Krise smager af luksus

Vi skulle forestille at være blevet nøjsomme, skamfulde og discount-søgende efter 00'ernes optur, men i stedet har krisen bragt luksus, eksklusivitet og en ny klasseorden med sig. Louis Vuitton, Stella McCartney, Marc Jacobs, Prada og Shamballa Jewels åbner den ene luksusbutik efter den anden. Information indleder i dag en serie om krisens fænomenologi

Champagnebaren Balthazar, København.

Tine Sletting

Der er noget, der ikke hænger sammen, når man en iskold vinterdag midt i den værste finanskrise siden 30’erne går ned gennem Strøget. Når man tager turen fra Nørreports Torvehaller med eksklusive delikatesser ned omkring køen foran tøjkonceptbutikken Abercrombie & Fitch nær Amagertorv, hvor den nye store Louis Vuitton-butik også ligger. Forbi Burberrys og Hermès ned mod Kongens Nytorv og rundt omkring den nyåbnede Marc Jacobs-butik, nyåbnede Stella McCartney, nyåbnede Shamballa Jewels, nyåbnede Bottega Veneta, nyåbnede Moncler og den nyåbnede champagnebar Bathazar. Mærketøj, hvis håndtasker koster mere end en månedsløn for mange mennesker. Der er noget, som rationelt, logisk og måske ligefrem moralsk ikke hænger sammen med det, vi hører om i medierne.

Efter næsten 10 års konstant optur, og hvad vi i dag elsker at kalde et skamløst forbrug af friværdi, sms-lån og afdragsordninger skulle selvransagelsen vel gerne ramme os, sammen med den økonomiske nedsmeltning og eurokrisen. Det er blevet sagt igen og igen, at de store armbevægelsers tid er forbi, og nu – nu! – ville der komme fokus på det nære, på nøjsomheden, på det oprigtige, og de sunde værdier skulle relanceres på beskostning af de tomme signalværdier. Men den eneste krise, der synes at findes her, er kulden. Det er begyndt at sne igen, og en lang kø på mere end 20 personer har samlet sig foran Abercrombie & Fitch.

»Det skal bare byttes til mere,« siger Dorthe Damgaard fra Stenløse og viser en pose frem med et par julegaver, hun skal have byttet i det nyligt startede udsalg. Hun er en lidt spinkel kvinde i midten af 40’erne, der ler efter hver eneste sætning, og selv om hun egentlig »bare sælger forsikringer«, bruger hun »virkelig mange penge« på tøj, hvis hun selv skal vurdere det.

»Og på mine døtres tøj,« tilføjer hun og ler igen.

»Men jeg synes, at jeg efter krisen er blevet meget mere bevidst om, hvordan jeg bruger dem.« Hun holder en sort-brun lædertaske med guldknapper frem foran sig. »Denne her købte jeg på udsalg sidste år til 8.000 – det var halv pris. Den er fra Mulberry.«

Inde i butikken virker køen udenfor pludselig besynderlig, for her er god plads og overraskende få mennesker. Det lugter stærkt af parfume, og det ligner ikke en helt almindelig tøjbutik – nærmere en herregård eller en country club, med højt til loftet mørkbrunt træ på væggene, tunge massive egetræsborde, hvor tøjet ligger pænt i bunker og et udstoppet elghoved, som om nogen lige har været på jagt. Det er det, de forsøger at sælge her: eksklusivitet og overklasse til en overkommelig pris i den lidt dyre ende af skalaen. Det havde den amerikanske tøjkæde en kæmpe succes med i slutningen af 90’erne og op gennem 00’erne, hvor de voksede fra at være et undseeligt New Yorker-postorder-firma, der mest blev brugt af fiskere og jægere, til – efter en relancering, hvor man blandede dekadente overklassekoder med homoerotik – pludselig at blive et af verdens største brands med egne butikker på handelsstrøg og storcentre over hele verden. Men da krisen indtraf i 2008 begyndte det pludselig at vende for A&F, og siden har de leveret katastrofale regnskaber og har lukket mere end 200 butikker. Formentlig ikke fordi de var for eksklusive og for dyre. Men måske fordi de ikke var eksklusive og dyre nok.

Tillid til den dyre ende

»Der er nogen, denne her krise gør rigtig ondt på,« siger Mads Nørgaard, der er direktør for tøjmærket Mads Nørgaard og modebutikken Nørgaard på Strøget. Fra sit kontor over sin forretning på Amager Torv, har han siden 80’erne kunnet se bybilledet ændre sig med konjunkturerne og de fleste privatdrevne specialforretninger blive erstattet af modebutikker med store navne bag. For ham er det ikke så underligt, at luksusvarer ikke virker så konjunkturfølsomme og tilsyneladende har det fint midt i krisen.

»Der er en tillid til den dyre ende af markedet, der er helt enorm og virkelig påfaldende, men det handler blandt andet om, at man har vænnet sig til meget høje priser,« siger han.

»Og så naturligvis at der er en ret stor samfundsgruppe, der ikke er så hårdt ramt.«

00’ernes optur gjorde skellet mellem de øverste økonomiske klasser mindre tydeligt – særligt blev den øvre middelklasse væsentlig større, og det gav en masse mennesker mulighed for at anskaffe de allerdyreste varer og bruge de produkter, der tidligere var forbeholdt en lille elite.

»Piger på 14-15 år går med tasker til mange tusinde kroner, men omvendt har det også betydet, at Hellerupfruerne begyndte at handle i Netto, da deres kundegruppe begyndte at efterspørge delikatessevarer som for eksempel dem, de har i dag fra Løgismose. Det skabte en mere kompleks verden,« siger Mads Nørgaard.

»Symbolerne blev på den måde både mindre og mere værd. Det blev mindre stigmatiserende at forbruge, og forbrugeren blev en meget mere blandet gruppe.«

Vi blev alle sammen dygtige symbolanalytikere, der kunne afkode den økonomiske overklasses signaler, og mange havde endda også råd til at anskaffe de ting, der udsendte dem. Den tendens fulgte med ind i krisen, da den ramte i 2008. Forbrugeren var tilsyneladende ikke parat til at gå på kompromis med en svækket samfundsøkonomi, i hvert fald ikke, når det gjaldt luksusvarerne. Vores indre symbolanalytiker eller – om man vil – vores høje standarder om kvalitet er tilsyneladende ikke veget tilbage, når det gælder den rene luksus. Se blot på verdens uden sammenligning fineste og største koncern for luksusvarer LVMH. Navnet er en sammentrækning af forkortelserne for Louis Vuitton og det eksklusive champagne- og cognacfirma Möet Hennessy, og tilsammen repræsenterer de mere end 50 luksusmærker – herunder Donna Karan, Givenchy, Kenzo, Marc Jacobs, Céline, Christian Dior og smykkefirmaet Bvlgari. Siden den dag i 2008, hvor krisen satte, har koncernen mere end tredoblet sin kursværdi fra sølle kurs 40 til kurs 141, og hvert år har LVMH øget sin omsætning med mere end 20 procent. Selv om BRIK-landenes stigende velstand også får skylden for den himmelfart, er en stor del af overskuddet også blevet taget hjem i Europa, og det forklarer måske, hvorfor København pludselig er blevet tæppebombarderet med luksus.

Skam på skrømt

En af verdens førende eksperter inden for brandingstrategi er professor Jean-Noël Kapferer fra HEC Paris, og han køber ikke tanken om, at en økonomisk krise som den, vi står i, skulle gøre os mere nøjsomme eller gå ud over varer, der traditionelt er forbundet med overforbrug. Tværtimod finder han det – som han blandt andet beskriver det i sin bog Luxury Strategy og teksten Luxury after the crisis fra januar i år – mere sandsynligt at kriser tilhører luksusvarer, og selv om folk i forbrugerundersøgelser giver de socialt acceptable svar om, at de skam tænker mere over deres forbrug, opfører de sig som forbrugere ofte lige modsat.

For luksus og forbrug har altid – også under opturen – været genstand for moralsk fordømmelse og kritik. Skam og skyld fyger gennem medierne. Hør blot hvor skamfuldt bloggeren Anna Sophia Hermansen her betegner opturen i dag:

»Lede ved 00’ernes overforbrug, ved de afdragsfrie låns uansvarlighed og ved, at vi har dyrket friværdier i stedet for værdier. Særligt siden begyndelsen af det nye årtusinde har vi fremdyrket en kultur af reality-stjerner uden indhold og gjort det latterligt at være klog, men klogt at være latterlig. Formentlig som reaktion på, at vi forgældede os i 00’erne og slap den økonomiske håndbremse. Sad og grinede med blå amarone-tænder til middagsselskaber i huse, vi ikke havde råd til, og diskuterede aktier og svipture til New York. I al fald mange af os i middelklassen. Vi mærker de moralske efterveer af 00’ernes ekstravagance.«

Men ifølge firmaernes bundlinjer, aktieanalytikere og forbrugseksperter som Jean-Noël Kapferer er der meget lidt skamfuldhed, når det kommer til luksusvarerne. Så længe vi er sociale væsner, der hele tiden sammenligner os med hinanden og indgår i stærke hierarkier, vil der være et solidt marked for luksusvarer. Det er hele den tankegang, kapitalismen og den vestlige vækst bygger på, påpeger Jean-Noël Kapferer, der dog skelner skarpt mellem det han kalder ’førsteklasses varer’ og ’luksus’.

Førsteklasses varer er bare de bedste varer sammenlignet med andre produkter – luksus er noget andet. Luksus er ikke bundet til et kvalitetshierarki, men til et socialt hierarki. Det er usammenligneligt. Den er et signal, og det er derfor, den rene og sande luksus ikke lider i krisetider. Det er bundet til sociale konjunkturer så at sige, og de har i hele menneskets historie ligget stabilt mellem magtfuldhed eller frihed og afmægtighed eller underkastelse.

Slotte guld, jagt, krig og frihed

Luksus er historisk set tegn på magt. Det har handlet om adgangen til slotte, guld, kongelige fornøjelser, jagt, krig og friheden til ikke at arbejde. Det var et spørgsmål om rang, og den var op til Den Franske Revolution medfødt. Herefter var den principielt for alle. Enhver, der kunne fremvise den samme hedonistiske livsstil og omgive sig med produkter fra hele verden, ville i det sociale hierarki fremstå som magtfuld. Efterhånden som den industrielle revolution havde sat sit præg på verdens produkter i starten af det 20. århundrede, var de materielle koder enkle nok: Havde man en bil, havde man råd til skiferier, ejede man en båd, et sommerhus og var tøjet nyt og flot. Men efterhånden som den økonomiske vækst tog til i Vesten og middelklassen voksede, intensiveredes også en mere nuanceret form for kodedans. Efterhånden som flere og flere kom til penge, blev det pludselig vigtigt, hvilken bil man havde, hvor man tog på skiferie, hvilken båd man ejede, hvor sommerhuset lå, og hvem der havde lavet tøjet. Det er her, mærkevarerne kommer ind på scenen. Det er her, brandet bliver vigtigt. Intet andet end luksusvarer tilfredsstillede behovet for social anerkendelse. Sportspræstationer og universiteterne kunne levere noget, der mindede om det, men det gav en så begrænset anerkendelse i så små kredse, at det ikke kunne måle sig med den sociale fremdrift, der lå i pengene. Selv om eliten også har fået flere sider i postmoderniteten, er Jean-Noël Kapferer ikke i tvivl om, at den stærkeste og allermest bærende kraft stadig er penge og magt. Derfor er luksusvaren stadig det stærkeste signal. Bernard Arnault, der er grundlægger af og CEO i LVHM har kaldt luksus »det ordinære af ekstraordinære mennesker og det ekstraordinære af ordinære mennesker«, og luksusmærkerne indeholder begge grupper. De lever af både det ordinære og det ekstraordinære.

Jean-Nöel Kapferer deler luksusforbrugerne op i tre grupper, som de dyre mærker alle må ramme for at få succes. Den første og mest definerende gruppe er de rigeste og mest magtfulde mennesker. Dem, der ikke har noget at bevise. De kan lide varer, der kun er kendt af dem, og som få mennesker genkender, og de griner af golfklubber med dyre kontingenter – de mest eksklusive golfklubber skal du anbefales til og optages i. De signalerer magt og prestige ved at signalere friheden til at fravælge de kendte mærker – ved at fravælge de åbenlyse signaler. Hvis de køber en Louis Vuitton-taske, skal logoet være gemt, og de vil måske i højere grad foretrække et taskemærke som Bottega Veneta, der er mere diskret i sin branding. Herefter kommer gruppen med mindre status, men mange penge. De vil ofte hungre efter status og købe sig til synlig status – store logoer fra meget kendte mærker, men gruppen er også en anelse mere prisbevidst. Den sidste gruppe er dem uden penge, men med behov for status, og de lever efter samme filosofi – synlighed. For producenterne ligger pengene i højeste grad i de to sidste grupper, men status og dermed de to gruppers ønske om at købe den, ligger hos den første gruppe. Så mærkerne vil ofte dele deres varer op i to. Én der er meget dyr med en ringe synlighed og én der koster lidt mindre, men hvor logoet er stort. Det er en dobbeltstrategi. Et studie af luksusmærkerne foretaget af sociologen Joseph Nunes, fra Marshall School of Business i Los Angeles viste i 2010, at hver gang en Louis Vouitton-taske mindskede sit logo med en kvadratmillimeter steg prisen med 26 dollars. ffekten er modsat for en Mercedes, der faldt 5.000 dollar i pris for hver centimeter logoet tabte i diameter.

Pointen er i princippet banal: I krisetider bliver skellet mellem de økonomiske klasser større og luksusvarerne mere eksklusive – derved også mere attraktive.

Ny forbrugsrekord

Men hvis man frysende fortsætter sin tur op og ned ad Strøget og ikke retter sit fokus mod de mange nye luksusforretninger, vil man kunne skimte en anden tendens. Kæder, der har en helt anden klang end Louis Vuitton og Prada – kæder som Topshop, Monssoon og selvfølgelig hele verdens H&M, der også åbnede nye forretninger i København i 2012. For luksusmarkedet var ikke det eneste, der begyndte at boome efter 2008.

I den billigere ende af markedet var der nemlig også områder at indtage og i samme periode øgede det svenske Hennes & Mauritz sin omsætning voldsomt. De oplevede en fordobling af deres kursværdi og udvider i disse år med 10 procent om året. Alene i 2012 åbnede det mere end 200 nye butikker, og i år lancere de en hel ny butikskæde under navnet And other stories (blandt andet i København), der efter sigende skulle henvende sig til luksusforbrugeren. Men selv om, der er langt mellem priserne i luksusbutikkerne og lavprismærkerne, er det den samme økonomiske tendens i samfundet de, lukrerer på.

»H&M vinder store markedsandele i øjeblikket, men set fra min stol handler det om en prisbevidsthed hos forbrugeren og H&M’s egen bevægelse væk fra et discountimage. De har været utrolig gode til at se, hvad forbrugerne vil,« siger aktieanalytiker i Spar Nord Jesper Isager Bak, der har speciale i detailhandel.

»Forbrugerne er blevet mere prisbevidste, men det er ikke det samme som, at vi bruger færre penge,« forklarer han og kommer med eksempler på krisens små forbrugsparadokser. Privatforbruget steg med fem procent fra 2009 til 2011, og de foreløbige fremskrivninger fra Danmarks Statistik tyder på, at det igen vil stige, ligesom dankortforbruget steg med fem procent i 2012, og den 21. december 2012 blevdankorthistoriens mest forbrugende dag med 1.678 millioner kroner, hvilket var 100 millioner kroner over den tidligere rekord fra marts 2010. Bilsalget er steget voldsomt over de sidste år og har slået alle rekorder i 2012.

»Men hvis du ser, hvilke biler folk egentlig køber,« siger Jesper Isager Bak, »så er det de små benzinøkonomiske modeller, der styrter frem. Bare fordi de er blevet prisbevidste behøver det ikke at betyde, at de bruger færre penge.«

Ifølge Jesper Isager Bak, er der til gengæld et bredt mellemsegment, der lider, og på begge sider af det går luksus og discount frem.

»Og måske har H&M fundet ud af at give forbrugeren det hele på engang – ligesom samarbejdet mellem Netto og Løgismose. Stik imod, hvad man skulle tro, er luksussegmentet ikke så konjunkturfølsomt og reagerer, måske nærmest modsat. De folk, der bruger penge på luksus, bliver ved med at købe luksus. Men så igen: De rige mærker som regel ikke en krise som denne her.«

Men det er ikke lige meget, hvordan man agerer på discountmarkedet i krisetider. Dansk Supermarked har i 2012 måtte lukke deres discountkæde Tøj og Sko, der har måtte indkassere det ene underskud efter det andet, siden krisen satte ind. Nu prøver man så at gentænkte sit tøjkoncept, forklarer Dansk Supermarked, men vil ikke ud med, hvad der skal ske.

Jesper Isager Bak, mener ikke at den psykologiske forbrugeradfærd reagerer så voldsomt på stemninger i tiden. Han lægger meget større vægt på kreditadgang, som med bankernes krise og friværdiens fald ændrede sig markant efter 2008.

»Men det ændrer ikke – igen modsat hvad man skulle tro – vores lyst til at forbruge, hvis vi kan. Så de mennesker, der ikke er berørt af krisen, ændrer ikke sådan lige psykologi.«

Alt er mode

Inde på Amager Torv deler Mads Nørgaard Jesper Isagers observationer, selv om han nu mener, at krisen har en indflydelse på vores smag, psykologi og tøjets sociale markør

»Den sociale markør er blevet en anden, måske fordi det virker lidt skingert at gå rundt og vise rigdom, hvis man ikke har den,« siger Mads Nørgaard.

— Er det blevet sværere at være chik?

»Det er blevet meget sværere at være sig selv. Moden bliver mere og mere fragmenteret, samtidig med at den bliver mere og mere markant og allestedsnærværende. Der er jo tøjbutikker overalt, og i den periode jeg kender til, har vi jo invaderet Strøget.« Han kigger ud af sit gulv til loft-vindue ud mod torvet.

»Der er ikke engang en boghandler på Strøget mere. Der er nærmest kun tøjbutikker og hele modetænkningen gennemsyrer alt. Alt er mode – mad, elektronik, interiør – alt. Man udvikler hele tiden nye tendenser. Det er måske den samme flåede tomat, men den bliver hele tiden pakket ind på nye måder, man tager stilling til nye oplevelser, nyt forbrug.«

Men Mads Nørgaard påpeger samtidig, at der er blevet færre og færre producenter. Mindre og mindre lokalt produceret, så det eksklusive er blevet det masseproducerede. Selv en eksklusive bagerforretning som Lagkagehuset skyder op som kæde. Det behøver dog ikke sige noget om kvaliteten eller pille ved, at forbrugeren generelt er blevet mere kritisk, forklarer Martin Lund Pedersen, der er inside manager og analytiker i Danmarks største mediebureau MediaCom. I 2011 lavede han en omfattende undersøgelse af krisens forbrugere med 250 medvirkende. Han mener, at krisen skabt en psykologisk forskydning hos forbrugeren, men i virkeligheden er den forskydning opstået under opturen.

»Jeg har set meget på økologi, og der er ingen tvivl om, at lysten til at købe det begyndte med et større element af show off. Men langsomt blev det overtaget af et oprigtigt ønske om autenticitet, og tanken om kvalitet og oprigtighed. Det sociale aspekt er trukket i baggrunden.«

Og ligesom bevægelsen mellem de økonomiske klasser har ændret sig i modebranchen, har den også ændret sig i dagligvarehandlen, mener Martin Lund Pedersen. Man ser helt generelt mere på varen og prisen end på sig selv, når man handler, mener han, og den kulturelle mobilitet er blevet større. Direktøren går også i Netto, og den enlige far i Herlev, går også i Louis Vuitton, forklarer han, og begrebet mix and match, hvor du tager dyre mærker og sætter sammen med billige varer har slået bredt igennem overalt i forbruget.

»Forbrugeren er blevet mere værdibaseret, og begrebet value for money betyder mere end før krisen satte ind. Vi opfører os en anelse mere rationelt, men rationelt kan jo også være luksus.«

Den synlige krise

Ude på Amagerbrogade sner det også, men det er, som om vinden er en anelse koldere her. Her begyndte det også at gå ned ad bakke i 2008, og for hver femte butik, man passerer, er man gået forbi mindst to tomme butiksvinduer. Ødelagte giner, tomme hylder, en forladt café.

»Det hele gik meget stærkt,« husker Inger Ringvad, der bor lige oven på en nu lukket brudetøjsforretning ved Englandsvej.

»En dag var der bare et til leje-skilt i vinduet og ingen har vist sig siden. Det er to år siden nu.« Hun peger ind på et par mannequindukker, der står afklædte og en bunke reklamer, der ligger lige under døren. Jeg følger med hende et stykke ned ad gaden, hvor hun skal nå en bus. Hun er pensioneret, men har selv stået i den første Matas på Amagerbrogade.

»Det var i 80’erne og der var egentlig også mange butikker, der lukkede. Jeg tror, det er sådan et system, der bare skal være der. Det går op og ned. Du ser det nok ikke så tydeligt på Strøget, fordi der altid åbner en ny butik, når der er én der lukker. Sådan er det ikke her. Her er det lidt tydeligere, hvad der sker. Det er det samme med de folk, der har penge og ikke mister deres job. De mærker det nok heller ikke så tydeligt.«

Inger Ringvad står på sin bus, der kører ind til byen. Hun skal mødes med en veninde på konditoriet La Glace. Det gør de hver torsdag, og det har de gjort i 20 år.

Louis Vuitton, Amager Torv, Strøget, København

Foto: 
Tine Sletting

Penge. Lukket filial af Danske Bank, Nørrebrogade, København.

Foto: 
Tine Sletting

Lukket smoothie-bar, Amagerbrogade, København

Foto: 
Tine Sletting

Tidligere lokaler for telefonselskabet Orange, Strandlodsvej, København

Foto: 
Tine Sletting

Overetagen i indkøbsscentret Gallerierne, Hillerød

Foto: 
Tine Sletting

Luksus og discount

LVMH er verdens ultimative luksuskoncern med mærker som Louis Vuitton, Kenzo, Moët Hennessy, Donna Karan, Givenchy, Marc Jacobs, Céline, Christian Dior og smykkefirmaet Bvlgari.

LVMH’s kursværdi under krisen:
- november 2008: 39
- november 2009: 71
- november 2010: 116
- november 2011: 130
- seneste (januar 2013): 141

LVMH’s omsætning steg samme periode med godt 20 pct. om året

H&M’s kursværdi under krisen:
- november 2008: 130
- november 2009: 200
- november 2010: 210
- november 2011: 230
- seneste : 230

Bilsalg
Der er aldrig blevet solgt flere personbiler i Danmark end i 2012. For andet år i træk slog personbilssalget rekord og i alt 170.763 nye personbiler rullede ud på de danske veje:

- 2009: 112.454
- 2010: 153.858
- 2011: 170.036
- 2012: 170.763

Forbrug
Omsætning i dankortforbrug:
- 2009: 274 mia. kr.
- 2010: 289 mia. kr.
- 2011: 298 mia. kr.
- 2012: 310 mia. kr.

Hustandenes årlige totalforbrug
- 2006-08: 299.950,70 kr.
- 2007-09: 292.187,60 kr.
- 2008-10: 274.257,40 kr.
- 2009-11: 288.367,70 kr.

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Jørgen Garp

Dagens nye artikelserie 'Krise smager af luksus', som beskriver en adfærd mv., der helt ligner fortidens kapitalistiske kriser til forveksling, understøtter såmænd endnu engang hypotensen om den nye forenede overklasse af højere middelklasse og 'gammeldags' borgerlige kapitalistklasse og dens dysfunktionelle, socialt ødelæggende og samfundsnedbrydende karakter.
http://www.garps-verden.com/2013/01/endnu-en-omgang-med-kli-pudderdasern...

Brugerbillede for Peter Hansen

Rune Lykkebergs analyse af kampen mellem den kulturelle og den økonomiske overklasse om middel- og underklassen er mere relevant end nogensinde.
Det giver dog ikke mening at forfalde til tomme statussymboler - Mads Nørgaard er som sædvanlig vidunderlig præcis i sin selvrefleksion: at det bliver sværere og sværere at være sig selv. Vi er dog nogle, der gør, hvad vi kan - og mere og mere med alderen, at følge flokken er ret ungdommeligt og umodent.

Brugerbillede for Steen Erik  Blumensaat

Lad løgnerne om deres løgne, tro dem ikke.
Vrøvlet om krise, vækst og hvad propagandisterne papagøje snakker om, reformation og andet Kongeligt Militaristisk Præsteskabs prædiken, nu har de fra prædikestolen prædiket den samme forkyndelse i 1000 år. Jorden går under i morgen hvis i ikke underordner jer vores prædiken og overmenneskelige status.

Brugerbillede for Robert  Kroll

Går man tilbage i tiden og læser diverse erindringer vil man se, at der til alle tider har været mennesker ( kulturpersonligheder, filosoffer , religiøse ledere) , som beklagede "verdens dårskab" - nogle af dem foranstaltede bogafbrændinger og bekæmpede de syndige ( specielt syndige kvinder) og overflod m v.

Det er lidt af det samme vi oplever i artiklens velformulerede ord.

Intet nyt under solen !

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Alan Strandbygaard

Der er intet nyt er i denne opførsel. Den er ved at være et historisk ufravigeligt faktum.

Jeg kom til at tænke på noget jeg læste i en artikel for snart to år siden. Det var før valget, hvor jeg i min søgen ledte efter røde tråde. Og det lader til at de havde (har) ret:

"Repræsentanter fra 41 partier i 37 lande deltog i det 19. Internationale Kommunistiske Seminar i Bruxelles den 14.-16. maj. Arbejderen bringer i dag den sluterklæring, som blev vedtaget.
...

2. Det er et særtræk ved kapitalismen, at den genskaber profitraten ved at skære i lønnen og fremme arbejdsløsheden. Vi befinder os midt i en periode med omstrukturering, udflytning, lukninger og fyringer. Gennem denne omstrukturering genetablerer industri- og bankmonopolerne deres formuer og profitrater.

I krisetider styrker de store monopoler mere end nogen sinde sig selv på bekostning af de mindre selskaber. Millioner af industri- og landarbejdere mister deres jobs, samtidig med at lønningerne beskæres..."

http://old2010.arbejderen.dk/artikel/2010-06-12/de-kommunistiske-partier...

Brugerbillede for Peter Taitto

Artiklen

"Efter næsten 10 års konstant optur, og hvad vi i dag elsker at kalde et skamløst forbrug af friværdi, sms-lån"

SMS-lån er altså en relativ ny opfindelse. Bullshit fra journalisten.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

En lille hurtig kommentar er denne her - om hvad en krise er og kan bruges til.

"Et eksempel er det gamle kinesiske skriftegn for "krise". Det er en sammensmeltning af tegnene for "fare" og "mulighed". Kan begrebet krise beskrives bedre? Omfatter skrifttegnet ikke al den viden der kan udtrykkes?"
fra dette her sted: http://www.chatellet.net/chinesecrisis.html

Og der er intet nyt i at krisen sørger for at luksusvarer og fornøjelseslivet. f.eks. restuaranter mv. har gode tider. I 1930erne krise var det lige sådan; dertil kommer at en Mulberry frakke mv. jo holder i meget lang tid...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Overgaard Bjerre

Nå, men så er der jo ingen krise. Det hele er et omfordelings-spørgsmål. Men så længe politikerne slesker for, og hælder penge i TV2 og DR (uden at de behøver, at vise deres interne regnskaber til nogen som helst), bliver det jo fremstillet, at grunden til krisen er de fattiges skyld.

Og arbejdsminister Frederiksen synes jo også, at det er en god idé, at man jagter de fattige og arbejdsløse i hovedmedierne. Hun har aldrig læst sit partis historie og er også fløjtende ligeglad. Hun går kapitalens og magthavernes udpegede vej.

Men det er rart, at vide, at der ikke er nogen krise og at man bare kan 'dreje lidt på håndtagene' og få fordelingen af værdierne på plads igen. Så se at komme igang med at dreje på de 'håndtag'.

Brugerbillede for Andreas Trägårdh

Karsten Aaen

Derfor handler magt om at profitere på krise; at kontrollere krisen ved at gøre den til en levevej for en selv men et problem for alle sndre.
Det gør man ved at uddeligere krisen ( ned efter), dvs. at skabe nye kriser for dem.
Fordi nogen lever af krisen (eliten, bankerne, politikerne, kirken, ordensmagten, medierne, m.m.),
da er der andre der dør af krisen.

Brugerbillede for Nick Mogensen

Selvom man kan være tilbøjelig til at være human pessimistisk når man læser en artikel som ovenstående, må jeg, efter nyligt at have afsluttet bogen influence af Robert Cialdini indrømme, at min opfattelse af menneskelig adfærd synes mere nuanceret. Vi mennesker reagerer mestendels på baggrund af socialt nedarvede reaktionsmønstre og biologiske anslag. Det sidste ’niveau’ er selv-tænkning, kritisk refleksion – ja, kald det hvad du vil. Dette niveau er nu igennem mange år, ja sandsynligvis længere tid end min 24-årige levetid, blevet gnavet i. Man kan reducere mange sociale fænomener, ja sandsynligvis de fleste, til biologiske anslag og vores tendens til blindt at overtage sociale omgangsformer, normer og des lige.

Når kvinden i artiklen i ramme alvor siger: ”Men jeg synes, at jeg efter krisen er blevet meget mere bevidst om, hvordan jeg bruger dem.« Hun holder en sort-brun lædertaske med guldknapper frem foran sig. »Denne her købte jeg på udsalg sidste år til 8.000 – det var halv pris. Den er fra Mulberry.”, så kan enhver med en intellektuel kapacitet større end en gnalling se, at det udsagn er himmelråbende tosset, men måske vigtigst af alt, naivt. Hun mener at have gjort en god handel, hvilket måske rent matematisk i en vis udstrækning kan forsvares, men hun forstår ikke det bagvedliggende, nemlig at hendes handel alt andet lige, stadigvæk er et kronisk behov for at skabe sin identitet gennem forbrug, få en pseudo-accept af andre, ligne det hun selv forestiller sig at skulle ligne. Det er en miskendelse, et fejlfremtræden der maler sig for hendes øjne, af hende selv. Hun forsøger at male et selvportræt, uden kunstneriske evner eller klarsyn. Dette er en af flere kerner i det moderne samfunds paradoks: Miskendelsen som folkesygdom.

Denne kvinde forstår slet ikke sine egne handlinger. Hun reagerer blot på nogle strømninger der sætter sig igennem i hendes sind. Der er ikke noget dybereliggende i hendes handling, hvilket i og for sig kun gør den mere skræmmende, men hun (re-)producerer til gengæld et samfund, hvor hendes handling og mange andre menneskers handling, som ringe i vandet, bliver altoverskyggende betydningsfuldt for samfundet som helhed. I den forstand er George Orwells 1984, og Tankepolitiet måske nok en skønlitterær roman, men dens tankekonstruktioner er ikke irrelevante. Tankepolitiet er vores moderne selvteknikker, vellykket implementeret af samfundet i os selv, med den teoretisk smukkeste sløjfe man kan forestille sig: Vi tror på at det er os selv der træffer beslutninger. Det tror rigtig meget på. Den rationelle aktør. Kongen af egen tilværelse. Det er en smigrende tanke. Men det er også en usand tanke og en ulykkelig tilstand. Den begrænser den personlige frihed, fordi friheden ikke (alene) ligger i de ydre omstændigheder, men det indre væsen.

Forskning kan bruges både godt og ondt, og det er naturligt nok, at dem som ved noget om den måde vi reagerer på, i videst mulig udstrækning ønsker at påvirke andre til deres egen fordel. Vi har som ’modargument’ til dette, desværre ikke evnet at regulere deres muligheder for dette. Vi ser det nu i fyldt vigør. Artiklen bekræfter at mennesket er sin egen værste fjende, sin egen akilleshæl, sin egen manglende selvforståelse.

Brugerbillede for Anders Poulsen

http://www.information.dk/160345 Katastrofe kapitalisme var der nogen der snakkede om på et tidspunkt.

('Chok-doktrinen' er navnet for magthaveres bevidste udnyttelse af lammelsen og chok-tilstanden efter voldsomme begivenheder - krig, kup, naturkatastrofer - til at gennemtvinge deres dagsorden. Og 'katastrofe-kapitalismen' er den resulterende økonomiske model, karakteriseret ved deregulering af markedet, uhæmmet konkurrence samt privatisering af alt, som kan privatiseres.)

Nå man så har været i en tilstand af chok i 6-8 år er det nok fordelagtigt med en mere permanent tilstand af krise, som virker noget mere abstrakt og udefinerbar det går jo ikke at folks små hoveder brænder helt sammen.
For Danmarks tilfælde startede det hele med iscenesættelsen af perfid selv/volds/forherligelse i primetime en lørdag aften da den store statsmand var vidne til en hanekamp imellem en god borgerlig knægt som delte øretæver ud til en langhåret hippie, det var tydeligvis iscenesat propaganda og det har det meste i medierne været siden. Der var en lørdag aften og bla bla.

En dag går det op for nogen at de er blevet til netop det de har troet de tog afstand fra.

Vi glæder os som små børn til vandvids generalens genkomst i det politiske cirkus gustne manege.

Der er altid brug for noget mere fordummende underholdning.

Brugerbillede for Olaf Tehrani

Luksus af den slags man kan købe hos LVMH og tilsvarende steder er naturligvis vulgær - uanset mærkets størrelse og synlighed. Alligevel synes jeg
Jean-Noël Kapferers analyser er interessante. Og så virker de desuden plausible.
Overflade og selvfremstilling er jo noget, der i stigende grad optager mennesker. Hvis man vil modgå den tendens, må man jo forstå mekanismerne bag.
Med hensyn til krisens økonomi, så er det vel bare sådan, at så længe, der både er flertal for kapitalisme og åbne markeder, må det vel nærmest sige sig selv, at krisen først og fremmest kradser blandt de fattigste - dem, der er i direkte konkurrence med arbejdere i korporativistiske lande og dem, der er afhængige af overførsler fra svindende skatteindtægter.
Også her må vi forstå mekanismerne, hvis vi vil sætte ind og kæmpe imod.

Brugerbillede for Gert Villadsen

@Mogensen

Du hoppede i med begge ben og gjorde dig til en elitær hofnar, når du mener at vide, at man er både dum og naiv, hvis man køber en Mulberry taske til 8K (indrømmet- har givet min kone 2 af det mærke :o).
Det er dag uhyggeligt arrogant at kategorisere folk efter deres købs præferencer ---- dehar blot nogle andre end dine !
Jeg er personligt enig i, at en taske til 8K er vanvittigt,men jeg kunne aldrig drømme om at indtage en bedrevidende position af den grund. Jeg formoder helt redundant, at mange vil anse mig for gal, da jeg i går købte en flaske whisky til 2200 kr på Nettet,men gør det mig dum og naiv !?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Det er afgjort mere acceptabelt med whiskyen, Gert Villadsen, den er der jo oplevelse forbundet med. Men en task!!! Et rent brugsprodukt, der i den prisklasse ikke drejer sig om velbehag, men om at markere sin status i omverdenen. Det er vist det, der er skellet.
Kunne jeg hver uge drikke Cristal, gjorde jeg det, men desværre må jeg nøjes med Pommery eller Piper-Heidsieck langt sjældnere end det.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nick Mogensen

@Gert Villadsen.

Elitær hofnar. Meget er jeg blevet kaldt, men denne kategorisering er ny. Hvad mener du i øvrigt med hofnar i den sammenhæng ;-)?

Når det er sagt, erkender jeg muligheden for at kritisere mit skriv for at være elitært (hofnarisk?), såfremt der kan anføres nogle legitime argumenter for en sådan påstand - her fejler du til gengæld. Jeg udtaler mig om denne kvinde. Jeg drager rigtignok nogle paralleller til forbrugersamfundet generelt, men det er som udgangspunkt (og det fremgår også af mit skriv) ikke en kritik af Mulberry tasker eller andre specifikke genstande, men derimod en kritisk indgangsvinkel til de ubevidste mønstre menneskelivet ofte gennemsyres af – nogle mere end andre. Jeg taler i den grad for at flere mennesker, ja så mange som muligt, for muligheden for at blive beriget med viden om dem selv, fordi mennesker fra øst og vest, alle må leve med de fysiske og psykiske mekanismer vi er disponeret for. Medmindre man lider af en sygdom, gør det hos alle mennesker ondt at blive brændt på fingrene, ligesom de fleste mennesker sørger over tabet af en nærtstående person. Sådanne reaktionsmønstre gør sig ikke kun gældende i snævre sammenhænge, men kan aflæses i et hobetal i de handlinger vi som mennesker foretager os. Friheden ligger i viden om hvorfor vi gør sådan, og dermed muligheden for i mere udpræget rationel grad at kunne tage proaktivt og strategisk stilling til livets konstante krav om beslutningsdygtighed af mere eller mindre alvorlig karakter.

Uanset kærligheden til din kone, er købet af en Mulberry taske et ønske (ubevidst og/eller bevidst) fra hendes side om, at skabe et bestemt fremtrædende af hende, for os, i det øjeblik hun bliver i besiddelse af denne genstand, som med skråsikker garanti har en social værdi. Denne taske har således ikke kun en værdi for hende, fordi alt kun er noget i forhold til noget andet, hvorfor tasken kun har værdi for så vidt der findes andre tasker. En Mulberry taske placerer sig (sammen med andre tasker) højt i ”taskehierarkiet”, og gør det kun fordi der findes andre tasker der placerer sig lavere, hvilket – uanset mit skriv eller ej – får andre mennesker til at få bestemte reaktioner når de ser en sådan taske; reaktioner som både er rimelig nemme at gætte, men som også ’smitter af’ på din kone og hendes fremtræden for andre mennesker.

Jeg vil ydermere tilføje, at jeg er ret træt af denne pseudo-anti-smagsdommer facon du benytter dig af, i din kritik af mig, fordi der naturligvis må kunne diskuteres smag, og ikke mindst findes mere eller mindre gode købspræferencer. Det er fx mindre godt at købe vindruer der er fløjet ind fra Brasilien, fremfor at købe nogle som naboen har i sit drivhus – medmindre han helt usandsynligt skulle have sprøjtet dem med Agent Orange eller lignende. Sådan er det. Lad være med at blæse enhver logik en hatfuld, ved at lade som andet skulle være tilfældet.

Købspræferencer afføder tilsigtede som utilsigtede konsekvenser i mere eller mindre grad, samt i større eller mindre relation til hinanden. Man må antage, at hvis jeg køber en vandlås af særlig holdbart materiale til min håndvask, ja så har denne genstand en væsentlig mindre social værdi end en Mulberry taske – også selvom prisen potentiel kunne være ens. Derfor er det også bydende relevant at vurdere disse ting i forhold til deres kontekst, og den sociale værdi de kan forestilles at være ’ladet’ med. Det vil være usandsynlig skabagtigt at påstå, at der ikke er noget relativt-forhold i forhold til den sociale værdi af forskellige genstande, men at denne skulle være statisk.

For 8.000 kroner kunne man få en håndlavet taske hos en italiensk lædermager (det vil jeg personligt garantere for), men det gjorde kvinden i artiklen (eller din kone) for den sags skyld ikke. Hvorfor mon?

Jeg selv vild med whisky? Hvad var det for en – hvis jeg må spørge? :-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Jeg er jo enig for så vidt angår tasker, men når det kommer til de våde varer (og såmænd andre ting, der kildrer smagsløgene), er det jo bare en anden måde at opleve på end at gå på museum eller tage ud at rejse. Omvendt skal man jo heller ikke blive forfalden - der er megen anden vin end Pingus, også til en brøkdel af prisen - og personligt elsker jeg variationen. :-)
Jeg kunne ikke drømme om at købe en ny taske til mange tusind kroner, når jeg for fem hundrede kan finde en dejlig lædertaske på ebay.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens H. C. Andersen

Hvad skete der med No Logo bevægelsen!? Er den i krise. Jeg mener det er i bogen af samme navn, at der står et citat om at det er de fattigste der har den mest interessante påklædning.

Indenfor rimelighedens grænser vil jeg gerne betale for kvalitet, problemet er bare at selv dyre vare også bliver produceret i kina, ofte med den konsekvens at den kvalitet som jeg værdsætter, ikke er i orden.

Jeg ved ikke om jeg tilhøre et sjældent segment, men for mig er "luksus" ikke kvalitet tværtimod vil jeg gerne undgå de mærker, det er bare svært, fordi det er dem der er mest tilgængelige og der ikke findes ordentlige alternativer i den mandelige tøjbranche.
Jeg har forresten haft de samme præferencer mht. tøj de sidste 15 år.

Det er også interessant at "mass customization" har haft svært ved at slå igennem, man glemte lige marketing.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Andreas Trägårdh

Lise Lotte Rahbek

Det gider jeg godt. Jeg køber kun rigtig god kvalitet som ingen andre har. Til gengæld får de det ofte ret hurtigt (platugler!) Især mad er jeg omhyggelig med, men i det hele taget. Til gengæld undgår jeg mode og andet støj. Jeg ejer næsten ingen ting men det jeg så ejer er god gedign håndværk, kunst eller ting og ragelse der forklarer sig selv, til stor forbløffelse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Andreas Trägårdh

Jeg har bla. et par bukser. Dem købte jeg i nærheden af den gyldne trekant for mange år siden. I de følgende somre skete det flere gange at damer gik op til mig, inspicerede mine bukser beslutsomt og spurgte hvor jeg havde dem fra - sidenhen var der dem der spurgte direkte om jeg ville sælge dem! (?) Der var også nogen der blev utrykke ved mine bukser, men det var mest de ensrettede perkere og slipseknuder. Ja de ligefrem spyttede efter mig og kaldte mig navne (!) i mit eget kvarter (indre by) hvad ligner det?

Efter to år spurgte jeg så en af dem... hvad al ståhejet gjaldt!?

Der var nu en butik der solgte vare kollektioner i det stof jeg oprindeligt havde introduceret til byens gadebillede. Mon det var den første dame?
Bukserne ville i den butik have kostet 6-8000.- kr. var der en der mente. Jeg havde selv givet 35.- kr.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Heger

Det er mit klare indtryk, at overklassen i Danmark - generelt - har flere penge mellem hænderne end de nogensinde har haft, så det er da ikke så mærkeligt at luksusvare stadig sælger. Og med de mange redningsaktioner med støtte fra bl.a. staten, ser det ud til at rige (og magteliten i øvrigt!) nok skal komme sig helskindet igennem. Det er straks værre med alle de borgere, som heller ikke rigtig kom med i festen, eller fik rigtig glæde af de andres fest i nullerne...Mange af dem, som før fil lov af sejle deres egen fattige sø,og som nu er jaget vild af vores 'sociale' regering, kommuner...for ikke at nævne medier, som bl.a. DR, som ovenikøbet formår at gøre det til prime underholdning.

Brugerbillede for Peter Hansen

Andreas, jeg har til gengæld bunker af tøj, fra tre årtier. I midt-00erne blev det mest dog købt, fordi jeg tjente relativt godt (for mig), og jeg opdagede, at jeg på nettet kunne finde tøj, der passede perfekt, og som var købt med mere blik på materialer end fabrikant (og såmænd også uden for meget blik på, om det var nyt eller brugt).
Resultatet er, at jeg måske nu bruger 2-300 kr. på tøj om året.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Jeg tror, at en piratskandale, vi kan vente, er, at det, der går for at være piratkopier af tøj og merchandise, i meget høj grad er, hvad vi ville kalde 2. og 3. sortering, som dyre mærkevarehuse selvfølgelig ikke kan byde deres kunder til prisen - men som så forhandles ad andre kanaler frem for at blive kasseret.
Sådan har det sikkert altid været - mærkevareproducenternes problem er, at det er blevet let for den almindelige forbruger at parallelimportere selv, så det ikke bare er det lokale marked i lukkede kommunistiske lande, der har adgang til varerne. Men det er foreløbig blot en hypotese.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gert Lünekilde

Næste skridt må være at tilstrækkeligt mange af os bogstavelig talt melder sig ud af samfundet og definerer en helt ny orden.
En stor kollektiv udmelding af samfundet. Kan man det ? retorisk spørgsmål.
Måske vi bare skal annoncere en dato? når tilstrækkeligt mange er parate.
Men det er kun en eller anden form for handling der kan stoppe denne vanvidskurs.

Jeg syntes det bliver trivielt at tale om mærkevarer, bevares symbolikken, men!.
Det er ligesom lidt stærkere og mere komplekse mekanismer der styrer.
blandt andet tabet af borgerens selvforståelse og bevidsthed.
Artiklen handler jo bare om det vi allerede har set og forstået. vi skal ikke bare bekræfte virkeligheden, vi skal forme den.
Iøvrigt er der mange indlæg med et skarp blik for årsags og sammenhængsmekanismer, stor ros til skribenterne.........

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Danny Nothlev

Hvor godt folk er, kommer godt folk til.
Er der noget der hedder sig sådan? - Sikke en spændende tankestrøm, og mange velovervejet indlæg, det skaber næsten en arrogant "stemning" til tider. Men heldigvis er det en fornøjelse, at observere at debatten aldrig griber til diskursvold og kategoriserende anklager - herligt!

Jeg har et spørgsmål som jeg gerne vil fremlægge her i disse kredse... Medtænkt, alle de spændende indlæg om den subjektive og objektive relevans for menneskelig adfærd, velbefindende og socialt samvær, alle de skarpe observationer indenfor mode, økonomi og historie.At alle de tanker er bliver synliggjort er med til at bekræfte én ting, alle har en mening og folk har forskellige opfattelser og indfaldsvinker, ja sågar erfaringer. Netop dette enestående faktum synes at gøre mig rolig, "så føler andre mennesker det også... Så bliver der taget hånd om dét dilemma". - Meget beroligende.

Det som så ikke i min optik er så beroligende er, at der blandt de mange indslag ikke synes at finde et alternativ, nogen som har mod på at tage et skridt ned i "levestandart" eller det så ofte brugte begreb "forbrugs"vaner... Jeg kan godt se problemet... Jeg er selv smurt ind fra top til tå... :) Ganske enkelt, jeg lever i det hver eneste dag, hver dag ser jeg de tilbud og % - tegn som, nærmest som en ond drøm har listet sig ind overalt.
Ha! Ja, nogen gange falder jeg sgu selv i, den er god nok (undskyld jeg bander)... Det gør vi alle sammen nok...
Heldigvis er det ikke dét, der bekymre mig synderligt selvom jeg synes at nogle af signalerne er skræmmende og kan medføre det jeg ville beskrive som: Materialiseret identifikations kategorisering?

Kan man man argumentere for at vi ud fra et kapitalistisk individ-orienteret demokrati har udviklet og accepteret en forståelse for menneskelig samvær værende: Materialiseret identifikations kategoriserende? - Der i tilgift potentielt set kunne være lige så direkte skadende i sin kultur og reproducerende processer som gavnlig?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Danny Nothlev

Mennesker sender signaler til hinanden hele tiden gennem vores påklædning, varevalg og assecories, som det hedder i butikkerne. Det er gammelkendt.
Når man bærer rundt på en Mulberrytaske, bære slips elleren flaske whisky til 1200 kr, så sender man signaler om hvilken 'klub' man tilhører (eller gerne vil tilhøre. Der er også mange rigdomsaspiranter derude)
Det samme er tilfældet hvis man går i genbrugstøj eller drikker discountøl.
Og så er der alle dem, som formår at mixe deres signaler med forskellige 'klubsignaler' eller fund.

Bare fordi den nederste del af samfundet oplever en økonomisk krise
er der jo ingen rund til at den øverste gruppe og dens aspiranter holder tilbage med deres forbrug. Jeg vil tro at netop aspiranterne især i en krisetid har endnu mere brug for bære signaler, som kan bringe vedkommende nærmere den klub, som h*n gerne ser sig som medlem af.

Denne beskrivelse er naturligvis groft trukket op

anbefalede denne kommentar