Ingen ferie på kontanthjælp

Man kan ikke holde ferie, hvis man er på kontanthjælp. Men er man på dagpenge, er det en anden sag. Diskriminerende siger Landsforening af Arbejdsledige - rimeligt siger politiker

Der er store forskelle på de rettigheder landets arbejdsløse har. Mens ledige på dagpenge kan holde fem ugers ferie med feriedagpenge, hvor de ikke skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet og kan tage hen i verden, hvor det passer dem, gælder der ganske anderledes regler for folk på kontanthjælp.
De omkring 45.000 kontanthjælpsmodtagere, der er i aktivering, har ret til en aktiveringsfri måned om året, hvor de kan tage på ferie. Hvis de altså bliver i landet, for tager de uden for Danmarks grænser, ryger hjælpen, medmindre man har fået en særlig tilladelse.
Er man at finde blandt de kontanthjælpsmodtagere, der ikke er aktiverede, enten fordi kommunen ikke har noget at tilbyde, eller fordi man er mellem to aktiveringsperioder, skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet hele året.

Nul respekt for klienter
Man kan ikke holde fri, og forlader man sit hjem, skal man meddele sin sagsbehandler, hvor man er, hvordan man kan kontaktes og være parat til at haste hjem for det tilfælde, at arbejdsmarkedet pludselig får brug for en, eller hvis kommunen har fundet et egnet aktiveringsprojekt.
"Ferie er noget, der er opfundet for, at dem, der arbejder hårdt hver dag, kan tage fri fra deres arbejde. Ferieloven er klart defineret ud fra et arbejdsmarkedshensyn, hvor arbejdsmarkedets parter har kæmpet sig frem til reglerne, og der har altså ikke fra lovgivernes side været lyst til at udbrede ferieretten til uforsikrede ledige," forklarer Leo Torp, der er fuldmægtig i Socialministeriet.
I går kunne Information fortælle, at landets forældre er blevet bedre til at lade deres børn blive hjemme fra daginstitutionerne i ferierne.
Men de skrappe regler for kontanthjælpsmodtagere forhindrer en del ledige i at planlægge ferie med deres børn, mener Erling Frederiksen fra Landsforeningen af Arbejdsledige (LA).
"Det er endnu et eksempel i rækken af tiltag fra regeringens side, der viser, at den ikke respekterer bistandsklienter som mennesker med familie og almindelig omgangskreds."
- Hvorfor er det en menneskeret at få ferie, hvis man ikke arbejder?
"Det er en menneskeret at have socialt samvær med sin familie, venner og bekendte. Man kan diskutere, hvor mange penge en bistandsklient skal have til at holde ferie, men de må ikke engang lade sig invitere med familien i sommerhus," siger han.
Men Jens Vibjerg, der er medlem af Folketingets arbejdsmarkedsudvalg for Venstre mener, at forskellen på rettighederne for ledige er fornuftig.
"Når man er på kontanthjælp, er man jo på fuld offentlig forsørgelse, og så skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det er rimeligt nok. Når man er på dagpenge, deltager man i en forsikringsordning, hvor man betaler et bidrag selv, så der er jo forskel på at være på dagpenge eller kontanthjælp. I øvrigt kan de jo godt tage væk, hvis de bliver inden for et vist område," siger han.

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu