Ny udstilling i København af australsk samtidskunst viser flere internationale end lokale referencer

Udstilling
Sammen med australske kunstnersammenslutninger og institutioner skabte
schweizeren Bernhard Lüthi i 1994 en udstilling på Louisiana af aboriginernes kunst med vægt på arbejder udført inden for de seneste årtier.
Det handlede altså om en udstilling af nutidskunst. Men bortset fra en fåtallig gruppe malerier, fotografi og grafik med slagkraftigt politisk indhold var traditionen fra fortiden levende, livskraftig og dybt fascinerende.
I dag har en australsk museumskurator og en amerikansk filosof sammensat en udstilling med en halv snes internationalt orienterede australske kunstnere.
Titlen på udstillingen i Kulturministeriets Udstillingshus er “RENT”, som betyder afgift eller leje. Ejerskab af kunstværker er kun en tidsbegrænset leje. Kunst er til låns, og kunstneren er i sit arbejde selv ‘låner’ hos andre kunstnere. Sådan har det været til alle tider. I dag hedder det appropriation og er en kunstnerisk strategi, men i princippet er det en ældgammel historie og en forudsætning for skabelsen af nutidskunsten i Australien.
Men for australske kunstnerne er der også politiske undertoner i ordet ‘rent’, idet det store brændende problem er aboriginernes rettigheder og den hvide indvandrerbefolknings juridiske ret til at bruge det land, de har lejet eller ‘lånt’.

Spredte aspekter
Det er således et meget vidt og temmelig uhåndterligt begreb, som antydes ved titlen, og der er kun begrænset hjælp at hente i det lille katalog, der udgives som et tillæg til tidsskriftet Øjeblikket, og hvor spredte aspekter af den australske situation præsenteres.
Det, vi møder er international kunst med enkelte referencer til landet down under, så som Ruth Watsons rødvinspletter, der danner et verdenskort set fra Antarktis og Callum Mortons konkrete historie om 200-års jubilæet for ‘opdagelsen’ (anførselstegnene er katalogets) af Australien ved James Cook i 1788. England fejrede året ved at skænke Cooks gamle hus til genopstilling i en park i Melbourne.
I 1998 returnerede Morton en lille kopi af huset med tak for lån.
Når Louise Weaver dækker nogle afbrækkede grene med et hæklet rødt betræk, som gør de knudrede grene bløde og lodne, får hun de amputerede grenstumper til at ligne ulmende gløder, og man forestiller sig, at hun har tænkt på de skovbrande, som hærger kontinentet.
En anden kunstner, hos hvem man med lidt god vilje aner en lokal association, er Andrew Hurle.
Hans indslag handler om penge: dollarsedler, nulstillede kreditkort og de mange nullers magi samt en højttaler, hvor en mørk, grødet stemme messer en uendelig talrække.
Stemmen og den rytmiske opremsning minder om et ritual, en påkaldelse. Men man må konstatere af deres formsprog helt er i pagt med den globale samtidskunst.

USA og Østen
Lidt specielle er Kenneth Plebans mennesketomme kontorlokaler, hvor lysets indfaldsvinkel og styrke registreres time for time gennem The Longest Day i et suggestivt lysbilled-show, og Danius Kesminas og Mike Stevensons video, hvor to skuespillere agerer et interview mellem kunstneren Gerhard Richter og Doris van Drathen, er originalt og ironisk.
To af kunstnerne røber en kinesisk baggrund.
Ah Xian viser iøjnefaldende porcelænsbuster af blomsterbørn og Kate Beynon kinesiske skrifttegn i chenille hæftet på væggen. Dertil kommer Ricky Swallows kridhvide cykle modelleret i pvc med titlen Commemorative Model Pugeot Taipan-Discontinued Line.
Det er USA og Østen, som er model for kunstnerne, som alle er født i 60’erne, og ikke på noget punkt, ikke ved det mindste tegn, strækker deres ‘Rent’ sig til også at omfatte lån fra landets egen urkunst. Deri ligger, for mig at se, en vis provinsialisme.
Men situationen er kompleks og for en udenforstående vanskelig at vurdere, hvilket ikke hindrer, at jeg savner en stærkere markering af, at dette er australsk kunst.

*Rent. Overetagen i Kulturministeriets Udstillingshus for Nutidig Kunst, Overgaden neden Vandet 17. Ti.-sø. 13-17. Til den 9. april