Intermetzo

I disse Echelon-tider er det værd at holde sig for øje, at noget så tvivlsomt blandt erhvervene som spionage, fænomenologisk set, bør henregnes til kategorien af fredsbevarende instrumenter.
Formentlig overlevede verden koldkrigen, fordi supermagterne opbyggede effektive spionagestrukturer, der fra 1945 konsekvent skaffede sig hemmeligstemplet viden om modparten.
Afsløredes spionerne i deres fortjenstfulde gerning, var skæbnen som regel en beseglet sag. De mindre betydningsfulde gik et endeligt i møde, der ikke adskilte sig fra Mata Haris. En klud på brystet, sæk over hovedet, læg an, fyr! De lidt højere på strå udveksledes, hvilket jo i sig selv antyder værdien af topspioner. Samt understreger det instrumentelle i erhvervet, der ikke i politologisk forstand bør måles med moralske alen.
Næste kategori i det spionerende hierarki er det internationale diplomati. Inden for visse rammer drejer udenrigstjenesternes noble virksomhed sig i det store og hele om det samme som spionage, uanset at diplomatiet træder åbent frem over pindemad på bonede gulve. Den gode diplomat hjemsender en strøm af indberetninger, gerne med oplysninger, der ikke nødvendigvis er tilgængelige for andre. For nu at sige det diplomatisk.

Tredje kategori i slægten af brave spioner er pressens folk, hvis udsendte medarbejdere indsamler oplysninger med henblik på at tegne et billede, som heller ikke nødvendigvis er tilgængeligt i det pågældende lands egne aviser. Ofte tolker den udsendte, korrespondenten, signaler i sit baseland, som dettes journalister ikke altid selv indser og begriber. De hjemmefødte er blinde over for det selvfølgelige, som kan være afgørende. Akkurat som det gamle ord om, at man aldrig skal spørge stedkendte om vej.
Jo solidere viden om det pågældende land den udsendte sidder inde med, historisk, sprogligt, kulturelt, politisk, des bedre aflæser vedkommende landets udsagn. Afgørende er det, at korrespondenten bor fast i landet. Helst længe, mange år - vel at mærke uden at gro fast som en indfødt. Så mister korrespondenten selvsagt evnen til at høre og se med den kyndige udefra kommende iagttagers øren og øjne.

Dette er i den grad selvfølgeligt, at man kvier sig ved at skrive disse banaliteter. Og alligevel må man gøre det i betragtning af vort vigtigste nyhedsmedie, Danmarkes Radios herskende forvaltning af udenrigspolitikken og korrespondentvæsenet.
Dette er mildt sagt under hastig afblomstring. Alene kvaliteten af dækningen i radioen af USA fortæller sin egen forbavsende historie om åbenbar inkompetence og blank uvidenhed samt en påfaldende sproglig og udtryksmæssig enkelhed, som man ikke mindes at have hørt i dansk radio.
Ovenstående betragtninger er inspireret af DR’s tidligere fremragende Bonn-korrespondent o.m.m.: Frode Kristoffersen. Han har for nylig udgivet en højst læsværdig erindringsbog, Frodes forunderlige færd.
Titlen, som godt kunne have fortjent et par forsøg mere, bør ikke afholde nogen fra at drage med Kristoffersen på genbetrådte stier i hans righoldige korrepondenttilværelse gennem et snart langt liv på farten. Kristoffersen er om nogen manden, der evner at smelte sammen med befolkningerne i udstationeringsbyerne. Helst byer, dér befinder ‘der Frode’ sig nok bedst.
Her skovler den begavede, vidende mand yderligere informationer af enhver art ind i sin journalistiske hukommelse, der bearbejder og udvælger og tegner billeder af Europa i et stramt og præcist sprog og tolker politikken og mentaliteten og kulturen i rapporter, som ikke fås bedre og mere rammende i diplomatiets fineste indberetninger.

Med andre ord leverer Kristoffersen bestandigt relevante udsagn om tyskere, englændere, franskmænd, og hvem han gennem årene nu opererer blandt.
Netop opererer. For Kristoffersen glemmer i professionenes navn aldrig, i hvilket ærinde han rejser, og på hvis vegne han oplever. Ældre lyttere husker Frode Kristoffersen fra storhedstiden i radioen. Dén var trods alt hans medie. Disse utallige kommentarer i Radioavisen og Orientering, der betjente kunderne med indlevede, dybdeinformerede informationer, indsamlet midt blandt disse mærkværdige fremmede, som danskerne egentlig aldrig har været helt trygge ved. (For Danmark og kronen! Parentetisk bemærket: Hvilke andre europæere kunne tænkes at lancere et så idiotisk slagord i anledning af et valutarisk samarbejde, som ikke har kvalt andre landes nationalsærpræg og heller ikke gør det.)
Siden gennemløb Frode Kristoffersen en karriere i Europa-Parlamentet, da han i en årreække var medlem for de konservative. Men det var nu ikke det vigtigste ved Frode Kristoffersens medlemsskab, det med de konservative. Hans hovedærinde var - akkurat som journalist - at skabe kontakt for forståelse.

I en række visioner bliver historien konkret for ham. Han står i Kiel og ser sgu matroserne nede på kajen gøre oprør i 1918. Han hører de danske soldater vende hjem fra sejren ved Bov: Dengang jeg drog afsted, synger de. Jo, go’mor’en madam Dunk. For Danmark og kronen, med hovedet skruet af.
Det fortryllende ved Frode Kristoffersen er dette mentale nærvær i fortiden, der for ham ikke adskiller sig fra nutiden. Det har ingen mening at bevæge sig i den sidste uden at leve i fortrolighed og forståelse med den første. I det mål bliver Kristoffersen mesterspion på sine tilhøreres, læseres, seeres vegne. Trænger ind, hvor andre går hus forbi. Frode K. kender sine folk på travet og ved på hvilken beverding i Berlin, Bonn, London, Bruxelles, man bør nappe en lille én og lirke pointen ud af ham ved disken. Ingen bliver af den grund udleveret. Også en side af denne betydelige reporters virke: Troen på menneskers værd.
Et billede i bogen forestiller Kristoffersen med DR’s korrespondenter: bl.a. Ivan Salto i London, Jacques Berg i Paris, Christian Winther i Washington. Dengang fik man politiske analyser fra brændpunkterne.
Siden fulgt op af en stjerneparade af andre korrespondenter. Sammenlign med situationen nu. Bare Washington! De fleste andre er nedlagt. En skandale.