Er tv-serien og filmen South Park - en kulmination på 1990’ernes kongerække af satiriske tegnefilm for voksne - et tiltrængt opgør med den kvælende politiske korrekthed? Det mener nogle

Hvorfor i al verden stimler adskillige millioner seere verden over sammen foran fjerneren hver uge for at se South Park? Og hvordan kan film-udgaven af serien, South Park - større, længere & uklippet, der havde Danmarkspremiere i går, hive sætninger som “rystende morsomt”, “larmende, men ikke uintelligent’” og “et af milliennium-skiftets mest originale koncepter” frem hos førende danske filmkritikere?
Er det, fordi South Park er en sjofel, voldelig og racistisk udflugt til et ellers ugleset drengerøvsland - hvor utilpassede unge (også kaldet teenagere) og deres puerile fædre kan muntre sig sammen? Eller er det, fordi serie som film giver den politiske korrekthed en gevaldig én på hattepulden og griner lidt af os allesammen - en slags ventil til alle vores sammensparede frustrationer?
Svaret på dét er nok lidt af begge dele.

I Efter Deadline torsdag aften på DR2 - i øvrigt lige før endnu et af dagens utallige tv-indslag om South Park - fortalte en professor om, hvorfor han er så træt af den politiske korrekte offentlighed, som konfliktsky brokker sig over niveauet i indvandrerdebatten og ikke tør tage bladet fra munden og erkende, at indvandring kan give problemer. På den måde trækker man i den hellige politiske korrektheds navn fokus væk fra faktisk at forsøge at løse problemerne - man bekymrer sig om form i stedet for indhold.
Professoren har i en aviskronik tidligere luftet sine synspunkter, der sikkert nok skal møde modstand og afføde endnu en diskussion om, hvor og hvordan debatten skal føres.
En lignende diskussion har South Park lagt ryg til, og dén nåede passende til Danmark i går med South Park - større, længere & ucensureret, der kommer til at leve en mere synlig tilværelse i landets biografer, end serien, som er henvist til den hemmelige kanal, DR2.

På den ene side er South Park sjov, som Monty Python var sjove: Serien overskrider alle grænser for god tone, og de to bagmænd, Matt Stone og Trey Parker, synes at have det ustyrligt morsomt med konstant at udfordre og provokere seerne - velvidende, at de får USA’s kristne puritanere på nakken.
Det er barnligt, sjofelt, helvedes perfidt, men skidesjovt, og så er det en kommentar til en offentlighed så opslugt af at få overfladen til at se præsentabel ud, at den glemmer at bekymre sig om, hvordan menneskene inden i rent faktisk har det, fysisk og psykisk.
South Park, der i sin tv-udgave kan opleves på DR2 hver uge, er i løbet af sine små tre leveår blevet en kæmpesucces over hele verden - ikke mindst i hjemlandet USA, hvor fronterne mellem det politisk korrekte og ukorrekte er trukket skarpere op end herhjemme - og sprogbrug og episoder fra serien reciteres flittigt i skoleklasser, på arbejdspladser og på Internethjemmesider.

Men South Park er bare et af de seneste og mest ekstreme skud på stammen i en lang række nyskabende og ofte provokerende, amerikanske tv-animationer møntet på store børn og voksne, der op gennem 1990’erne har set dagens lys. Og som gennem grovkornet satire, løssluppen, gerne lavpandet humor og sympatiske karakterer forsøger at sætte fokus på nogle af de politiske, økonomiske og menneskelige problemer, USA er så rig på.
Egentlig startede bølgen af voksentegnefilm med Matt Groenings The Simpsons i starten af 90’erne, men den amerikanske tradition for tegnet satire har rødder helt tilbage i ungdomsoprøret i 60’erne og 70’erne og undergrundstegnere som Robert Crumb og Gilbert Shelton og satiriske blade som det endnu eksisterende MAD Magazine.
Fordelen ved det tegnede format ligger selvfølgelig i de uanede muligheder for at overdrive, karikere, satirisere - enten direkte eller i en mere overført forstand - og derved understrege sine pointer. Og humoren får det hele til at glide nemmere ned hos et underholdningsorienteret publikum.
Animation kræver heller ikke den samme tilbageholdenhed og pæne opførsel af sine skabere. Var f.eks. South Park-universet befolket med rigtige mennesker og ikke modtagelige små drenge og deres dobbeltmoralske forældre klippet ud af karton, ville det store publikum sikkert hurtigt hoppe af vognen igen - om noget så sætter tegnefilmmediet fantasien fri.
Det indså Groening allerede tidligt, da de helvedes politisk korrekte 90’ere var i sin spæde start, og serien om den dysfunktionelle familie Simpson og deres absurde hverdag i lillebyen Springfield, hvor autoriteter og minoriteter udstilles på lige fod og uden at lægge fingrene imellem, blev (og er stadig) en af de sjoveste, succesrige og kritikerroste komedieserier på amerikansk tv.
Måske fordi Groening og seriens skiftende forfattere også har kæret sig om at udvikle intelligente manuskripter og skabe troværdige, sympatiske karakterer, som seerne både kan grine af og identificere sig med.
Siden samlede Mike Judge stafetten op med den MTV-producerede serie om de tumpede metalhoveder Beavis & Butthead og redneck-satiren Forstadens konge, og mod slutningen af 90’erne skulle enhver amerikansk tv-kanal med respekt for sig selv have én eller flere animerede komedieserier for voksne.

Med South Park, der har sin oprindelse som et animeret julekort til internt brug i filmbranchen og kan ses på kabelkanalen Comedy Central, har voksenanimationsbølgen nået sit foreløbige højdepunkt - intet er længere helligt, alt er tilladt.
Og vi har godt af det, synes i hvert fald nogen at mene. Kun et spark i røven på størrelse med South Park kan vække os af vores dvalelignende søvn, hvor vi stiltiende accepterer, at alting bliver udstyret med en politisk korrekt og totalt utålelig og uhensigtsmæssig støddæmper, som i længden kun fører til berøringsangst og mangel på føling med det virkelige liv og de virkelige mennesker.
Kan South Park (og alle de andre animerede satirikere) så blive ved med at holde dampen oppe? Ja, sålænge Parker og Stone synes, det er sjovt at prutte i primetime, og sålænge de føler, establishment’et insisterer på at guide diskussionen derhen, hvor den bliver komplet ufarlig og udsigtsløs og derfor kalder på kritisk genmæle.