Forargelsen over kapitalismen er ikke ideologisk

Fem år efter finanskrisen kan det globale plutokrati fortsætte deres selvberigelse på bekostning af alle andre, mens storspekulanter må reddes af skatteydermidler. Britiske borgerlige længes tilbage til dengang, da flid og sparsommelighed var vejen til rigdom

Selv for trofaste og ideologisk solidt forankrede borgerlige er den grænsesløse og åbenlyse grådighed, som krisen har afdækket. blevet for meget, skriver Nick Cohen. Her en ansat på vej på arbejde i London finansdistrikt, The City

Carl de Souza

I marts sidste år udgav Emmanuel Saez, en saglig og sober økonom ved University of California, en sensationel analyse, der fuldstændig burde ændre den måde, vi opfatter verden på.

Saez havde stillet sig selv den tilsyneladende ret elementære opgave at indsamle data om, hvordan de superrige havde klaret sig efter sammenbruddet i 2007-2008. Havde man spurgt kommentatorerne dengang, ville vi have sagt, at den store recession ville ramme plutokratiet hårdest. Efter krakket i 1929 så man jo, hvorledes tidligere finansmatadorer måtte henslæbe resten af deres liv i fattigdom. Dow Jones-indekset nåede ikke op sit 1929-niveau før 1954. Handel med sjove penge var ilde set. Wall Street var et stille og roligt sted, indtil Reagan-Thatcher revolutionen genoplivede casinokapitalismen.

En overgang så det da også ud til, at historien skulle gentage sig. Den gennemsnitlige realindkomst for USA’s øverste ene procent faldt med næsten en tredjedel. Indkomsten for de resterende 99 procent tog også et brat dyk – på 11,6 procent.

Men i 2010 kom så den amerikanske genopretning. Og den viste, at fortiden ikke længere er en pålidelig guide til fremtiden. Indkomsten for den øverste ene procent steg med 11,6 procent, mens indkomsten for de nederste 99 procent steg med latterlige 0,2 procent. De rige scorede næsten hele indtægtsforøgelsen i USA – og det på et tidspunkt, da landet blev ledet af Barack Obama, en blødagtig politiker, som konservative tåber udskreg som en slags socialist.

Med andre ord: Langtfra afslutningen på en æra blev den store recession et kortvarigt og midlertidigt udfald i oligarkernes globale fremmarch. De kan nu uden videre overdrage deres enorme rigdomme til næste generation og etablere rigdomsaristokratier – ikke kun i USA, men også i Europa, Kina, Rusland, Indien, Mexico og Brasilien. Efter 1929 skred Roosevelt-administrationen til politisk handling for at skabe større social retfærdighed i det amerikanske samfund. Efter 2008 foretog Obamas og hans kollegers administrationer sig ingenting, så intet forandrede sig. Det faldt dem end ikke ind at fortælle de banker, de havde reddet med offentlige midler, at de skulle afholde sig fra at udbetale bonusser til deres ledende medarbejdere.

Kritik fra højre

På et møde i sidste uge afholdt i det britiske underhus henviste canadisk-amerikanske Chrystia Freeland – tidligere redaktør for Financial Times og forfatter til bogen Plutocrats: The Rise of the New Global Super-Rich and the Fall of Everyone Else – til Saez’ forskning og udtrykte sin bekymring for, hvorvidt de demokratiske kapitalistiske samfund kan overleve, hvis ulighederne i velstand får lov at vokse sig endnu dybere. Så vil de møde samme skæbne som den venetianske republik, sagde hun: et oprindeligt åbent kommercielt samfund, der blev overtaget af et arvearistokrati. Hvis man ser på, hvor populære gamle ideer om at begrænse fagforeningers indflydelse, give frit los for erhvervslivets politiske donationer, holde skatterne nede og begrænse regulering er blevet i konservative kredse, må man indrømme, at hun har en pointe.

Og Chrystia Freeland kommer ikke fra den politiske venstrefløj. Hun er erklæret borgerlig, tilhænger af det frie marked og stammer på mødrene side fra en familie, der flygtede fra kommunismen. Finanskrakket kom, imens hun researchede til sin bog. Med al den frustration, der kendetegner en forfatter, der er blevet overhalet af begivenhederne, antog hun, at når bogen udkom, ville plutokratiets dominans være et historisk overstået stade. Ingen blev derfor mere chokeret end Freeland, da plutokraterne kunne genoptage deres selvberigelse, imens den udviklede verdens middelklasse oplevede fald i indkomst og status.

Labours moralske sammenbrud

Hendes publikum ved dette møde er også værd at se nærmere på. Det bestod ikke af venstreorienterede kapitalismekritikere. Jesse Norman, et uafhængigt og tænksomt konservativt parlamentsmedlem, var ordstyrer for debatten. The Henry Jackson Society, en neokonservativ tænketank, havde organiseret mødet. Og de var endnu mere bekymrede end Freeland. Norman havde allerede gjort sig bemærket med betragtninger om, at kapitalismen nødvendigvis må belønne hårdt arbejde, flid og sparsommelighed, hvis den skal fungere, og med flere vrede udfald imod uansvarlige bankkapitalister, som må reddes af skatteborgernes penge.

Det er vigtigt at bide mærke i den slags signaler i traditionelt borgerlige kredse. Det er den herskende klasse selv, der her kommer i tvivl. Det er vigtigt, fordi et land ikke altid ændrer sig, når en regering, der kalder sig ’højreorienteret’, bliver erstattet af en regering, der kalder sig ’venstreorienteret’. Ændringer i tidsånden kan betyde mere end personudskiftninger i et lands ledelse.

Hvordan er det muligt at se tilbage på den sidste Labour-regering med andet end fortvivlelse? Labour kunne ikke få øje en kapitalistisk krise, da krisen stirrede partiet lige ind i ansigtet. Blair adlede næsten alle storhedsvanvittige slyngler i The City. Kun et par år, før finansielle spekulationer tvang britisk økonomi i knæ, smiskede Gordon Brown for bankfolkene: »Hvad I har opnået for den finansielle sektor, vil vi nu som land stræbe efter at opnå for hele den britiske økonomi,« sagde han. Jeg har aldrig glemt, hvordan Tony Blair – efter at være blevet kritiseret for sin hædring af den skatteunddragende detailhandelgigant Philip Green – sagde, at alle finansfyrster handler som Green, og at der ikke var noget han kunne gøre ved det.

Selv om man kan finde enkelte eksempler på, at Labour-politikere har forladt deres embede til fordel for vellønnede job, vil det være forkert at sige, at storfinansen har ødelagt partiet ved at korrumpere det. For det behøvede den jo slet ikke.

Tidsånden fra hin epoke havde allerede erobret Labour-politikerne. Og selv om denne epoke nu er lige så død som ethvert lig på kirkegården, animerer dens ideer fortsat mange på den britiske højrefløj. Den britiske finansminister, George Osborne, har sat hele sin politiske kapital ind på at sænke topskatten og friholde de rigeste for højere ejendomsskatter. Og The City eller et forbund af russiske oligarker behøvede på ingen måde at sætte penge ind på hans private bankkonto. Den ukorrupte Osborne tror virkelig på, at han kan genoprette økonomien ved at lette skattebyrden for de ’rigdomsskabende’ rigmænd.

Sammenbruddet for denne politik har nu i kombination med en voksende ægte konservativ væmmelse over, at skatteyderne måtte undsætte The Citys hasarderede storspekulanter, fået Norman og andre til at tænke mere radikalt. Måske skal vi ikke skrue forventningerne for højt op til et parti, der prioriterer hensynet til at holde Roman Abramovichs skat nede over den britiske arbejder- og middelklasses interesser, men det er værd at holde høje med de tegn i tiden, der antyder, at den gamle orden kan være ved at falde. Og at vi gør, hvad vi kan, for at skubbe den på vej.

Et skifte på vej?

Når vi lytter til David Cameron, bør vi huske på, at han engang var pr-mand. Da han i sidste uge udtalte, at han vil sætte en stopper for, at koncerner kan undgå at betale de skatter, som almindelige mennesker må betale, fór jeg op af stolen.

Det siger meget om, i hvilken skandaløs tidsalder vi lever, at jeg ikke kunne forestille mig, at nogen moderne premierminister skulle udtale sig så klart om systematisk skatteunddragelse, tænkte jeg ved mig selv.

Efter alle disse år der måske omsider et opbrud på vej i britisk politik.

© The Observer og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Bill Atkins

David Cameron vil sætte en stopper for, at koncerner kan undgå at betale de skatter, som almindelige mennesker må betale...

...han får sandelig travlt - en stor del af verdens skattely befinder sig inden for Det Britiske imperium.

http://www.metropolinternational.com/skattely-lande/

Han kan jo begynde med at ophæve bankhemmligheden...

Brugerbillede for Niels Engelsted

Grethe, nej, du har ret. Det er en meget spændende og relevant artikel. Niels-Holger har nået den alder, hvor man måske ikke skal skrive indlæg om natten mens man halvslumrer i lænestolen for træt til at gå i seng. Nu hvor han sikkert er vågnet og har fået sin kaffe, vil han sikkert ærgre sig. Han er den første til at pege på de tektoniske skift, der karakteriserer vores tid, og den første til at anbefale de mange vidnesbyrd. Men der er to pladesystemer, og de er ikke uafhængige, den ene er klimakrisen, den anden er kapitalismens ligeså alvorlige krise. At han kalder højremanden Nick Cohens i øvrigt velskrevne artikel, der har fået øjnene op for opbruddet i økonomien, for tomgang og ikke for et yderst interessant vidnesbyrd fra den borgerlige verden, kan derfor kun kaldes en smutter. Og da han ikke er doven eller dum, så må det være hvad de unge kalder en 'morfar'.

Brugerbillede for Leo Nygaard

Positivt med nye toner, uanset om de vil vise sig at føre til noget.
Som jeg flere gange har fremført, skal vi af med den golde blå / røde polarisering og istedet bruge fornuften. Det får jeg ud af Saez`s arbejde.
Rygmarvsreflektioner som Niels-Holgers, kan ikke bruges til noget.

Køkkenhaven er og vil vedblive med at være, det den altid har været. Men den skal holdes rent for skadedyr og ukrudt.
Jeg ser ikke rødt, når jeg ser en rig mand eller firma. Det væsentlige er, hvad der har skabt den, og hvad han bruger sin rigdom til. Kommer rigdommen af pengehandel og bruges merværdien til mere pengehandel, eller udsugning af naturen mod borgernes naturlige ret til deres land, er han skadedyret i køkkenhaven.
Bruger han den derimod til gavn for sine medborgere og til forbedring af klodens tilstand og opfyldelse af borgernes ret, er han god,rig borger, og køkkenhaven bliver frodig og gavnlig.

Det kræver, at politikerne, incl Cameron,Løkke og Thorning, regulerer, hvad der skal reguleres.
Om de er røde eller blå, er ligegyldigt. Bare de er modige.
Hvor finder vi dem, der går foran i denne proces : "..........sætte en stopper for, at koncerner kan undgå at betale de skatter, som almindelige mennesker må betale..........."

Brugerbillede for Niels Engelsted

Nick Cohens udpensling af Labours og Socialdemokratiets forræderi, der i øvrigt minder meget om den, vi selv kommer med fra den modsatte venstreorienterede side, har fået mig til at overveje, om vores/min opfattelse af Socialdemokratiet er for doven.

Socialdemokratiet var fra første begyndelse arbejderklassens organisation til forsvar for de arbejdende interesser. Ved opbruddet af Første Verdenskrig blev det splittet op i et mindretal, der mente, at det krævede et opgør med den herskende økonomiske orden, og et flertal der mente, at det bedst blev realiseret ved reformer af den herskende orden. De første kaldte de sidste forrædere, de sidste kaldte de første ansvarsløse eventyrere. Denne strid tillod en masse ulykker at spire frem, en af den fascismen. Nok om det, vi springer frem til efter 2. verdenskrig.

Efter anden verdenskrig var det Socialdemokratiets mission at redde den herskende kapitalistiske orden imod sig selv, idet man ved fagforeninger og gennem omfordelingspolitik forsøgte at øge den arbejdende befolknings købekraft, således at industriens kapitalister havde et købedygtigt publikum til at aftage deres varer, hvilket er forudsætningen for at industrikapitalismen kunne fungere. Selv om kapitalisterne kun tænker på profit og er blinde for den nødvendighed, som omfordelingen udgør i deres system, så var de efter krigen villige til at indgå i et sådant samarbejde med Socialdemokratiet, ikke mindst på grund af den ideologiske trussel kommunismen nu udgjorde. Kommunister havde fået good will pga af deres rolle i modstandsbevægelsen i mange lande, og russerne stod i døren med deres socialisme, så kapitalisterne var interesseret i at vinde den skønhedskonkurrence.

Og det gjorde de takket være i Danmark Socialdemokratiet. Det velfærds-Danmark med få der havde for meget og færre for lidt, der blev udviklet under Socialdemokratiets ideologiske og praktiske lederskab frem til 1970'erne, har vel været verdens bedste samfund nogensinde for almindelige mennesker.

I 1970'erne løb industrikapitalismen ind i en profitkrise, den ikke mente kunne løses med socialdemokratiske midler. I stedet for en keynesiansk forståelse og politik gik man i USA over til en neoliberal ideologi, og med den skiftede magten også fra industrikapital til finanskapital.

Socialdemokratiet og industrikapitalismen havde haft et et forbilledligt samarbejde, i Danmark eksemplificeret i forbrødringen mellem Dansk Industri og Dansk Metal. Nu mente partiet, at dette måtte overføres til finanskapitalen. Socialdemokratiet havde i egen selvforståelse med rette opfattet sig selv som de bedste til at administrere det kapitalistiske samfund til gavn for flest mulige. Nu tilbød de også at administrere finanskapitalismens nye samfundsorden. Projektet--Blairs og Gordon Browns--blev kaldt New Labour og kom i praksis til udtryk derved, at alle finanskapitalens rovdyr blev sluppet ud af burene og tilbudt alle de lammekoteletter de overhovedet kunne spise, når de var for trætte til at finde byttedyr selv. Det er denne deregulering og jeg-ved-ikke-hvad som Nick Cohen harcelerer over.

Det endte selvfølgelig galt. Da casinokapitalismens bobler var bristet krævede finanskapitalen det pantsatte tilbagebetalt, og hvis ingen andre kunne betale så måtte de enkelte stater indfri gælden, det vil sige, at skatteborgere og lønarbejdere og velfærdsmodtagere måtte bløde, så kapitalen kunne få sit skålpund kød. (Forskellen på finanskapital og industrikapital er, at den første i princippet kan være ligeglad med de arbejdende, den sidste absolut ikke.)

Her står så dagens Socialdemokrati. Skal det administrere finanselitens og finansmarkedernes samfundssystem, der i modsætning til industrikapitalismens er totalt anti-tetisk til Socialdemokratiets historiske mission? Og hvis ikke, hvad skal man så lave? Der er ikke noget at sige til, at stor rådvildhed råder under spin-masken. Derfor syntes jeg, at det er mere berettiget at tale om Socialdemokratiets tragedie, end om Socialdemokratiets forræderi.

Brugerbillede for Grethe Preisler

Niels, du kan selv have ret, kan du. Og hvor sjovt synes du så det lige selv det er at have ret, når man er blevet en gammel fanden af en morfar eller mormor uden kloster, og har hørt det hele før?

Next stop: Det neoliberale tusindårsrige, hvor robotterne overtager børne- og ældreforsorgen? Mens andre robotter i døgndrift designer, brander, fremstiller, sælger, forbruger, kasserer og sorterer alt det materielle og immaterielle junk, der skal til for at holde markedskræfterne (også kaldet den usynlige hånd) i vigør - i "videns- og informationssamfundets" æra.

Næ du, man skal være glad, så længe man kan høre uden briller, se uden stok og selv tilberede sin frokost. Og nu skal jeg have en bid brød og en "morfar", før jeg går i dørken af sult og åndelig udmattelse.

Brugerbillede for Flemming Andersen

Niels Engelsted

Jeg er enig med dig i mangt og meget, men at Socialdemokratiets mission skulle være:

"gennem omfordelingspolitik forsøgte at øge den arbejdende befolknings købekraft, således at industriens kapitalister havde et købedygtigt publikum til at aftage deres varer, hvilket er forudsætningen for at industrikapitalismen kunne fungere."

Det har jeg faktisk ladet mig fortælle var resultatet af en fiks lille forstandig økonom på arbejdsgiverside og at forbrødringen med Sosserne var let idet væksten var i fremgang og kagen til fordeling større og større.
Om historien passer kan jeg ikke garantere, med socialdemokratiet har en vane med at tage omstændighederne til indtægt for egen succes, så plausibel, det er den.

Din afsluttende konklusion:

" Derfor syntes jeg, at det er mere berettiget at tale om Socialdemokratiets tragedie, end om Socialdemokratiets forræderi."

Der har jeg nok set for mange rettigheder udvasket og udtyndet til det ukendelige som socialdemokraternes realitetspolitik og personlige rufferi til at jeg kan være helt så udglattende og forstående. Jeg vil gerne bevare min evne til at lære af historien og kunne se åbent på fremtiden.
Men eller et glimrende indlæg. Tak.

M.V.H
Flemming

Brugerbillede for Peter Hansen

Men analysen er stadigvæk forkert - ikke Cohens, den er god nok - problemet er, at det ikke kan lade sig gøre at opretholde virksomhedernes profit, fordi der 1) produceres for meget for let, og derfor 2) ikke kan udbetales tilstrækkelig løn til de ansatte, til at de kan aftage produkterne. Da situationen er den samme over hele verden, kan man ikke skaffe den tilstrækkelige indenlandske profit gennem eksport.

Brugerbillede for Leo Nygaard

Meget kort. Socialdemokratismens programpunkt nr 1 var og er misundelse.
Misundelsen går på materialisme, men også kultur. Forbruget er i højsædet, stadigvæk.
På landet stræbte man efter 3 skorstene på stuehuset som hos proprietæren. I byen hos arbejdere og funktionærer gjaldt hus og bil som fabrikanten.
Intet nyt, socialdemokratiets tragedie, ja, og møllesten.

Samtidig udviklede de i jagten på lighed, misundelsens målskive, et mareridt af en velfærdsstat, som er en del af tragedien.

Stakkels sosser, de er på skideren.

Brugerbillede for Peter Hansen

At tage fra de rige og give til de fattige har intet med misundelse at gøre, Leo Nygaard - og der er da heller ikke mere misundelige mennesker end de besiddende. Derfor har vi nu dagens latterlige diskussion om, at "det ikke kan betale sig at arbejde", når der snarere er tale om, at de resultater, der føres frem, beviser, at folk ikke arbejder pga. lønnens relative størrelse i forhold til kontanthjælpen, men fordi der er noget at gøre. Vi har en af verdens højeste erhvervsfrekvenser, så der er ikke rigtig nogen grund til disse jammerskrig fra verdens mest forkælede erhvervsliv. Kan de ikke tjene penge, må de jo lukke og overlade produktionsapparatet til folk, der ikke har behov for at blive bekræftet i egen stormægtighed, men er tilfredse med, som alle andre, at yde en indsats.

Brugerbillede for Leo Nygaard

Mette og Peter - Engang kæmpede S folkets sag og sejrede. Senere gik det af helvede til. I den materielle rus blev de pot og pande med Venstre (og omvendt), bankerne, spekulanterne og nu helt agurk i EU tilbedelse. Thorning lader sig forføre af magtens mænd I EU (og snart bliver hun vel en af dem).
Nu er vækst mantraet, for at redde indtægterne til de løbskløbende "velfærdsudgifter.
Helt imod den truende klimaforringelse og det udgiftskrævende, DJØF-styrede statstyranni.
Mette, hvordan kan du anbefale mit indlæg 12.36 og lukke øjnene for Socialdemokratiets fejlkurs. De kan ikke bare hvile på laurbærrene.

Brugerbillede for Leo Nygaard

Jamen, så lad mig dissikere Mettes korte udsagn, selv om det er lidt polemisk :
"Det handler om retfærdighed". Det er ikke retfærdigt at trække borgere rundt ved håret i den bureaukratiske velfærdsjungle med kontrol...............I kender melodien.

"De skabte et velhavende Danmark og trak millioner ud af fattigdom"
Hov, er uligheden ikke steget. Alt er relativt. Har den progessive skat ikke presset høje lønninger endnu højere op. Har pengecirkulationen nogensinde været højere.
Velhavende herskende klasse, ja.

"Hvad har de borgerlige bidraget med af samme kaliber!"
De skabte grundloven, for at begynde med begyndelsen.
Og sidst, de tilbagebetalte statens gæld, oparbejdet af S og co.
Men nu : De er 2 alen af samme stykke, samme magtbegærlige kaliber.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Det ødelæggende bureaukrati, Leo Nygaard, er ikke socialdemokraternes opfindelse, det var VKO, der gav os et fedtlag, som kunne give dem et flertal blandt offentligt ansatte vælgere for første gang, ved at kreere uendeligt mange unødvendige højtgagerede ledere og mellemledere, hvilket selvfølgelig også havde den charme for et overklasseparti, at det genindførte store dele det ellers forladte kæft-trit-og-retning hierarki.

Brugerbillede for Torben Selch

Jeg har aldrig glemt, hvordan Tony Blair – efter at være blevet kritiseret for sin hædring af den skatteunddragende detailhandelgigant Philip Green – sagde, at alle finansfyrster handler som Green, og at der ikke var noget han kunne gøre ved det..

Glimrende artikel og vigitig information, nøjagtig den fornemmelse man sidder med - magtsystemet DK og EU (usa og andre) har lykkes at snørre befolkningerne, holdt støttemidlerne "under jakken" og sneget dem ud til banker og investorer - uden mening mand i Europa har fået gavn af pengene. Ganske vist til en rente, nuvel - men hvordan ville en konkursramt virksomhed - frit kunne hente 1 % lån nogen steder??

Det er sindsygt uhyggeligt hvad der har været vist gennem 12, hvorledes Obama, SF, fagforeningerne har lagt sig på maven, for en ting, og KUN 1 ting:

AT BESKYTTE DET NUVÆRENDE ØKONOMI- OG MAGTSYSTEM.

Det har været den altoverskyggende formål.

Jeg tillader mig at spørge igen og igen og igen:

Hvad er det for et troldspejl regeringen kom til at kigge ind i da det fik magten, og få dage efter stod med paralyserede øjne - og meldte ud.... "vi skal spare..."
Alt er faldt til jorden siden da, og alle krumspring undskyldes med flade afvisninger og dumme forklaringer??

Problemet ligger dels i, tror jeg, at fagforeningernes 1. TOP-prioritet er blevet pensionsordninger, som jo er en rendyrket Kapitalist-svin ordning. Vel ondt til mening mand også og dit og dat - men det er jo RENDYRKET spekulation.

Derved ar alle blevet tavse mumier i det spild, fordi ALLE er blevet arbejdsgivere og spekulanter - ALLE har fået skyld, ansvar og medansvar - og især fagforeningerne er fjumret ind i møder omkring rationalitet på den ene side og bevaring af arbejdspladser på den anden side. Den rolle er de ALDRIG kommet godt ud af endnu. DU KAN IKKE BÅDE BEKÆMPE DJÆVELEN OG SAMTIDIG VÆRE PÅ HANS LØNNINGSLISTE.

Det er bare et eksempel på hvorledes penge-magten er sneget lidt ind til fabriksarbejderen, og hvis liv nu er opdelt i en arbejderbevægelse og aktie-"propritær-ejer".

Det spild med andre, har lammet modspillet til "Toppen" som skummer fløden og lader de utilfredse bekæmpe hinanden. Solidariteten er gået fløjten.

Anker Jørgensens socialdemokrati, som HTS vender tilbage til når hun er på spanden - er et system hun helt bevidst har forladt - og henimod en Central-Teknokrati - hvor hendes medlemmer og støtter er slavebundet af et system hvor "sjælen" er solgt. Hvorfor - fordi det er der socialdemokraterne SELV er. De ved det måske bare ikke, eller også er de bare godt tilfredse.

Det der er ved at gå op fra dem - at når et PYRAMIDE magtsystem, byggende på spekulation, så vil systemet når det "smuldrer" - gå op i "tråden" som en trøje der løber.. og tråden starter fra neden af.... de små spises først... det ligger i systemet.

Kommer der for store udsving, som finanskrisen 2008 eller 12 - kan de store rammes af "lavineskred" - og DER træder alle mekanismerne i spild:

Alle kanoner sættes ind: ECB bank, ATP milliard lån til Danske Bank. Dronnings hædring af Finansverdenen. HTS benhårde sætten fagforeningen på plads. Finansbosserne og mulikoncernes bonus honoreringer, trods fallitkurs - til polstring af disse personers eventuelle problemer.

Men "Alle" via afdragsfrielån, pensionsordninger, Forsikring i privathospitaler via jobordninger etc. er meldt ind i "klubben" ..

Brugerbillede for Ellen Braae

Det kan være på sin plads at minde om, at den gensidige afhængighed mellem industrikapitalen og de masseproducerende arbejdere første gang blev sat i system i stor skala af industrikapitalisten, afholdsmanden og den stærkt højreorienterede Henry Ford. Det skete allerede omkring 1. verdenskrig med fabrikkerne i Detroit, det 20. århundredes industrielle hovedstad. Fords indså, at masseproduktion og massekonsum var to sider af samme sag. Derfor den sensationelle 1-$-aday aflønning, 40 timers arbejdsuge, boliger til arbejderne, engelskkurser for emigranter og sorte indvandrere fra Syden. Tayloristisk enstonigt arbejde i fabrikkerne, standardiseret massekonsum som kompensation. Systemet blev beundret på tværs af ideologiske skillelinjer, Mussolini, Stalin og Hitler beundrede Ford. Som bekendt var det Antonio Gramsci, som først satte en betegnelse på denne samfundsmæssige logik: fordisme..
Er denne økonomiske logik stadig gangbar? Der mangler i Cohens interessante artikel en overvejelse over, hvorledes det var muligt for den skrantende kapitalisme så hurtigt at komme ud af det truende kollaps. - Men også påfaldende i dag at kunne læse i bl.a. Jyllands-Peter, hvordan hovednyheden er, at "overførselsindkomsterne" i DK skulle være de højeste i verden, og at dette er forklaringen på den manglende dynamik i økonomien. De bliver ved disse jubel-neoliberalister - forøgelsen af arbejdsudbuddet skulle være løsningen på alt, og journalister viderebringer ukritisk og åndløst dette sludder. Især når det bør sammenholdes med, at danske virksomheder har 145 milliarder stående på kontoen, fordi det for tiden giver større profit at investere i værdipapirer.
Det er finanskapitalen, som svinger taktstokken, i DK med den magtgale Vestager som villig støtte. Man kunne håbe på, at DI med en formand, der har en fortid i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, snart begynder at udsende andre signaler. At håbe på Thornings form for SD er blændværk. Og imens kører kampagnen videre imod de arbejdsløse, kontanthjælpsafhængige osv., når nu det for tiden ikke er indvandrere og flygtninge.

Brugerbillede for Dennis Baggers Laursen

Jeg tror, at hvis alle kapitalister havde opnået deres rigdom via slid og sparsommelighed - krydret med social og miljømæssig ansvarlighed - frem for snylteri på det arbejdende folks hårdt tjente skattekroner, at så vil mange socialister, inklusive mig selv, være betragtelig mindre kritisk over for kapitalismen.
Jeg har da langt større respekt for arbejdsomme direktører og iværksættere, end jeg har for snyltere og spekulanter.

Og kære information: kunne I ikke opdatere jeres hjemmeside til det system, der gemmer ens skrevne indlæg (inden det sendes), så man kan klikke "tilbage" i sin browser og få sin skrevne tekst igen, hvis man anbefaler artiklen (der tilsyneladende fordrer, at hele browseren opdaterer), eller at ens browser crasher? Jeg har været på en del sider, hvor det fungerer sådan, så jeg ved, at det kan lade sig gøre. For hold da op, jeg har mistet mange indlæg på den bekostning! Og jeg er ikke altid god til at gemme (via Ctrl + C) min tekst jævnligt. Selvom jeg burde...

Brugerbillede for Michael Pedersen

Det er ærgerligt, at også denne artikel skal klemmes ind i den lokale danske andedams logik.

Som jeg læser det, så er det noget meget, der er under vejs.

Hvis den "borgerlige engelske middelklasse" melder sig ind i de 99 %, så har det projekt fået en hel ny legitimitet, som vil smitte af på det borgerlige Europa, og jeg vil ikke bliver overrasket, hvis retorikken også tilpasser sig i Danmark.

Det er interessant, og ikke om man har to eller tre skorstene.

Brugerbillede for Peter Hansen

Kristian Berg Nielsen, økonomien kan ikke følge med produktionen, det er problemet. Der tales, som om vi mangler ting, fordi vi mangler arbejdspladser; men vi mangler arbejdspladser, fordi der allerede er og produceres mere end tilstrækkeligt. Kapitalismen frembringer så mange forskellige varer i så store mængder, at ingen løn vil kunne generere et tilstrækkeligt stort forbrug.
Vi er i den modsatte situation af den hyperinflation, der er Tysklands mareridtsforestilling, hvor mangel på varer førte til de sindssyge prisstigninger. Vi har et afsætningsproblem.

Brugerbillede for Peter Hansen

Altså, for at få råd til ting, vi efterspørger, fremstiller vi ting, vi ikke efterspørger for at tjene en løn. Hvis vi i stedet lod være med at fremstille for at bytte, men for at forbruge, ville vi komme langt. Den teknologiske udvikling har jo også udlignet forskellen på, hvad man med fordel kan fremstille hvor, lokalt forankret ekspertise er blevet internationaliseret.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Filo Butcher

At velfærdssystemet nu er blevet en måleskive, at det man prøver at drosle på udgifterne siden man ikke kan skrue op på væksten, i.e. ikke uden at komme på bredside for den anden "tektoniske plade" klimakatastrofen (herligt udtryk, tak Niels E.) vinder i bedste fald lidt tid men kan ikke undskyde et sammenbrud.

Har til den dag i dag ikke hørt et bud fra borgerlig side hvad man vil gøre når man ikke længere kan skrue ned på udgifterne til velfærden uden at risikere at samfundet går i opløsning. Der er vel stadig et godt stykke vej til her i Dk, men andre steder i EU som fx. Portugal eller Grækenland er vi vist ikke så langt fra at det hele ryger i luften.

Hvad er de borgerliges langsigtede plan? Hvilken slags samfund drømmer de om? Mener de virkelig at det hele bare drejer sig om at "det skal kunne betale sig at arbejde" at nedjustere velfærdsudgifterne og at sænke kontanthjælpen til sultegrænsen og så kommer maskinen i sving igen?

Og derefter ..... hvad?

Er det bare mig der mangler fantasi til at forestille sig det?

Brugerbillede for Dennis Baggers Laursen

@Peter Hansen:
Der tales, som om vi mangler ting, fordi vi mangler arbejdspladser; men vi mangler arbejdspladser, fordi der allerede er og produceres mere end tilstrækkeligt. Kapitalismen frembringer så mange forskellige varer i så store mængder, at ingen løn vil kunne generere et tilstrækkeligt stort forbrug.
Der produceres alt - bortset fra kvalitetsvarer, som i gamle dage, hvor et TV sagtens kunne holde i 30 år... Men det bekræfter hvis meget godt det du siger...

Brugerbillede for Torben Selch

Filo Butcher
Synes da Fogh har meldt klar ud for nyeligt, hvad det er for et samfund de drømmer om og skabte i 00'er,

Et total frit system, hvor afdragsfrihed, skattespekulation og uanede mere eller mindre suspekte lånemuligheder står frit åben - uden kontrol og reguleringer.
Deri skal familien Danmark og de nye voksen så, som i en jungle, famle sig rundt i de neonoplyste reklameskilte på facebook, smartphones og via den lokale stråmand i banken.
Udbuddet skal være uhæmmet og det er så op til folk selv - det er jo den absolutte liberalisme. Brager landet så sammen under det, så er det jo den enkelte låners skyld og ikke politikken.
Er det til at tage fejl af?

Den gammeldags konservatisme (som måske er ved at opstå i England), men som jo er er eller mindre stendød - ved Konservativ Folkeparties medllemmer er skrumpet ind til en enkelt aviskioskejer i Hirtshals. Den bestod jo (også) af små detailhandlere, småkøbmænd og bedemænd - hvor "tæring efter næring" var en grundide.
Et ideologisk tilhørsforhold som jo også indehold medlemmer i de frie erhverv, som aldrig har haft mange penge.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Er der et opbrud på vej? Det er værd at bemærke, at opbruddet måske kommer fra den konservative side. I artiklen tales om en voksende ægte konservativ væmmelse over, at skatteyderne måtte undsætte The City. At man bør påskønne og belønne hårdt arbejde, flid og sparsommelighed, hvis det skal fungere (kapitalismen, desværre), den herskende klasse er kommet i tvivl, og inviterer Chrystia Freeland , erklæret borgerlig, til at komme og fortælle om det forunderlige: - toppen af finanskapitalisterne vandt på 2008-sammenbruddet, gælden blev fordelt til skatteyderne.

Egentlig burde opbruddet jo komme fra venstre side. Men de er stadig så øre og møre over at have forvandlet sig til kapitalens fremmeste beskyttere og tilbedere, at de går rundt om deres egen skygge og leder efter opsvinget.

Gid de snart må træde ud af skyggen og finde sig selv, med rødder og det hele.

Brugerbillede for Mette Hansen

Leo Nygaard: Støjberg og alle de andre fra populistpartiet Venstre forklarer alting med Misundelse i stedet for at grave et spadestik dybere. Det forhindrer en ordentlig debat om fordelingen af jordens ressourcer, så alle kan have et tåleligt liv..
Jeg anbefalede dit skriveri , fordi jeg er enig i, at det ikke er rigdom i sig selv, der er problemet, men den måde rige forvalter deres rigdom, der er interessant og vigtig.
Det er bekymrende at få mennesker i denne verden sidder på langt hovedparten af ressourcerne, hvis de ikke deler ud af den.
Der har altid været ulighed.

Brugerbillede for Dennis Baggers Laursen

@Michael Kongstad Nielsen:
Gid de snart må træde ud af skyggen og finde sig selv, med rødder og det hele.
Den dag oprinder først, når der opstår kompromisløse, rødnationale socialistpartier, der opfordrer til at omforme det eksisterende markedskapitalistiske og grænseløse materialistsamfund, om til et samfund, bestående af 100 % suveræne nationalstater, med direkte demokrati (a'la Schweiz), lokalråd, folkeejede virksomheder, permakulturelle landbrug og personligt ansvar.
Og nej, her har jeg ikke det statskapitalistiske oligarki, USSR, som forbillede!

Brugerbillede for Torben Selch

Den Europæiske samfundsmæssige og økonomiske model som bl.a. EU kører efter, UANSET partifarve, er nøjagtig som et springvand - med skåle stående over hinanden, med den bredeste for neden og mindre og mindre opad.

Vandet hentes fra bunden, MEN føres til toppen - og der er først når den øverste skål er fyldt op og flyder over - at den afgiver vand til den nedenunder osv.

Er der så tørke i økonomien - tører skålene ud fra bunden af - selv om det faktisk er dernede at primær-produktionen foregår.

Brugerbillede for Leo Nygaard

Peter-12.48, Jo det var deres opfindelse, mener jeg. At VK så gav den en tak til viser bare at de ville magten på midten. Som jeg siger : " De er 2 alen af samme stykke, samme magtbegærlige kaliber."

Michael 13.27- Jo, det er da interessant, når vi vil ha en 48" skærm, når naboen har fået en på 36". De røde har ikke eneret på at være grønne. De blå er ikke de eneste griske. Og som artiklen siger, de blå kan også gå ind for regulering af finansmarkedet.

Filo - 13.27. Sandt nok, men det lå i Mette indlæg : "De skabte et velhavende Danmark og trak millioner ud af fattigdom." at hun glemte de andre, der blev blev endnu mere velhavende. Som jeg sagde, alt er relativt - og stigningen var en generel udvikling i hele den vestlige verden og ikke kun socialdemokraternes fortjeneste.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Pia Nicolaisen

Torben Selch
Det lader nu ikke til at den der trickle down effekt med skålene du omtaler virker. For det går ufattelig godt for de rigeste 10%, og det har det vist gjort et stykke tid

Det kan ikke betale sig at producere noget nyttigt så i stedet spekulerer man i markedet og tjener sine penge der. Direktørlønnen og bonusserne bliver givet ikke for at drive fornuftig virksomhed og skabe arbejdspladser men for at deres evner til at spekulere på markedet . Sæt en stopper for det.

Er en effektiv regulering af banksektoren mulig?
http://www.youtube.com/watch?v=L01mYcTRcBQ

Brugerbillede for Niels Engelsted

Torben Selch,
jeg er ikke sikker på, at din springvandsmodel er helt dækkende efter 2008.

Det, der er sket i USA--og USA og resten er forbundne kar--er at der er fyldt og stadig fyldes ENORME mængder vand i den øverste skål fra centralbanken (de laver så let som ingenting vand ud af den blå luft). (Man kalder det bail-outs, quantitative easing, derivattilbagekøb, superlav rentepolitik, og andet for almindelige mennesker svært forståeligt, men det er bare sukkervand til finanseliten.)

Herved er finansoligarkiet, bankeliten, kapitalfondene og deres klienter enormt blevet enormt rige i stedet for, som men en overgang troede, at krisen ville ruinere dem. De har i mange år ikke haft det så godt, bonusser og aktiekurser er igen oppe i top, og pengekasserne i de store virksomheder, der er gået fra industriproduktion til finansspekulation, er svulmende. Forleden dag hørte vi for eksempel, at danske virksomheders pengekasse på 5 år er blevet femdoblet eller noget i den stil og nu er vel over 100 milliarder.

Systemets apologeter forklarer, at det er nødvendigt, at bankerne får tilført enorme midler, så virksomhederne igen kan tjene penge, og at stigende aktiekurser er forudsætningen for, at virksomhederne igen får lyst til at investere deres ophobede penge i vareproduktion og dermed sætte gang i beskæftigelsen.

Der skal såmænd nok også være nogen i partier som Venstre og Socialdemokratiet, der faktisk tror på denne sirenesang. Hvorfor skulle man ellers foreslå reduktion af selskabsskatten (som selskaberne i forvejen ikke er særligt belastet af) som et middel til højere beskæftigelsen?

Fakta er, at selv om der er hældt alt det vand i det øverste kar, så er intet af dette vand sivet ned til de større kar nedenunder. Det har ikke engang dryppet lidt på degnen, selv om det har styrtregnet på præsten.

http://www.globalresearch.ca/the-stock-market-bubble-surging-stock-marke...

I sidste ende får du selvfølgelig ret. Når de rige skal omveksle deres tilgodehavendebeviser til forbrug, er der selvfølgelig kun opsparingen og velfærdsgoderne hos almindelige mennesker i springvandets nederste skål til at indløse dem. Men det er lovsanktioneret tyveri snarere end industrikapitalistisk udbytning.

Brugerbillede for Torben Selch

Niels Engelsted
Jeg tilfører lige et sugerørs system op til øverste skål, fra de underliggende skåle, således den nødvendigvis ikke skal vente på at primær-produktionen kan fylde top- skålen til bristepunktet.
Diameteren på sugerøret svarer naturligvis relativt til diameteren på aflever-skålen, og har ingen hensyntaget til velbefindet hos det enkelte individ i skålene.

Så er jeg nok også nødt til at indføre et sjak på 3. holdskift - der skal kunne åbne for pumpemaskinerne, når der virkelig skal suges hårdt fra nederste kar - det kunne jo være HTS, Vestager og Corydon - der frivilligt HAR påtaget sig den rolle.

Problemet melder sig jo så, Niels Engelsted, når nederste skål melder, at der kommer blod med op i slangerne.. hvormange skåle er "systemet" villig til at tage hul på??

Brugerbillede for Torben Selch

Peter Hansen
Nemlig, og hvem er blevet en af de store spillere herhjemme på aktiemarkedet.
Pensionskasserne og ATP
samt at "systemet" har lukket op for ureguleret handel for meningmand.

Altså du og jeg - i princippet.

Dvs. vi har overladt det til profesionelle spekulanter/finansøkonomer, at sørge for at den virksomhed du arbejder i - presses til reduktion og udflytning - aht. til investorenes afkastnings krav. Dermed bliver du en rig pensionist men en fattig og måske arbejdsløs "arbejder".

Brugerbillede for Peter Hansen

Problemet er, at det, der skulle være en lille hjælpemekanisme, økonomien, er blevet selve det logiske omdrejningspunkt. Men det holder jo ikke! Det handler ikke om, at folk får mere og mere for deres arbejde, hvis de ikke har noget at bruge pengene til - og det handler omvendt heller ikke om, at folk får mindre for deres arbejde, end de vil kunne omsætte på markedet. Pengene er blevet for lidt værd i forhold til den varemængde, der kastes på markedet, og det er ikke holdbart at opretholde en massiv indkomstforskel mellem udbyttere og udbyttede i et sådant miljø - for den mekanisme, forskellen skulle understøtte, er redundant! Man tvinges nu som rig ud i rene dumheder, hvis man vil demonstrere forskellen på sig og de andre.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gert Villadsen

@Hansen
Med kommentarer som "På en måde er noget af det mest irriterende ved de superrige, at der jo er tale om det modsatte af klogskab" må man alligevel give dig, at du er klogere og mere insigtsfuld end selv de allerskarpeste hjerner --- faktisk lidt en skam, at du blot smider alle dine perler for svinene her - det fortjener næsten bedre ikk :o) Hvis der kommer et opkald fra et 046 nummer,kan det være Nobelkomitéen !

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Ha-Ha, Gert Villadsen. Det er verdens store problem, at de, der har de mindst ædle motiver, også af samme grund er forlenet med det mest kyniske livssyn. Der er ingen tvivl om, at den private ejendomsret til produktionsmidlerne har gjort sin gerning, og nu står for fald, af samme grund. Det er blevet for tydeligt, at det ikke handler om den gode ide og arbejdet med at få den afsat, hvis man vil gøre et godt, men derimod om at have midlerne til at udbytte ham med den gode ide.

Brugerbillede for Peter Hansen

En anden ting, der dækkes godt for med diverse reduktive videnskabelige synsmåder, især biologismen, er, at det er mennesker, der træffer beslutningerne, der går ud over andre, ikke nogle abstrakte lovmæssigheder, men konkrete valg.
Hvor ville det være glimrende med bestyrelse og direktion i et presset firma, der afstod fra egen løn og eget honorar, for at holde sig flydende. Den slags så man i firmaer med tætte bånd mellem ledelse og ejerkreds, men ikke i dag, hvor ledelse er blevet et særligt fag, selvom det jo ret beset var noget, de fleste kunne lære sig på et halvt års AOF-kursus.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Fra dengang der var styr på tingene gennem Danmarks Nationalbank, Varedirektorat og Valutacentral:

I løbet af besættelsen var der sket en markant stigning i seddelomløbet. Fra et niveau på ca. 400 mio. kr. i årene før krigen voksede seddelomløbet i løbet af besættelsestiden til ca. 1.600 mio. kr., dvs. en firedobling. For at undgå inflation efter frigivelsen af priserne efter krigen var kontrol og nedbringelse af det store seddelomløb en af de første opgaver på det økonomiske område i efterkrigstiden. Problemet skulle løses ved indkaldelse af samtlige cirkulerende Nationalbanksedler samtidig med, at der blev foretaget en formueopgørelse. Herved kunne man beslaglægge værnemagerprofitter og afsløre sortbørsgrosserere samt annullere de pengesedler, tyskere måtte have bragt ud af landet. For at muliggøre ombytningen påbegyndte Nationalbanken i efteråret 1943 i al hemmelighed fremstillingen af en ny seddeltype, og i februar 1945 lå Nationalbanken inde med en tilstrækkelig mængde af alle seddeltyper, til at ombytningen kunne foretages. Pengeombytningen begyndte på "formuekontroldagen" 23. juli 1945 og omfattede alle sedler. Forinden var de nye pengesedler – 1.400 mio. kr. - blevet fordelt til bankerne. Pengeombytningen viste, at knap 3.000 mio. kr., eller 20 pct. af de opgivne formuer, var tjent uden at være opgivet til skattevæsenet.
----
Problemet med FED og den digitale dollar som internationalt betalingsmiddel og vekslestandard er tydeligt.

anbefalede denne kommentar

Sider