Davosmennesket stortrives - vi andre betaler for hans excesser

’Dynamisk robusthed’ – det intetsigende mantra ved dette års Verdensøkonomiske Forum – viser ikke nogen vej ud af krisen

Over 2.500 alfamænd og -kvinder fra 100 lande har i Davos taget hul på at diskutere behovet for at bibringe verdensøkonomien ’dynamisk robusthed’. Thi således lyder mantraet for dette års World Economic Forum, som angiveligt skal vise vejen ud af krisen.

Det er komplet intetsigende. Hvem ville gå ind for ’sårbar stagnation’? Den globale kapitalisme er øjensynligt havnet i en blindgyde. Dens problemer stikker dybt. Men er det bedste svar på tvivlsomme nøjsomhedspolitikker og økonomisk dårligdom ’dynamisk robusthed’, burde de delegerede ærligt talt være blevet hjemme.

For de fleste af de elitemennesker, som deltager i Davos, er den økonomiske dårligdom ren abstraktion. Profitternes andel af BNP har i næsten alle vestlige lande nået rekordhøjder – det samme gælder cheflønningerne. Derimod er reallønnen stagnerende for de fleste, hvis ikke faldende – noget vore økonomiske ledere i Davos retfærdiggør som den nødvendige, men beklagelige konsekvens af ’strukturtilpasning’.

Der vil lyde de sædvanlige opfordringer til mere frihandel, mere forskning og flere investeringer i uddannelse, alt imens de dyrt klædte ledere bevæger sig fra seminar til klangfuld tale og tilbage til det opulente middagsbord. Men hvad vi ikke vil se skyggen af, er vilje til radikale ændringer i den måde, hvorpå kapitalismen er organiseret.

Ulighed er lig med stagnation

Den væsentligste årsag til kapitalismens krise er, at når den ikke bliver udfordret, undergraver den sin egen dynamik og innovationsevne. I stedet tilbyder den blot en enorm og uberettiget selvberigelse til dem i toppen.

De ondartede konsekvenser af tiltagende ulighed stopper ikke her. I et arbejdspapir fra IMF med den fængende titel Indkomstulighed og ubalance på betalingsbalancens løbende poster kan man læse, at hele – ja, hele – forværringen af underskuddet på Storbritanniens betalingsbalance fra begyndelsen af 1970’erne og frem til 2007 kan forklares ud fra den øgede ulighed i samme periode. Lignende tendenser kan dokumenteres i resten af det industrialiserede eller rettere deindustrialiserede Vesten.

Efterhånden som den andel af nationalindkomsten, der afsættes til overskud og lønforhøjelser for erhvervslivets ledende lag, er nået op på de aktuelle højder, er der skabt en skadelig økonomisk dynamik, eftersom der pr. definition bliver mindre af kagen til rådighed for massen af lønmodtagere, der må se deres realløn blive klemt. For at fastholde levestandarden har de måttet låne, hvilket er blevet lettere end nogensinde gennem de seneste 40 år, hvor bankerne har draget fordel af stadige finansielle dereguleringer. Den samlede efterspørgsel vokser måske, men prisen bliver en opsvulmet import og en stadig højere personlig gæld for almindelige lønmodtagere.

Den voksende ulighed er drevet frem af svagere fagforeninger og et dereguleret arbejdsmarked og skader både investering og innovation. Erhvervslivets ledere behøver ikke at investere og innovere dynamisk for at udbetale eksorbitante bonusser til sig selv. De skal bare blive på deres post, presse arbejdskraftens realløn for at hæve profitten – den åbenbart universelle vej til tilsyneladende bedre resultater – og dermed skrue op for deres egne bonusser.

Og selv hvis de skulle investere og innovere, vil mulighederne for at opskalere produktionen hurtigt støde på grænser, fordi stadig færre forbrugere har stigende realløn og dermed råd til at købe de nye produkter. Ulighed er opskriften på stagnation. Ønsker Davos sig ’dynamisk robusthed’, burde de delegerede diskutere, hvordan man reducerer profitternes andel af BNP til et mere normalt leje og styrker realindkomsterne for arbejdsstyrken. Vær sikker på, at noget sådant ikke er på dagsordenen. For det vil forudsætte bedre lønforhandlinger, nye ordninger for deling af overskuddet på tværs af hele arbejdsstyrken, en mere hensigtsmæssig arbejdsmarkedsregulering og cheflønninger, hvis niveau skal betinges af ledelsens indsats for langsigtet innovation snarere end af væksten i det årlige overskud – kort sagt det modsatte af alt, hvad der gælder som trosartikler i Davos.

Davosideologien udfordres

Men virkeligheden kan ikke fortrænges. Alle har indset, at der ikke findes en vej tilbage til verden før 2008, som byggede på rigelige forsyninger af billig kredit. Skal vi ud af recessionen, kræver det vækst. Og her må vi tænke nyt. Det er ikke nok med hverken en mere ekspansiv finanspolitik og ultrabillige penge eller alternativet i form af endeløse stramninger. Svaret er økonomisk bemyndigelse af almindelige mænd og kvinder.

Fagforeninger har en gylden chance for at gentænke deres rolle. En af grundene til at det har været så nemt at stække deres magt er, at de har været fantasiløse og defensive. Pr. refleks har det handlet om at forsvare velerhvervede rettigheder og status quo.

De vestlige økonomier har brug for at styrke lønarbejdernes indflydelse over for kapitalen. Vi har brug for lønforhandlere med større slagkraft, men som opererer rationelt – dvs. presser på for mere, når det kan lade sig gøre, men indgår aftaler og giver køb, når virksomhederne har ryggen mod muren. En vej frem er medbestemmelse og at sætte lønmodtagere i bestyrelser. En anden er at dele virksomheders overskud ligeligt mellem arbejdstagere, ledelse og aktionærer.

Davos er intellektuelt bankerot. Men den ideologi, eliten hylder, vil ikke falde sammen af sig selv. Kapitalismens blindgyde kræver intellektuelle udfordrere, sociale bevægelser og fagforeningsledere, der vil gentænke deres rolle. Vi har brug for uro og protester i civilsamfundet. Europas socialdemokratiske partier vil agere, men først, når de fornemmer en ændring af folkestemningen. Det er alles problem. Vi har alle et ansvar for at handle, som vi bedst kan.

Will Hutton er tidligere chefredaktør for The Observer

© The Observer og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Bill Atkins

Forsamlingen i Dovos er verdensregering i vores del af verden. Vi har valgt dem ved at sende dem alle vores penge. Penge er den virkelige stemmeseddel (det vidste vi bare ikke før det var for sent). Will Hutton skriver:

Vi har brug for uro og protester i civilsamfundet.

Helt enig, men uden klare mål, vil Davos-regeringen (som reelt er et diktatur) aldrig slippe deres magt.

Will Hutton skriver videre:

En vej frem er medbestemmelse og at sætte lønmodtagere i bestyrelser. En anden er at dele virksomheders overskud ligeligt mellem arbejdstagere, ledelse og aktionærer.

Alle der bidrager til Davos-samfundenes overforbrug skal have gavn af ovenstående omfordeling af magten, og det betyder, at de der i dag har hvad de skal bruge - lad os kalde dem middelklassen i bredeste forstand - godt kan være tilfreds med ovenstående anviste vej, men de der ikke har til dagen og vejen, de skal have adgang eget produktionsapparat, jord, arbejde eller til kollektive produktionsfælleskaber der kan sikre de basale levevilkår.

Hvis middelklassen presser Davos-regeringen uden, at tage hensyn til hele det økonomiske kredsløb så ligner det et udslag af misundelses-socialisme og det vil Davos-regeringen hurtigt forstå at spille på. I ved den gamle traver om del og hersk. Uden fælles mål ingen bevægelse.

Brugerbillede for Flemming Andersen

Det er faktisk ufatteligt ulækkert at tænke på ikke:

"Klodens 100 rigeste kunne afskaffe global fattigdom fire gange"

Når man lige reflekterer lidt over det, så betyder det at hvis disse 100 mennesker havde foræret de fattigste og usleste skæbner 25% af deres egen overflod, så var de stadig ufattelig rige og ville aldrig, aldrig, aldrig nogensinde komme til at mangle noget som helst ved at gøre det.

Man kan så undre sig på, hvad der så holder dem tilbage fra at gøre det. At dele ud af ens rigdom må da være en skøn mulighed for et menneske, især hvis det ikke betyder reelle afsavn for en selv??

Hvad er det der gør at ikke bare disse MEGET rige mennesker, men stort set alle velbjergede mennesker fortsætter med at hige og hæge om deres besiddelser også meget længere og mere end det synes nødvendigt??

Jeg har tit prøvet at forestille mig, hvilken overvindelse der skal til, for at et menneske kan bilde sig selv ind at have retten til ufattelig rigdom tilfalder en selv , samtidig med at andre ligeværdige skæbner lever i lige så ufattelig fattigdom.
At vide at man kunne udfri hundreder, tusinder eller flere fra en ulykkelig skæbne og undlade at gøre det, fordi man kunne overbevise sig selv om retten til at undlade at gøre det og i stedet gøre sig selv rigere, det synes jeg er en fantastisk præstation.

Det er langt ud over selvhævdelse eller overdreven sikkerhedstrang, helt ud over fornuftens holdepunkter at koncentrationen af værdier bare fortsætter, da det i sidste ende blot truer de besiddende selv, af den ene eller anden grund og samtidig fratager de sig selv enhver virkelig social identitet, og glæden ved at kunne gavne andre.

Er det sådan at de mennesker vi ser op til som honoratiores, samfundets ledende spidser, de kendte i bladene, alle dem vi hører efter og synes er så kloge fordi det er gået dem godt, i virkeligheden er syge mennesker??
Syge på den måde at de kun kan fungere og have det godt, hvis det går skidt for andre og hvis de sammen søger for at kunne brillere overfor de mindre heldige?
Og er det sådan at den sygdom præger deres sind og tanker og bliver spredt til os andre, fordi de rige er dem vi ser op til som succeser?

Tanker der bliver spredt rundt i samfundet som en pest, der overskygger det samfundssind og den solidaritet vi alle godt ved er nødvendig i et samfund og som i sidste ende gør os selv utrygge og usikre??
Og allermest fordi vi normale godt kan føle at disse syge tanker ikke er rigtige, at vi gør noget forkert, når vi bare viljeløst sjokker bagefter.

Brugerbillede for Niels Engelsted

Så netop Svenning Dahlgård--TV2 News svar på Matadors overlærer Andersen--stå ude i sneen foran konferencecentret i Davos og interviewe henholdsvis überdirektøren fra Nordea og überdirektøren fra Mærsk. Med sin alvorlige seriøse mine nikkede han samtykkende til de to drabanters tale om, at det var nødvendigt med mere ulighed i Danmark--de rige og dygtige virksomhedsledere skulle have mere, de almindelige ansatte ingenting--hvis Danmark skulle klare sig i den internationale konkurrence. Nordea-manden mente dog, at hvad angår det offentliges indkøb (formentlig tænkte han på medicin) burde men tænke mere på at fremme dansk erhvervsliv end konkurrence. Overlærer Andersen kunne åbenbart ikke finde på et eneste udfordrende spørgsmål, nikkede blot videre med et betydningsfuldt blik.

Man ville græde, hvis det ikke var så urkomisk.

Brugerbillede for Niels-Holger Nielsen

Det er ufattelig lidt disse Davoserjasere har at byde ind med - i betragtning af sagens alvor. Tænk sig, at være udfordret(?) af en tidligere redaktør på The Observer! Der må da snart gå hul på bylden? Hvis verdens rigeste og mest magtfulde mennesker ikke kan gøre noget ved klimakrisen, så er der ikke noget de kan hjælpe os med. Eksproprier, eksproprier, det er Moses og profeterne.

Brugerbillede for Kristian Rikard

Givetvis, men så er det da en trøst, at hverken de to direktører eller alle mediedjøfferne skal sige noget på selve møderne. Faktisk betaler de fleste i dyre domme for overhovedet at få adgang.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for morten rosendahl larsen

Man fristes til at sige "lige mine ord" efter at have læst denne længe savnede artikel. Desværre sætter den også fingeren på risikoen for spildte muligheder og de frustrationer det giver. For spørgsmålet er imidlertid, hvor alle vi meningsfæller går hen med vores indlysende fornuftige holdninger og for mit vedkommende frustrationer ? Hvordan får vi en befolkning (som dog heldigvis ofte viser sig gennemsnitligt klogere end vores politikere, når det gælder) rystet ud af deres "framing koma" og vækket af x-factor og underholdningssamfunds søvnen ? Hvor er forum'et eller den "organisation" eller endnu bedre den voksende autonome organisme som kan sprede de her budskaber ud til befolkningen ? Nogle forslag ? Jeg forventer en revolution ! Intet mindre :-)

Brugerbillede for randi christiansen

morten rosendahl larsen - der er nogen, der flytter ud i de svenske skove, der er nogen der blir green guerillas i byen ... og der er andre alternative fællesskaber.

Det samlende politiske fællesskab ser jeg de bedste muligheder for i Enhedslisten, men de har også brug for konstant feedback, så de kan holde snuden i sporet og ikke kører af det, ligesom de andre socialister har en tilbøjelighed til, når finansmagten klemmer hårdt om bollerne og vi ser, at det valg, vi har, er mellem pest og kolera.

Når de siger ´Lønningerne skal ned´ (for at konkurrere med de andre underbetalte stakler) så viser de deres sande hensigt, og den er ikke til folkets fordel.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mogens Højgaard Larsen

Så at George Soros holdt et oplæg i Davos. Titlen?
"Rebalancing Society"...

Iflg.Wiki: George Soros har en personlig formue på 76,104 mia. Kroner i 2011, hvilket placerer ham som nummer 46 på listen over de rigeste mennesker i Verden. Størstedelen af Soros' formue stammer fra spekulativ valutahandel. Han er stifter, Adm. Dir og bestyrelsesformand for hedgefonden Soros Fund Management, som han stiftede i 1969.

Er det ikke lidt som at spørge ræven, hvordan hønshuset skal bygges?

Danmarks Radio var til stede, så formentlig får vi et fyldigt referat med samtlige hans guldkorn...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jørgen Garp

Der udgives i Information og Politiken i disse dage en lind strøm af glimrende artikler, som i sin sammenhæng understreger sammenrendet mellem den højere middelklasse med politikerne i spidsen og den egentlige overklasse i en moderne korruptions lignende sammensmeltning overalt i den kapitalistiske verden. Her en opdateret sammenfatning af dette indhold med baggrund i blot de seneste dages artikler:
http://www.garps-verden.com/2013/01/endnu-en-omgang-med-kli-pudderdasern...

anbefalede denne kommentar