Fair og bæredygtig udvikling på én klode

Bæredygtighed og udvikling for verdens fattige kan ikke længere tænkes hver for sig. Derfor bør FN’s 2015-mål afløses af udviklings- og bæredygtighedsmål, der indtænker klodens grænseri målene

Med afsæt i FN’s Millenniumerklæring vedtog FN i 2000 otte 2015-mål, som siden har sat en fælles international dagsorden for den globale udvikling. Målene frem til 2015 er bl.a. at halvere fattigdommen, opnå grundskole til alle, reducere børnedødeligheden med to tredjedele og sikre miljømæssig bæredygtighed. 2015-målene kan med rette kritiseres for, at de ikke har udstukket planer for, hvordan de opfyldes, og at nogle af dem er vage og upræcise.

Det sidste er tydeligt omkring målene for »udvikling af et bæredygtigt miljø« og om »opbygningen af et globalt partnerskab for udvikling«. For de fleste af de otte mål gælder det, at ansvaret for opfyldelsen primært er placeret hos de fattige lande, hvilket er i modstrid med FN-princippet om »fælles, men forskelligartet ansvar«.

Ikke desto mindre har vedtagelsen af de otte 2015-mål givet positive resultater. Målet om halvering af fattigdommen har f.eks. medvirket til, at antallet af mennesker på jorden, som lever i absolut fattigdom, er faldet fra 1,9 milliarder i 1990 til 1,3 milliarder i 2008. En langt større del af verdens børn – 89 procent og især flere piger – går i dag i skole.

Omvendt er der målsætninger, som ikke er indfriet. Mens den økonomiske fattigdom er reduceret markant, er antallet af sultende mennesker i dag – ca. 900 mio. mennesker – større end i 1990.

Hvad angår den miljømæssige bæredygtighed kan den beskrives med et citat fra indledningen til en analyse Exploring the Safe Operating Space for Humanity fra 2009 af forskergruppen i det internationale Planetary Boundaries-projekt:

»De menneskeskabte pres på det planetære system har opnået et omfang, hvor pludselige globale forandringer ikke længere kan udelukkes.«

Tænk målene bedre sammen

Hidtil har FN’s arbejde med på den ene side udviklingsmålene og på den anden side målene for bæredygtig udvikling foregået som to næsten adskilte processer. Men nu, hvor vi står over for en revision af såvel 2015-målene og med et mandat fra Rio+20-topmødet om at udvikle bæredygtighedsmål, giver det rigtig god mening at lave et fælles sæt af globale mål for udvikling og bæredygtighed. Den model bakkes op af den danske regering og nu også af EU-Kommissionen.

Fælles mål er vigtige, fordi der er en direkte forbindelse mellem miljømæssig bæredygtighed og udryddelse af fattigdom og sult, og fordi stigende velstand globalt stiller os overfor miljømæssige udfordringer i forhold til at holde os indenfor skrøbelige planetære tålegrænser. Og de skal være globalt gældende, fordi den overvejende del af presset på naturens ressourcer forårsages af de 5,7 milliarder mennesker på Jorden, som ikke lever i ekstrem fattigdom.

Repræsentanter fra de fattige lande har under forhandlinger i FN været meget skeptiske overfor at bringe udviklingsmål og bæredygtighedsmål ind i en fælles ramme. Med megen ret har de frygtet, at mål og midler til at forbedre de allerfattigste mennesker på J ordens livsvilkår ville blive taget som gidsel i en FN-proces, som samtidig handlede om ’bæredygtig udvikling’ – og ikke mindst om ’miljødimensionen’ af dette.

EU’s ønske om at få ’grøn økonomi’ og konkrete bæredygtighedsmål ind i slutdokumentet fra Rio+20 blev således opfattet som forsøg på grøn protektionisme. Men også magtfulde spillere som USA, Storbritannien, Kina og Brasilien er forbeholdne over for at behandle udvikling og bæredygtighed under ét og modstandere af forpligtende globale mål.

Planetære tålegrænser

For ikke at vi risikerer at tabe både fattigdomsbekæmpelsen og bæredygtigheden på gulvet, kunne Danmark og EU derfor fristes til at gå ind i post-2015-forhandlingerne med en ambition om at få vedtaget nogle få bæredygtighedsmål. Det kunne være ’bæredygtig energi til alle’ eller et mere ambitiøst mål end det nuværende 2015-mål om adgang til rent drikkevand og sanitære forhold.

Men rent bortset fra at risikere at blive beskyldt for at pleje egne interesser ved at foreslå bæredygtighedsmål, hvor man selv kan levere (sælge) isenkrammet til deres opfyldelse, forekommer en sådan strategi helt utilstrækkelig i forhold til udfordringen.

Den tidligere FN-rådgiver og nu senior fellow ved New York University Alex Evans har i et notat fra 2012, Climate Scarcity and Sustainability in the Post-2015 Development Agenda, foreslået et tosporet sæt af mål for en post 2015-ramme. Det ene spor skal fokusere på fattigdomsudryddelse, og det andet spor forpligter sig på overholdelse af klodens smertes grænser.

Evans mener, at Stockholm Resilience Centres videnskabelige koncept om ni planetære tålegrænser er det mest troværdige bud på bæredygtig udvikling, siden den norske statsminister Gro Harlem Brundtlands FN-rapport, Vores fælles fremtid, kom i 1987.

Til forskel fra Brundtland-rapporten opstiller konceptet ’planetære grænser’ videnskabeligt baserede mål, inden for hvilke miljømæssig, bæredygtig udvikling kan foregå. Med andre ord: Der bliver sagt »her til og ikke længere!«

Ingen fattige lande vil naturligvis forpligte sig på mål om grænser for forbrug af naturressourcer uden forsikringer om at kunne få deres retfærdige andel af det resterende råderum indenfor smertegrænsen, som giver dem ret til udvikling og velstand. Tilsvarende vil the usual suspects USA m.fl., gøre alle tænkelige og utænkelige indsigelser over for ideen.

Etablering af selve konceptet om planetære smertegrænser, som fundamentet for det ene hovedspor i en kommende post 2015-ramme åbner imidlertid op for en ny diskussion om tildeling og fratagelse af nationer og regioners globale fodaftryk. Den diskussion kan fattige lande bruge offensivt til at kræve en mere retfærdig fordeling af verdens naturressourcer.

 

Jan Søndergård er politisk rådgiver i Greenpeace

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu