Socialdemokratiets top opretholder larmende tavshed om indenrigsministerens nye udlændingekurs

Mens de fleste toppolitikkere i Socialdemokratiet vælger at dukke nakken og undlade at tage direkte til genmæle mod indenrigsminister Karen Jespersens (S) nye strammerkurs i indvandrerdebatten, byder Dansk Folkeparti velkommen til et øget samarbejde med Socialdemokratiet.
Ifølge det tidligere socialdemokratiske folketingsmedlem og nuværende EU-parlamentariker for Dansk Folkeparti, Mogens Camre, ligger de to partier nemlig ikke længere så langt fra hinanden. Han forventer, at andre socialdemokratiske toppolitikere vil følge i Karen Jespersens fodspor:
»Der er ingen forskelle på Dansk Folkepartis holdninger på indvandrerområdet og dét, indenrigsminister Karen Jespersen har sagt i de seneste dage. Dansk Folkeparti er jo ikke et ultra-højre parti. I dag repræsenterer Dansk Folkeparti snarere de ægte socialdemokratiske værdier, og derfor er det kun naturligt, at Karen Jespersen søger i retning af vores synspunkter,« siger Mogens Camre til Information.

Oprigtigt værdiskifte
Indenrigsminister Karen Jespersen (S) er i de seneste dage kommet med tre udtalelser, som for alvor har sat sindene i kog blandt flere radikale og socialdemokratiske politikere:
*Kriminelle asylansøgere skal isoleres på en øde ø.
*Udviklingen i antallet af indvandrere skal kortlægges.
*Dansk kultur må ikke side-stilles med muslimsk kultur.
Indenrigsministerens udspil ses som et strategisk forsøg på at fastholde de mange socialdemokratiske vælgere, som vil stemme nej til euroen og derfor frygtes at følge trop med de mange andre socialdemokratiske vælgere, som er skiftet til Dansk Folkeparti i de senere år.
Ifølge Mogens Camre skal de nye toner fra indenrigsminister Karen Jespersen (S) ikke ses som en taktisk vejrballon, der blot har til formål at trække frafaldne socialdemokrater tilbage i folden:
»Det er en stor triumf for os, hver gang andre overtager Dansk Folkepartis synspunkter. Hvis alle socialdemokrater bliver lige så fornuftige som Karen Jespersen, begynder der at tegne sig nogle nye muligheder for samarbejde. Det er i det hele taget utrolig vigtigt for meningsdannelsen, at det er flere pæne damer med gråt hår fra ‘stuerene’ partier, som fremfører vores synspunkter,« siger Mogens Camre.

Larmende tavshed
Indenrigsministerens udspil kommer umiddelbart før Socialdemokratiet i næste uger afholder kongres om den fælles mønt. Udspillet har dog allerede skabt højlydt utilfredshed blandt flere socialdemokrater og radikale. Indenrigsministeren har nemlig ikke drøftet udspillet med hverken regeringens øvrige ministre eller de radikale.
Den socialdemokratiske ledelse ønsker imidlertid ikke at kommentere situationen. Karen Jespersen har sygemeldt sig af ukendte årsager, mens statsminister Poul Nyrup Rasmussen er til FN-topmøde i New York og derfor ikke vil blande sig.
Socialdemokratiets politiske ordfører Pernille Blach Hansen har slet ingen kommentarer, mens partiets gruppeformand Ole Løvig Simonsen henviser til, at han har indkaldt regeringens medlemmer af Folketingets retsudvalg til et ekstraordinært møde, så snart Karen Jespersen bliver rask:
»Det eneste jeg vil sige er, at vi holder et møde for alle medlemmerne af retsudvalget fra Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre , inden Socialdemokratiet holder kongres. Her vil vi drøfte Karens udmeldinger,« siger han.