Klodens krise angår også forfattere og intellektuelle

Skønlitteraturen har gennem historien bestandigt handlet om de store menneskelige spørgsmål som krig, kærlighed, sygdom osv. Nu er klimaet også blevet et af disse store spørgsmål, men der hersker en uvidenhed af dimensioner blandt de intellektuelle, siger den norske forfatter Jostein Gaarder, der er aktuel med ny ungdomsroman

Norske Jostein Gaarder mener, vi er kommet langt, når det gælder forholdet mellem individ og samfund og forholdet landene imellem. ’Men vi er indtil nu kommet til kort, når det gælder forholdet mellem den nuværende og kommende generationer. Der hersker fortsat lovløshed,’ siger han.

Niklas Lello

Et pædagogisk projekt,« kalder han det. Jostein Gaarder, den norske succesforfatter, som for 22 år siden skrev Sofies verden – oversat til 60 sprog og solgt i 40 mio. eksemplarer – udgiver på mandag i Norge en ny bog. ’En fabel om klodens klima og miljø’ lyder undertitlen. Det er en ungdomsbog, og den handler om en ret speciel titel-person, den snart 16-årige Anna, der er voldsomt optaget af spørgsmålet om menneskets plads i verden og menneskets påvirkning af verden. Konkret truslen mod klimaet og mod den biologiske mangfoldighed anno 2012. Endnu mere speciel er Annas evne til at drømme om verden 70 år fra nu, en drømmeverden, hvor hun indgår som pigen Nova, oldebarn til Anna selv, der følgelig i drømmene optræder som 86-årig oldemor. Dette er en drømmeverden efter klimakatastrofen, hvor miljøflygtninge fra et overophedet sted i den arabiske verden kan træffes i Bergen, undervejs på deres dromedarer mod ukendt bestemmelsessted. Som i stort set alle Gaarders tidligere romaner for såvel voksne som unge indgår der således en fantastisk dimension i fortællingen om Anna. Evnen til at se frem i tiden og tage ved lære af det, drømmene fortæller. Men det er ikke det, der gør Gaarder særlig spændt på, hvordan bogen Anna bliver modtaget.

»Denne bog er en skæv genresprænger,« siger den norske forfatter i en samtale med Information i Bergens nye Litteraturhus, hvor han skal møde sine læsere.

Anna er hverken roman eller fagbog.

»Det er en hybridbog.«

Der ligger en enorm research om klodens aktuelle tilstand og sammenhængene i det globale klimasystem bag teksten. Der er således en omfattende viden om den økologiske krises substans at hente for læseren – pakket ind i dramaet om Annas forsøg på at ændre udviklingen, mens tid er: »Det ligger mig på sinde at formidle basic science. Der hersker en uvidenhed af dimensioner – også blandt fremtrædende norske intellektuelle. Jeg har moret mig med at stille mange af dem helt grundlæggende naturvidenskabelige spørgsmål såsom: ’Hvor meget har mennesket øget atmosfærens CO2-koncentration, siden industrialiseringen tog fart?’ De ved ingenting! Svaret er 40 procent.«

– En litterær anmelder vil læse romanen på én måde, en videnskabelig eller pædagogisk anmelder formentlig på en ganske anden måde. Du sætter dig tilsyneladende bevidst mellem to stole?

»Jeg er absolut forberedt på, at denne bog kan blive dårligt anmeldt. Jeg har ikke først og fremmest litterære ambitioner med den. Jeg skal nok bruge resten af livet på at være æstet, men først må jeg lige have denne bog ud,« ler Jostein Gaarder.

»Skønlitteraturen har gennem historien bestandigt handlet om de store menneskelige spørgsmål – krig, kærlighed, sygdom osv. Det nye er, at klimaet i dag er blevet et af disse store spørgsmål. Som forfattere må vi begynde et sted, og dette er givetvis ikke den sidste bog, der bliver skrevet om dette emne. ’The human brain is made for stories’, og jeg mener, man kan formidle vigtige ting gennem en fortælling. Jeg håber, at flere kan få dramaet om klimaet ind under huden via denne fortælling.«

Ikke bare skrive om relationer

– Du kalder bogen en fabel. En fabel er en historie med en morale, og din historie om Anna er en mere politisk fortælling end historien om Sofie. Moraliserer du i din nye bog?

»Hvis nogen taler om moral, så bliver de kaldt moralister. Det er en måde at afvæbne dem på.«

»Med Sofies Verden ønskede jeg at formidle Europas kulturhistorie. Bogen handlede om en humanistisk tradition. At jeg nu fokuserer på den fysiske verden er imidlertid ikke noget nyt. Jeg læser selv meget mere naturvidenskab end humaniora, og jeg har fra første færd skrevet faglitteratur, lærebøger i bl.a. etik og religion og sågar et astrofysisk essay, hvor jeg stiller spørgsmålet, om bevidstheden er en kosmisk tilfældighed.«

»Nu ønsker jeg ganske enkelt at øge bevidsthedsniveauet – både blandt unge og voksne – om, hvad klima- og miljøsagen handler om. Nemlig at vi for første gang i menneskehedens historie ser muligheden for, i værste fald konturerne af, et kollaps for vor civilisation. Vi har i dag et økonomisk system på kollisionskurs med naturens bæreevne.«

Hverken Gaarders nye bog eller samtalen med ham efterlader nogen tvivl om, hvor stærkt optaget han er af den økologiske udfordring. Hans naturvidenskabelige indsigt er omfattende, og han har undervejs med bogen været i dialog med nogle af verdens mest fremtrædende forskere på området.

»Vi kan ikke bare skrive om relationer, om vore forhold til hinanden – det er jo, hvad litteraturen meget handler om i dag. Vi må også skrive om vort forhold til den planet, vi lever på, og vi må være konsekvente i vor etiske refleksion. F.eks. når det handler om gensidighedsprincippet: ’Du skal gøre mod andre, som du ønsker, de skal gøre mod dig’ – det må overføres på vort forhold til næste generation: ’Du skal gøre mod næste generation, som du ønsker, at den forrige generation havde gjort mod dig’.«

Jostein Gaarder mener, vi er kommet langt, når det gælder forholdet mellem individ og samfund og forholdet landene imellem. Der er f.eks. ikke krig i Europa i dag, og der er opmærksomhed om vort forhold til den fattige verden.

»Men vi er indtil nu kommet til kort, når det gælder forholdet mellem den nuværende og kommende generationer. Der hersker fortsat lovløshed,« siger han.

Fantasi og drøm

– Det er svært at formidle en viden om den økologiske krise til unge mennesker. Det er en viden, der godt kan ramme livsmodet?

»Det er ikke en dommedagsprofeti, jeg har skrevet. Jeg prøver ikke at prædike, hvordan verden vil se ud om 70 år, for det er op til os. Vi har fremtiden i vore hænder, og vi kan undgå de store katastrofer, hvis vi handler nu. Og bogen ender vældig håbefuldt.«

Gaarder bruger det litterære greb at lade Anna besidde denne evne til at se ind i en fremtid efter klimakatastrofen og giver hende samtidig muligheden for at rykke tilbage i tid fra 2082, så verden får en ny chance.

»Jeg tror ikke, vi kan skabe en ny verden, hvis vi ikke har set eller forstået, hvordan det i værste fald kan gå, hvis vi ingenting gør,« siger han.

– Så du betjener dig af et mirakel i form af Annas særlige talent. Betyder det, at det uden mirakler af en eller anden slags vil gå galt for os?

»Verden kan gå under af mangel på fantasi, men jeg tror ikke, at særlige, fantastiske evner er en forudsætning.«

»Anna er en speciel person med et rigt fantasiliv og med evnen til at huske alt, hvad hun drømmer. Hun føler nærmest, at hun er et medium. Men vi andre drømmer også. F.eks. kan du drømme om en kvinde, du er forelsket i, og så er der noget i drømmen, der gør, at du vover dig frem til hende og sige ’jeg elsker dig’. Eller du kan drømme, at der sker noget med dine børn – en ulykke – og så gør du måske noget for, at det ikke skal ske. Det, der lykkes for Anna, er at sætte sig selv i alarmberedskab og at få sin kæreste Jonas og sammen med ham andre unge med sig. I Norge har vi ikke i dag noget, der ligner et sådant ungdomsoprør, når det gælder klima.«

En aggressiv olienation

– Du lader i bogen en ung arabisk klimaflygtning sige, at ’olien har været en stor ulykke for os’. Er det i virkeligheden noget, du selv siger om olienationen Norge?

»I dag vil alle sige, at olien har været en velsignelse for Norge. Men måske siger de noget andet om 30 år. Jeg mener, man må spørge, om vi har ret til at betragte olien som vores? Olien er ældre end kontinenternes nuværende placering. Vi kan ikke sige, at Norges kontinentalsokkel og Norges olie tilhører os mere end regnskoven i Brasilien tilhører Brasilien. At fælde regnskov og at brænde olie af er akkurat det samme: Begge dele truer klimaet og den biologiske mangfoldighed,« siger Gaarder og fortsætter:

»I Norge har vi en tradition for naturoplevelser og en kærlighed til naturen, som er ældre end olien, og som er en del af det at være norsk. Det giver os et beredskab: At være grebet er forudsætningen for at kunne begribe. Men så har vi altså fundet olie, og det har gjort os til en aggressiv olienation. Jeg oplever, at vi er forkælede.«

I bogen kommer Anna til den internationale klimadomstol, og der bliver Norge dømt til at betale en mærkbar del af sin oliefond til fattigdomsbekæmpelse og klimatiltag. Det skyldes ikke mindst det statslige selskab Statoils engagement i de kontroversielle canadiske tjæresandsprojekter.

»Statoil er også i virkeligheden involveret i olieudvinding i tjæresand, trods miljø- og klimabelastningen. Statoil siger, at hvis ikke de havde gjort det, så havde andre gjort det på en endnu mere snavset måde. I diskussionen om oliereserverne, der af hensyn til klimaet bør forblive i undergrunden, er det blevet en slags mantra – kendt fra grimme perioder i Europas historie: ’Havde jeg ikke gjort, så havde andre gjort det,’« siger Gaarder.

Jostein Gaarders nye bog, ’Anna. En fabel om klodens klima og miljø’, udkommer mandag på norsk

3 danske forfattere

- om klimakrisen og deres litteratur

 

Ib Michael
Ib Michael har flere gange beskæftiget sig med klodens tilstand i sin litteratur. Det ses blandt andet i romanerne Kejserens Atlas og Sorte Huller. Han synes dog ikke, at det er forfatteres ansvar at beskæftige sig med lige præcis klima og miljø.
»Det er ene og alene forfatterens ansvar at skrive gode bøger, ligegyldigt om hvad. Man kan ikke tvinge forfatterskaber i nogen bestemt retning, hvad enten kravet lyder på samtidslitteratur eller miljøbevidste bøger«, skriver Ib Michael i en mail til Information.
Norske Josteen Gaarders kritik af litteraters manglende viden kan Ib Michael til dels genkende:
»Jeg kan give Gaarder ret i, at litterater gennemgående ikke har sat sig ind i naturvidenskaben og oven i købet indtager en nedladende holdning. Men så vidt jeg kan se, gælder det anmeldere i højere grad end forfattere«. 

Susanne Staun
Forfatteren Susanne Staun beskæftiger sig kun med de emner,
hun brænder for, og hun ser det
bestemt ikke som forfatternes ansvar at oplyse borgere om klima og miljø.
»Det ville jo være forfærdeligt, hvis man pålagde forfattere at brænde for noget. Det ville der jo ikke komme god litteratur ud af. Hvis Josteen Gaarder brænder for klimaet, skal han selvfølgelig skrive om det, men så må han også lade os andre skrive om det, som vi brænder for,« siger Susanne Staun.
Hun erkender dog, at der blandt forfattere findes »kæmpestore sorte huller«, hvor der mangler viden, men beklager det ikke.
»Vi kan jo ikke alle tale om det samme. Og hvorfor skal det lige være klima? Hvorfor ikke f.eks.overbefolkning eller fattigdom?
Det kunne jo være tusind andre ting, som man burde tage op,« siger Susanne Staun og fortsætter: »Det må aldrig nogensinde være en samvittighed på jordens vegne, som er ens drivkraft. Man kan ikke forlange den slags faglighed i skønlitteraturen.«

Lars Skinnebach
Digter, forfatter og underviser på Forfatterskolen Lars Skinnebach skriver kun litteratur, som forholder sig til den nye virkelighed. Han mener, at man har et problem som forfatter eller digter, hvis man ikke forsøger at skaffe sig viden om den verden, man lever i.
»Klimaforandringerne er et vilkår, som man ikke kan komme uden om. Litteratur, som er noget værd, forholder sig til virkeligheden på den ene eller anden måde,« siger Lars Skinnebach.
Han mener dog ikke, at krav til forfattere skal være så smalle, at de tvinger skribenter til at skrive om bestemte temaer eller emner. Men bare at se bort fra virkeligheden er at svigte kunsten og litteraturen.
»Men man må forstå, at der er kommet nye vilkår, og man bliver nødt til at forandre sit livssyn. Klimakrisen er noget, der har indflydelse på alle områder. Også litteraturen. Jeg ser det, som om der er et helt nyt felt, som man nu må forholde sig til på en anden måde end for 10-20 år siden. På linje med det litteraturen plejer at skrive om – kærlighed, liv og død.«
Lars Skinnebach forstår dog godt, hvorfor så mange er tilbageholdende med at tage temaet op: »Det kan virke frelst, og jeg tror, at de fleste har lyst til at fortsætte festen og drømmene,« siger han.
 

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Jens Overgaard Bjerre

Selvfølgelig er det enhver kunstners opgave, at beskæftige sig med den verden, som han lever i. Han har endda et større ansvar en andre, er min påstand. For, han bør have en viden og en anden forståelse end den gængse, 'politiske lineære forbrugs' opfattelse af verden. En anden økonomisk og fordelings-mæssig opfattelse end den, som grundlæggende ligner godsejerskabets i det 16 århundrede. Og dermed en at andet syn på livet, herunder Vor Moders Liv: Klodens.

Hvis han ikke kan se verden i et andet perspektiv end det, som bliver serveret af borgerskabets tjenere i tv, så er han efter min mening ikke kunstner. Så er han en ganske almindelig arbejder, som er pålagt den forestilling, at det gælder om at more folket, eller oftere at spille på 'Skrækkens Gud' gennem sit arbejde.

Det der adskiller kunstneren fra ikke-kunstneren er, at han kan se verden i et andet perspektiv; han kan så at sige gå bagom den overflade af idioti, som vi omgiver os med. Og sige, at verdens politikere ikke har noget tøj på, som i eventyret. Ellers er kunsten ligegyldig og kun til for at fjerne livets kedsomhed for den velbjergede og for idioten.

Brugerbillede for Steen Ingvard Nielsen

Tænk det skader ikke!
Er forfatterne nu også begyndt at bruge den samme retorik som politikerne at snakke om sygdom ved enhver given lejlighed.

Citat: Skønlitteraturen har gennem historien bestandigt handlet om de store menneskelige spørgsmål som krig, kærlighed, sygdom osv.”

Der er flere ting i det her, for det første så er jeg ikke bekendt med at særligt meget almindeligt kendt litteratur handler om sygdom, krig og kærlighed måske men ikke sygdom. Men det er vel det samme som når politikerne snakker om arbejdsløshed, så er næste ord de nævner sygdom, er det fordi medierne tegner et sådant billede af verden eller hvad er problemet. En anden selvfølgelighed er ja, når der er krise i verden, så bliver alle berørt, ja, godt gættet, også forfattere og man kunne sige især forfattere, for så er der mere at skrive hjem om.

Lad være med at falde i den der med at forfattere er kunstnere og dermed ikke realister, prøv at lave lidt research og find ud af hvor meget litteratur der handler om sygdom i forhold til den samlede mængde, det er ikke synderligt meget, men her tegnes så et forkert billede, hvorfor er det skønt, det er det heller ikke! Det er at flytte fokus et forkert sted hen, som medierne ofte gør med fuldt overlæg.

Om miljøet: forfattere er vel ligeså vidende eller ligeså uvidende om miljøet som resten af befolkningen hverken mere eller mindre.

Hvad pokker skal vi med disse selvfølgeligheder.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Georg Strøm

Jostein Gaarder fortæller at han ikke kun vil skrive om følelser og relationer mellem mennesker. Hans nye roman handler om klimaet og klodens udvikling, og er ifølge ham en blanding af roman og fagbog og baseret på solid research. Ideen er bare ikke så original som han selv giver udtryk for. Han vil skrive science fiction, og faktisk er der allerede en del science fiction som advarer mod udviklingen i miljøet og klimaet. Det var en hel genre i halvfjerdserne. Der er endda allerede mindst to med en tidsrejsende kvinde som hovedperson ligesom hans bog. Faktisk minder det han fortæller om sin bog meget om Marge Piercys Woman on the edge of time fra 1976.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert  Kroll

Jeg har en vis modvilje mod folk, der "løfter sig selv op" som værende en eller anden form for autoritet - og det er navnlig forfattere, politikere, kunstnere, paver, imamer , , skuespillere o s v jeg sigter til.

( jeg så lige på de "professioner" , som jeg spontant nedfældede - sjovt nok lever en stor del af dem i overvejende grad af andres penge ("overførselsindkomst") , og en stor del af dem leverer kun beskedne "modydelser" af blivende værdi ???)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steen Erik  Blumensaat

DA DA DA.
Sanskrit præster anmelder en bog.
den traumatiske krise (renselse fra en belastning og afgørelse for den fremtidige vej) som individiets psykiske (det sidste åndepust) situation i forbindelse med en ydre hændelse. Trussel imod sin fysiske eksistens, sociale identitet.
usikerhed, sorg og angst, forvirringstilstand.
Jorden oplever efter at have frembragt homo sapiens en opfattelse af sig selv som en frembringer af et ondt væsen der er en belastning der frembringer en trussel imod den , som er dødelig for den, en trussel som vil dens endelig opløsning.
Jorden har ikke selv set dette opløsende væsen, men det har Vedapræsterne og med deres evne til at løfte Den Central Legemelige Kraft op fra sit sæde i Rodcentreret (plexus sakralis) til Pinalkirtlen ( bag øjet) åbner de Shivas tredje øje og de bliver istand til at se fortiden og ud i fremtiden.
OM Shanti Shanti.
Frygt ikke, oldgrækernes guldtid er ikke ovre og vi har ikke degeneret siden, ej heller er Karl Marx,es nu begynder guldtiden, tiden.
Tiden er i 2020, da skal fremtidsverden være en stor herlighed af den anden verden.
Sygdom, forurening, jammer, elendighed og alskens onder vil være afskafet i den anden verden, lidelsen vil vi mere huske når vi har drukket af vandet fra Lethe og Karon har sejlet os ind i den anden verden, hinsidig denne dennesidighed.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Günther

@Steen: god vinkel på historien. Der er lovlig meget religiøsitet i emnet. Der er laaangt mellem de røster som også går foran selv med en praksis, der underbygger deres synspunkt.

På den anden side, har vi alle et medansvar, især hvis vi ukritisk overtager andres synspunkter. Så meget om dem, som bare siger "Da Da Da". Det er for naivt og en-sidigt kun at tilskrive mennesker positive karater-træk. Problemet er at det er ubekvemt at vågne op til ansvaret, der opstår, når man anerkende alle sine egenskaber.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steen Erik  Blumensaat

En hyppig og naturlig følge af lede ved livet, som det er, er at fantasien drives til at sysle med et liv efter dette, som skal råde bod på al den elendighed og uretfærdighed i det nuværende.
Troen, på en sådan erstatning er et udmærket bedøvelsesmiddel for nuværende plager.

Psykopompos. Leder af sjælene ( til dødsriget) er verden fuld af.

Alvidende, almægtig, allestedsnærværende og altgennem-trængende Gud som skaber ufuldkommen mennesker,
og der-efter bebrejder dem for sine fejl?

Forstanden uddrager ikke sine love af Naturen, men påtvinger den dem. Kant

Forstanden uddrager ikke sine love af Naturen, men forsøger med skiftende muligheder for succes at påtvinge Naturen de love, som den frit opfinder. Karl Popper.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Overgaard Bjerre

@Robert Kroll,
vær venlig at fortælle mig, hvilke grupper i samfundet, som ikke har sugerøret nede i den offentlige kasse i et eller andet omfang. Det er trættene, at skulle høre på den slags Cepos-sludder konstant og uden variationer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Günther

@Steen: de citater, du slynger ud, er du enig med dem, eller sagt med andre ord har du besluttet dig til at være uden for indflydelse overhovedet (afmagts-ordet er en behændig undskyldning), som karateriserer vores moderne industraliserede levevis?

.. eller bruger du bare en citat-generator?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert  Kroll

Kære Jens Overgaard Bjerre (kl 12.57)

M h t CEPOS, så siger de da nogle rigtige ting ind imellem - oftest er det ideer, som de "låner" af andre.

Om CEPOS selvstændigt har produceret tanker af blivende værdi har jeg endnu ikke set nærmere på .

M h t "sugerøret" , så er det egentlig et utilstrækkeligt billede - det er vel næppe rimeligt at sige, at man har sugerøret fremme, hvis man eksempelvis modtager støtte til uddannelse, eller ligger på hospitalet ?

Sugerørs-billedet kan måske være beskrivende, hvis man eksempelvis taler om visse levebrødspolitikere eller om visse NGO'er eller om visse kunstnere - der er altid nogen, der slår plat på systemerne.

Bemærk iøvrigt venligst, at jeg vist aldrig nogen sinde har brugt "sugerørs-billedet" - det er en tand for primitivt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anna Lønne Sørensen

YES!! Sådan Jostein Gaarder!! Jeg glæder mig i den grad til at læse også denne din bog, alle dine andre er meget bemærkelsesværdige, berigende, gode, sande, smukke ;o) Jeg kan anbefale alle Gaarders bøger!
ALLE snorker jo nærmest, når vi taler om kritik af vores nuværende levevis og påvirkning af kloden. Levevisen er usund, alligevel tøver vi med at ændre den? Gamle vaner, også de usunde, skadelige, unyttige, kan være svære at komme af med.
Med denne bog er der taget endnu et stort skridt i den rigtige retning, jeg håber også bogen her bliver læst af 40 millioner!
"Vær mod andre, som du ønsker de skal være mod dig" og 'fej for egen dør". Nu skal vi virkelig alle hver især have modet og troen til at ændre det vi hver især kan. Inspirationen kan jo bla. komme fra TV's 'Bonderøv' ;o) Lidt men godt, at holde igen med oplevelserne, fornøjelserne og dyrke det enkle, kvaliteten, vente på appetitten, før vi overspiser igen eller bliver overfodret af impulser fra en hektisk overfladisk medieverden. Dyrk stilheden, eftertanken, drop nyhedsstrømmen, vælg de gode givende oplevelser ud, køb økologisk, det smager bedre og er godt for samvittigheden, dyrk haven, vær med til at gøre omgivelsernes natur grønnere og bedre, skriv evt. til kommunens gartnere og stop den bevidstløse beskæring, lad naturen vokse vild også i din have. Og, og og, der er masser af tinge DU kan gøre NU og som både giver dig livsglæde med det samme og nytter i den store sammenhæng. Ha' en god dag ;o)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mik Aidt

Det er tanken, der tæller. Lad mig prøve at forklare, hvad jeg mener.

Kunstnere, filmmagere og - sorry to say - ikke mindst vores kære forfattere på alle niveauer og i næsten alle lande kloden rundt har svigtet helt kolosalt i forhold til dette spørgsmål om, hvordan - eller om - vi kan håndtere den klima-katastrofe, som folk i almindelighed kun uendeligt langtsom er ved at vågne op til at forstå, at den samlede menneskehed om få år vil stå overfor.

Nyheden om de fire graders opvarmning inden 2060 - og de konsekvenser den får - er endnu for ubegribelig. Og uhåndtérbar.

Åbentbart også for kunstnerne.

Litteraturen spiller - eller kunne have spillet - en helt særlig rolle her. Meget ville have kunnet se anderledes ud, hvis en hær af kunstneriske og kreative begavelser allerede for meget længe siden var begyndt at spille på alle de tangenter, de som kunstnere har til rådighed for at bevæge os, bevidstgøre os og give os lyst til at engagere os - hvis de med både seriøsitet og humor, mareridtsscenarier og geniale løsningsmodeller havde vist vejen - hvis de med glødende engagement havde kastet sig ud i det kæmpe projekt, som det er at visualisere og anskueliggøre og italesætte for klodens befolkning, hvilke former for fremtid, nutidens fuldvoksne og fuldtidsarbejdende generationer er i gang med at skabe - eller rettere sagt: ødelægge - for vores børn, børnebørn og de kommende generationer - alene på grund af vores bekvemmelighed, magelighed, ugidelighed, materialisme og kortsigtet hensyntagen til hedengangne dages investeringer i oliebaseret industri og infrastruktur, arbejdspladser og hævdvundne gevinster baseret på udvindingen af olie, kul og gas.

“Der hersker en uvidenhed af dimensioner – også blandt fremtrædende norske intellektuelle,” siger Jostein Gaarder: “Jeg har moret mig med at stille mange af dem helt grundlæggende naturvidenskabelige spørgsmål såsom: ‘Hvor meget har mennesket øget atmosfærens CO2-koncentration, siden industrialiseringen tog fart?’ De ved ingenting!”

Med fare for at generalisere og alene baseret på de få forfattere, jeg kender personligt, så er det mit indtryk, at Jostein Gaarder har fuldstændig ret også for så vidt danske forfattere angår.

Det er først når man begynder at sætte sig ind i tingene, at det går op for én, hvor uvidende og ignorant man faktisk har været i så mange år.

Jeg taler for mig selv her. Det er kun et par måneder måned siden, at jeg fik en slags våd opvågnings-klud smidt i ansigtet af vores klimaminister, da han i december vendte hjem fra Doha og i et tv-interview havde svært ved at skjule sin angst og frustration over situationen, som ifølge en ny rapport fra Verdensbanken med sine anslåede fire graders opvarmning inden 2060 betyder, at vi godt kan begynde at indstille os på et kollaps for den civilisation og den hverdag med de trods alt relativt trygge og hyggelige rammer, som vi kender i dag.

Hov! Dér vågnede jeg op.

Her havde jeg indtil nu lullet mig ind i en form for vished om, at dét problem skulle de gode verdensledere nok før eller siden få has på. “Nej,” lød det fra Doha. “Vi kan ikke magte det. Det her problem er en politisk død sild, fordi det er grænseoverskridende og for langsigtet til at kunne løses ad politisk vej,” lød budskabet fra Doha mellem linjerne.

Jamen, hvad så?!

Kan danskerne råbes op, derinde i osteklokken?
Næeh.... Vi ved ingenting, for vi VIL helst ingenting vide.
Vi VIL ikke forstyrres i vores bekvemme, travle hverdag med vores facebook-opdateringer, børn, Oscar-uddelinger og hestekødskandaler - eller i vores velbjergede forfatterly i tropiske hideaways, hvor vi rigtigt kan gå og være optændte og fordybede i, hvad vores navlefornemmelse nu ellers i denne sæson fortæller os er det mest sindsygt spændende at nusle med. Som legende børn i sandkassen, der ikke ser op, mens skyerne trækker sammen over dem.

Kære venner. Bevidsthedsniveauet skal op.
Og det kunne være forfatterne, der gik forrest i en bølge af ny bæredygtig bevidsthed.

Det haster hårrejsende, for selv om for meget CO2 allerede svæver rundt i atmosfæren, isen smelter og “klima-slaget” rent videnskabeligt forlængst anses for at være tabt, så er der stadig meget, vi kan ændre og opnå, hvis vi formår at sadle om og begynder at være langt mere CO2-bevidste i vores adfærd og i de ting, vi bruger vores tid, penge og energi på. Omstillingen til en bæredygtig livsstil med vedvarende energi og grøn bevidsthed er ikke en langhåret, venstreorienteret drøm. Det handler om benhård overlevelse. Ikke for erhvervsmanden, der p.t. går og føler sig urørlig i højteknologiske omgivelser af glas og stål. Men for hans børn.

Jeg havde faktisk altid troet, at sådan nogle følsomme, intelligent og humant indstillede personligheder som netop kunstnere ofte er, ville være dem, der gik FORREST i en sådan proces. Men sådan kan jeg på min facebook-side og blog konstatere, at det slet ikke er - hvilket også afspejles af de to af de tre danske forfatteres kommentarer til artiklen her.

Derfor skal alle tommelfingre opad herfra til denne norske forfatter, der som en enlig svale i olielandet med sin fortælling tør gøre forsøget på at bringe Dramaet om Klimaet ind under huden på os. Jeg vil købe hans bog, fordi han skal vide, at det nødsignal, han udsender, er super prisværdigt.

Det er tanken, der tæller her.

Og slev hvis bogen måtte være halvdårlig, burde den så vel kunne inspirere andre til at gøre det bedre?

For vi har endnu til gode at se, hvem der skriver det ultimative øjenåbner-drama om livet i Danmark, når den globale temperatur er steget fire grader, vandet står 1,5 meter højere, og hele folkeslag er blevet kastet ud i hjemløshed, tørke, fejlslagen høst – ja, og alt det, vi netop slet IKKE kan forestille os endnu, ...men som en forfatter måske ville kunne? På en måde så vi gider læse det, vel at mærke.

Den globale opvarmning - og vores ulyst til at gøre noget ved problemet, selvom vi sagtens kunne, hvis vi bare gad komme op af sofaerne - ER ubetinget et vor tids allerstørste og vigtigste spørgsmål. Vi vil slet ikke høre om det.

Men det er da selvfølgelig lettere at beholde skyklapperne på og blive i sandkasse-osteklokken i en tro på at det uhyggelige stormvejr nok skal drive over af sig selv - eller at nogle andre nok løser klimaproblemet for os i sidste øjeblik. Under alle omstændigheder bliver det jo ikke os - os halvgamle, der ifølge kalenderen vil have stillet træskoene forlængst til den tid - som det kommer til at gå ud over.

Så lad os da bare blive i vores hyggenusselige osteklokker nogle år endnu, hvor vi kan diskutere det nære, som omgiver os - og så må vores børn og børnebørn ellers selv rode med, hvordan de vil nu sikre sig mod det menneskeskabte klima-kaos, vi - deres forældre - overlader til dem.

Eller...? SKULLE vi i 12. time smide skyklapperne, tage skeen i den anden hånd, og - ligesom Jostein Gaarder - hver især og hver for sig begynde at tage et personligt ansvar for misæren, bruge tid og energi på at sætte os ordentligt ind i tingene, og så bruge alle de kræfter, vi har, på at deltage i en fælles indsats for få vendt CO2-skuden, inden det er for sent?

Hvis du er forælder, så gør du det, fordi det er din pligt. Bruger de evner og den uddannelse og det udgangspunkt, som du nu har. Bidrager med det, du kan:

Er du uddannet arkitekt, så begynder du at sætte dig ind i, hvordan du bygger de allermest bæredygtige huse.

Er du hjemmegående husmor, begynder du at genbruge, købe ‘grønne’ varer og lære dine børn om bæredygtighed.

Er du FORFATTER, så kaster du dig ud i overvejelserne over, hvordan du kan skrive en ny bog, der vil gøre så dybt indtryk, at den motiverer til enten handling, bæredygtighed, eller begge dele.

“Det er med vores tanker, at vi skaber verden,” sagde Gautama Buddha for 2.500 år siden. Den forestilling, som der er meget rigtigt i, stiller forfattere i en særlig position. Med deres intellekt, indsigter og forestillingsevne bærer de også på et unikt potentiale: Evnen til at italesætte såvel visioner som skrækscenarier for fremtiden.

Som sagt: Ganske enkelt fordi dette er en hastesag. Ikke for dig og mig. Men for de børn, vi har sat i verden, fordi vi mente, vi ville kunne give dem og delagtiggøre dem i et godt liv. Og fordi vi naivt troede, at planeten Jorden bare ville blive ved med at være et godt sted at bo.

mvh Mik,
“Carbon Awareness blogger” - http://mik.aidt.co

Brugerbillede for Eva Kjeldsen

Det er altid hjertes motivation der skal rykkes hos en kunstner hvis kunsten skal bide sig fast.

Og bide dem bag i der skal bides. Men når det er sagt er der ofte ingen der virkelig anerkender den helt nye 'farlige' kunst. Den findes oftes efter sin tid. Muligvis er det, som visse rabiate naturaktivister gør, kunst som kunst vil blive omtalt i vores tid om 200 år. de er jo ofte enten blevet tævet eller kastet i fængsel.

JA. Jeg har oplevet det i installationskunst, enkelte gange i billedkunst, og i Thorkild Bjørnvigs miljødigte fra 1975. Fank Jæger kan ikke kaldes en miljødigter, men den måde han har beskrevet naturen på gør, at man må længes tilbage til vejret som det var engang. f.eks i digtet " April, april".

Ellers vi genopdage budskaberne hos de gamle forfattere, der klart advarede os i den måde de beskrev naturen på. Her vil jeg anbefale Jeppe Aakjær, som klar bevidst naturseer i sin tid.

I vores nutid skal vi ikke klandre nogle kunstnere for " ikke at lave naturaktivistisk " kunst. Det vigtigste i den sammenhæng er at der overhovedet er nogen der har mod på at lave noget kunst, og så skal alle kun være glade for hvis der kan liste sig en måge ind på siderne.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Den store skønlitteratur har da ved gud handlet om andet end "de store menneskelige spørgsmål som krig, kærlighed, sygdom osv.". Der må være noget, Jørgen Steen Nielsen har fået galt i halsen her. Nu skal vi så have en klimaroman. Der helst skal blive en bestseller, 40 millioner f. eks. Hvorfor? Jo, fordi bestsellere er det eneste vi moderne mennesker sætter pris på. Hvad der ikke duer på markedet, duer ikke, væk. Bogen skal lokke folk til at gøre det rigtige, ikke ved at prædike dommedag, men ved at forudse dommedag. Handlingsmulighederne ligger i vores hænder, normalt ville handlingerne medføre mere klimakatastrofe, men en modsatrettet handling vil medføre taberstatus i det sociale netværk, ingen bil, ingen charterrejse, ingen foodprocesser, kun én computer pr. husstand, nul smartphones, tøjet fra sidste år lappes og genbruges. Hvordan vil læserne klare det?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steen Erik  Blumensaat

Kants kategoriske imperativ.Kants kategori-tænkning og Pauluses Paulinske-kristendom
bliver brugt i artiklen.
Ordet krise er et sanskrit ord.
Jorden går under og du og jeg er de skyldige.
Mennesket er ond, menneskets natur er ond, naturen er ond.
Livet er ond vi behøver en ny verden et nyt liv.
Nej det er ikke min verden, jeg er, og har indtil nu haft et godt liv og findet livet sjovt og berusende, og kan ikke få nok af det.
Så ja jeg har sat mig uden for jammer og klage folket ved klagemuren, deres verden er ikke min verden ikke min tro.
Peter Gunter hermed mit svar.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peder Kruse

Atmosfærens indhold af CO2 før industrialiseringen udgjorde omkring 0,0280 %. I dag udgør den ca. 0,0395 %. En meget meget meget meget lille fis bliver til en lidt mindre meget, men dog stadig meget meget meget lille fis. Proportionsforståelsen er ikke i højsædet i disse religiøse tider.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Christian Holm

Hvis bogen menes som ren fiktion – så ok.
Dommedags-profeter har altid kunne tjene penge på folks irrationelle frygt.

Hvis bogen er ment som en halv-faglig skønlitterær bog der bygger en historie op over hvad forfatteren mener er fakta.......Så synes jeg at han skulle gøre sig lidt mere umage omkring den videnskabelige research.

Og hvor er det frastødende at en forfatter der hverken véd ud eller ind skal belære andre om hvad sandheden er omkring klima og Jordens fremtid når ingen andre kender den.
Selvudnævnte eksperter skal man vare sig for.

/C

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Eva Kjeldsen

Digtet “SELFMADE” , skrevet i 1974 af Thorkild Bjørnvig:

“Skulle denne planet
tage SÅ meget skade,
at den en dag blev ubeboelig?
Overdrivelse - eller i al fald kun for dyrene,
og det er dog OS som skal leve.
Dommedagsprofeterne, de gør skade.
Fortrængninger er et gode
og optimisme det eneste anstændige;
intet er bevist, og hvad der er bevist
er allerede ligegyldigt eller for sent.
Snart befinder vi os i hver sin rumkabine,
om på jorden, i luften, i rummet: Uvæsentligt.
Naturen er vores fjende, snart er den forgiftet, dræbt,
og mennesket afhænger alene af sig selv,
absolut selfmade.
Året er en kalender,
festerne terminer,
dagene lydbånd og filmstrimler,
det irrationelles feber slået ned,
tilværelsen programmeret,
horisonten en datamat,
og menneskets pulsslag den slagne naturs
og det tomme rums
metronom.”

Tænker den fanatiske
teknokrat,
økonom,
industriens og regeringens ledere
mer eller mindre artikuleret
på alles vegne,
spurgte som uspurgte.

(Digt-citat-slut)

anbefalede denne kommentar