Kødelig højsang

Frost Festival lod Mariam The Believer og Cancer fylde en nedlagt kirke med himmelflugt og tung gammeltestamentlig sensualitet

Førhen plejede man at sige, at et band eller en kunstner »giver koncert«. Og det er i grunden sært, hvor lidt rockkoncertformen siden 1950’erne har udviklet sig fra den idé om kunstnerens liveoptræden som en gave i sig selv, som publikum taknemmeligt skal modtage.

Det lader folkene bag Frost Festival til at være enige i. Den seneste måneds tid har de i hvert fald opstillet uvante koncertsituationer på originale locations, der har fortalt historier, skabt stemninger og vendt forventninger på hovedet. Festivalen lægger et ambitionsniveau, hvor koncertarrangøren mindre ligner det, man før i tiden kaldte en impresario, men mere minder om kunstverdenens kurator.

Kirkemusik

Takket være ugudelige københavnere kunne Frost for andet år i træk lave et par arrangementer i en rømmet kirke på Nørrebro. Og i de skrabede, sakrale omgivelser fandt koncerten med svenske Mariam The Believer og danske Cancer sted.

Duoen Cancer, bestående af Nikolaj Vonsild og Kristian Finne Kristensen fra henholdsvis When Saints Go Machine og Chorus Grant, havde et band med. De spillede med ydmyghed og venlighed en håndfuld skitseagtige og umiddelbart sympativækkende sange, der på én gang virkede ufærdige og flossede. Vonsilds himmelstræbende og sært soulede falsetstemme bragte samling på de forskelligartede, men alle ærlige og længselsfulde numre, der spændte fra det tyst countryficerede med spacy sequencerlyde til, hvad der føltes som en flere minutter lang slagbas-solo.

Vokal åreladning

Den karakteristiske vokal havde Cancer til fælles med Mariam The Believer. Iransk-svenske Mariam Karolina Wallentin Riahi fra bandet Wildbirds & Peacedrums laver med sit soloprojekt en form for mørk, bundløs eksperimentalrock med teologiske nykker. I kirken stillede hun op med fuldt band, dog som på pladen med sparsom instrumentering og hovedvægten på de primale ur-instrumenter, stemme og slagtøj.

Allerede inden åbningsnummeret »Blood Donation« satte i gang med den knejsende og fremadskridende melodilinje, havde Wallentins brystkasse hævet sig, og hendes frygtindgydende stemme udfyldt kirkerummet. Med sangens indtrængende bøn »How can I explain it?/ I’m not here to please you/ but I still want to give you something« fik hun tydeligt fremlagt sit program.

Gavmild var Mariam Wallentin virkelig med sine vokale gaver, der var blodige, krævende og lugtede af kød. »Cut it out with a butchers knife,« sang hun i nummeret »Dead Meat« med de sære temposkift, mens hendes fraseringer svang sig luksuriøst som en bibelsk jødindes tykke, blåsorte fletninger, skøn som en gedeflok, der bølger ned ad Gileads balsamduftende bjerge.

Med sin tunge soulede og bluesede vokal trækker Wallentin klare forbindelser til rockhistoriens ypperstepræstinder. Somme tider synger hun med råhed som P.J. Harvey eller blid poetisk utilregnelighed som Kate Bush. Andre gange som Jefferson Airplanes Grace Slick, der råbende og anklagende spørger, om du ikke snart skal have dig en elsker.

Højest gik bølgerne i den urovækkende otte minutter lange »Invisible Giving«, hvor Wallentin som en okkult seksualmystiker i trance fremdrog sit blodoffer på en bund af shamanistiske stammerytmer; manende, besværgende og med vilde fagter, så det dunkede i mellemgulvet, og huden vibrerede. Det var vist ikke helt lutheransk.

Wallentin har styr på sine virkemidler. Med heftigt sanseligt nærvær fastnaglede hun tilhørerne i et primitivt, midlertidigt fællesskab. Mariam The Believer skriver abstrakte sange om kød, blod og ofring, men i kirken fik de krop og fysisk tilstedeværelse. Hoc est corpus.

 

Frost Festival: Mariam The Believer og Cancer, Koncertkirken Blågårds Plads, Kbh., torsdag

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu