“Samlet set var høringen en opsang til det danske plejesystem, der er alt for fokuseret på de målbare værdier og den fysiske pleje frem for personlig omsorg. Et system, der putter de ældre borgere i forskellige kasser uden at fokusere på, hvad den ældre helt personlig har behov for. Et system, hvor ledere rundt i landet tænker mest i tal og effektivitet”
Jyllands-Posten om regeringens første folkehøring
Der er noget i gære. Det breder sig over det ganske land, fylder tv-skærmen og er sågar trængt helt ind i magtens cirkler. Folket er kommet i tale. Den offentlige politiske debat har fået en renæssance. Fra de popsmarte tv-shows på TV3 til prestigefyldte projekter som Mandag Morgens ‘Værdilaboratorium’ og Informations eget flyvske projekt, Luftskibet - Forum for Systemdebat. Konceptet er det samme. Gennem en dialog skal man nå frem til nye løsninger på de problemer, som samfundet står overfor. Folk skal debattere. De skal diskutere politik og frem for alt skal de høres.
Hørt blev den ældre del af befolkningen, eller i hvert fald dens repræsentanter, da regeringen torsdag i Eigtveds Pakhus afholdt den første af sine fire folkehøringer om velfærdens kerneområder. Emnet var ‘Kvalitet i ældreplejen’ og huset var tæt pakket med pensionister, repræsentanter fra ældreforsorgen og politikere. Her var den fine dame med solbriller mødt op for at præsentere sit standpunkt. Her deltog den afhoppede socialdemokrat, Bent Rold Andersen og her flokkedes pressens folk for at dække dette, regeringens første møde med befolkningen.
De fire folkehøringer er regeringens forsøg på at komme i dialog med befolkningen. Som statsministeren sagde, da han præsenterede sin nye regering onsdag i sidste uge: “Vi ønsker ikke bare at sidde bag lukkede døre. Vi ønsker at gøre det i samklang med befolkningen, i samarbejde med borgere i byer og på land. Konklusionen skal tages sammen med befolkningen.”

Nogle egentlige konklusioner om en fremtidig ældrepolitik blev der imidlertid ikke taget i Eigtveds Pakhus. Til gengæld blev regeringen vidne til en markant kritik af ældreforsorgen. En kritik, der først og fremmest gik på den manglende personlige omsorg og pleje. På den beskedne kontakt mellem menneske og system og på den afmagt, som den enkelte føler over for et stærkt afpersonificeret bureaukrati, der forvalter forsorgen. Som Rold Andersen meget præcist formulerede kritikken: “Der er for meget management-teori over det i kommunerne. Alt skal måles og vejes, og det overflødige skæres fra. Men det vigtigste af alt, samværet med andre mennesker, kan ikke måles, og derfor klemmes det ud, når kommunerne effektiviserer.” Som sådan var regeringens første folkehøring ikke mindst et udtryk for en egentlig systemkritik. Der kom ingen håndfaste løsninger på bordet, men der blev luftet utilfredshed og meninger.

At regeringen er kommet så langt, at den lige frem har som ambition at gå i dialog med befolkningen, skyldes først og fremmest presset fra Pia Kjærsgaard og hendes folkelige ‘appeal’. Pia Kjærsgaard har om nogen været med til at genoplive det klassiske folkemøde. Hendes møder fungerer ikke mindst som systemkritiske forsamlinger, hvor hun som den første virkelig har fået folket i tale. Hun har formået at overskride kløften mellem politisk elite og befolkning og blive folkets talerør. Det er denne kløft, regeringen vil forsøge at overskride ved at gå i dialog med befolkningen. Om det så lykkedes, er tvivlsomt. Som leder af Center for Offentlig Organisation og Styring, Henrik Bang, udtalte i tirsdagsavisen, er de fire høringer mere udtryk for en panikløsning.
Den egentlige overskridelse ligger i en reformulering af den demokratiske praksis. Og her spiller de mange debatmøder ind. De er nemlig udtryk for en generel søgen efter nye politiske visioner og nye løsninger. Løsninger, som nogle tror, kommer i enkle og konkrete svar, men som reelt viser sig at være meget svære at finde.

Det var den erfaring, vi her på avisen høstede efter det første møde i Luftskibet, der handlede om ‘Når Danmark bliver multikulturelt’. Her bad vi en række mennesker komme med bud på det multikulturelle samfund, men fik i stedet refleksioner omkring, hvilke faktorer, der står i vejen for dette samfund. En af disse var selve systemet. Ligesom Rold Andersen pegede på et system i krise, fremhævede Henrik Kærgaard både på mødet og dagen efter i avisen, at en stor del af ‘problemet med de fremmede’ er et spørgsmål om en systemfejl.
Hvordan man så overkommer denne fejl i systemet, må være det, den fortsatte debat skal handle om. Det er igennem den evige dialog, at løsningen skal findes. Ikke i de enkle svar.CB