Rockerloven har ikke Tvindlovens karakter af særlov, siger lic. jur. Jørn Vestergaard

Ni dommere i Højesteret fastslog mandag énstemmigt, af den såkaldte Rockerlov fra 1996 ikke strider imod Grundloven.
Når Rockerloven ikke - som Tvindloven tidligere på året - blev kendt grundlovsstridig, skyldes det, at den slet ikke har Tvindlovens karakter af særlov, siger lektor i strafferet Jørn Vestergaard, Københavns Universitet, til Information:
“Folketinget skrev ikke en liste med rockernes navne ind i loven. I stedet blev der opstillet nogle generelle betingelser i loven. Rockerloven blev så afbalanceret, som den kunne blive. Og da den blev vedtaget, fandtes der ikke mange tænksomme jurister, som mente, loven var uholdbar,” siger Jørn Vestergaard.
I dommen foretager Højesteret en afvejning af rockernes ret til at forsamle sig efter den regel om forsamlingsfrihed, der er formuleret i Grundlovens paragraf 79. Om grundlovsparagraffen skriver Højesteret:
“Bestemmelsen hindrer imidlertid ikke, at der ved lov fastsættes regler, som - uden at være rettet mod en forsamlings meningstilkendegivelser - begrænser forsamlingsfriheden, når dette sker til beskyttelse af andre væsentlige interesser, herunder andres liv og velfærd.”

Hensyn til naboer
Grundlovens paragraf 79 er blevet holdt op mod hensynet til de mennesker, der passerer forbi eller bor i nærheden af rockerborge, og mod den politiindsats, der skulle til for at beskytte sagesløse, hvis politiet ikke havde Rockerloven som redskab:
“Ordningens betydning for grupper, som gennem deltagelse i gensidigt væbnet opgør selv har gjort sig til engrebsmål, er beskeden i forhold til den tilstræbte beskyttelse af omkringboende og forbipasserende, der uforskyldt udsættes for fare,” hedder det i dommen.
Efter domsafsigelsen ønskede Justitsministeriets advokat Karsten Hagel-Sørensen ikke at kommentere afgørelsen. Advokat Peter Hjørne, der repræsenterer sagsøgeren - Hells Angels-rockeren Leif Adler Pehrson - sagde, at han ville anbefale bikerne (som han omtaler rockerne) at indbringe sagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol:
“Jeg har plæderet for, at lovgivningsmagten med Rockerloven træder ind på den udøvende magts område, præcis som Folketinget i Tvindloven gik ind på den dømmende magts område,” sagde Peter Hjørne efter dommen.

220 personer ramt
Rockerloven - “Lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme” - der blev vedtaget i oktober 1996 og gjort permanent i juni 1998, ramte i alt 122 HA’ere og 98 Bandidos. Der blev udstedt forbud mod at opholde sig i 15 ejendomme ejet eller lejet af HA’ere og 10 af Bandidos. Kriminologen Joi Bay frygtede i 1996, at Rockerloven ville ekskalere krigen:
“Jeg advarede imod Rockerloven, fordi den efter min bedste overbevisning ville besværliggøre kommunikationen mellem klubmedlemmerne. Når man ødelagde kommunikationslinjen, var der fare for, at enkelte sympatisører agerede på egen hånd i stedet for koldblodigt at overveje, hvad der var fornuftigt at gøre,” siger Joi Bay. Han glæder sig over, at rockerloven ikke eskalerede, men mener ikke, at den udvikling kan tilskrives Rockerloven.