Er børn ligesom aber?

De seneste års debatter om, hvilke værdier børnelitteratur bør og ikke bør formidle, er udtryk for, at barnet opfattes som en fremmed på et lavere udviklingsstadie, der skal beskyttes mod den virkelighed, det selv er en del af

Skal man beskytte sine børn mod børnelitteratur som ’Folk og røvere i Kardemomme by’ – eller måske bare slappe lidt af? Den svenske teaterinstruktør Sofia Jupither mener det første. I en kronik hævder hun blandt andet, at budskabet i bogen minder om højreradikale mantraer.

Thorbjørn Egner

Det sker med jævne mellemrum, at der i avisers spalter diskuteres, hvad man kan tillade sig at viderebringe i tekster for børn. I Danmark har det i de seneste år blandt andet handlet om Oskar K og Dorte Karrebæks meget barske billedbog Lejren. Kan børn tåle at se barndommen blive sammenlignet med fangelejre, diskuteres det? Men diskussionen kan også handle om, hvorvidt en børnebog formidler usunde værdier.

Som en anden Tante Sofie har den svenske teaterinstruktør Sofia Jupither gjort sig upopulær i den norske kulturdebat ved at kritisere nationalikonet Thorbjørn Egners Folk og røvere i Kardemomme by. I en kronik i Aftenposten skriver hun blandt andet, at budskabet i værket minder om højreradikale mantraer. Hun skriver, at historien om Kasper, Jesper og Jonathan lærer os følgende:

»Mænd kan ikke gøre rent eller lave mad. Kvinder bliver glade af at passe manden og kræver ingenting til gengæld bortset fra en lille rose nu og da. Den største ulykke er at være anderledes og ikke tilhøre en ensartet gruppe. Det fremmede bliver eksotisk og spændende, hvis det sidder i bur, og det kræver stærke, modige mænd at redde hundehvalpe.«

Egners værk er altså også kønsstereotypt, men det værste er, at det er »direkte skadeligt for opvoksende generationer«. Der findes så megen god børnelitteratur, der ruster barnet til at leve i et komplekst fællesskab, mener hun, så i stedet for at fejre 100-året for Thorbjørn Egners fødsel bør nordmændene begrave ham for altid. Efter den svada synes mange norske debattører at have lyst til at ’røve Tante Sofie tilbage igen’ og sende Sofia Jupither hjem til Sverige.

Strukturel ligegyldighed

Sidst vi i Danmark hørte noget til norsk debat om indholdet i børnelitteratur ,var, da Kim Fupz Aakesons Vitello får en klam kæreste indgik i McDonalds Happy Meal, og norske forældre chokerede protesterede mod, at ordet ’faen’ bliver brugt i en bog til børn.

Men hvorfor bekymrer de voksne sig så meget om, hvad børnene læser? Pensioneret professor i barndomssociologi fra universitetet i Trondheim Jens Qvortrup ser det som et udtryk for en sentimentalisering af barndommen.

»Det er typisk for vor tid, at vi opfatter barnet som noget, der skal beskyttes mod den farlige voksenverden. Vi vil beskytte dem mod ideologiske påvirkninger og andre fortrædeligheder.«

Han henviser til svenske Bebbe Wolgers sang om »Det Gådefulde Folk«: »’Børn er et folk, og de bor i et fremmed land’, siger Bebbe Wolgers, og det er udtryk for den sakralisering af barndommen, der både handler om, at vi som voksne sentimentaliserer barndommen som et uskyldigt sted, og om, at vi opfatter det som noget helt andet end voksenlivet, som om de bor i en anden virkelighed end voksne.« Jens Qvortrup har i sit forskningsliv beskæftiget sig indgående med barndomsopfattelse og beskriver, hvordan børn bliver betragtet som en strukturel ligegyldighed.

»I FN’s Børnekonvention hedder det, at børn skal høres i sager, der vedrører dem – altså ikke i alle sager – og i Danmark er der for eksempel et børneministerium. Men i virkeligheden har de beslutninger, der træffes i Finansministeriet og Boligministeriet langt mere vidtrækkende konsekvenser for børn, men her bliver de ikke hørt. Børn bliver typisk parkeret et andet sted, fordi vi grundlæggende betragter dem som ufærdige individer, der ikke skal høres eller tages med i betragtning, men beskyttes.«

Og han ser disse debatter om, hvad børn bør og ikke bør præsenteres for i børnelitteraturen som udtryk for den generelle opfattelse af barndommen:

»Men spørgsmålet er, om vi ikke gør børnene en bjørnetjeneste ved at beskytte dem mod den virkelighed, som de jo er en del af, hvad enten vi er bevidste om det eller ej. Der bør være et stort spillerum i forhold til hvad børn præsenteres for.«

Men det er ikke ensbetydende med, at man ikke skal tage særlige hensyn, påpeger han.

»Der er forskelle på børn og voksne i mange sammenhænge. Og der kan være en tendens til, at nogle mener, at børn kan alt og tåler alt, og det er ikke min opfattelse. Børn er meget capable, men der er en risiko for, at man smider dem ud med badevandet, hvis man forestiller sig, at alle børn kan forholde sig til samme kompleksitet som en voksen. Men på den anden side er det jo heller ikke alle voksne, der kan forholde sig til den samme grad af kompleksitet,« siger Jens Qvortrup.

’Så får man travlt’

Professor Emeritus i børnelitteratur Torben Weinreich har i et blogindlæg forholdt sig til netop disse forskellige positioner i debatten om, hvad børnebøger kan tillade sig at præsentere børn for.

»Det diskuteres livligt og ofte, hvad børn skal læse. Synspunktet synes her at være, at der findes emner, temaer og skrivemåder, som ikke er egnede for børn. Måske kan bøger direkte være skadelige. Børn kan ikke tåle dem. To positioner står stejlt over for hinanden: 1) Børn kan læse og tåle alt eller i hvert fald det meste. 2) Børn skal beskyttes mod skildringer af det, som anses for skadeligt. Og hvad der er skadeligt, kan være både ’dårligt sprog’ og omtale af visse af livets forhold og særlige befolkningsgrupper,« påpeger han og henviser dermed til de tilbagevendende diskussioner om Tintin i Congo og om, hvorvidt det er i orden, at der står ’neger’ 31 gange i Jørgen Clevins Strudsen Rasmus, eller hvorvidt Pippis far fortsat skal være negerkonge i Sydhavet i det 21. århundrede.

I Torben Weinreichs egen Historien om børnelitteratur fortæller han, at degnen Peder Palladius omkring 1540 er én af de første, der i Danmark gør sig tanker om forholdet mellem barn og bog. Palladius skriver, at »børn er ligesom aber«, og i følge Weinreich er det udtryk for den grundlæggende barndomsopfattelse fra 1500-tallet til slutningen af 1700-tallet, at »børn gennem læsning af litteratur skal opfordres, hjælpes og om nødvendigt tvinges til eftergøre, efterligne og efterabe«.

Og dele af denne gammeldags barndomsopfattelse, der prægede tiden omkring børnelitteraturens fødsel i kombination med 1970’ernes ideologikritiske tilgang, spøger i Sofia Jupithers kritik af Folk og røvere i Kardemomme by, mener Nina Christensen, der er leder af Center for børnelitteratur, Aarhus Universitet:

»Det er udtryk for den holdning, at et kulturprodukt for børn formidler en værdi, og primært skal vurderes ud fra den værdi, og at barnet når det præsenteres for den værdi, automatisk overtager den, som om barnet er noget, der blot kan afsættes stempler på,« siger hun og tilføjer, at Folk og røvere i Kardemomme by som al anden børnelitteratur er præget af den tid, det er skrevet i:

»At kritisere værker værdimæssigt på denne måde er en meget ahistorisk tilgang til litteratur, og det undrer mig gang på gang, at især klassiske børnelitterære værker vurderes uden hensyntagen til deres historiske samtid. Børnelitteraturen udvikler sig også, og det samme gør opfattelsen af barndom,« siger Nina Christensen.

Hun peger på samme tendenser i barndomsopfattelse som Jens Qvortrup og tilføjer, at hvis man har den opfattelse, at man som voksen må påtage sig den rolle at vurdere, hvad der er de sunde værdier og så i øvrigt kun præsentere barnet for det: »Så får man travlt.«

Professor Emeritus i børnelitteratur Torben Weinreich har i et blogindlæg forholdt sig til netop disse forskellige positioner i debatten om, hvad børnebøger kan tillade sig at præsentere børn for. »Det diskuteres livligt og ofte, hvad børn skal læse. Synspunktet synes her at være, at der findes emner, temaer og skrivemåder, som ikke er egnede for børn. Måske kan bøger direkte være skadelige,« skriver han blandt andet.

Foto: 
Thorbjørn Egner

Relaterede artikler

Kommentarer

Brugerbillede for Peter Jensen

"To positioner står stejlt over for hinanden: 1) Børn kan læse og tåle alt eller i hvert fald det meste. 2) Børn skal beskyttes mod skildringer af det, som anses for skadeligt."

En sådan polarisering/dikotomi står formentligt lidt kunstigt i luften for de fleste dannede mennesker med integritet; det handler vel mere om hvordan det skildrede formidles. F.eks. kan det sagtens formidles at en del mænd mænd og kvinder i givne kulturkredse på visse områder indtager stereotype positioner, der kan opfattes som kønstypiske - uden at man samtidig dænger til med kønsdeterministiske vrangforestillinger. Måske er problemet i højere grad at der er for mange smarte, egoinflatoriske 'forfattere' og for megen tarvelig (børne- og ungdoms)litteratur.

Brugerbillede for Rune Lund

for megen tarvelig (børne- og ungdoms)litteratur

Der er vel stor forskel på hvilke kvalitetskriterier man anvender i sine vurderinger af (børne- og ungdoms)litteratur - for ikke at nævne de mere insisterende (jeg havde nær skrevet nærværende) medier som film og tv. Jeg har ladet mig forstå at Pippi Langstrømpe var forbudt for børn i det oplyste Frankerrige altimens det kørte for fuld synkroniseret udblæsning lige syd for grænsen den gang i de progressive halvfjerdsere. Ret mig endelig hvis jeg tager fejl.

At børn ikke skulle kunne forholde sig til kompleksitet [som en voksen] er iøvrigt noget omvendt sludder. Det vi bruger så meget energi på, bla via udvalgt børnelitteratur mm, men især det kontrolerede (jvf clevins 31 negere andetsteds) sprog - er om noget en målrettet fasttømring af ontologiske og emotionelle skyklapper.

Når man kan argumentere for at børn skal beskyttes i et vist omfang er det vel netop fordi at de er i stand til intuitivt at forstå de kompleksiteter vi forskanser os imod ved at sprogliggøre dem. Og det er den forsvarsstrategi vi opdrager vores børn med. Det talte (og skrevne) sprog kan som sådan opfattes som en succesfuld overlevelsesstrategi sådan rent darwinistisk.

Vi lever i en kultur hvor virkeligheder italesættes alt imens alting skrider under fødderne på os. Også om morgenen når overtøjet skal på. Det store problem når vi snakker om [med] børn er ikke kompleksiteten, men nærmere børns mangelende [sproglige] distance til fortællinger - som netop gør dem i stand til forstå ting helt og aldeles direkte , hvo rvi andre skal analysere os frem til mulige konklusioner via vores avancerede sproglige værktøjer.

At vi skal overveje hvad vi hælder i hovedet på vores børn kan jeg kun skrive under på. Dog må overvejelserne nødvendigvis gå på en vurdering af hvad børn kan holde til emotionelt. Komplekse sager er som regel komplekse fordi de er rodet ind i et udueligt sprogligt skema - den slags rører ikke et barn. Emotionelle sager er som regel kun komplekse i forsøget på at formulere dem - og hvor den slags kan syntes indviklet for avancerede sproglige væsner fiser det soleklart og simpelt ind på de små uskolede lystavler.

Samtidig har børn et yderst effektivt værn: Leg. Voldsomme oplevelser/situationer/problemstillinger eksternaliseres gennem legen og bliver sjove. Mekanismen overlever til dels i den voksne humor, men i en noget depraveret form når man sammenligner med børns indlevelse i legeprojekter.

De allerbedste børnebøger [i min bog] er dem der formår at behandle meget "komplekse" og/eller voldsomme emotionelle problemstillinger med legen som mediator. Netop dette aspekt mestrer især Lindgreen men også Egner og Clevin.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jakob Clemen

Jeg har aldrig tænkt på Folk og røvere i Kardemomme by som andet end underholdning... Det er da rigtigt, at hvis man som voksen begynder at analysere den, kan se nogen måske knap så heldige tendenser. Men hvor mange børn analysere lige så meget? De ser ikke mænd og kvinder, de ser røvere, og en sur dame, de ser en løve og ikke at "Det fremmede bliver eksotisk og spændende, hvis det sidder i bur"... kønnet er for dem ligegyldigt... børn er ikke aber, og vigtigere i nu de har ikke de samme associationer og fordomme så vi voksne har...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

Børn er i bedste fald glade og livlige, og hvis man giver dem mulighed for at lære og leverer gode råd og støtte undervejs, skal de fleste nok kunne udvikle sig til kapable og voksne personer. Det er hvad deres tidlige år og ungdom burde reserveres til.

Desværre udsættes børn for formynderi fra en tidlig alder. Det skal uafladeligt vartes op, kontrolleres, tilpasse sig, befinde sig i fællesskaber de ikke har valgt, og hvor de ikke hører hjemme. De udsættes for pligtpensum og ensretning, og læres færdigheder der handler om at finde sig i afmagt.

I stedet for at bekymre sig om børn er som aber, var det måske mere relevant at fokusere på hvordan man undgå at de ikke ender som æsler og svin.

Brugerbillede for Klara Liske

Man lever i en kultur, og for at have en chance for at forstår den kultur, må man nødvendigvis informeres om den - og helst af mennesker der er empatisk indstillet.

Der ligger grænser i alle mennesker fra start til slut, de kan kun opfattes af mennesker der er i stand til at lytte til den de viderebringer informationer og oplevelser - og forstå dem

Men små skridt til små fødder som udgangspunkt, er vel ikke nogen dårlig ide?

Selv var jeg sart, og meget virkede voldsomt - mit filter var ligesom i udu - der røg for meget ind på en gang - og jeg havde et stort behov for ro til at bearbejde mine indtryk.

Et hæsblæsende samfund giver ikke den plads, og informationer giver stress hvis de ikke sættes i forhold indeni.

Børn bearbejder konstant informationer bevidst og ubevidst, så almen påpasselighed fra forstående individer om hvem de er sammen med, gør at situationen fortæller hvad der er konstruktivt og hvad der ikke er for det pågældende barn.

Det kræver at der er voksne til stede. og at de voksne kender sine egne grænser i deres forståelse af omverden, i det tilfælde at de skulle være i selskab med et individ der har andre perspektiver.

Brugerbillede for Peter Jensen

Klara Liske: Ret enig, men lige en vinkel: Istedet for voksne, som er 'bevidste om egne grænser', har børn vel især gavn af signifikante andre, som reflekterer over egen eksistens, egne dogmer og egen levevis - er bevægelige, solidariserende, empatiske og filosofisk receptive. Ellers kan den voksne tilstedeværelse let blive en i højere grad disciplinerende magtfaktor end en (gensidigt) læringsorienteret erfaringsfacilitator.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Klara Liske

Peter, de grænser jeg refererer til er de grænser hvor et voksent menneske bør være bevidst om at det bør træde tilbage, og videregive barnet til andre der kan rumme det.
Og her har barnet så givet det voksne menneske noget at reflektere over, men den reflektion skal ikke ske i sammenhæng med barnet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Klara Liske

PS

Undtaget Far og Mor, det er emotionelt nødvendige faktorer, hvor selv stemmen er en tryghedsfaktor.

PPS
En lettere dement ældre havde forladt sit plejehjem i natkjole, og blev stoppet og spurgt om hun havde brug for hjælp - hvortil vedkommende svarede:

Jo, jeg leder efter min fader og moder, og jeg ved hvor de bor!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hasse Gårde-Askmose

Det er rigtig mange år siden, at jeg havde småkravl.

Overskriften lyder:
ER BØRN LIGESOM ABER?

Der er noget, der tyder på det....når "man" hører den måde vi voksne (herunder jeg selv) til til dem på.

Det er jo næsten på samme måde, som mange taler til deres (andre) kæledyr :-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hasse Gårde-Askmose

Der var slåfejl. derfor igen:

Det er rigtig mange år siden, at jeg havde småkravl.

Overskriften lyder:
ER BØRN LIGESOM ABER?

Der er noget, der tyder på det....når "man" hører den måde vi voksne (herunder jeg selv) taler til dem på.

Det er jo næsten på samme måde, som mange taler til deres (andre) kæledyr :-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Ikke alle børn er ens, ikke alle mennesker er ens. Derfor må man afpasse læsning af bøgerne efter, hvem de læses med, og man må afpasse den support, der følger læsningen. De sarte må gives større mulighed for afstand og flugt, de mere robuste kan komme tættere på og høre om gru og rædsel. Verden er slem, men først og fremmest skøn. Den vægtning bør efter min mening fremgå af en børnebog. Med den rette tilgang er jeg sikker på, at sartheden kan bevares intakt, men omgivet af en robusthed, der får de værste ting i verden til at prelle af. At stemmen kan give tryghed, er der ingen tvivl om, hvorimod billeder er dårlige i den diciplin.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dorte Weber

Jeg var så heldig at have en more der var børnebibliotekar. Det eneste hun censurerede var Anders and. Det måtte vi ikke få. Derudover måtte vi læse alting. Jeg synes det er mere vigtigt at børn læser eller får læst høst et bredt udvalg af god børnlitteratur end at det enkelte værk udsættes for politisk korrekthedsanalyse. Det barn der får adgang til mange værker er bedre til at forstå at ikke alt hvad man læser er fuldstændig sandt. At indsnævre børns litterære erfaringer til kun dem man selv synes udtrykker de "rigtige" holdninger er at berøve barnet en chance for at udvikle sin egen smag og egen bedømmelsesevne. Jeg elser forresten Folk og Røvere, og det gjorde mine forældre da også, men derfor var der da ingen i familien der troede at mænd ikke kan lave mad. Sikke noget ævl. Børn ved hvad de ved. Hvis faren laver mad, så kan mænd selvfølgelig det.

Brugerbillede for Henning Steen

Nina Christensen konstaterer, at kulturelle produkter ikke blot afsættes som stempler i børns bevidsthed.
Men hvis hendes alternativ er, at børnelitterære værker opleves og opfattes med "hensyntagen til deres historiske samtid", kan det ikke være børnene hun tænker på længere.

Selvfølgelig er børn ikke aber, men Heinrich har ret i at det vigtige må være, at de så heller ikke ender som æsler og svin.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jeppe Bundsgaard

Er dette en artikel eller en kommentar? Det forekommer mig at Anita B Rasmussen lader skinne meget tydeligt igennem hvordan hun selv opfatter Sofia Jupithers kronik, men samtidig citerer hun eksperter (som hun lader sige det samme) og giver derved indtryk af at der er tale om en journalistisk tekst.

Og så et andet - vigtigt - spørgsmål: Er det dannende at læse litteratur?
Og et opfølgende spørgsmål til dem der svarer ja: Hvad danner Folk og røvere i Kardemomme by til?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Jeppe Bundsgaard - jeg forsøger er svar:
- det er ikke "dannende" at læse litteratur, men det giver reedskaber til at begribe og omfatte verden. Både med hensyn til at tænke over den, og med hensyn til eventuelt at gøre noget ved den.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dorte Weber

@Michael Kongstad Nielsen
Jeg tror hun anså Anders And for noget kommercielt, underlødigt skidt. Undkyld hvis jeg komtil at trykke på den "stødende kommentar" knap. Jeg prøvede at besvare din kommentar direkte. Det var altså ikke lige der jeg skullehave trykket.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dorte Weber

@Jeppe Bundgård
Der er ikke et enkelt værk der i sig selv er dannende. Det er dannende at læse bredt og dybt, og hvis man begynder som barn, er man bedre udrustet til at læse som voksen. Desuden sætter de tidlige litteraturoplevelser sig dybe spor. Vi lærer at læse litteratur ved at læse den. Vi lærer at have forventninger om litteratur ved at have læst meget,også meget varieret materiale.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Dorte Weber, måske er du gået glip af noger i din barndom, når Anders And var forbudt, men bladet var nu som før temmelig harmløst, og efter min mening god "underholdning", samt til tider opbyggelig literatur for små børns væren.

anbefalede denne kommentar