Jeg så julemanden kysse mor,
hun blev ikke vred, slet ikke spor”.

Det burde hun nok være blevet alligevel. Med mindre der var tale om den rigtige julemand - og det ved vi, der ikke var - vil et falsk julemandsskæg nemlig være behandlet med en eller anden slags flammehæmmer.
Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvor farligt et tungekys kan være, hvis skægget kommer ind i munden! Bromerede flammehæmmere som polybromerede biphenylethere eller polybromerede biphenyler kan give fosterskader og hormonforstyrrelser.
Julens sangskat er fyldt med eksempler på den slags farlige situationer. Linien før i samme sang lyder f.eks.: “Derfor hvisker Peter til sin gamle Teddybjørn.” “Det er ikke særlig klogt, Peter”, skal det lyde herfra. Den gamle Teddybjørn kan nemlig også være behandlet med en bromeret flammehæmmer. Derfor er det vigtigt, at Peter undgår at komme i direkte kontakt med bamsen.

Generelt set er de bromerede flammehæmmere forbudt i tøj, der kommer i kontakt med huden, men ingen kontrollerer reelt, hvad producenterne bruger. Nogle af de kedeligste flammehæmmere er fundet i tyske bamser. Hvad der bruges i de bamser, der ligger i danske forretninger, ved ingen.
Information har i den forløbne uge forsøgt at få at vide, hvilke flammehæmmere der bruges i BR-Legetøjs bamser. Svaret har været, at det ved virksomheden ikke, og den kan nok heller ikke finde ud af det, fordi den bare får sine bamser fra en leverandør, som får plysset til bamsen fra en anden underleverandør, og så videre.
Forhandleres viden om, hvad de sælger af kemi sammen med legetøj, er i det hele taget yderst mangelfuld. Det gælder ikke alene deres viden om flammehæmmere. Det gælder også konserveringsmidler, farvestoffer, tungmetaller, organiske opløsningsmidler og PVC-blødgørere.
Og det er intet mindre end en skandale! Vi giver vores børn legetøj for at glæde dem og ikke for at forgifte dem! Og ved du, hvad det værste er? Det er, at den ret uvidende Fætter-BR formentlig er en af markedets mest velorienterede virksomheder, når der skal gives svar på kemiindhold - altså lige med undtagelse af svar om flammehæmmere.
Danske supermarkeder som FDB og Dansk Supermarked sender aben videre til importvirksomhederne, når man spørger til kemiindhold i deres legetøj. Nogle danske importvirksomheder svarer, når de bliver spurgt. Men andre, som K.E. Mathiassen, der importerer ca. 40 procent af det danske slime, og som forsyner FDB og Dansk Supermarked, svarer ikke.
Det kan lade sig gøre at være tavs om gift i legetøj, fordi legetøjsområdet er en ureguleret jungle, hvad angår kemikalier. Illustrativt er det, at Danmark og Tyskland har lavet en liste på ikke mindre end 800 stoffer i legetøj, som man ønsker undersøgt i EU.

Nogle FÅ store danske virksomheder er kommet et stykke med at rydde op i kemien. Det gælder især konserveringsmidler som formaldehyd i modellervoks, eller tungmetaller i lim og lak og elektronisk legetøj. En enkel stor forhandler har fjernet slime helt fra hylderne og borsyren fra modellervoksen. De øvrige har stadig omkring en procent eller mere borsyre i deres produkter. Det er dobbelt så meget, som det Miljøstyrelsen for nyligt har foreslået EU at fastsætte som grænse for, hvornår bl.a. legetøj skal mærkes som fosterskadeligt.
Linien “Alle vegne ud og ind, glimrer edderkoppespind” fra Juletræet med sin pynt er endnu et eksempel på en farlig situation beskrevet i julesangskatten.
I gamle dage, da træet blev hentet direkte ind fra laden, var det sandsynligvis ægte edderkoppespind.
I dag er det langt mere sandsynligt, at der er tale om en legetøjsedderkop viklet ind i slime - som indeholder sundhedsskadelig borsyre - hvis man spiser det. Det er det selvfølgelig ikke beregnet til, men det bliver spist, sagde en af leverandørerne her i avisen i går. Især af børn.
I øvrigt til sidste et tip til, hvordan man klarer problemet med bromerede flammehæmmere i bamser: Sæt ild til bjørnen. Hvis ikke den brænder, så smid den ud med det samme, så er den nemlig behandlet med en flammehæmmer. Hvis den brænder - var den god nok. Så husk at købe to bamser! God jul.jek