Hvordan Angela Merkel vinder tredje verdenskrig

Der er stadig forvirring og usikkerhed i den græske republik på Cypern, hvor folk ikke ved, om de er købt eller solgt - men der er også trods og en vilje til at komme videre

Nød. Velgørenhed er blevet en del af normalbilledet på Cypern. Her ankommer publikum til en koncert i Nocisia. I stedet for penge, betaler de med fødevarer og medicin, som fordeles blandt nødlidende.

Katia Christodoulou

»Hvad ville tyskerne sige til, at vi bombede BMW-fabrikkerne og kraftværkerne i Ruhr?« Andreani Odysseos, en midaldrende akademiker med en energisk udstråling og et diminutivt, men iøjnefaldende diamantkors om halsen, er ikke kun skuffet, hun er i krigshumør. »For det er, hvad EU reelt har gjort mod os – bombet vores finanssektor, der siden tyrkerne i 1974 besatte vores naturlige ressourcer har været hjørnesten i vores økonomi med 70 procent af BNP.«

Med ’naturlige ressourcer’ mener hun oliven og appelsiner, altså landbrug – en ressource, der er underspillet på den græske halvdel af Cypern, hvor den højst beløber sig til 2-3 pct. af BNP. Turismen fylder 20 pct., og shipping – en branche i vækst, og med Mærsk som en naturlig deltager – tegner sig for 5-7 pct. Odysseos må – gået på klingen og med en antydning af modstræbende tøven – erkende, at kobberminerne på øens nordlige del, der blev invaderet af Tyrkiet for at hindre et græsk-cypriotisk statskups enosis (genforening) med Grækenland – var lukket ned for år tilbage.

»Men de bedste badestrande og de smukkeste naturområder blev besat i 1974. Tyrkerne fjernede en væsentlig del af vores eksistensgrundlag, der dengang var en blomstrende turisme. Vores finanssektor har, om du vil, været et nødvendigt onde for overlevelse.«

Jeg var løbet på Odysseos, da jeg tjekkede ind på Cleopatra Hotel i Nicosia, hvor hun i sin egenskab af centralkomitémedlem i EDEK, det cypriotiske socialdemokrati, var til strategimøde, og fik en interviewaftale forud for protestdemonstrationen foran EU's Nicosia-kontor og udviklede sig til en protest ved præsidentpaladset. »For jeg vil meget gerne tale om det forræderi, jeg mener vi er blevet ofre for – jeg har altid været europæer, jeg og mit parti har kæmpet for Cyperns indtræden i EU, også da det ikke var populært, og jeg føler mig forrådt af EU, af Angela Merkel og Den Europæiske Centralbank. Det er blevet tyvenes Europa, ikke anstændighedens Europa. Tyskerne er ude på at vinde deres tredje verdenskrig, ikke med våben, men med ’redningspakker’, hvor de kan bestemme de økonomiske vilkår for de lande, de rammer.«

Den græske faktor

Odysseos’ harme er udbredt i en befolkning, der generelt er veluddannet – en vits går ud på, at Cypern har flere sagførere og revisorer pr. kvadratkilometer end i noget andet EU-land – og som føler, at de er kommet til at betale for den græske økonomiske krise to gange. Hvordan det? Jo, da Grækenland første gang skulle reddes ved en EU-aktion, købte de to græske banker – Bank of Cyprus og Laiki Bank – græske statsobligationer, hvilket viste sig at påføre dem et samlet tab på 4,3 mia. euro. Men det vidste de ikke på Cypern i 2010 – og heller ikke i 2011, da opkøbene fortsatte trods alle røde lamper i den græske økonomi. Og grunden var, at bankernes fælles europæiske kontrolinstans, EBA (European Banking Authority), der tjekker medlemslandenes økonomiske ’stressfaktor’ i hele to omgange frikendte de to cypriotiske storbanker – simpelt hen fordi kontrollen ikke indregnede den mulighed, at bunden gik ud af de græske statsobligationer, hvilket skete i forbindelse med den anden EU-redningspakke til Grækenland i slutningen af 2011.

Så sent som i juni 2011 udbetalte Bank of Cyprus 47 mio. euro i aktionærudbytte – året før havde Laiki Bank sluppet 67 mio. euro i udbytter og Bank of Cyprus havde udbetalt 27 mio. euro – dividender i tiltro til, at den europæiske kontrolmekanisme havde sagt god for bankernes kassebeholdninger. Og begge banker vedblev med at opkøbe de giftige græske statsobligationer – »i solidaritet med vores græske brødre«, sagde de cypriotiske forretningsfolk, jeg talte med i Nicosia og Larnaca.

Realiteten synes dog at have været et misk-mask af sammenfiltrede interesser mellem finansfolk fra det græske fastland, som investerede i cypriotiske banker, der blev forsøgt fusioneret med usunde græske pengeinstitutter – »du skal ikke glemme, at under den fine britiske krom med retssystem og parlament er Cypern også tæt på Mellemøsten«, som en libaneser, der bor på øen, bemærkede. En anden faktor for nedturen var en kommunistisk præsident, Demetris Christofias, der dels ikke var på talefod med chefen for Cyperns centralbank, dels havde EU’s roterende formandskab i sidste halvdel af 2011 at tage hensyn til. Og bl.a. af den grund forhalede han bevidst nødvendige indgreb – fraset et russisk lån på 2,1 mia. euro, der forslog som den kendte skrædder i helvede.

Christofias overlod det til sin afløser, den konservative Nicos Anastasiades, der blev valgt i februar i år, at rage kastanjerne ud af ilden.

Og efter to uger som statsoverhoved, blev han kaldt til Bruxelles, hvor den såkaldte ’trojka’ bestående af EU-finansministrene, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Internationale Valutafond (IMF) stod klar med spanskrøret. Deres budskab var klart: Cyperns bankkunder måtte bære en del af tabet, hvis EU og IMF skulle medvirke til at redde Cypern fra statsbankerot.

Den konservative præsident var rasende, men har forklaret, at han ’intet kunne gøre for at forhindre de smertelige tab’.

Finanssektoren kom først

»Men der er murren i krogene over præsidenten,« fortalte en journalist fra et europæisk nyhedsbureaus Nicosia-redaktion, da vi drak kaffe på Lidah-gågaden, det græske Nicosias hovedstrøg. »Der er rygter om, at han solgte bankkunderne for at redde kapitalisterne.«

Rygterne bunder i insideskildringer fra de første møder i Bruxelles, der resulterede i en redningspakke, hvor alle Cyperns bankkunder ville blive ramt – indskydere under 100.000 euro ville komme af med 6.75 pct. af deres indskud, indlånere med over 100.000 euro ville bløde 9,9 pct. – med øens samlede indlån af ikke-forsikrede midler på i alt 30 mia. euro, der kunne rammes, ville det fremskaffe de nødvendige 5,8 mia. euro, der var forudsætning for EU-lånet på 10 mia. euro. EU-forhandlerne tilbød Cypern en afgift på 15 pct. på alle indeståender over 100.000 – hvilket blev afvist af Anastasiades, der prioriterede hensynet til den cypriotiske finanssektors overlevelse højere end hensynet til småsparerne, insisterede på, at afgiften for de rige ikke måtte overstige de 9,9 pct. – hvilket betød, at småsparere ville blive ramt med i alt to mia. euro med en 6,75 pct. afgift på deres indeståender.

Det var den ’redningspakke’, Cyperns parlament nedstemte 18. marts. Anstasiades vendte tilbage til Bruxelles, og den nye redningspakke – der kun omfatter de to storbanker – har friholdt småsparerne.

»Men hvad kan vi gøre,« sagde en forretningsmand med fornavnet Emilios. »Vi kan end ikke kapitalisere de forekomster af naturgas, der er fundet i vores territorialfarvand, og som er meget lovende, for det forhindrer tyrkerne. De mener, at forekomsterne også tilhører den illegale tyrkiske republik på Nordcypern – så det er fugle på taget, som vi ikke kan bruge til noget.«

Den tyrkiske faktor

At tyrkernes invasion og besættelse af den nordlige halvdel af øen i 1974 er den egent-lige årsag til Cyperns økonomiske problemer, hørte jeg mange steder i de dage, jeg var på den græske side af øen – dage præget af usikkerhed om en fremtid, der så rimeligt sort ud for mange – herunder de 2.500 ansatte i den fallerede Laiki Bank, som blev lukket 'med et pennestrøg i Frankfurt', som Odysseos fnysende udtrykte det.

Og selvom de græske cyprioter ligger nogenlunde, som deres finanssektor har redt, er der den realitet i den 'tyrkiske vinkel', at øens deling i 1974 betød, at de græske cyprioter, der udgør godt og vel tre fjerdele af den samlede befolkning på lige over en million individer, erstattede tabet af øens mest lukrative turistområder og den bedste landbrugsjord med en finanssektor, der kunne tiltrække udenlandske investorer til en tolerant skattelovgivning, et fungerende retsvæsen og en finanssektor i rivende udvikling.

Det begyndte med de britiske pensionister og velhavere, der i kraft af Cyperns koloniale fortid og de to britiske militærbaser, der blev tilbage efter uafhængigheden i 1960, følte sig hjemme på øen med en økonomi, hvor britiske og cypriotiske pund var ligestillede betalingsmidler. Men man gik også efter de nye markeder, der opstod efter Murens fald i 1989 – de nye russiske, ukrainske og serbiske kapitalister – og et udvalg af mere eller mindre korrupte politikere blev inviteret til at investere i øen, således havde Slobodan Milosevic, der indtil 2000 var præsident for resterne af Jugoslavien, betydelige midler anbragt i den nu hedengangne Laiki Bank. Med det græske Cyperns indlemmelse i EU i 2004 og især med øens overgang til euroen fra 2008 kom der for alvor gang i en finanssektor, der ikke kun betjente stenrige oligarker, men blev base for helt reelle russiske forretninger, der netop i kraft af en følelse af retssikkerhed og samfundsorden foretrak af operere fra middelhavsøen. Det anslås at mindst 50.000 russere er bosat på øen, især i området omkring havnebyen Limassol.

Ejendomsboblen

Hvad man forsømte, og det kan alle se nu, var at udbygge industri og produktive erhverv bortset fra en byggesektor, specialiseret i femstjernede luksushoteller, pragtvillaer og flamboyante garager til rigmændene i Limassol og Larnaca.

Sideløbende blev der set stort på ejendomsvurderinger – efter sigende har der ikke været en ejendomsvurdering på Cypern siden en gang i 1960’erne – ejendomsbeskatningen var således yderst lempelig, men priserne eksplosive som følge af de tilflyttede finansfolks efterspørgsel. Så da bankboblen brast – og det gjorde den allerede for et år siden – var det ikke kun på grund af de to store bankers overinvesteringer i græske statsobligationer på et tidspunkt, hvor det stod klart at den græske økonomi reelt var brudt sammen – men også overbelåning af et oppustet ejendomsmarked. Således hørte jeg om en ambassade, der havde sendt folk ud for at set på en villa som ambassadør-residens. Før krisen havde huset indbragt 11.000 euro om måneden i lejeindtægt. Den er nu lejet ud for 5.000 euro – stadig en slat for et sted at bo, men som min kilde sagde: »Tidligere blev der tjent rigtigt mange penge.«

Det er slut nu – arbejdsløsheden er på 17 og tippes til ramme 25 pct. i 2014 ligesom det anslåede tab i BNP vil være på ikke under 10 pct.

»Men vi kommer igen, vi er jo trods alt det mest civiliserede europæiske folk,« sluttede Andreani Odysseos vores samtale.

Relaterede artikler

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Henrik Jensen

Prøv lige at se på dette summary, der er nogle år gammelt, om Cyperns vej til EU.

Landet forhandlede om 31 punkter, forud for medlemsskabet.

Citat:

"The 31 Chapters successfully negotiated within the framework of the accession negotiations were: Free movement of goods, Free movement of capital, Freedom to provide services, Free movement of persons, Company law, Fisheries, Economic and Monetary Union, Statistics, Social policy and employment, Industrial policy, Small/medium sized undertakings, Science/research, Education and training, Telecommunications and information technologies, Culture and audiovisual policy, Consumers and health protection, Customs Union, External Relations, CFSP, Financial control, Energy, Transport policy, Environment, Justice & Home Affairs, Regional Policy, Taxation, Institutions, Competition Policy, Agriculture, Financial/budgetary provisions and Others."

Degang gjorde Cyprioterne åbenbart som de skulle, når de åbnede op for kapitalen og bankernes ageren.

I dag var det helt, helt forkert.

Og vi giver -stadigvæk - ikke EU ansvaret for den enorme rodebutik, Bruxelles har fået skabt i Europa...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Børge Rahbech Jensen

Tyskland blev sønderbombet i 1940-45.

Så vidt jeg kan se, blev Cyperns finanssektor ramt af samme problem som USAs finanssektor fik i 2008, og EU stattede Cypern på nogenlunde samme måde, som Barack Obamas regering støttede USAs finanssektor. Et relevant spørgsmål er, hvordan Cypern ville være stillet uden EUs bistand.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders Feder

Der er utvivlsomt mange tyske skatteydere der gerne vil have deres penge igen hvis de er så uønskede som det cypriotiske socialdemokratiske centralkomitémedlem giver udtryk for.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Jensen

Anders Feder

Forbløffende, at disse myter fortsætter og fortsætter.

1) Det er ikke grækerne eller cyprioterne - eller marsmændene - som har fået pengene fra EUs krisepakker. Det er bankerne i Frankfurt.

2) De har endda tjent penge på dén transaktion - i hvert fald, hvis man skal tro ARD, Tysklands største TV-station.

http://www.ardmediathek.de/sendung/presseclub?documentId=311790

A) Og det er forresten noget forbløffende svineri. Må jeg lige minde om, at netop Deutsche Bank lige er blevet taget med bukserne nede om benene. Banksterne har hjulpet nogle af tysklands rigeste til at slippe for at betale skat - samtidig med at de tiggede og bad om hjælp fra Berlin og Bruxelles...

http://www.icij.org/offshore/deutsche-bank-helped-customers-maintain-hun...

Den retorik du ser fra Berlin i denne tid er bare en variant af tidligere tiders hetz mod danskere/belgiere/polakker/russere/ eller hvor tidens untermenschen nu end kommer fra.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Børge Rahbech Jensen

Hvilken retorik, Henrik Jensen?
Den retorik, jeg hører fra Berlin i forhold til økonomiske hjælpepakker fra EU, minder mest om retorikken i danske debatter i både pressen og Folketinget om økonomiske problemer. Den vigtigste forskel er, at Danmark modsat Tyskland helst ikke bidrager med egne penge, men i stedet gerne kræver udmeldelse af EU. På den måde sidder vi danskere mest på tilskuerpladser og råber. Det er da også udpræget dansk at anse andre landes befolkninger for undermennesker, selvom vi oftest formulerer det anderledes el. antyder det med adfærd.

Derudover læser og hører jeg langt mere modvilje mod end fra Tyskland også fra dansk side. Tyskland og EU gives skylden for hvad som helst. For nylig viste en undersøgelse, at middelindkomsterne var større i bl.a. den spanske befolkning end den tyske befolkning.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Efter min mening ligger cyprioterne, som de har redt. Jeg giver ikke meget for klynkeriet. De skulle forøvrigt have stemt ja til Annan-planen for genforening, ligesom tyrkisk-cyprioterne gjorde. Men de ville ikke bekoste det nødvendige for at få det fattige nord ind. Koncertgæsterne på billedet ser ikke ud til at lide nogen nød. De skulle nok - ligesom skibsrederne - dele deres rigdom med de arbejdsløse.

Brugerbillede for Nic Pedersen

Anders Feder,

alt hvad de kunne slæbe lige som andre steder!
Hvad briter har lagt ved jeg ikke, men de er heller ikke kommet med "redningspakker". Ihvertfald ikke til andre end deres egne borgere og soldater, som blev fanget i det nylige bankrøveri.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Jensen

Børge Rahbech Jensen:

Hvilken retorik?

"Jetzt wird wieder in Europa Deutsch gesprochen", som Kauder sagde.

Ellers kan du jo f.eks. se ARD-diskussionen fra i dag...som jeg allerede har linket til...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Levi Jahnsen

Jeg mindes Merkels åbne støtte til Tyske ultra nationalister, som blandt andet foreningen "Bund der Vertriebenen" før hun kom til magten. jo,, hun er skabs nazist.

Merkels støtte til nazisterne i Bund der Vertriebenen, er en skamplet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Egon Maltzon

Ingen andre en cyprioter, grækere og portugisere har besluttet at de skulle føre den økonomiske politik de pågældende lande førte .

Hvis tyskerne (og IMF mfl.) er så slemme, kan de jo bare bede dem ryge og rejse.

Men hvis man bruger flere penge end man tjener, kommer man i lommen på sine kreditorer, og det er nok det som finansministeriet har forklaret den nye danske regering.

anbefalede denne kommentar