Flertal uden om regeringen vil fjerne netblokeringer af medicinsider

Et flertal uden om regeringen vil fjerne muligheden for, at Danmark kan blokere for hjemmesider, der sælger ulovlig medicin. Loven er på halvandet år kun anvendt en enkelt gang, hvor den oven i købet slet ikke var effektiv

Et alternativt flertal bestående af Enhedslisten, Liberal Alliance, Venstre, Dansk Folkeparti og Konservative vil nu fjerne muligheden for, at myndighederne kan blokere for adgangen i Danmark til hjemmesider, der forhandler ulovlige lægemidler. De såkaldte DNS-spærringer startede med børnepornofilteret, men har siden spredt sig til fildelingssider, medicinalområdet og bettingsider.

At blokeringerne er blevet mere udbredt har fået både juraeksperter og teleindustrien til at kritisere lovgivningen for at begrænse netfriheden og minde om censur. Efter halvandet år med lovgivningen på lægemiddelområdet er kun en enkelt side blevet spærret, og i det tilfælde kom hurtigt nye domæner frem, som tilbød samme produkt uden at være blokerede.

Nu vil det alternative flertal stemme for et ændringsforslag fra Enhedslisten, der helt skal fjerne muligheden for de kontroversielle spærringer på lægemiddelområdet.

»Det er et stort problem, at man har udvidet brugen af blokeringer til flere og flere områder. Det er en bekymrende udvikling, for jeg ønsker ikke, at vi skal have et censureret internet,« siger Stine Brix, der er sundhedsordfører i Enhedslisten.

»Vi kan se, at det ikke har nogensomhelst effekt. Man har brugt blokeringer på en hjemmeside og hurtigt efter er den hjemmeside genopstået på nye domæner. Så hvis man vil problemet til livs, er det nogle andre værktøjer, man skal bruge,« siger hun.

Venstre skifter holdning

Debatten om spærringerne er kommet i forbindelse med lovforslaget L32, der implementerer et EU-direktiv, som skal styrke indsatsen mod ulovlig medicin på en række punkter. Her fokuseres der blandt andet på en EU-mærkningsordning til hjemmesider, som sælger medicin. Den nuværende paragraf, der muliggør spærringerne, blev indført under VKO, men ifølge Jane Heitman, psykiatri- og forebyggelsesordfører for Venstre, er der gode grunde til, at man nu skifter holdning.

»På det tidspunkt må man have haft en begrundet forventning om, at det var noget, der var virksomt. Men vi må bare konstatere, at lovgivningen kun har været brugt i et enkelt tilfælde, og der havde det ikke nogen effekt,« siger Jane Heitman og tilføjer, at hun gerne ser en styrkelse af den statslige toldindsats og det internationale kontrolsamarbejde i stedet.

Flemming Møller Mortensen (S), der er formand for Sundhedsudvalget, ved endnu ikke, hvordan regeringen vil håndtere det alternative flertal. Han meddeler, at sagen bliver taget op med sundhedsminister Astrid Krag (SF) i dag.

»Jeg er af den opfattelse, at man bliver nødt til at gøre noget i et forsøg på ikke blot at sende et signal, men også have en tiltro til, at noget kan nytte. For det er rigtigt vanskeligt med alt det, man kan lave på internettet på tværs af grænser,« siger han.

Prøv information gratis i 4 uger – helt uforpligtende. Du får både adgang til hele information.dk, den trykte avis og e-avisen. Bestil her »

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer