Det globale oligarki og det neoliberale bedrag

Den politik, som gør de superrige endnu rigere, er den samme politik, der presser os andre endnu hårdere

I 2012 blev verdens 100 rigeste mennesker 241 milliarder dollar rigere. De er nu 1.900 milliarder dollar værd, hvilket kun er en smule mindre end Storbritanniens bruttonationalprodukt.

Dette resultat skyldes på ingen måde tilfældigheder. Stigningen i de superriges velstand er det direkte resultat af de førte politikker. Lad mig nævne nedsættelse af skattesatser og en lemfældig håndhævelse af skattelove; regeringers modvilje mod at beregne sig en rimelig andel af indtægter fra mineraler og jord; privatisering af offentlige aktiver, liberaliseringer af løndannelsen og tilbagerulninger af kollektive overenskomstforhandlinger.

De politikker, der har gjort de globale oligarker så rige, er de selv samme politikker, som presser alle os andre. Og dette var jo ikke, hvad teorien forudsagde. Friedrich Hayek, Milton Friedman og alle deres disciple i tusindvis af handelshøjskoler, IMF, Verdensbanken, OECD og næsten alle moderne regeringer har insisteret på, at jo mindre regeringer beskatter de rige, jo mindre de forsvarer arbejderrettigheder, og jo mindre de giver sig til at omfordele samfundets velstand, desto mere velstående vil vi alle ende med at blive. Ethvert forsøg på at mindske uligheden vil kun føre til, at markedets effektivitet bliver skadet og vil dermed modvirke det stigende tidevand, der løfter alle samfundets både. Denne økonomiske læres apostle har haft 30 år til at gennemføre deres globale eksperiment, og nu foreligger resultatet: total fiasko.

Nekrolog over neoliberalismen

Før jeg går videre, vil jeg indskyde, at jeg personligt ikke anser evig økonomisk vækst for at være hverken bæredygtig eller ønskelig. Men hvis vækst er målet – det mål, som alle regeringer hævder at stræbe efter – så gør man opgaven ulige meget sværere for sig selv, hvis man vil fritage de superrige fra den demokratiske kontrols begrænsninger.

Sidste års rapport fra FN’s Konference om Handel og Udvikling var som at læse en nekrolog for den neoliberale model, som blev udviklet af Hayek og Friedman og deres disciple. Rapporten dokumenterede utvetydigt, hvordan deres politik har skabt de modsatte resultater af dem, som de forudsagde. For da de neoliberale politikker (skattelettelser for de rige, privatiseringer af de statslige aktiver, dereguleringer af arbejdsmarkedet, begrænsning af sociale sikringsordninger) begyndte at bide fra 1980’erne og fremefter, begyndte vækstraterne at falde og arbejdsløsheden at stige.

Den bemærkelsesværdige vækst i de rige lande i 1950’erne, 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne var muliggjort af den nedbrydning elitens rigdom og magt, som var et resultat af 1930’ernes depression og Anden Verdenskrig. Elitens svækkelse og forlegenhed gav de øvrige 99 procent en unik chance til at kræve omfordeling, en stærkere og mere omfordelende stat og social sikkerhed, der alle stimulerede efterspørgslen.

Neoliberalismen var et forsøg på at rulle disse reformer tilbage. Overdådigt finansieret af store pengetanke og rigmænd fik dens fortalere en forbavsende succes – rent politisk. Økonomisk, derimod, floppede de.

Overalt i OECD-landene er beskatningen blevet stedse mere regressiv: De rige betaler mindre, de fattige betaler mere. Resultatet, hævede de neoliberale, ville blive en forøget økonomisk effektivitet og stigende investeringer, som ville berige os alle. Det modsatte skete. Da beskatningen af de rige og erhvervslivet blev mindsket, mindskedes også både statens og de fattigere menneskers købekraft, samtidig med at efterspørgslen faldt. Resultatet blev, at investeringsraterne faldt i takt med virksomhedernes forventninger til vækst.

De neoliberale bedyrede også, at uhæmmet ulighed i indkomsterne og en fleksibel løndannelse ville reducere arbejdsløsheden. Men i hele den rige verden er både uligheden og arbejdsløsheden steget kraftigt. Den seneste spring i ledigheden i de fleste udviklede lande – værre end i nogen tidligere recession i de sidste tre årtier – er blevet fulgt af det laveste lønniveau målt som andel af BNP siden Anden Verdenskrig. Teorien er altså dumpet med et brag ved mødet med virkeligheden, og fiaskoen skyldes den samme indlysende årsag: Lave lønninger mindsker efterspørgslen, hvilket igen mindsker beskæftigelsen.

Det handler om magt

Efterhånden som lønningerne stagnerede, supplerede de private husholdninger deres indkomst med øget gældsstiftelse. Den stigende gæld nærede de uregulerede banker med de konsekvenser, vi alle kender til. Jo større ulighed, fastslår FN-rapporten, desto mindre stabil økonomi og desto lavere vækstrater. De politikker, hvormed de neoliberale regeringer søger at nedbringe deres underskud og stimulere deres økonomier, virker med andre ord stik modsat den erklærede hensigt.

»Vi er nødt til at genlære nogle gamle lektioner om retfærdighed og deltagelse,« hedder det i FN rapporten, der konkluderer: »Kun sådan kan vi overvinde krisen og forfølge en vej mod bæredygtig økonomisk udvikling.«

Som nævnt har jeg ikke nogen aktie i denne problematik ud over min overbevisning om, at intet menneske burde være fattig i dette hav af rigdomme. Men jeg finder det slet og ret fantastisk, at så mange i Europa og USA stadig kan lukke øjnene for, at hele strukturen i den neoliberale tænkning er et bedrag.

De ultrariges krav og uendelige grådighed er blevet forklædt som sofistikeret økonomisk teori, der søges presset ned over virkeligheden, uanset udfaldet. Og den fuldkomne fiasko for dette eksperiment i verdensomspændende skala er øjensynligt ingen hindring for at gentage eksperimentet. Dette har intet at gøre med økonomi, men alt at gøre med magt.

 

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Steen Sohn
Brugerbillede for Niels-Holger Nielsen

Baran-Sweezy
Monopolkapitalet
Originalets titel: Monopoly Capital (Monthly Review Press, 1966)
Översättning: Teddy Arnberg och Ingvar Larsson
Svenska utgåvan: Zenit – Rabén & Sjögren

Den er lidt lang, men stadig uomgængelig, hvis man vil forstå monopolkapitalens drivkræfter og 'løsninger'.

Brugerbillede for Bill Atkins
Brugerbillede for Steen Sohn

En interessant artikel om kapitalismens ekstremistiske kult:

http://www.commondreams.org/view/2013/01/21

Den slutter med disse ord:
- "In the words of Bertrand Russell, 'Advocates of capitalism are very apt to appeal to the sacred principles of liberty, which are embodied in one maxim: The fortunate must not be restrained in the exercise of tyranny over the unfortunate.' "

Brugerbillede for Steen Sohn

Se også Jan Helbaks Mandagskommentar på Kritisk Debat:

http://www.kritiskdebat.dk/news.php?readmore=90

- "I hele kapitalismens historie har det kun været frygten for social uro og truslen om større samfundsomvæltninger, der har motiveret de herskende klasser til at give politiske, sociale og økonomiske indrømmelser. Det var den trussel, perspektivet for en demokratiske socialisme repræsenterede."

Brugerbillede for Flemming Andersen

Så mangler vi jo bare lige at få spredt disse åbenlyse sandheder via, vor udmærkede, men imod objektiviteten lidet loyale presse og øvrige medieverden.
Men med vanlig omhu og rettidig nyhedsformidling vil dette spredes hurtigere som ringe i en vandpyt end gennem vore elektroniske medier, der nok først bringer den, når krisen er vendt ved hjælp af en stribe forringelser for de dårligts stillede.

Brugerbillede for Jørgen Garp

Nu er der som bekendt ikke noget så rart, som at blive bekræftet i ens egen opfattelse af virkeligheden, især når det er så relativt sjældent, at der spredes lidt lys i den fordummende neoliberalistiske normalbeskrivelse af virkeligheden, og så må man selvfølgelig bare håbe på, det ikke er ens egen fodomme, man bliver bekræftet i!
Jeg tillader mig derfor at henvise til følgende supplement læsning til George Monbiot, hvis nogen skulle føle behov herfor!:
http://www.garps-verden.com/2011/10/advarsel-den-liberalistiske-ideologi...
http://www.garps-verden.com/2008/01/nyfascisme.html
og bredt http://www.garps-verden.com/search/label/Neoliberalistisk%20%C3%B8konomi

Brugerbillede for Niels Engelsted

Det kan måske virke utroligt, at den neoliberale verdensorden efter alle de kriminelle finanshajer og monsterbanker, den har afsløret, og alle de økonomiske katastrofer, den har forårsaget, i dag fremstår temmelig urokket, måske ligefrem styrket.

Men det er det ikke. En milliardindustri af meningsdannere, spindoktorer, opinionsmålere, PR-agenter, reklamebureauer, psykologer, økonomiske universitetsprofessorer, political scientists, kommentatorer, tænketankefilurer, mediedirektører, journalister, debatværter osv osv arbejder dagligt røven ud af bukserne for at fastholde billedet af, at dette er den naturlige orden, der ikke kan anfægtes, Margareth Thatchers TINA.

I alt væsentligt handler det om at kontrollere indramningen af vores virkelighedsbillede, for indramningen—teknisk kaldet framing—bestemmer, hvordan indholdet bliver opfattet. Helst skal man trække på noget, som er umiddelbart snusfornuftigt og genkendeligt fra folks hverdagsliv, som f.eks. at tæring må sættes efter næring, og på konkrete eksempler, der kan fokusere billedet i den ønskede retning, f.eks. i Danmark Carina og Dovne Robert. Det virker, for sådan virker vores hjerner, og manipulatorerne er ikke amatører. Det er tale om rigtig videnskab med analyser, empirisk dataindsamling og eksperimenter. Ingen er immun over for denne påvirkning, heller ikke propagandisterne selv, der bliver de første til selv at tro på deres egne budskaber og derfor kommer til at virke så meget desto mere overbevisende.

Hvis man vil ændre perceptionen af den herskende finanskapitalistiske verdensorden som første skridt til en forandring, er det derfor ikke nok at komme med afslørende informationer. Nettet er oversvømmet med afslørende informationer og ikke kun fra alternative medier. Så længe neoliberalismens betonsolide frame er intakt, så har afslørende informationer stort set ingen effekt. Rammen må brydes, og det er en vanskeligere opgave end man skulle tro. To små revner er imidlertid opstået.

Den ene er den arv hedengangne Occupy Wall Street har efterladt sig, nemlig sloganet om 99-1 samfundet og dets uhyrlige ulighed. Det simple udtryk 99-1 har sat sig fast som en sten i TINAs ellers så velformede sko, og set fra et framingsynspunkt, kan det slet ikke overvurderes.

Den anden revne er ny: Ideen om one-trillion-dollar-platin mønten, der kan redde det amerikanske budget. Den har enorm potentialitet som frame-buster, fordi den på næsten urkomisk måde illustrerer, hvordan penge faktisk bliver skabt ud af den blå luft, hvorfor der ikke er special grund til, at det skal være de private bankers monopol.

Hvor farlig ideen er, ses af at Jon Stewart (der ikke i virkeligheden er illoyal over for TINA) har forsøgt at latterliggøre den på sit Daily Show, er blevet skarpt kritiseret for uvidenhed af Paul Krugman, og har angrebet Krugman tilbage med yderligere latterliggørelse.

Men hvis denne revne skal udvides, så skal historien fortælles igen og igen, så vi selv kommer til at opfatte den som selvfølgelig og kan viderebringe den til andre. Her er det en stor hjælp at VIP’er fra CBS af alle steder er gået i spidsen med at afsløre bankernes skjulte hemmelighed. Jeg tænker på adjunkt Duncan Wigan (http://www.information.dk/312819) og lektor Ole Bjerg (http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1862354/-hvem-laver-pengene/). Den sidste må man ikke undlade at læse—og helst flere gange.

Om mønten selv og dens betydning kan Ellen Brown anbefales, hun er som altid uovertruffen:
http://www.globalresearch.ca/the-democratization-of-money-the-trillion-d...

Brugerbillede for Bill Atkins

Niels Engelsted, Glimrende opsummering af kampen mellem mennesker og de finansielle institutioner.

Det er dybt grotesk at vi borgere pludselig er spundet ind i en kamp med bankerne om noget så banalt som gebyrer - kampen burde stå om bankernes forsatte virke i den form, vi har set kaste landet ud i en gældsætning, ud over alle grænser - bogstaveligt sagt.

"Vi er med jer igen - hvis I sænker prisen lidt...please"

...dygtig anvendelse af massepsykologi - men hvor er politikernes tilbud om en Statsbank.

Brugerbillede for Bill Atkins

Tilsyneladende er tyskerne langt mere realistiske i deres opgør med bankernes uansvarlighed end danske politikere - vi skal nok bare vente på den sædvanlige fodslæbende følgagtighed... Og hvor er medierne?

"Det tyske finanstilsyn Bafin har ifølge Bloomberg News bedt Deutsche Bank om at simulere en opsplitning af banken.

Banken er ifølge nyhedsbureauets anonyme kilde blevet bedt om at regne på konsekvensen af et forslag fra den såkaldte Liikanen-gruppe, der tilbage i oktober anbefalede, at bankernes handelsaktiviteter skilles fra den almindelige bankdrift."
(business. dk 22. januar 2013, 17:13)

I Danmark må vi ikke diskutere politik - vi skal være tilfredse med det vi ser i Borgen.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Hvorfor bliver det ved?
Det bliver ved, fordi alle håber på den store gevinst.
Hvorfor spiller folk Lotto?
800.000 danskere har investeret i investeringsforeninger.
Dertil kommer etn uanet mængde danskere, der bare handler online på børser over hele verden.
Den ukendte radio, Radio24Syv´s mest aflyttede program, er "Millionærklubben"
http://arkiv.radio24syv.dk/channel/3784851/millionrklubben
hvor man hver dag kan få tips og gode råd til investeringerne.
Det var det samme op til det store kollaps i 1929.
I dag er kollapset pakket ind i statsindgreb.
Staterne "garanterer" for stabiliteten.
Det vil sige skatteyderne garanterer.
Og skatteyderne accepterer det indtil videre.
Fordi det kunne jo være, at de selv scorede den store gevinst en dag.

Brugerbillede for Bill Atkins

På en eller anden måde føler jeg mig uhyggelig til mode over at vi i Danmark lever i et strudsehul uden debat om de mest nærgående internationale trusler. Vi får gennem medierne ingen oplysninger om hvad der foregår af alternative aktiviteter ude omkring. At både alternative medier og befolkningsgrupper må reagere på finanskrisens følger er utvilsomt, men ingen information når den danske medieflade. Et bevis på at der trods alt er et altenativt politisk pres ude om kring - muligvis kun blandt politisk aktive - er Robert Shiller der udtaler:

Bankfolk bliver behandlet som om de var nazister.Kritikken er haglet ned over finanssektoren, efter at finanskrisen brød ud i efteråret 2008. Men kritikken er efterhånden blevet så skinger, at den har mistet mening. Godt nok har finanskrisen udstillet en voldsom mangel på dømmekraft og en ekstrem grad af egoisme i dele af den finansielle sektor.
Men blot fordi der er nogle brodne kar, er det ikke ensbetydende med, at selve det finansielle system skal lægges for had.

Mon det er Twitter og Facebook der "sluger" al den almene debat og hurtigt dirigere os videre til den ufarlige og kommercielle underholdning.

Brugerbillede for Peter Hansen

Problemet er, at vi ikke længere har bestemmende generationer, der kan huske, at det har været anderledes. Vi er fanget i en tidslomme, som vi ikke kan finde ud af igen - eller rettere: de politikere, der påtager sig ansvaret for os alle, kan ikke finde ud af denne tidslomme og kan ikke forstå paradokset i, at vi er nødt til at arbejde mere med stadigt mere idiotiske ting blot for at sprede den produktion, som kræver en lillebitte arbejdsstyrke.

Brugerbillede for randi christiansen

I 70´erne lykkedes det at mobilisere mange til at protestere imod Vietnamkrig og atomkraftværker.

Den bevægelse blev der sat et effektivt modangreb ind mod med dereguleringen af de finansielle markeder. Nu fik liberalisterne ny vind i sejlene i ly af murens fald ´se selv, kommunismen virkede ikke´. I 0´erne satte AFR trumf på, og alle blev lokket med friværdiopiater og forførende fantasier om i et uendeligt vækstmirakel at eje hele verden. Hold kæft hvor blev vi snydt - røveri ved højlys dag og vores (økonomiske) selvbestemmelse er nu parkeret dybt i lommerne på lyssky aktører, som man med god grund mistænker for i kulissen at trække i trådene på Margrethe Vestager, Helle Thorning o.a.

Hvilket håb er der om en retfærdig og dermed hensigtsmæssig verdensorden? Atvi stadig er ´alive & kicking´?

Brugerbillede for Hans Jørn Storgaard Andersen

Når jeg læser overskriften, så skræmmes jeg straks ved ordet: "neoliberalisme" og tænker - åh nej, er det nu Enhedslistens disciple igen, der skal håne en Thorning og en Vestager.

Men sådan er det heldigvis ikke, forfatteren kan dog skelne mellem stort og småt, så det blev alt i alt en god læseoplevelse - uden sensationstrang og fordømmelser og småligheder.

Det vigtigste i artiklen synes jeg er dette afsnit:
Den bemærkelsesværdige vækst i de rige lande i 1950’erne, 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne var muliggjort af den nedbrydning elitens rigdom og magt, som var et resultat af 1930’ernes depression og Anden Verdenskrig. Elitens svækkelse og forlegenhed gav de øvrige 99 procent en unik chance til at kræve omfordeling, en stærkere og mere omfordelende stat og social sikkerhed, der alle stimulerede efterspørgslen.

Det kan jeg nikke genkendende til. Så hvorfor ikke gøre, som vi gjorde dengang - efter 1929-krakket?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Flemming Andersen

Hans Jørn Storgaard Andersen

Det vil jo kræve en regering med ægte social deltagelse og det er der ikke udsigt til nogen af de aktuelle regeringspartier kan mønstre.

Men ellers har du da ret i at en spredning af elitens rigdomme, uden at skulle igennem en stor konflikt er opgaven..........stik imod den førte politik i stort set alle lande, Danmark incl.

Brugerbillede for Nick Mogensen

@Jesper Wendt.

Det er faktisk interessant at nogle psykologer og psykiatere faktisk med god validitet mener at kunne hævde, at den forholdsmæssig største procentandel af antidepressiva i forhold til antallet af mennesker, indtages af folk der styrer finansmarkederne. Om det passer, ved jeg ikke? Men det er ikke konspirationsteoretikeres påstande vi taler om, det er faktisk anerkendte fagfolks vurdering. Såfremt denne påstand holder stik (hvilket jeg er tilbøjelig til at tro), ja så har vi i sandhed at gøre med et system af dårligdom med dårligdom på, fordi antidepressiva er kendt for at udligne følelsesmæssige svingninger til en pølseform, hvor vigtige signaler, som fx angsten for at investere i noget som virker meget usikkert, bliver betydeligt mindre, fordi medicinen har udjævnet følelseslivet.

Når der er sagt, mener jeg at Niels Engelsteds længere kommentar er en rimelig præcis indramning af, hvilken 'størrelse' fænomen vi taler om. Der er mange menneskelige mekanismer som stærkt udnyttes af dem som tydeligst lukrerer på det nuværende system. Kampen for et nyt system er således ikke kun en kamp om at tilbagevise den økonomiske elites jerngreb om dagsordenen, men i langt højere grad om at få den ’almindelige befolkning’ til at forstå, at de bliver udnyttet af dem selv til andres fordel. Problemet med netop dette standpunkt er, at mange får blodtryk på sundhedsskadeligt niveau når man blot tilkendegiver anslag af et sådant synspunkt, fordi en af neoliberalismens mest skarpsindige træk, er at lade folk tro, at de er rationelle aktører. Rationel er ikke nødvendigvis sandfærdig, det ved vi, men det er fundamentet i den moderne neoliberale psykose, som har ramt en større del af befolkningerne i den vestlige verden, fordi dette flatterende skudsmål, kæler for en basal biologisk mekanisme, nemlig vores glæde ved at blive bekræftet og flatteret.

Det foregår naturligvis ikke sådan, at Lars Lykke Rasmussen konkret står og roser den danske befolkning. Det foregår på en langt mere underfundig måde, nemlig i form af den neoliberale ideologis evne til at formidle troen på, at den enkelte ved bedst selv, som faktisk betyder: Du ved bedre end andre i forhold til dit liv generelt. Det behager vores ører at få at vide, at vi selv ved bedst, og dette prikker til endnu en mekanisme i vores psykologi, nemlig behovet for at føle, at vi selv har truffet denne eller hin beslutning. Neoliberalismen føjer således to afgørende mekanisme i vores psykologi sammen: vores forkærlighed (også selvom vi godt ved at det ikke er sandt) for at blive bekræftet (og komplimenteret), samt vores menneskelige tilbøjelighed til at ville føle, at vi selv har truffet beslutningen.

Det smukkeste anslag, det anslag som føjer treenigheden sammen, er teorien om ’social accept’. Det viser sig (gennem et utal af undersøgelser) at vi er sådan indrettet, at selvom vores fornemmelse er, at noget er galt, ja så vælger vi oftest at følge i ’fodsporet’ på mængderne (se bare på panik-situationer, hvor folk kan finde på at flygte lige lukt ind i helvede, blot fordi andre gør det). Det lyder måske banalt, men vi er sådan skruet sammen, at vi tror på, at det som mange vælger at bifalde, må være noget der er værd at bifalde. Står der fx en lang kø uden for en teatersal, ja så giver vores umiddelbare reaktion os det indtryk, at det må være en attraktiv begivenhed de andre skal ind og se.

Vi har hermed tre (af mange) psykologiske mekanismer (som gør sig gældende i næsten lige megen grad, uanset nationalitet og kulturelt ophav), henholdsvis vores umiddelbare glæde ved at blive bekræftet og flatteret (du ved bedst selv; du ved bedst hvordan du opdrager dine børn, hvordan du skal behandle din partner, hvordan du skal forholde dig til politiske spørgsmål (som du reelt ikke ved en skid om) og lignende), vores behov for at føle ejerskab over de beslutninger vi træffer, uanset om det er valg af bil eller hvornår vi sætter os på toilettet og skider (andre kan nok så meget pointere vores rumsterende mave, men vi går først ud og træder af på naturens vegne, når vi beslutter os for det), og slutteligt vores tydelige tendens til at tro, at det de andre gør må have en eftertragtet social værdi.

Vi har at gøre med et system som på mange måder – videnskabeligt rimelig beviseligt – ’spiller’ på en række psykologiske og sociale mekanismer, som skaber umiddelbare følelsesmæssige og rationale-fremtrædender hos os, som vi kun gennem specifik viden kan forstå hvordan fungerer – hvilket selvsagt kun er en begrænset mængde mennesker beskåret.

Brugerbillede for Bill Atkins

Så havde jeg set rigtigt i min kommentar 20:57

Seneste nyt:
Danske Bank får smæk på Twitter: Nye gebyrer er ikke andet end grådighed
(Politiken 22:33)

Jeg tror ikke man kan forklare, at danskerne er udsat for en pseudodiskussion og at problemet med bankerne er et helt andet end gebyrerne - nemlig behovet for en adskillelse af finansspekulation fra almindelige bankforretninger - på 140 tegn...i det her afsnit er der 274 tegn. ak ak

Jeg satser på taliban.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Nemlig, Nick Mogensen, men denne lemminge-effekt kan heldigvis bekæmpes, med oplysning og opfyldelse af muligheden for at få sine ønsker indfriet. Så falder behovet for, at det faktisk sker, og så slipper vi af med denne uhensigtsmæssige klumpen sig sammen og får en befolkning, hvor hver har sine egne særlige færdigheder at finde tilfredshed i og bidrage med til andres glæde.

Brugerbillede for Bill Atkins

Hans Jørn Storgaard Andersen

Det vil også kræve at arbejderbevægelsen havde den magt de havde i frem til 1989, inden arbejderbevægelsens militære magtkoncentration overgik til fjenden.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Flemming Nielsen

Tillad mig at bemærke, at dette virker til at være en rimelig tendentiøs udlægning af, hvad der er de reelle årsager til finanskrisen, som vi har set den udfolde sig fra 2008 og frem, og at artiklens udlægning lader til at skulle bekræfte en række - lettere overfladiske - fordomme, der allerede måtte eksistere ... antageligt på den stærkt ideologiserede del af venstrefløjen, hvor man seriøst kan komme i tvivl om, hvorvidt de økonomifaglige kompetenceprofiler er særlig mange.

Lad os tage lidt fakta:

Efter 1929 krakket på Wall Street, blev der indført den såkaldte Glass-Steagal Act i USA, som dikterede en opsplitning mellem normal bankdrift og "investment banking", simpelthen fordi det havde vist sig ekstremt usundt og risiko-fremmende at sammenblande de to forskellige typer af bankvirksomhed. Normal bankdrift er præget af en forholdsvis sund og jordbunden risikovurdering og kredithåndværk i udlånspolitikken, mens investment banking er en højrisikabel business. Hvis man sammenblander disse banking typer i een og samme bankvirksomhed, så viser al empiri, at indlånsmidlerne fra den normale bankdrift let bliver kanaliseret over i den anden del af banken (investment banking), dels for at kunne geare og booste investeringerne i de mere risikable (men også potentielt mere profitable) investment ventures, og dels for at dække tab, når det går galt med de langt mere risikable investeringseventyr i en investeringsbank.

I 1960'erne blev Glass-Steagal Act udfordret af en US præsident, fordi reguleringen blev oplevet som en "hæmsko" ift. konkurrencen i branchen. Nogen der kan gætte hvem denne præsident var?

John F. Kennedy!!

I slutningen af 1970'erne blev Glass-Steagal Act også udfordret med udviklingen af nye typer finansielle derivat produkter, som blev tilbudt til retail bankkunder ... og hvilken præsident gjorde ikke noget for at dæmme op imod denne tendens?

Jimmy Carter!!

I 1990'erne blev Glass-Steagal Act så endelig ophævet helt og aldeles i USA .... og af hvem?

Bill Clinton!!!

Bill Clinton var "idioten", der ville deregulere på finanssektoren i USA, og de forventelige knock-on effekter på resten af verdensøkonomien med tilhørende økonomisk politik har blot været forventelige konsekvenser, hvor andre lande har tilpasset sig, for at kunne følge med i at tiltrække væksten og den nødvendige kapital.

Har Obama så genindført en Glass-Steagal Act (i en version 2)?

Nej, det har han ikke, og det kan man læse lidt mere om her, i denne analyse af årsagerne bag:
http://borsen.dk/nyheder/international_debat/artikel/1/249755/why_no_gla...

Det ER altså bare ikke de slemme, slemme republikanere, der hver gang har udvist tolerance og vilje til deregulering af finanssektoren ... det har været demokraterne, der hver gang har foretaget dereguleringen ift. Glass-Steagal Act, der holdte normal bankdrift og investment banking adskilt.

Et andet stykke fakta:

Hvad med Danmark og vores finanssektor? Hvem har vedtaget de afgørende dereguleringer af den danske finanssektor?

Det var noget af det første Poul Nyrup, Mogens Lykketoft og Marianne Jelved gjorde i 1993, efter de havde overtaget regeringsmagten efter Schlúter i 1992. Vi fik de "finansielle supermarkeder", hvor 4 hidtil adskilte brancher kunne slås sammen under den nye lovgivning; pension, forsikring, realkredit og bank. Og som en lille bonus gjorde SR-regeringen ikke noget ud af, at holde normal bankdrift (indlån/udlån) adskilt fra investment banking i disse nye finansielle supermarkeder, så arbitrage/"markets" afdelingerne blev blot endnu en afdeling i de nye finansielle supermarkeder, der voksede frem i 1990'erne i DK via fusioner og opkøb. Og vores danske problemer med dubiøse finansielle derivatprodukter og andre komplicerede finansprodukter, der blev smidt i hovedet på jævne fok, fulgte med som en konsekvens ... og først efter 2008 har det været tydeligt for de fleste, hvor uholdbart og skadeligt det var.

Hmmm, det bekræfter vist ikke ligefrem den gængse stereotype fordom hos venstreføjens debattører eller blandt tilhængerne af centrum-venstre partierne, gør det? I stedet har man travlt med at hævde, at det alene var VKO, der var skurken. Til det postulat vil jeg tillade mig at sige: "Bullshit!" SDO lånene og de afdragsfrie lån mere generelt skulle aldrig nogensinde være tilladt, det medgiver jeg gerne, uden at skulle forsøge at snik-snakke udenom - men den mere grundlæggende deregulering af finanssektoren må SR-regeringen Nyrup altså tage æren for!

Et tredie stykke fakta:

Ovenfor nævner jeg de finansielle derivatprodukter, og man har siden 1970'erne set et stadigt stigende boom i udviklingen af disse virtuelle, meta-økonomiske finansprodukter, der for en stor dels vedkommende ikke er koblet til det realøkonomiske kredsløb på nogen måde, og heller ikke afledt af et reelt engagement i realøkonomiske transaktioner. Holger K. kaldte det for "kasino økonomi" tilbage i begyndelsen af 1990'erne, da han protesterede i Folketinget mod Nyrups og Jelveds planer.

Jeg er sjældent enig med Holger i ret mange ting, men her må jeg give manden udelt ros: Han havde fuldstændig ret!!

De finansielle derivatprodukter har i stigende grad udviklet sig fra oprindeligt at være simple redskaber til at foretage f.eks. kurssikring mellem to "free floating" valutaer, når der handles et vareparti mellem to aktører i forskellige lande, til det vi kender idag, hvor der findes myriader af forskellige derivatprodukter, som simpelthen ikke længere har noget som helst med realøkonomiske transaktioner at gøre. Det er blevet til rene virtuelle, meta-økonomiske konstruktioner, der ligger og flyder ovenpå den reelle økonomi og den hverdag som folk lever og arbejder i. Derivater indbærer både store afkastningsmuligheder, men også tårnhøje risikoprofiler ... med mindre man foretager en velovervejet risikodækning/hedging.

Lidt baggrund og uddybning:

Det startede med Nixon's unilaterale afkobling af den amerikanske dollarkurs fra prisen på guld (Bretton Woods systemet, der havde været aftalt og på plads globalt set siden 2. verdenskrigs afslutning). Fra det tidspunkt i 1971, hvor Nixon ophævede Bretton Woods systemet, var en lang række valutaer pludselig "free floating" valutaer, og det betød en vis kursrisiko, når virksomheder og andre aktører skulle handle sammen på tværs af lande- og valutagrænser.

Et par økonomer udviklede derfor en model og en formel, som kunne minimere risikoen og foretage en vis approximering af prisudviklingen på derivater - denne model/formel er kendt som Black-Scholes modellen, og den blev udviklet i 1973 som respons på afslutningen af Bretton Woods systemet, der hidtil havde låst mange valutakurser i et fast forhold til hinanden, med guldet som sikkerhed bagved US dollar. Black-Scholes fik i øvrigt Nobels økonomipris i 1997.

I tillæg til selve Black-Scholes har man endvidere udviklet en lang række forskellige hedging-/risikodækningsmodeller, som til en vis grad minimerer risici ved at investere i derivater ... MEN, det fjerner ikke risiciene totalt, og der har empirisk set vist sig markante problemer med derivat handel, når det sættes i system og køres op i større volumen (computer trading). Black-Scholes kan heller ikke forudse og minimere risiciene forbundet med de market crashes, som kommer fra tid til anden.

Der kan læses mere her:
http://en.wikipedia.org/wiki/Black-Scholes

Det virkelige problem med udviklingen i derivat handel er, at det i normalsituationen giver forholdsvis gode muligheder for at få et højere afkast (korrigeret for risikoprofilen), hvis man investerer i derivater, sammenlignet med en investering i de fleste virksomheder/aktier, der opererer i realøkonomien, og giver det afkast man gennemsnitligt kan forvente af børsnoterede virksomheder.

Og da derivater giver bedre afkast - for det meste - så søger kapitalen over tid også nemt væk fra realøkonomiens investeringsobjekter, og over imod de virtuelle derivat produkter. Og så bliver det pludselig langt sværere for virksomheder at skaffe sig den nødvendige kapital til investering i arbejdspladser, nye produkter, ny kapacitet, ny udvikling, konsolidering/refinansiering af den dyreste gæld osv. osv.

Og dette udøver naturligvis et større pres på virksomheder i realøkonomien for at "performe" økonomisk på et niveau, hvor man - som et alternativ til derivaternes afkast - kan være attraktive som investeringsobjekter.

Forskellige målinger har prøvet på at vurdere, hvor meget derivat handel efterhånden fylder globalt set, i sammenligning med realøkonomiske transaktioner og investeringer. Den slags opgørelser skal man nok tage med et vist gran salt, da det er gigantiske beløb, der flyder ekstremt hurtigt gennem systemerne. Men det seneste seriøse bud jeg har hørt refereret, var at derivat handel er en faktor 9 gange større end alle øvrige investeringstransaktioner, globalt set.

Faktor 9!!!

Det siger en del, og den slags konsekvenser kan vi alle sammen mærke, uanset hvem vi er her i verden

Det har i mine øjne udviklet sig til et sygt system, men spørgsmålet er, hvad man kan gøre ved det - både i lille Danmark, men også på internationalt plan, for vi kan jo fra lille DK ikke lave om på hele verdens banksystem, med et hurtigt snuptag.

Basel konventionerne (internationale retningslinier for regulering af finansvirksomheder) har fået mange hug (især Basel 2 konventionen) i efterkritikken af årsagerne til finanskrisen 2008. Her er man vist igang med det politiske arbejde (Margrethe Vestager), men det er vist også et langsomt arbejde, da der er mange lande og aktører, der midt i en krisetid skal nå til enighed.

En tilbageføring af den gamle regulering på internationalt plan, så investment banking og normal bankdrift holdes adskilt med vandtætte skodder, lader også til at være rimelig tiltrængt.

Og endelig vil jeg også mene, at en stærkere regulering imod de mest højrisikable former for derivater og komplekse finansprodukter kunne være særdeles velkomment. Det skaber kun i meget ringe grad en merværdi i realøkonomien - det er ren kasino økonomi, som Holger korrekt formulerede det.

Mange hilsner fra en midtsøgende konservativ (uddannet økonom), der har masser af venner på venstrefløjen ... og ja, vi konservative og "I" socialister kan jo sagtens finde fælles fodslaw om at kritisere liberalismen og dens utopiske frihedstrang, fordi friheden nødvendigvis må modsvares af ansvarlighed ;-)

Brugerbillede for emil groth

Demonstrationer tror jeg ikke har nogen virkning, ikke andet, at nogen kommer til skade, og nogle råber, og så var det dagens cirkus. Vi har brug for akademikere som aktivt opbygger politiske alternativer, nye ideer, i stedet for gentagne spiraler med karriere politikere, som kommer med mere af det samme. Aktive ideer, i stedet for aktiv utilfredshed.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Flemming Nielsen, mange ord for at konstatere at DSM, med sine 80% vælgertilslutning, styre vores lande her i vesten sådan som det neoliberale finansregime ønsker det...

Det betyder også en del af de 20% der ikke stemmer på DSM ønsker et opgør med den privatkapitalistiske demokratimodel...

(DSM = Det Store Midterparti)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen

Flemming - udmærket opsummering (jeg har ofte påpeget Sos´ernes andel i dereguleringen) og man kan så spørge sig, hvorfor det tilsyneladende er lidt ligemeget, hvem der har styrepinden? Hvad er det helt overordnede game ? At en lille elite har magten og gør resten til slaver ? Det kunne se ud til at være tilfældet - hvad gør vi så ved det ? Først må man være bevidst om spillet, dernæst realistisk mht muligheder for forandring. Hvor er den enkeltes frie valg? Vi befinder os i et univers med af os ikke fuldt erkendte lovmæssigheder - een af disse burde der dog være enighed om > som du høster sår du, og vi kan følgelig derfor ikke afvise, at det giver mening at arbejde med egne handlinger og på den måde sprede det gode budskab således at de, der træffer en beslutning om det gode, bliver flere og flere. Hvordan fjerne mørket ? Ved at tænde for lyset.

Brugerbillede for Leo Nygaard

Jeg anbefalede ikke artiklen. Af den simple grund, at jeg ikke har indsigt nok til en vurdering. Det håber jeg så, at alle de mange anbefalere har.

Begrænset til Danmark. Top tyve rigeste personer/selskaber. Hvad rager det mig. Fik jeg mere i folkepension, hvis de ikke var rige. Hvad bruger de deres rigdom til ? Skade eller gavn. For hvem.

"Dette har intet at gøre med økonomi, men alt at gøre med magt.", slutter Monbiot.
Nå, det lyder sandsynligt. Hvorfor så snakke økonomi ? Så er det jo magten der skal styr på. Altså, hvis den gør skade.
Hvor udøves den magt og hvordan. Overruler den folketinget, politiske partier, regeringen, kommunalbestyrelserne, retsvæsenet, DSB, kunsten, kulturen, idrætsforeningerne, osv. Altså samfundets institutioner og dagligliv.

Selvfølgelig er penge magt. Man kan jo købe for penge. Spørgsmålet er, hvad. Aktivitet, som giver arbejdspladser eller korupte politikere ? Bare for at nævne et par yderpunkter.

Konkrete eksempler på skadelig pengemagtudøvelse efterlyses.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Leo Nygaard: "Konkrete eksempler på skadelig pengemagtudøvelse efterlyses."

Det kapitalistiske system indretter sig konstant efter de muligheder, den globale økonomi giver for at opnå de hurtigste og største profitter. I det omfang denne måde at agere på strider mod lokale menneskelige interesser, så elimineres eventuelle protester gennem opkøb af demokrati, indsættelse af kapitalistvenlige regimer, massiv bekæmpelse af protestbevægelser osv. Resultatet er enten at mennesker bliver gjort fattigere eller at rovdriften på naturen og de hurtige profitter øges. Et sted skal rigdommen jo komme fra.

Brugerbillede for Bill Atkins

Nogen vil til ovenstående tilføje begrebet "Værditilvæksten" som en del af formueskabelsen, men i det omfang denne værditiltilvækst er udtryk for et unødvendigt overforbrug så er værditiltilvækst en belastning for den livskvalitet som vi for størstedelen ikke værdisætter, fordi den ikke kan akkumuleres som en formueforøgelse for de rigeste.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

De herrer

Min fejl, hvis jeg modtager og læser reklamer, køber uden egentlig behov, og på flere måder driver rovdrift på naturen.
Min fejl, hvis jeg var korrupt leder, solgte landets værdier og derved skadede mit eget folks interresser.
Min fejl, hvis jeg var politiker, der ikke foretog mig det nødvendige for at multinationale selskaber ikke betaler skat her i landet.
Min fejl, hvis jeg modtager sorte penge under bordet i en handel.

Pengemagten udøves overfor en part, som lader sig forføre eller indretter samfundet, så magtudøvelsen tillades.
Hvem har fejlen ?

Brugerbillede for randi christiansen

Godt spørgsmål Leo - hvem har fejlen? Dem, der lader sig forføre, eller dem der ´indretter samfundet, så magtudøvelsen tillades´?

Klart, at den enkelte har et ansvar for nogle valg, og at den politiske forbruger har en vis indflydelse, men du bør også kunne få øje på, at garnet strammes. Tillader mig at referere til indlæg, jeg har sendt i dag i tråden om ´Klodens 100 rigeste... ´ og ´Med et ja til bankunionen hænger Danmark på regningen´

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Randi - "Dem, der lader sig forføre, eller dem der ´indretter samfundet, så magtudøvelsen tillades´?"
Nej, jeg mente, at sidstnævnte (politikerne) også bliver forført.
Det er pengemagtens udøvelse, der er til debat. Den forførende part er magten med pengene.
Enig ??

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Hvis man må have lov at hente lidt erfaring fra de socialistiske lande i Østeuropa, uden at skulle diskutere Gulag, så havde man faktisk der nogle samfunde hvor forbruget ikke var samfundets drivkraft, hvor der var garanteret arbejde til alle, fordi ham der skænkede snapsene havde fået at vide hvor meget Jeppe kunne betale og stadigvæk have råd til sæben...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lasse Damgaard

Eksrem liberalismen er roden til al ulighed
- vi er på vej mod det social-stabile -"point of no return"-

Ved at øge den sociale ulighed i verden - desto større bliver chancen for at en massiv underklasse vil gøre oprør på et givent tidspunkt. Når først bevægelsen er sat i gang - vil den ikke kunne stoppes.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Damgaard - Det kan jeg lommefilosofere videre på.

Socialisterne skal hjælpe til med den udvikling, altså støtte uligheden.
Så sker "point of no return" og oprøret hurtigere, efter fransk, iransk eller russisk forbillede.
Efter efter det "ustoppelige" oprørs succes, ser vi de nye herrer. Det er der historisk bevis for. Og processen kan starte forfra.
:-))
Socialister store fejl er, at de glemmer den menneskelige natur og forskellighed.
Hyg dig i teoriens lyksalighed.

anbefalede denne kommentar

Sider