Ida Auken i Davos: Alle taler om nye visioner for vækst

Imens efterlyser virksomhederne mere politisk styring for at løse fremtidens udfordringer

Det årlige økonomiske topmøde World Economic Forum i Davos, Schweiz, er omgærdet af myter og mystik. Af mange betragtes mødet som en hermetisk lukket kreds, hvor magtens mænd og kvinder lægger planer for, hvordan verden råt og brutalt skal udnyttes. Et topmøde uden fast dagsorden eller målsætninger, hvor politikerne kommer uden mandat til at udrette noget, men alligevel kommer de. Hvorfor?
Danmarks miljøminister, Ida Auken (SF), har for første gang deltaget i det økonomiske topmøde, og hun vil gerne aflive noget af den myte.
»Det er klart, at når man ser på sådan et økonomisk topmøde udefra, så kan det virke som en meget eksklusiv og lukket fest. Men jeg vil faktisk sige, at det er det, man forsøger at undgå ved at invitere meget bredt. Hele ideen med topmødet er netop at åbne for nogle debatter, der ellers ikke ville blive ført,« siger den danske miljøminister på vej hjem fra topmødet i Davos.
Der har hun sammen med godt 1.500 andre politikere, rigmænd, virksomhedsledere og universitetsfolk debatteret de globale udfordringer.
»Og her er det økonomiske topmøde i Davos en rigtig god mulighed. Jeg får talt med mennesker – ledere af store virksomheder og indflydelsesrige personer, som jeg ellers aldrig ville få talt med. Det er vigtigt for at få ny inspiration, nye ideer og så blive udfordret på egne synspunkter,« siger Ida Auken.

Politisk styring efterlyses

På de seneste års økonomiske topmøder i Davos har den globale finanskrise domineret. Og naturligvis er dette års topmøde fortsat præget af krisen, men også af erkendelsen af, at verden ikke kommer videre, hvis ikke naturressourcer og social retfærdighed placeres centralt i den økonomiske tænkning.
»Den økonomiske krise er stadig meget på dagsordenen, men – siger folk, der har været med flere gange – på en mindre panisk måde end de forrige år. Og så taler alle om, at vi skal have nogle nye visioner for vækst.«

– Kan du sætte ord på, hvad det er for en ny vækst?

»Både erhvervsledere og politikere er helt klar over, at vi skal forstå at bruge vores ressourcer på en anderledes og mere intelligent måde, og at vi skal tænke de sociale aspekter ind i vækst og udvikling. Det handler om at investere langt mere i mennesker og få befolkningerne ind centralt i tænkningen om vækst, så vi ikke ser samfundene knække over,« siger Ida Auken.
Hun peger på, at mange af de store virksomheder – som Coca Cola og Nestle – direkte efterlyser mere politisk styring i en global, kaotisk verden:  
»Det interessante for mig har været at opleve, hvordan virksomhederne ønsker, at vi skal formulere nye politiske visioner. Derfor er der blevet talt meget om de nye bæredygtighedsmål. De store virksomheder efterlyser politikere med visioner, og opfordringen lyder, at vi skal sætte nogle klare globale mål – sige: sådan vil vi forandre verden.«

– Hvad er det for mål?

»Eksempelvis mål for, hvordan vi globalt håndterer den stigende mangel på vand. Mål, som Danmark er stor fortaler for, bliver sat på dagsorden.«

– Så du vender positiv hjem?

»Ja, jeg er generelt meget positiv, fordi det er tydeligt, at man er begyndt at tale om tingene på en ny måde. Miljøet, fordeling af naturressourcerne og de sociale aspekter er kommet ind i hjertet af den økonomisk debat, og det er nødvendigt,« siger Ida Auken.
»Man har talt rigtig meget om vækst og udvikling, men også om, at vi ikke bare kan fortsætte som hidtil. Ellers bliver regningen bare meget større på længere sigt – det er der efterhånden enighed om.«

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Steen Sohn

»Ja, jeg er generelt meget positiv, fordi det er tydeligt, at man er begyndt at tale om tingene på en ny måde. Miljøet, fordeling af naturressourcerne og de sociale aspekter er kommet ind i hjertet af den økonomisk debat, og det er nødvendigt,« siger Ida Auken.

Vidunderligt, at vi kan se frem til kapitalismens afskaffelse, eller har jeg misforstået den unge Auken?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Engelsted

Jeg får talt med mennesker – ledere af store virksomheder og indflydelsesrige personer, som jeg ellers aldrig ville få talt med. Det er vigtigt for at få ny inspiration, nye ideer og så blive udfordret på egne synspunkter,« siger Ida Auken.

Så de store virksomhedslederne har givet Ida nye ideer og korrigeret hendes egne synspunkter. Tør man gætte på, hvad det er gået ud på? Men Ida er begejstret for, at de nedlod sig til at tale med hende. Huskede hun at få en autograf?

anbefalede denne kommentar