfattende og systematisk uvidenhed om emnet, så vil det ikke undre mig hvis mange børn allerede ved seks-syv-otte årsalderen er blevet så præget af sprogligt vås, at det ville være vanskeligt for en underviser at hive dem ud af deres begrebsmæssige vildfarelser.

For slet ikke at tale om udsigten til at kunne finde undervisere, der kunne udrede de sproglige unoder. Der er forbud mod at nogen undervisningsinstitution, anvender andet end det politisk diktere rigsdanske sprog, så hvor skulle de have lært det? Hvis sådanne undervisere fandtes, måtte de ikke i skoleregi undervise i emnet -- det er et diktat, at rigsdansk anvendes.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

Skidesprællerne i kollektivet Center for Vild Analyse:
"Spørgsmålet er måske, om vi overhovedet kan forestille os en offentlig brug af fornuften i dag? Én, der ikke samtidig er del af et spil om magt, ære, indflydelse og penge. "

Et godt spørgsmål. Erfaringerne peger vist temmeligt entydigt på, at det er usandsynligt at forestille sig det som en mulighed i praksis.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Heinrich

heh. Omkring sandhed, løgn og børn, så går det helt galt, når man begynder at undre sig over den udstrakte brug af at bilde børn ind, at julemanden kommer med gaver til dem - fordi .. fordi hvad? At forældrene synes det er 'sødt', at de bevidst har bundet deres børn en historie på ærmet?

Det var en helt anden tangent. Men årstidsrelevant. ;-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

Lise Lotte,

jeg føler mig temmelig sikker på, at navnligt fortællingen om "julemanden og hans væsen og væsener" gør stor skade på mange børn intellektuelle og mentale udvikling. Ævl om noget der ikke er, ikke kan observeres, ikke giver mening, er dybt utroværdigt på enhver måde -- samtidigt med at forældre og andre fysisk voksne med alvorlige miner og fuldt overlæg lyve de små direkte ned i deres ansigter.

Hvad der vidner om børns veludviklede anlæg for fornuft og realitetssans, er at de færreste børn tror på det bavl de indoktrineres med. De ved ofte instinktivt, at det må være løgn, og søger at få den antagelse bekræftet ved at spørge såkaldte voksne. Personer, der i mange tilfælde vælger at udvise loyalitet overfor forældrenes bevidste løgne, snarere end at støtte barnet i at tro på egne evner og realitetssans.

Hvad der også vidner om børns veludviklede fornemmelse for at skelne mellem hvad der er ægte og hvad der er indbildt, fremgår af deres evne til at udlede af konteksten hvornår det man gør og siger, er leg og fantasi, og hvornår det ikke er. En godnathistorie kan involvere de mest utrolige væsener og handlinger, uden at det får en afsmitning på hvad der foregår på andre tidspunkter.

At kunne skelne på den måde, er utroligt avanceret. Når børn formår det, har jeg svært ved at tro, at de kan have vanskeligt ved at forholde sig til løgnes natur.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Alexander Julin

Rigtig god artikel. Jeg kan i høj grad tilskrive mig "opfattelsen" af at det må være den herskende klasses tanker og selvopfattelse, der kommer til syne via tv. Og det er som sådan overhovedet ikke kun, når det kommer til reality tv. Det har ligesåvel været i ungdomsserier, let konsumerede søndagsfilm (hvilket dog også kan være til det bedre i tømmermændsramte situationer etc.) osv.

Jeg har nu boet uden fjernsyn i 3 og et halvt år, hvis mine år på efterskole tæller med, og jeg har uden tvivl kunnet mærke en voksende ubehag ved at se fjernsyn i støre doser - ikke kun fordi/hvis at man fylder sig med lort, men ligeså meget fordi at jeg føler mig mere og mere fremmedgjort i mit uundgåelige forsøg på selv-identifikation i tossekassens diverse hovedpersoner.

anbefalede denne kommentar