Rovdyrnationen – hvordan grådigheden sejrede

Bogen ’Predator Nation’ giver et uhyggeligt indblik i den verden, der forårsagede finanskrisen, og som der stadig ikke er taget et opgør med. Det er en fortælling om skrupelløse chefer, købte eksperter og præsidenter, hvis nærmeste rådgivere kommer direkte fra de finanshuse, de skal forestille at kontrollere. Også i Danmark har vores største koncerner uhyggelig meget magt

Danske Banks hovedkvarter på Kongens Nytorv. Den borgerlige regering gentog i nullerne mange af de fejl i forhold til dereguleringer af bankerne og finansbranchen, som forskellige præsidenter gennemførte i USA, og som medvirkede til at skabe finanskrisen, mener Mogens Lykketoft.

Thomas Lekfeldt

KRONIK – Jeg har netop læst bogen Predator Nation af Charles Ferguson. Det er en meget grundig og uhyre skræmmende opfølgning på hans film Inside Job om finanskrisens forbrydere og forbrydelser. En film, som blev belønnet med Academy Award som årets bedste dokumentarfilm 2010.

Charles Ferguson er ikke en antikapitalistisk ekstremist, som slår om sig med vilde påstande. Han er en 58-årig meget velanskreven matematiker og samfundsvidenskabsmand, der har været konsulent for bl.a. Det Hvide Hus og undervist på universiteter som MIT og Berkeley. Undervejs stiftede han i begyndelsen af 1990’erne sit eget it-firma, der udviklede webprogrammet FrontPage, og solgte opfindelsen til Microsoft for ca. 800 millioner danske kroner.

Ferguson besluttede derefter at anvende sine mange penge i sandhedens og samfundets tjeneste ved at lave dokumentarfilm – den første om Irak-krigen – og skrive bøger.

I et Amerika, der er overbefolket med stjerneadvokater, som fører proces for de superrige, er der, så vidt jeg ved, ingen, der har rejst sag for at anfægte Fergusons uhyre håndfaste anklager om bankchefers kriminelle adfærd og købet af politikere og eksperter. Manden har styr på sine fakta. Og han mener, det er skadeligt og forargeligt, at finansverdenens topfolk kun undtagelsesvist er kommet for en domstol, men tværtimod – også efter at have udløst krisen – har hævet enorme bonusbeløb og er blevet brugt som rådgivere for statsmagten.

Skrupelløse rovdyr

Bogen om rovdyrnationen handler om det store bankrøveri, der begyndte i 1980 og kulminerede med finanskrisen for 5-6 år siden. Røveriet kastede millioner af mennesker ud i arbejdsløshed og ud af deres bolig, punkterede manges pensionsordninger og forgældede nationer, fordi de måtte levere enorme statsindskud for at redde bankerne fra kollaps, samtidig med at skatteindtægterne styrtdykkede og udgifterne til forsørgelse af de ledige og fallerede borgere eksploderede.

Rovdyrene var cheferne i toppen af finanssektoren, der skovlede grotesk mange milliarder ned i egne private lommer ved en adfærd, som de måtte vide ville ende i kollaps. De lod sig aflønne efter giftige bonussystemer, der alene blev styret af omsætningen og uden modregning for risiko og tab. Det lod sig gøre, fordi alle reguleringer var fjernet, og magten blev samlet i direktionslokalerne i nogle få håndfulde globale finanshuse, hvor aktionærerne ikke blandede sig, og konkurrenterne var gjort til medsammensvorne.

Det er fortællingen om finanshuse, der handlede med slyngelstater og narkobaroner, og som sorgløst, men til meget gode vederlag, betjente forbrydere som Bernie Madoff, der som en af de få sidenhen blev dømt for fuldblodssvindel til ufatteligt mange milliarder dollar.

Ubetalelig gæld

En meget afgørende del af rovet blev scoret ved den massive udbredelse af de såkaldte subprimelån: Lån til jævne folk, der gerne ville have eget hus, og som blev lokket af ’gode’ lånetilbud med (kortvarig) afdragsfrihed og lav rente. Det var lån uden reel sikkerhed, som de således ikke havde reel mulighed for at betale tilbage, når renten efter kort tid steg, og afdrag skulle falde. Disse lån medvirkede til en enorm boble med fordobling af ejendomspriserne. Alt for mange lod sig lokke af de billige lån til at købe alt for dyrt. Da boblen brast og ejendomspriserne igen blev halveret, stod de tilbage med en vældig gæld uden tilsvarende ejendomsværdi. For der blev optaget for 4.100 milliarder dollar lån i folks huse fra 2000-2007 sammenlignet med de foregående syv år, og det gav amerikanerne mulighed for at bruge 10 procent mere, end de tjente, i en periode, da middelklassens realløn ellers stagnerede. Det var et forbrug, der kunne ses på det store underskud på betalingsbalancen – ikke mindst over for Kina.

Den danske boble

Danmark i ’nullerne’ udviklede en tilsvarende uansvarlig adfærd, selv om konsekvenserne indtil nu har været langt mindre alvorlige end i USA: Indførelsen af adgang til realkredit som afdragsfrie flekslån blev sammen med den borgerlige regerings fastfrysning af ejendomsværdiskatten motoren for en voldsom stigning i ejendomspriserne, fordi folk køber hus, efter hvad de står til at betale per måned, uden tilstrækkelig tanke på, hvor meget ydelsen kan hoppe op, når den aktuelt lave fleksrente stiger, og de skal til at betale afdrag. Ejendomsprisstigningen blev desuden grundlaget for en formidabel ekstra låntagning til privatforbrug, hvilket betyder, at det mest sårbare ved dansk økonomi i 2013 ikke er statens konjunkturbestemte underskud, men den alt for store private gæld, mange sidder tilbage med, mens deres oppustede friværdier er forsvundet.

Indtil nu er situationen holdt flydende uden dramatisk mange tvangsauktioner, fordi vi har nydt godt af en fleksrente tæt på nul. Det er historisk enestående og ikke holdbart. Men selv i denne situation er mange husejere teknisk insolvente, og endnu flere tør ikke bruge penge, hvilket kunne sætte gang i aktiviteten, fordi de snart skal til at afdrage på lånene og desuden erkender risikoen for et stort rentehop. Den cocktail kan stadig blive en langvarig dræber for håbet om et opsving.

Goldman Sachs’ genistreg

I USA kom dræberen langt hurtigere og voldsommere, fordi finanshusene under bobleøkonomien forvandlede de skrøbelige tilgodehavender til påstået forsikrede prima værdipapirer (med triple A-rating), der blev solgt verden over – ikke mindst til pensionskasser. De fik hjælp fra ansete kreditvurderingsbureauer som Standard & Poor’s, der mod fin honorering fra finanshusene kaldte disse papirer for prima og helt sikre, selv om de få år – eller sågar få måneder – senere viste sig totalt værdiløse.

En markant historie om karakteren af det store bedrag er forklaringen på, hvordan Goldman Sachs klarede sig bedst blandt de store finanshuse: Goldman Sachs begyndte allerede et par år før krakket at spekulere mod de papirer, som de lokkede andre til at købe!

Desuden var de særligt heldige med at få udbytte af den amerikanske stats gigantiske bankhjælpepakke i efteråret 2008 – en pakke, der blev udtænkt af Bushs finansminister Hank Paulson, som tidligere havde tjent sin halve milliard dollar som leder i Goldman Sachs og i den periode var frontkæmper i den vellykkede kamp imod de gamle reguleringer, der skulle forhindre de mest letsindige finansspekulationer.

Goldman Sachs er i dag sytten gange større end for 30 år siden, har 34.000 ansatte og en formidabel milliardindtjening.

I forhold til udviklingen af den store finansboble rummer bogen desuden en serie utrolige fortællinger om uanfægtede brud på konkurrencelovgivningen, om usminket og velorganiseret skatteunddragelse og om store revisionsfirmaer, der – ligesom kreditvurderingsbureauerne – blev betalt godt for at svigte deres opgaver.

Købte eksperter

Tilsynet med banker og monopoler er svækket, fordi offentlige lønninger ikke er høje nok til, at tilsynsmyndighederne kan holde på kompetente folk. De få med indsigt til at bekæmpe udskejelserne bliver købt af modparten.

De bedste hjerner kan se, at pengene ikke ligger i at forske eller tjene samfundet, men derimod i at spille sammen med en branche, hvor egoisme og uærlighed giver kasse. Da finansboblen var på sit højeste, tjente de ansatte i Goldman Sachs gennemsnitligt 3,5 millioner kroner hver. Derfor er Fergusons bog også beretningen om topøkonomer og professorer, der blev købt til at blåstemple vild spekulation som solid og ansvarlig adfærd. De, der har set filmen Inside Job, husker f.eks. professor Mishkin, der var købt til at rose den enestående stabilitet i det islandske banksystem sent i 2006, og som bagefter på sit CV på nettet ændrede titlen på artiklen fra ’stabilitet’ til ’ustabilitet’ i den islandske finansverden – hvilket han senere bortforklarede som en trykfejl.

Politikerne i seng med bankerne

Det er en afgørende brik i fortællingen, at det politiske system efter Reagans magtovertagelse afviklede alle reguleringer og begrænsninger af, hvad finanssektoren kunne lave af spekulative arrangementer. Man kasserede lærdommen fra krisen i 1930’erne og fik derfor en gentagelse i 2008.

Selvfølgelig var George W. Bush enestående tæt sammenfiltret med finansverdens slyngler. Men hverken Clinton eller Obama skilte sig markant ud. Clinton og daværende centralbankchef Alan Greenspan havde et afgørende ansvar ved at åbne for den vilde udvikling i såkaldte derivater, der angiveligt skulle afdække risiko ved letsindige udlån, men som blot kamuflerede risikoens sande omfang. Og da Obama overtog præsidentposten midt i finanskrisen, brugte han som nærmeste rådgivere mange af dem, der som rådgivere under Clinton ubekymret havde ladet spekulationsøkonomien blomstre eller endda som topfolk i finansverdenen været aktive i udviklingen af bobleøkonomien.

Ingen – heller ikke Ferguson – påstår, at præsidenterne selv har været korrumperede. Men ikke alene har de støttet sig op ad rådgivere, der var tæt knyttet til arkitekterne for rovdyrøkonomien. Begge de to store partier har både ideologisk og økonomisk været under indflydelse af finanshusene, der har leveret en uforholdsmæssig stor del af partiernes kampagnemidler. Mange kongresmedlemmer har af samme grund udviklet sig til reelle lobbyister for finanssektoren – og for brancher som energiforsyning, telekommunikation samt sundheds- og landbrugsindustri, der også er domineret af få store virksomheder og har støttet og støtter sig til venligtsindede politikere.

Derfor – siger Ferguson – er store brancheområder beskyttet mod effektiv konkurrence og forlader sig på korruption og politisk påvirkning i stedet for at satse på uddannelse og forbedret konkurrenceevne; derfor er der ikke blevet lovgivet tilstrækkeligt håndfast mod en gentagelse af finanskrise. Derfor er bankerne og deres aktionærer blevet reddet, men ikke den lille mand i det overbelånte hus.

Mærsk og Danske Bank

Der er mange beslægtede – om end svagere – tendenser i vores del af verden. Selv i Danmark er det ubestrideligt, at vores eneste virkelig store multinationale koncern – A.P. Møller - Mærsk – over de seneste 30 år har skaffet sig uforholdsmæssig stor politisk indflydelse. Derfor scorede koncernen en uhyre gunstig fortsættelse af Nordsøkoncessionerne under den borgerlige regering i 2003 og sikrede sig åbenbart juridisk mod risikoen for, at staten senere kunne forsøge at genforhandle sig til en bedre aftale. Og Danske Bank – hvor Mærsk-koncernen er hovedaktionær – formåede desuden at overbevise den samme regering om, at staten ikke skulle have andel i aktiernes mulige værdistigning til gengæld for den gigantiske bankredning fra 2009.

Opgør med oligarkiet?

Ferguson konstaterer, at storkapitalens greb om det politiske system i USA har ført til større ulighed og mindre omfordeling til gavn for den brede befolkning. En hundrededel af én procent – 27.000 personer ud af mere end 300 millioner amerikanere – tjente i 2007 1.000 milliarder dollar – eller hele seks pct. af den samlede nationalindkomst – og stod for en fjerdedel af alle kampagnemidler til de to store politiske partier.

Siden Reagan har de superrige også fået enorme skattelettelser. Den rigeste ene procent af alle amerikanere er på 30 år kravlet fra at stå for en tiendedel op til at få en femtedel af al indkomst – og ejer en tredjedel af USA’s samlede formue. Samtidig stagnerede real-indkomsten for det store flertal, og 15 procent af amerikanerne er fattige – mange endda på u-landsniveau.

Den skærpede ulighed afspejler sig i dårlige skoler for de fattige og en rigmandsklasse, der isolerer sig i egne velhaverkvarterer og velhaverskoler. De private universiteter har fået flere midler og har nu 36.000 dollar til rådighed per student, mens de offentlige universiteter uændret over en årrække kan bruge 10.000. Den sociale mobilitet er ringe – også ringere end for nogle årtier siden.

Ferguson har – helt på linje med Nobelpristageren i økonomi Joseph Stiglitz – en serie af forslag til, hvad der skal gøres for at bryde den onde cirkel:

Der skal satses på lighed og kvalitet i uddannelse for alle. Finanshusene skal brydes op og underlægges effektiv kontrol, konkurrencelovene skal skærpes, og bank- og monopoltilsynene skal have midler til at købe de bedste medarbejdere.

Skattesystemets smuthuller for velhavere og selskaber skal lukkes effektivt, og der skal laves en kortlægning af pengenes indflydelse på politik.

Hørte vi i den genvalgte præsident Obamas tiltrædelsestale antydninger af disse toner? Det er på høje tid, at kampen tages op mod det amerikanske oligarki, der hele tiden truer med at reducere demokratiet til en farce, der ikke gavner, og ikke engagerer det store flertal af befolkningen.

Mogens Lykketoft (MF, S) er fhv. finans- og udenrigsminister

Charles H. Ferguson ’Predator Nation – Corporate Criminals, Political Corruption, and the Hijaking of America’, Random House. 369 sider

Prøv information gratis i 4 uger – helt uforpligtende. Du får både adgang til hele information.dk, den trykte avis og e-avisen. Bestil her »

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Bill Atkins

Charles Ferguson er ikke en antikapitalistisk ekstremist... nej, han er vel som de fleste antikapitalister en person der kan indse at de fire demokratiske mekanismer der skulle moderere kapitalismen systematisk bliver sat ud af kraft:

Politikerne købes eller opgiver frivilligt (som det danske Socialdemokrati) at modvirke formueakkumuleringen gennem en spredningen ejendomsretten.
Domstolene opgiver at dømme kriminelle når de anklagede er Too big to jail
Militær og politi slår hårdt ned på enhver der antaster de multinationales interesser.
Medierne er købt. (Berlusconi og Murdoch)

Og verdensøkonomien er styret af 147 multinationale konglomerater . Rovdyrene.

Tilbage er der at håbe på, at jungleloven virker:

"Selvom tænderne og sabelkattens jagtteknik har gjort den til en hurtig og effektiv dræber, mener Per Christiansen dog også, at det har været tænderne, der blev skyld i dens død og udryddelse. »De har simpelthen malet sig op i et hjørne. Deres jagtteknik har gjort, at de kun kunne jage store byttedyr, for at det kunne betale sig energimæssigt, og da den seneste istid [peakoil?] kom for 11.000 år siden, ændrede miljøet sig, og byttedyrene forsvandt. Og det blev slutningen på sabelkattene,« (Videnskab.dk)

...men det er nok sådan at oligarkerne også sætter jungleloven ud af kraft.

Brugerbillede for Arne Thomsen

"Skattesystemets smuthuller for velhavere og selskaber skal lukkes effektivt, og der skal laves en kortlægning af pengenes indflydelse på politik." - ja Mogens Lykketoft, det tror jeg, at både du og Charles H. Ferguson har ret i.
Hvornår kommer vi i gang - med begge dele - også her i Danmark?

Brugerbillede for Niels Engelsted

Fremragende indlæg af Mogens Lykketoft. Hatten af og tak for det!
Måtte lidt af disse kolde, intelligente gnister sprede sig til hans hyggepassiarer med Uffe Ellemann Jensen i deres fælles TV2-show for pensionerede udenrigsministre.

Lykketoft spørger forsigtigt: Hørte vi i den genvalgte præsident Obamas tiltrædelsestale antydninger af disse toner? Ja, det ville vi gerne, men at det skulle være andet end kønne ord er en illusion, som vi nu efter fire års erfaringer må være kommet over.

Hvilket fører til spørgsmålet om Lykketoft også har nogle reflektioner over den rolle hans side i det politiske spektrum har spillet i udviklingen frem mod rovdyrkapitalismen? Det var under demokraten Carter at dereguleringen tog sin begyndelse og under demokraten Clinton, at den accelererede. Blair, Brown og New Labour var i England helt afgørende for forherligelsen og ekspansionen af finansklassen i the City. Og det var under Schröders reformer, at Tyskland skabte den rå markedsdominans. (In the presence of former Chancellor Gerhard Schröder, the SPD recently celebrated the tenth anniversary of its Agenda 2010, which created a huge low-wage sector and massively drove down wage levels. SPD parliamentary leader Frank-Walter Steinmeier boasted that Germany had thereby gained a huge competitive advantage over Italy, France and Spain.
http://www.globalresearch.ca/the-eropean-union-wants-more-austerity/5326745 )

Nyrup og Lykketoft er samme generation, og det var i samme epoke, at de var aktive med deres danske reformer, så nu hvor begge er blevet skarpe kritikere af den herskende økonomiske orden,(som den nye socialdemokratiske regering iøvrigt er blevet bannerfører for), var det måske også værd at høre deres vurdering af deres egen historiske rolle?

Hørte vi i den genvalgte præsident Obamas tiltrædelsestale antydninger af disse toner?

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Jeg tygger lidt længere på denne formulering;

Tilsynet med banker og monopoler er svækket, fordi offentlige lønninger ikke er høje nok til, at tilsynsmyndighederne kan holde på kompetente folk. De få med indsigt til at bekæmpe udskejelserne bliver købt af modparten.

Er de dyreste da altid de bedste - eller spurgt på en anden måde: Hvis de dygtigste embedsmænd er til salg for en højere løn hos rovdyrene, så er de måske slet ikke så trygge at have i stalden alligevel?

Brugerbillede for Mark Thalmay

Tjae, Mogens L.
Udmærket anmeldelse af denne bog. Og også okay at bruge den til at kritisere den foregående regering, men det var måske også værd, som Niels E. skriver ovenfor kl. 10:09, at foretage lidt økonomiteoretisk selvreflektion, for på den måde bl.a. at vinde fodfæste til at udvide horisonten ud over de rent monetær-økonomiske overvejelser du gør dig, til også at omfatte realøkonomiens forhold til dens naturlige, biosfæriske og økologiske forudsætninger, så vi undgår yderligere ødelæggelser og sammenbrud af disse forudsætninger i tilfælde af, at dit (og dit partis) ’håb om et opsving’ skulle gå i opfyldelse, for ellers synes muligheden at foreligge, at vi, alle sammen forstået som dyreart, ender med at have reduceret os selv til netop at være, i nogle retninger måske nok ’høj-intelligent’, men alligevel bare et (selv-destruktivt) ’rovdyr.’

Med venlig hilsen

Brugerbillede for Claus Oreskov

”Charles Ferguson er ikke en antikapitalistisk ekstremist” nej desværre kunne man tilføje. For det er præcis hvad verden har brug for lige nu – ikke 1 men millioner af antikapitalistisk ekstremister. Rovdyr kapitalisme er nyt ord og det gyser ledt i borgerskabet – jamen kapitalismen og dermed også imperialismen har altid været en rovdyr kapitalisme. Gennem historien er der blevet sminket ledt her og ledt der på dette image, men der går aldrig lang tid så blotter kapitalismen sine fæle rovdyrs tænder. Så er fanden løs og alle sminkørerne fare ud og advare os alle sammen om den forfærdelige fare. De har også et godt råd til os alle sammen – mere sminke! Det er stor set det sidste del af artiklen handler os – mere sminke så vi kan skjule kapitalismens rovdyrstænder!

Brugerbillede for Aksel  Gasbjerg

Socialdemokratismen har nu i 100 år accepteret og levet med det kapitalistiske rovdyr, blot det blev tæmmet og - billedligt talt - holdt indenfor nationalparkens hegn (via love, reguleringer, aftaler osv).

De seneste 30 års globalisering, deregulering og privatisering har medført, at det kapitalistiske rovdyr er sluppet ud af nationalparkens grænser og hærger nu hæmningsløst i hele verden. Rovdyret kan stort set uden begrænsninger dominere verdens politikere, medier, økonomi mv. Vi kan sende mennesket til månen og købe aktier i Japan på et split-sekund, men vi har ikke sikret menneskets grundtryghed i form af hus, job og lægehjælp. Tværtimod.

Og hvad er så Lykketofts og socialdemokratismens bud på disse udfordringer? Han kommer ind på det i sidste afsnit af artiklen:
” Der skal satses på lighed og kvalitet i uddannelse for alle. Finanshusene skal brydes op og underlægges effektiv kontrol, konkurrencelovene skal skærpes, og bank- og monopoltilsynene skal have midler til at købe de bedste medarbejdere.
Skattesystemets smuthuller for velhavere og selskaber skal lukkes effektivt, og der skal laves en kortlægning af pengenes indflydelse på politik.”

Ærlig talt, det er en gang blodfattig og overfladisk bessermachen, der forslår som en skrædder i helvede. Hvis socialdemokratismen skal overleve i denne rovdyrstruede verden, hvor alle menneskers grundtryghed er forsvundet, må der fundamentalt anderledes gennemgribende boller på suppen.

Brugerbillede for Inger Sundsvald
Brugerbillede for Robert  Kroll

Spændende og velskrevet kronik - jeg agter at købe bogen og læse den,,

Kronikørens afsnit om den danske "boble" synes dog ret mangelfuldt - skal man tale "boble" i Danmark, så er det ikke bare noget med flexlån , men også om, at boligen er gjort til et stykke skatte-og afgiftspolitik fordi man ikke har en boligpolitik og ej heller har en reelt sammenhængende politik for byplanlægning m v på tværs af kommunegrænserne .

En fornuftig overordnet planlægning af bolig- og erhvervsområder ville være nyttig og sprede "trykket" på København og lette forholdene i "udkantsdanmark".

Brugerbillede for Alexander Ildhøj

Fremragende kronik! Det er denne slags sandheder der skal lades høre i primetime fjernsyn for, at skabe vilje blandt befolkningen til at sætte effektivt ind mod galskaben. Det ser vi nok bare ikke meget til, da 'rovdyrs-kapitalister' også har infiltreret de store medieselskaber, desværre..

The only way is to stop this madness is to create awareness!

Brugerbillede for Torben Arendal

Finanskrisen har vist os med at tydelighed at bankerne ikke magter opgaven og derfor skal vi have én landsdækkende bank administreret og styret af borgerne selv. Borgerne skal kun låne og spar hos hinanden til væsentligt laver renter. En rentesats for udlån og en anden til indlån. Der skal være prioritetslån, pensionsopsparing og forsikringer. Væk med alle gebyr, kursgevinster, gearing, swaps, valuta spekulation, osv, osv. Alt overskuddet tilfalder borgerne selv.

Brugerbillede for Philip B. Johnsen

I Danmark skal ingen bank eller finansvirksomhed, have en størrelse der gør, at hvis den går ned vil den være til fare for den nationale økonomi, hvilet vil sige, den må ikke være landskadelig i sin struktur.

Der skal i Danmark ikke tilbydes låntyper, eller andre finansielle produkter til private, der er svært gennemskuelige, farlig eller er hasardspil.

Aflønningformer i finanssektoren der er skadelige for stabiliteten i sektoren skal afskaffes.

Resultatløn, bonusordninger og aktieoptioner da den type af aflønning, på basis af et års resultat, kan opfattes være incitament til kriminalitet.

USA/Danmark

Grådighed i finanssektoren.

Link: http://www.youtube.com/watch?v=nrwTXEA1jC8

Danmark.

Grådighed i finanssektor

Link: http://www.youtube.com/watch?v=7FfwFsejX44

Brugerbillede for Per Andersen

God og informativ artikkel. Kan kun være enig i det jammerlige i at få grådige mennesker i toppen kan sidde og snyde sig ustraffet til læssevis af penge. Jeg synes dog artiklen bliver noget tendesiøs på nogen punkter, måske på grund af den begrænsede plads til så stort et emne. Jeg synes kritikken af redningen af det financielle system med bankpakkerne overser en af hovedpointerne: Den overser, at vi alle er "storaktionærer" via vores pensionsopsparinger. Vi blev alle redet af bankpakkerne. Det er meget lettere at miste halvdelen af 100 mio end halvdelen af sin surt sammensparede pension på 1 mio.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ib Jørgensen

Først fornylig i en kronik i Politiken og nu her i Information - Mogens Lykketofts beretninger om kapitalismens hærgen i USA er naturligvis meget velkomne.

Men som flere kommentarer gør opmærksom på, nu gælder det om at overføre kritikken til vores egen filial af den globale kapitalisme.

Bemærk, at jeg har undgået at skrive finanskapitalisme. Kun at kritisere denne kan give indtryk af, at der findes en 'god' kapitalisme, hvilket ikke er tilfældet. Kun en mer eller mindre beskattet.

Brugerbillede for Katrine Visby

Det er godt at der endelig er en anerkendt politiker, der anmelder denne vigtige bog. Og fokus kommer på den grådige finansverden, og de mange mennesker, der blev revet med ned i finanskrisens fald.
Så er det som om at, folk tager det for gode varer.
Men kommer der handling på det nu ?
Der er meget snak, men toppen af finanssektoren er stadig urørlige, og er ikke blevet stillet til ansvar for deres røveriske handlinger.

Brugerbillede for morten hansen

Tidligere finansminister Mogens Lykketoft er ikke hr. Hvemsomhelst. Han er muligvis en nørd, men han er en nørd med pondus. Og tak til ham og hans tidligere statsleder i regeringen Nyrup, manden af samme navn, for at tage sig tid til at beskæftige sig seriøst med finanser. Lykketoft sætter fingeren på flere ømme punkter.

Ganske vist er det en anmeldelse af en bog - og sekundært en film. En del er referatstil, men Lykketoft har alligevel for meget indsigt til blot at referere. Han forholder sig til en virkelighed, han selv var med til at håndtere. Mon ikke han et eller andet sted har det fint med, at det ikke var hans regering, der sad under finanskrisen, men ham den anden med en fortid som svindler i Schlüter-regeringen og en sag med kreativ bogføring i skatteministeriet - og en nutid som krigsliderlig generalsekretær.

Mange gode pointer, som så egentlig er Fergusons til låns. Når det er sagt med al respekt, så synes jeg måske Lykketoft slipper en smule nemt om ved sin 'anmeldelse' af de amerikanske præsidenter. Han frikender dem nærmest for korruption og sender bolden videre til deres rådgivere. Han nævner skurken Greenspan i forbindelse med Clinton - men frikender Clinton. Han nævner vagt 'visse rådgivere' i forbindelse med Obama, underligt nok uden navns nævnelse. C'mon. Alle, der har fulgt seriøst med, ved da, at Timothy Geitner var hovedlobbyist for Wall Street med de tættest tænkelige bånd til Federal Reserve ligesom Hank Paulson og bon-kamerat med Bernake! Altså alle de store rådne fisk, der ikke ønskede at medvirke i filmen 'Inside Job', fordi de vidste, at intervieweren var ekstremt velforberedt og kompetent, og at de ville blive nødt til at lyve, så vandet drev for åben skærm. Et par af de mindre fisk, der medvirkede og løj så vandet drev, slap ikke godt fra det.

Kunne det tænkes, jeg spørger bare, at det faktum, at Lykketoft lige nu lægger billet ind på en toppost i FN's generalforsamling, er medvirkende til, at han ikke ikke ønsker at fornærme USA og deres - og vi er nødt til at sige det: ultra-korrupte præsidenter, der totalt vidste, hvad de gjorde: FatherBush-Clinton-BabyBush-Obama?! Og vi gider ikke en gang snakke om Nixon og Reagan og de andre skurkagtigheder. Vi har ikke en gang nogen, der matcher disse typer herhjemme. Det skulle da lige være Ninn-Hansen og Fogh-Rasmussen.

Men prøv lige at nærlæse Lykketofts formuleringer. Manden er jo ikke dum. Det lykkedes ham faktisk at sige det hele alligevel.

Brugerbillede for Niels-Holger Nielsen

I øvrigt: Ros til Information for at bringe denne i særklasse interessante anmeldelse, som måske kan blive udgangspunkt for at kaste lys over Socialdemokraternes aktuelle, men også historiske politik. Det første man må efterlyse for at komme videre i diskussionen på Mogens Lykketofts præmisser er en gedigen selvkritik. Vi har ti tusind indvindinger mod Mogens Lykketofts partis politik, men han returnerer ikke en eneste af dem. Det ville måske også være på sin plads at spørge ham om hans parti på nogen måde har bidraget til denne situation, hvor monopolkapitalisterne holder nationalstaterne og arbejderklassen som gidsler?

Sjældent har en boganmeldelse rejst flere interessante og livsvigtige spørgsmål!

Brugerbillede for Philip B. Johnsen

Danske Banks hovedkvarter på Kongens Nytorv, er valg til artiklen, så kan man kun begræde, det ikke var muligt at lade Danske Bank gå fallit, men nu må acceptere at bestyrelse og direktion, foreløbig går fri, det ville have været passende, hvis Danmarks retsopgør med finanssektoren begyndte, med skandalernes skandale Danske Bank.

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

"Hvad er forskellen på rovdyrnationen og konkurrencestaten?"

Godt spørgsmål.

Rovdyrene gør det af med og æder byttedyrene.
Vinderne i konkurrencestaten holder deres ofre indhegnede og bilder dem ind, at hvis de opfører sig pænt, får de en ekstra godbid og bliver løsladt ved god opførsel - måske.

Brugerbillede for Niels-Holger Nielsen

Der er tale om institutter, der er så store, at
de kan påvirke hele det finansielle system
og hele samfundsøkonomien, hvis de kommer i
problemer.

Annette Wilhelmsen, formand for SF, forsøger at forklare hvorfor regeringen
har sat de seks største danske banker og realkreditinstitutter er på
den såkaldte SIFI-liste over banker, der ikke må gå konkurs.

Regeringen har nu vurderet, at seks danske
banker er så vigtige for samfundet, at de
ikke må gå konkurs. Det er et klokkeklart argument
for at oprette en statsbank, så private spekulanter
ikke kan true det danske samfund.

Jørgen Petersen, formand for Kommunistisk Parti, på Facebook i går.

Brugerbillede for Niels-Holger Nielsen

Nu kommer jeg ikke i City hver dag, mildest talt, men jeg vover pelsen. Når jeg kalder det angivelige foto, som pryder artiklen for en illustration, så er det fordi jeg mener at det må være en montage. Se den flotte, men uvirkelige, kontrast mellem det gule hovedsæde og den grå undergrund. Umiddelbart erindrer jeg aldrig nogensinde at have set denne nedgang til Metroen på Kgs. Nytorv. Se på dette billede: http://www.panoramio.com/photo_explorer#view=photo&position=609&with_pho..., som viser nedgangen helt fremme i billedet til højre. Imidlertid kan jeg heller ikke erindre hvad det stativ, der ses bag den første pyramide, er. Qua forgrunden til højre ligner det en elevator. Måske andre er mere opdaterede om hvordan der ser ud foran Magasin?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ib Hansen

Kapitalismen er betydelig mere ekstremistisk end Lykketoft fortæller og vel tror. Den har bredt sig ind i alle samfundsorganisationer i USA, der som S. Auken udtrykte det, er stærkt utroværdige. F.eks. fyldes vi med løgn om politik, økonomi. fødevarer, medicin og klima, der efterplapres af uddannede eksperter, der aldrig har haft en selvstændig tanke. Indigounger, vågn op.

Brugerbillede for Kjeld Hansen

Kære Mogens Lykketoft

Du er en af de aller bedste, hvis ikke den bedste politiker i Danmark nogen sinde. Du har været med i så mange år, at jeg slet ikke kan huske en tid i folketinget uden dig. På trods af de mange år på tinget har du været dig selv tro og aldrig svigtet dine idealer.

Det er pga. politikerer som dig, at jeg fortsat orker at afgive min stemme til folketingsvalget.

Det skal du have et hjerteligt tak for.

Fortsat god vind for fremtiden.

Brugerbillede for Philip B. Johnsen

Jens Godt

Mogens kunne måske en dag blive en fin formand for socialdemokraterne !

Så sandt som det er sagt, men socialdemokraterne har aldrig har haft en dårligere leder end Helle, en kapitalistisk omfordeler, fra de fattige til de rige, retfærdighed bliver offeret for Rovdyrnationen – hvor grådigheden sejrer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Katrine Visby

Mogens kunne sikkert have været en meget bedre formand end Thorning - måske borset fra en lille ting, der gør mig lidt skeptisk;
De har begge været deltagere i den lille hyggelige klub som medierne ikke vil omtale, nemlig Bilderberg.
Topledere fra EU og USA mødes én gang om året til disse møder. Men offentligheden skal åbenbart ikke delagtiggøres i hvad der bliver udvekslet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen

Bill Atkins
15. marts, 2013 - 00:26
"...men det er nok sådan at oligarkerne også sætter jungleloven ud af kraft."

Indtil videre er det i hvert fald lykkedes dem at anvende den til egen fordel. Hvad man kan håbe er, at det vil lykkes ordentlige mennesker at vågne op til dåd og sende disse destruktive reptilhjerner på pension

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Olav B. Hessellund

Kjeld H:
Din karakteristik af Mogens Lykketoft, hvor du skriver: ” På trods af de mange år på tinget har du været dig selv tro og aldrig svigtet dine idealer.” er jeg bange for, at mange, der har fulgt med i politik gennem flere årtier, ikke vil kunne være enig i. Andre har i hvert fald bemærket sider af denne politiker, som dårligt stemmer overens med dine ord.

Mogens Lykketoft har et skarpt analytisk og taktisk hoved, ligesom han har et skarpt blik for samfundets mange urimeligheder – ingen tvivl om det.

Men som mange andre ledende socialdemokrater ofrer han i afgørende situationer gerne de fine idealer og principper, han har slået sig op på, på magtens og pragmatismens beskidte alter – og i hans tilfælde er det mere end én gang sket bag ryggen på hans nærmeste politiske venner.

Må jeg blot minde om 1) lokumsaftalen i vinteren 1998-99, hvor han sammen med Anders Fogh Rasmussen støbte kuglerne til den gradvise forringelse af efterlønnen, og som i den grad chokerede størstedelen af den daværende socialdemokratiske folketingsgruppe for ikke at sige de socialdemokratiske vælgere – og 2) hans vigtige rolle bag kulisserne i det nedrige rænkespil, der gik forud for fjernelsen af Svend Auken som partiets formand i 1992, fremragende beskrevet af Bettina Heltberg i bogen ”Hvor der handles” – en bog, som udover sin dokumentariske værdi om et vigtigt kapitel i landets politiske historie også kan fremhæves for sine litterære kvaliteter.

Sider