Kinas unge kan ikke tage deres politiske ledere alvorligt

De er veluddannede og har masser af karrieremuligheder. Men i takt med, at afstanden mellem den politiske retorik og den sociale virkelighed vokser, mister unge kinesere tilliden til, at politikerne kan skabe et bedre samfund. Kinas unge har en forventning om kynisme, siger post doc Anders Sybrandt Hansen, som har skrevet ph.d. om emnet

Politisk pensum. De unge betragter statspropagandaen som et ’pensum’, de skal i gennem for at få adgang til livet. Men jeg tænker alligevel mit eget, som en af dem åbent indrømmer.

Mark Ralston

Marx, Lenin, Mao og Deng Xiaoping. I det kinesiske kommunistpartis skåltaler iscenesættes ethvert politisk tiltag som en naturlig forlængelse af de kommunistiske ikoners tankegods. Det gælder alt fra brølende markedsøkonomiske initiativer til reagansk trickle-down økonomi i kinesisk aftapning. Alt indskrives i den kommunistiske arverække. Konsekvensen er, at Kinas unge har meget vanskeligt ved at tage den politiske retorik alvorligt.

»Det politiske sprog er fuldstændig afkoblet fra den virkelighed, de kinesiske unge befinder sig i. På den ene side er kommunistpartiets officielle mål at skabe den socialistiske idealstat, hvor alle er lige, men på den anden side ser man et samfund, som bliver mindre og mindre egalitært, og hvor forskellen mellem rig og fattig vokser og vokser,« siger Anders Sybrandt Hansen, post.doc. ved Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet.

Forventning om kynisme

På sin feltrejse i 2009 skulle Anders Sybrandt Hansen egentlig studere de unge kinesiske studerendes forhold til national identitet. Han fulgte de studerende på et kursus om Maos grundlæggende tanker. Et kursus, som er obligatorisk for alle studerende i Kina, og som giver partistaten anledning til at indpode lidt kommunistisk opbyggelighed i de unge mennesker. Men Anders Sybrandt Hansen fandt hurtigt ud, at de studerende slet ikke hørte efter. De kunne simpelthen ikke tage det alvorligt.

»De studerende kaldte forløbet et fag for politisk korrekthed. Men der var en tydelig fremmedgørelse. De kunne simpelthen ikke tage det seriøst, og de kunne ikke bruge det til noget som helst. De vidste bare, de skulle bestå for at få deres ECTS-point,« fortæller Anders Sybrandt Hansen.

Noget tilsvarende gør sig gældende med de unge kineseres forhold den generelle politiske retorik i etpartistaten. Anders Sybrandt Hansen fortæller, hvordan en studerende efter at have overværet præsident Hu Jintaos tale ved Folkerepublikkens 60-års jubilæum i 2009 indrømmede, at han simpelthen ikke havde hørt efter. »Det er altid den samme sang om og om igen. Sig du bare, hvad du vil deroppe fra talerstolen, så sidder jeg hernede og tænker mit,« fortalte den studerende.

De unge kinesere kalder kommunistpartiets sprog for guanhua, embedsmandssprog, fortæller Anders Sybrandt Hansen. De opfatter det politiske sprog som forudsigelig, tom retorik, som kun bliver endnu mere tragikomisk af, at den ikke kan modsiges offentligt. Kun i private samtaler og satireform er det muligt at pille politikerne ned.

Når det absurde, politiske teater for mange unge hælder mod det komiske, skyldes det først og fremmest, at de i kraft af deres uddannelse har masser af muligheder i det kinesiske samfund. Men det tragiske understreges af, at selv om de unge kinesere har gennemskuet politikernes hykleri, så ved de samtidigt, at de ikke kan gøre noget ved det. Anders Sybrandt Hansen kalder det for de kinesiske unges ’forventning om kynisme’.

»Forventningen om kynisme viser sig som en slags generaliseret mistillid til det politiske system. Selv de unge, der vælger at gå ind i politik med ædle motiver om at skabe et bedre samfund, har ofte samtidig en forventning om, at de andre i det politiske system har en korrupt dagsorden,« siger Anders Sybrandt Hansen.

Netop den udbredte korruption i det moderne Kina bærer en stor del af skylden for den manglende tillid. Korruptionen findes på alle niveauer, men det er især korruptionen på lavt politisk niveau ude i lokalsamfundene, som fylder i medierne. Først og fremmest fordi det ikke volder partitoppen de store kvaler at sætte hårdt ind over for den på dette niveau, men de udviser en langt større lukkethed i korruptionssager på højere niveau.

Voksende mistillid

En anden væsentlig årsag til den voksende mistillid i det moderne Kina skal findes i de senere års mange skandaler, ikke mindst i fødevarebranchen. En af de værste sager handlede om det sundhedsfarlige stof melamin, som blev fundet i store partier af mælkepulvererstatning til spædbørn. En sag, som førte til, at op mod 50.000 spædbørn måtte søge læge med nyreproblemer.

»Det er sket i flere lande, der som Kina har oplevet en periode med ekstrem, markedsøkonomisk vækst. Det giver en række muligheder, der frister svage sjæle. I kølvandet på de mange skandaler debatterer de kinesiske medier om samfundsmoralen lider overlast af den uhæmmede profitjagt,« siger Anders Sybrandt Hansen.

Debatten om den svigtende samfundsmoral har fået ekstra næring af flere chokerende videosekvenser på de sociale medier, blandt andet en video, hvor et lille barn gentagne gange bliver kørt over i trafikken uden at nogle af de mange vidner til tragedien griber ind. Videoerne har afstedkommet ramaskrig i den offentlige debat, men samtidig er det ikke lykkedes politikerne at adressere udfordringerne om den svigtende samfundsmoral på en overbevisende måde. Endelig skal den voksende mistillid også ses i lyset af de ekstreme demografiske forandringer, som Kina har gennemgået de seneste 20-30 år. Den høje grad af fysisk mobilitet, og den enorme tilstrømning af mennesker fra landdistrikterne til de store byer i Østkina, står i skærende kontrast til det kinesiske samfund under Mao, som var præget af en meget lav mobilitet.

»Den fysiske mobilitet betyder, at millioner af migrantarbejdere kommer i kontakt med et stort antal fremmede mennesker, i stedet for at være knyttet til et lokalsamfund med familie og folk, man kender. Det har en klar effekt på niveauet af tillid i befolkningen,« siger Anders Sybrandt Hansen.

Kinas øverste politiske ledelse er i høj grad bevidst om de store udfordringer, som knytter sig til den stigende mistillid mellem borgerne i landet, understreger Anders Sybrandt Hansen. Især korruptionen, som direkte udfordrer partistatens legitimitet, adresseres med strengere straffe og kort proces. Den målrettede indsats mod korruption er medvirkende til at give især den øverste politiske ledelse en form for legitimitet.

For når folk handler så selvisk uden tanke for det fælles gode, hvor ville vi så være, hvis ikke vi havde partiet til at tøjle folks egoisme, lyder ræsonnementet.

Faktisk er tilliden til de øverste politiske niveauer generelt højere end til de lavere niveauer, påpeger Anders Sybrandt Hansen. Der er hos mange en forventning, om at det øverste politiske niveau vil det rigtige, men at det bliver forpurret på de lavere niveauer.

Og så er vi tilbage ved desillusionen og de unges forventning om kynisme. Og netop forventning, for det handler ikke om, at kineserne er særligt kyniske mennesker, understreger Anders Sybrandt Hansen. De unge kinesere reflekterer over moralen og den stigende mistillid i befolkningen og synes, det er dybt problematisk, at fødevareskandaler og moralsk forfald i hverdagen finder sted i det omfang.

»Men det er ikke underligt for dem, at det finder sted. Det er den virkelighed, de lever i. derfor taler jeg om de unges forventning om kynisme,« siger han.

En væsentlig pointe i Anders Sybrandt Hansens undersøgelse af de kinesiske unge er, at forventningen om kynisme ikke er et særskilt kinesisk fænomen. Det gør sig nemlig også gældende blandt vestens unge. Anders Sybrandt Hansen nævner klimadebatten som et godt eksempel. På den ene side foregiver foregiver fok, at det er for galt, at der ikke sker noget, og samtidig har vestens unge ingen forventning om, at der er nogen, der faktisk vil gøre noget ved det.

Dobbeltspil

»Der er tale om et slags moralsk dobbeltspil. Vi hævder både, at det er dybt alvorligt og fuldstændig irrationelt ikke at foretage sig noget, og samtidig forventer vi ikke, at der sker noget som helst,« siger Anders Sybrandt Hansen.

Han understreger, at det en teoretisk antagelse, som han endnu ikke har empirisk belæg for. Men efterspillet ved hvert af de store klimatopmøder bekræfter antagelsen, hævder han.

»I princippet ser vi de samme blandt vestens unge som blandt de studerende i Kina. De kan sagtens identificere problemerne, de ved alle sammen hvad der er galt. Men de ved også, at der med meget stor sandsynlighed ikke bliver gjort noget ved det,« siger Anders Sybrandt Hansen.

 

Anders Sybrandt Hansen forsvarede sin ph.d.-afhandling ’Expecting Cynicism in Beijing - Ideology and Moral Life under Market Socialism’ den 28. september ved Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet.

Prøv information gratis i 4 uger – helt uforpligtende. Du får både adgang til hele information.dk, den trykte avis og e-avisen. Bestil her »

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Robert  Kroll

»Der er tale om et slags moralsk dobbeltspil. Vi hævder både, at det er dybt alvorligt og fuldstændig irrationelt ikke at foretage sig noget, og samtidig forventer vi ikke, at der sker noget som helst,« siger Anders Sybrandt Hansen..

Mon ikke situationen er en tand mere kynisk eller "værre"?

Altså , i retning af, at man i virkeligheden IKKE ønsker , at noget sjkal ske ( - altså ikke en passiv "opgivende " forventing, men derimod et bevidst oppotunistisk ønske ?)

Hvis vi ihvertfald i vestens demokratier virkelig ønske noget skal ske, så er de nødvendige politikere til rådighed - det er bare et spørgsmål om at stemme dem ind , så de bliver flertallet i parlamenter m v.

Desværre foretrækker man i en række lande at stemme på opportunister ( - f eks i grækenland eller hvad med Italiens tidligere leder Berlusconi ? )

anbefalede denne kommentar