Margaret in memoriam

Den britiske Jernlady er død. Hun var på en og samme tid sin generations mest hadede, mest populære og mest rapkæftede politiker. Med sit blotte væsen og kompromisløse praksis ændrede hun for altid synet på kvinder i politik. Og Storbritanniens status i Europa og verden

’The Iron Lady’ modtager applaus under den konservative partikongres i 1989. Hun var premierminister i perioden 1979-1990, som bl.a. bød på Falklandskrigen og en række strejker i Storbritannien.

Johnny Eggitt

Thatcher 1925-2013

Margaret Thatcher, Storbritanniens første og indtil videre eneste kvindelige premierminister, er død. The Iron Lady – et kaldenavn, som hun meget karakteristisk tog til sig og ofte anvendte om sig selv – omkom af et slagtilfælde. Hun blev 87 år gammel.

Thatcher var den længst siddende britiske regeringsleder i det 20. århundred. Gennem hele 1980’erne residerede den konservative leder i Downing Street nr. 10. Hun overlevede mordforsøg og revolter, hun anførte Storbritannien i krigen mod Argentina over Falklandsøerne – som hun vandt – og hun helmede ikke, før hun gik af med sejren i talrige interne budgetslag i Det Europæiske Fællesskab.

Hun var en utrættelig verbal flammekaster, og lige så afskyet, hun var til venstre i sit fædreland, lige så intenst beundret var hun på den modsatte fløj. Lige indtil de altså fik nok, og jernladyen blev fældet af sine egne i et opgør, som hun aldrig rigtigt kom sig over, og som hun til sin død anså som det fejeste og mest krysteragtige bagholdsangreb, man kunne forestille sig.

Aldrig blødsøden

I britisk politik vil hun først og fremmest blive husket for den over 12 måneder lange bitre arbejdskamp i 1984-85, der ændrede Storbritanniens industrielle landskab for evigt, efter strejkende minearbejdere tabte deres lønkamp mod regeringen. Internationalt slog hun igennem i forbindelse med kommunismens fald, hvor hun sammen med sin ven og nære politiske allierede, USA’s republikanske præsident Ronald Reagan, ledte forhandlingerne med Østblokken. Thatcher, der har rekorden som den vestlige statsleder, der står bag flest bidende mundheld – ofte både morsomme og præcise, om end de aldrig var selvironiske – kaldte på et tidspunkt den amerikanske præsident for »den næstvigtigste mand i mit liv.« Efter ægtemanden, Denis, selvfølgelig.

Ikke at det varme forhold til Washington altid betød klapsalver hen over Atlanterhavet fra Downing Street. I 1983 undsagde Thatcher den Reagan-støttede invasion af Grenada. Til gengæld skubbede hun på i slutningen af sin embedsperiode, da George H.W. Bush var i overvejelser om, hvorvidt USA skulle gå ind i det, der senere blev kendt som den første Golfkrig, efter at Irak havde invaderet Kuwait. »No time to go wobbly« (det er ikke det rette tidspunkt at være blødsøden, red.), lød rådet fra Thatcher til den amerikanske præsident.

Sexet, beundret og forhadt

Samtidig gjorde de bitre opgør mellem Storbritannien og det daværende EF om fællesskabets finanser Thatcher til en kontroversiel figur i Det Europæiske Fællesskab. Som hun da heller ikke havde det store tilovers for. Betegnelsen ’Mickey Mouse-parlamentet’ om Europa-Parlamentet tilskrives Thatcher, der ikke lagde skjul på, at tanken om et europæisk demokrati i føderal stil ikke skulle regne med hende i heppekoret.

Hun var kvinden, som den verdensberømte britiskfødte forfatter og filosof Christopher Hitchens kaldte for »definitivt sexet«, som han hyldede for at have »fældet de jakkesætklædte herremænd som havde domineret det konservative parti i årtier en efter en«, og som han i øvrigt også applauderede for at have taget opgøret med »de definitivt korrupte og reaktionære fagforeninger«. Men hun delte imidlertid vandene i sit hjemland på en måde, som det kan være svært at forestille sig i dag.

Og harmen slog af og til over i det rene had; især fra kulturlivet, hvor betydelige dele af det britiske kulturelle establishment kappedes om at demonstrere deres afsky. Blot et eksempel herpå: Efter Thatchers tredje valgsejr i 1987 udgav den tidligere forsanger for den populære gruppe The Smiths, Morrissey, sit første soloalbum. I sangen »Margaret on the Guillotine« ønskede Morrissey direkte premierministeren død:

The kind people

Have a wonderful dream

Margaret on the guillotine

Cause people like you

Make me feel so tired

Riv ned og byg op

Margaret Thatchers regeringsførelse var på en måde hevet lige ud af økonomen Schumpeters lærebog: At skabe nyt, mens man i stor stil destruerer det eksisterende. I hendes regeringstid var såvel pundet som renten rekordhøj til skade for den hjemlige industri. I 1986 sanktionerede hun desuden en dereguleringsreform, der blev set som et angreb på den britiske finansverden. Men samtidig slog hendes regering alle rekorder i skattesænkninger – fra over 80 procent til under 40 procent i marginalskatter – og de talrige vundne opgør med fagforeningerne, som New Labour med Tony Blair i spidsen siden byggede videre på og profiterede af, blev set som en af hovedingredienserne i succesen med at genrejse Storbritanniens økonomi, der boomede i slutfirserne.

Elsket i Østeuropa

Lige så omdiskuteret og kontroversiel Thatcher var i sit hjemland, lige så unisont elsket var hun i det meste af Østeuropa. Efter de polske omvæltninger i 1980’erne sagde Lech Walesa – der senere blev sit lands demokratisk valgte præsident i 1990 – til en britisk embedsmand: »De må forstå, at der er to Margaret Thatchers; hende, vi kender, og hende, De kender. Jeg holder mig til hende, jeg har mødt.«

Hun var også særdeles populær blandt embedsmændene, som hun respekterede og diskuterede med – mere end sine ministre, der omvendt ofte fik en hårdhændet behandling, hvor der ikke var plads til mange andre argumenter end premierministerens. Der i øvrigt også rystede sin samtid med en arbejdsindsats så enorm og et søvnbehov så lille – 3-4 timer var alt rigeligt, lød det – at ingen havde set noget lignende. Når hun stod op om morgenen og ved 5-tiden satte sig ved sit skrivebord, havde hun ofte drukket det meste af en Johnny Walker whisky, altid Black Label, aftenen før, uden at man kunne mærke det mindste på hende.

Ufrivilligt feministisk ikon

Hun var med rette berømt ved internationale forhandlinger for at kunne alle forhandlinger helt ned i detaljen. Ingen skulle tage grønthandlerens datter ved næsen, var devisen. Og ingen skulle komme og sige, at en mor til to med ben i næsen ikke kunne anvende både husmorretorik og sund fornuft i den politiske debat i Westminster. På den måde blev Margaret Thatcher – uanset at hun var afskyet i britiske feministiske cirkler, der historisk var forbundet med Labour – et på alle måder ufrivilligt symbol på den kvindelige leder, der går efter magten og ikke holder sig tilbage fra at bruge den.

Margaret Thatcher trådte tilbage efter et internt oprør i det konservative parti i løbet af 1990. Hun blev afløst af den bemærkelsesværdigt farveløse John Major. Måske det endelige bevis på, at pendulet altid svinger i modsat retning efter karismatiske og stærke ledere.

Prøv information gratis i 4 uger – helt uforpligtende. Du får både adgang til hele information.dk, den trykte avis og e-avisen. Bestil her »

Thatcher og den amerikanske præsident Reagan havde et specielt forhold. Her ses de i 1987. De var ideologiske fæller og forkæmpere for det frie marked, men ifølge nye kilder var forholdet også anstrengt. Foto: Mike Sargent

Thatcher møder Sovjetunionens leder Gorbatjov under Den Kolde Krig. Det varslede et ændret forhold mellem øst og vest: ’Jeg synes om hr. Gorbatjov. Vi kan lave aftaler med hinanden’, sagde hun. Foto: Yuryi Abramochkin

Fem udødelige Thatcher-citater

’Småpenge falder ikke ned fra himlen – man optjener dem her på jorden.’

’Nederlag? Jeg genkender ikke meningen af det ord.’

’Hvis du vil have noget sagt, så bed en mand om hjælp. Hvis du vil have noget gjort, så spørg en kvinde.’

’Hvis du påtænker at skære halsen over på dig selv, så lad være at komme til mig og bede om et plaster.’

’Det kan godt betale sig at lære sin fjende at kende – ikke mindst fordi du måske senere kan forvandle ham til en ven.’

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Steen Sohn

Hun og hendes politik har præget politik siden dengang. Man kunne ikke forestille sig Claus Hjort Frederiksen og Bjarne Corydon uden hende.

Navnene Ronald Reagan, Margaret Thatcher (og ikke at forglemme Augusto Pinochet i hvis Chile neoliberalismen blev prøvekørt) er store forbilleder for nutidens politikere.

Brugerbillede for Curt Sørensen

Hun huskes også for den brutale nedkæmpelse med politivold af minearbejderne i midten af 80'erne, for den neo-liberalistiske politik, for Folklandskrigen samt for den dumme udtalelse om at "samfundet findes ikke". Så der er sandelig grund til at hylde hende i de blå medier.

Brugerbillede for Aleksander Laursen

Michael:

Hellere at folk kan debattere på sådanne artikler herinde. Debatten i Information generelt er lærerig for folk som læser den.

Storbritannien har altid været korrupservativt land, under den kolde krig blev den britiske labourpremierminister væltet indefra, der er skrevet en bog om det. Tacher er ikke overraskende eksempel på hvor meget individualitet og ligegyldighed en 'leder' kan præstere.

Brugerbillede for Esben  Maaløe

Eh?

Frank Aaen høres da ikke prise Sovjet i tide og utide gør han?

Til gengæld høres hele den klassiske højrefløj himle op om hvor fantastisk Thatcher var ... Løkke priser hende varmt på Facebook som en frihedens forkæmper

Derudover er kerneområderne i hendes politik: Privatiseringer, knægtelse af fagbevægelsen, skattelettelser sgudda hele neo-højrefløjens mantra?

(NB: Når jeg siger neo-højrefløjen mener jeg SF, S og så ellers højreover ...)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Bonde

Så døde hun endelig. Kvinden som støttede op om nedslagtningen af indianerne i Nicaragua; smadrede løs på arbejderklassen med sine konstante nyliberale angreb på den hårdt tilkæmpede velfærd; truede med at bruge atomvåben i Falklandskrigen; støttede Saddam Husseins brutale undertrykkelse finansielt; betegnede ANC som en terrororganisation og nægtede et økonomisk boykot af apartheidregimet, fordi britiske virksomheder tjente styrtende på deres aktiviteter i Sydafrika; hadede feminister og kaldte dem for en gift; hyggede sig med den fascistiske diktator Augusto Pinochet; og hvis regering gjorde en dyd ud af at knække de strejkende, hårdt pressede britiske minearbejdere. Good riddance!

Brugerbillede for Morten Bjørn

Hvor er folk dog hadefulde! Margaret T var politiker med stort P, med stor tæft for at sidde med de gode kort ved forhandlingsbordet, og så havde hun karisma, hvilket vi desværre ikke er forvænte med i Danmark. Mange vil stille spørgsmåltegn ved hendes dispositioner, men selvfølgelig skal vi ære hendes minde. Når et menneske går bort bør vi i første omgang anerkende et levet liv, og Margaret T var en dame der i høj grad formåede at sætte en dagsorden. Og det er vel det vi har poltikere til!?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Frederik Kortbæk

Jeg synes at man skal se lidt mere nuanceret på Margaret Thatcher´s bedrifter. Jeg er enig i Morten Bjørn.
Vi bør sondre mellem hendes personlighed og hendes politk. Hun var en stor personlighed og allerede nu anerkender mange flere hendes betydning. Hun havde en stærk overbevisning og mange almindelige mennesker fra middelstanden identificerede sig med hende. At hun som kvinde kunne blive formand for de engelske konservative og dermed på et tidspunkt landets næste premierminister er en bedrift som også politiske modstandere beundrede dengang.
Tid og plads er ikke til en større udlægning, men politisk vil jeg hæfte mig ved, at hun tog det opgør med en forstenet engelsk (uden sammenligning med den danske) fagforening, der var nødvendig på det tidspunkt. Det er ansvarlig politik at lukke urentable miner. Mange mistede desværre deres job.
Jeg vil i øvrigt være ret tilbageholdende med at dømme hendes indenlandske poltik, fordi jeg som dansker ikke har de helt rigtige forudsætninger hertil. Jeg kan blot konstatere, at mange af de ting hun gennemførte har Labour efterfølgende bibehodlt og gjort til deres egen politik.
Jeg var personlig ikke enig i Margaret Thatchers EU´politik. Hun var for nationalistisk, men hendes aversion overfor det europæiske fastland og EU ligger dybt forankret i mange briter.
Jeg så forresten Margaret Thatcher første gang helt tilbage i 1973, da jeg overværede en debat i overhuset, hvor hun som undervisningsminister holdt en tale.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Frederik Kortbæk, hvad betyder urentabel? Hvis det, der graves op, kan anvendes, er det rentabelt nok. Kun, når man sammenligner med hvor ringe løn, andre er villige eller tvinges til at arbejde for, giver rentabilitet mening. Sådan kunne man måske tænke engang, men ikke mere.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lilli Wendt

Der er intet galt i at lukke urentable miner eller sikre at samfundet ikke bliver kørt i sænk af strejker - det som er galt, det er dels måden hun gjorde det på, og ikke mindst det, at hun ikke bekymrede sig om og drog omsorg for de mennesker, som mistede deres livsgrundlag. En sådan arrogance og "sådan er det jo"-holdning må give et blakket eftermæle.

Når hun så samtidig havde en meget blakket udenrigspolitisk dagsorden, ja, så må det give nogle barske kommentarer ved vejs ende.

Brugerbillede for Frederik Kortbæk

@Peter Hansen, hvis du hægter 10 £ på hvert stykke kul du henter op af jorden, så giver det jo ingen mening. Jeg er helt sikker på, at der er foretaget en nøgtern beregning og at der ikke, som nogle måske kunne tænke, har været tale om et ren og skær hævntogt overfor minearbejderne. Hertil kommer, at kul jo ikke ligefrem er en miljørigtig energikilde mere.
Man kan godt lave en parallel til dangens Danmark for så vidt angår gennemførelsen af en nødvendig politik, der indebærer et opgør med en overenskomst og fagforenings-snævertsyn i forhold til lærerne. Regeringen er modig for holdningen er den samme og perspektivet ligeså som dengang.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Frederik Kortbæk

@Lilli Wendt. Du har ret, at der sikkert ikke blev gjort nok for at få de arbejdsløse minearbejde i job igen. På den anden side må vi dog have med i vurderingen, at mange minearbejdere kun har haft dette som arbejde endda nedarvet fra forfædre. Sikkert kunne mange ikke omstille sig eller flytte til en anden by.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nick Mogensen

@Niels Engelsted.

Jeg ved ikke meget om hverken psykologi eller antropologi, udover egne slutninger draget i forhold til filosofiske og sociologiske perspektiver - og det er da stadigvæk kun ydmyge, ja, næsten ynkelige konklusioner jeg kan drive frem. Jeg kan til gengæld sige, at mange af dem som hylder Thatcher ikke findes på dette forum, men i stærkt højredrejede rædselskabinetter.

Problemet er bl.a. at Thatcher har været bannerfører, ja, faktisk forud for sin tid, i forhold til neo-konservatismen (jeg synes neo-liberalisme ikke er det rigtige udtryk, eftersom liberalisme i ordets oprindelige forstand, er langt bedre og mere værdig end at den skal tillægges Thatcher), som jo i dag er styringsidealet par excellence for de fleste vestlige politikere. Kritiserer man Thatcher, kritiserer man samtidig 'fractional reserve banking', social-darwinistisk fordelingspolitik og hæslige frisurer ;-)

Aqua kan heller ikke omtale noget som dårlig musik - det vil jo være én på skrinet til egne rækker ;-).

At have psykopatiske anslag er vel ret beset især at mangle 'at kunne sætte sig i næsten sted', dvs. mangle medfølelse - på den ene og anden måde!?

Thatcher udtalelser, som så rigeligt er blevet citeret her - og nemt kan findes andre steder, vidner for mig at se om en person, der faktisk let, men elegant glider over mod kategorien - uden nødvendigvis at lande i 'midten' af den. Derudover er mit umiddelbare indtryk, at hun var temmelig narcissistisk, ja som en anden Diana Christensen i filmen Network, ville styre, uden nødvendigvis at vide hvorfor - altså være bevidst om større etiske, moralske og menneskelige overvejelser. For hende var samfundet (hun har jo sagt, at det ikke eksisterede) et spil, hvor magten udgjorde hånden der flytter med brikkerne (hun tager jo heller ikke helt fejl, men hun var for bogstavelig, for billede i sin tolkning, så den faktisk blev fascistoid). Det må have beruset hende? Det er ikke fordi jeg tror hun var uintelligent, nej, snarere tværtimod. Men hendes form vidner om manglende empati, magtbegær og narcissisme, hvilket jeg ikke tror hun først har opnået som leder og verdenskendt politiker, men allerede har haft i sin karakter mange år inden?

I øvrigt har jeg spekuleret over, hvorfor så mange statsoverhoveder i ét væk roser denne kvinde, som var hun en moderne udgave af Shakespeare? Jeg er indtil videre kommet til den konklusion, at der findes en stiltiende "pagt" (ikke nødvendigvis aftalt), hvor tidligere statsoverhoveder og politikere ikke ønsker videre 'forskning' og afdækning af Thatchers politiske manøvrer, således at de ville komme for dagens lys, fordi der sikkert sidder mangt en politiker rundt i landskabet og gerne ser sit eftermæle bevaret, selvom disse mennesker måske dokumentérbart har støttet Thatcher i stort som småt - de har altså været en del af Thatcher-gruppen og deres giftige menneskesyn. Mange har sikkert haft hende hængende over sengen, som et andet Jesus-ikon...

Jeg synes det er stærkt grænseoverskridende, at det som hun især roses for, er at rydde op i økonomien? Fra 1933 til 1938 blæste Tyskland økonomi derudaf, som følge af initiativer fra NSDAP med Hitler i spidsen. Det giver mig dog ingenlunde mere lyst til at rose manden. Snarere tværtimod opnåede han sandsynligvis sit momentum gennem dette opsving?

Brugerbillede for Nick Mogensen

@Peter Hansen.

"Jeg synes, at vi glemmer - og det er arven fra Thatcher - at vi har samfund for menneskers skyld, ikke mennesker for samfundets skyld." - Er det ikke omvendt?

Altså at Thatcher har været medvirkende til, at vi i dag har mennesker for samfundets skyld?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Frederik Kortbæk

@Peter Hansen. Jeg brugte bevidst ikke ordet "vil" men "kan". Du skriver arven efter Thatcher. Må jeg gøre opmærksom på, at Labour sad ved magten fra 1997 og kunne have ændret politikken, hvis de ville. Sagen er, at strukturtilpasninger og omstillinger hvor smertelige de end er, er nødvendige for et samfund som helhed. Jo tidligere man griber ind des bedre. At gå med skyklapper er forkert. Hvis ikke Thatcher havde handlet, så var det en anden.
Jeg forsøger at forholde mig til konkrete tiltag og bestræber mig på at være fordomsfri. Det er sikkert ikke comme il faut alle steder.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nick Mogensen

@Frederik Kortbæk.

Forsøget på at være pragmatisk og så fordomsfri som muligt, er sådan set ganske hæderligt, problemet er i midlertidig, at du bygger en tese på nødvendige strukturtilpasninger. Hermed antager du på forhånd at Thatchers tiltag var nødvendige. Jeg er ikke sikker på den argumentation er særlig god, set i det lys, at det ville give grønt lys for mangt en politisk unødvendig handling. Den vil blot kunne tilskrives en 'nødvendighedens' etiket, hvilket i øvrigt ofte forsøges forsøgt af politikere.

Jeg vil vove at påstand - nu er jeg jo også stor fan af Henry David Thoreaus tanker - at den finanspolitik som Thatcher og Reagan advokerede for og forsøgte at implimentere, var usædvanlig dårlig for den menneskelige ånd, fordi den var et skridt i retningen af, at værdi alene vurderes ud fra om dette eller hint kan omsættes direkte i et kredsløb af almene ækvivalenter. Dvs. et skridt væk fra alt hvad man kunne kalde græsk-filosofiske traditioner. Og det må jeg grundlæggende stille mig stærkt tvivlende overfor, eftersom netop disse idealer er grundlaget, ja har været primus motor i hele den vestlige udvikling, qua hævdholdelsen af stadigt gældende principper for menneskelighed, logik og dyder.

Thatcher havde et 'gen' i sig, som mangt en diktator også har haft, nemlig en kynisme der frem for alt dominerede hendes menneskesyn. Et instrumentelt blik; et laboratoriets blik, og ikke mindst, et stærkt behov for dominans og en for hende kærkommen og stærk karisma. Trækker man hendes navn helt ud af ligningen, kunne sætte mangt en person med psykopatiske træk ind. Jeg er overbevist om, at kun få har turdet gøre Thatcher modstand - og da hun populært sagt først var kommet til magten, var "skiden slået". Hér havde hun opnået sin idealposition, sin ideelle platform for magtudøvelse som næsten ingen kunne ryste hende fra. Hun havde jo hermed også opnået en 'folkelig' legitimation, herunder fra virksomheder og rigmænd (magtmænd), som med hende i spidsen for GB, havde fået en af den moderne økonomis disciple som deres leder. Hun havde transcenderet alt hvad der normalvis kunne kaldes 'maskuline' dødssynder over i sit eget subjekt, hvilket skabte en karikeret figur, der var mere mand end kvinde, men pakket ind som kvinde. Det har været en effektiv cocktail; en stærk DRY Martini.

At afsløre og yde modstand mod narcisstiske og magtsyge personer er en kamp der kan blive rigtig grim, fordi disse mennesker - modsat dig og mig - ikke besidder den nødvendige empati der godtgører, at de kan sætte sig i næsten sted, og dermed bliver de reelt afstumpede og frygter derfor heller ikke at bruge stærkt krænkende eller skadelige midler mod mennesker der forsøger at afsløre deres sande ansigt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Bonde

Frederik Kortbæk: Margaret Thatcher skar altså ikke ned på de offentlige udgifter. Det var blot den del som kom de svageste til gavn, hun skaffede sig af med, men samlet set var der ikke den store ændring, idet statens udgifter ift. BNP, var omtrent de samme da hun kom til magten, som da hun forlod den.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Viggo  Hansen

Man behøver ikke være engi med hendes politisk, men hav i det mindste respekt for hendes evne til at opnå resultater. Hun var altså også demokratisk valgt, hvilket går flere herinde forbi.Hendes opgør med det fastfrosne og indspiste konsevative parti og den meget lidt konstruktive fagforeningsbevægelse var på det tidspunkt nødvendigt.

Og hendes indædte had imod Europa må da glæde den venstreorienterede majoritet af Informationlæsere.

Endelig, John Hansen sammenligning med Hitler er virkelig på børnehaveniveau, flot.

Viggo

Brugerbillede for Gorm Petersen

Før hende kunne kvinder i ramme alvor påstå, at der ville blive fred på jord, hvis alle statsledere var kvinder.

At få stoppet det hykleri skal hun trods alt have tak for.

Og så var det den fallerede filmskuespiller Ronald Reagan - ikke hende - der skabte den "Reaganomics" der har fået den globale ulighed til at eksplodere, og skabt en verden, ingen kan være bekendt at føde børn ind i.

Men hun har jo nok sympatiseret med dette Helvede - skønt hun ikke skabte det.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jan Henrik Wegener

Som hadeobjekt har hun vel givet sine fjender en tilfredsstillelse. Ikke mindst har det sikkert været en dejlig fornemmelse at give sig de - fjendtlige -følelser i vold. Forstanden, derimod, er vel for kedelig og anstrengende.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steen Sohn

I The Independent skriver Owen Jones: Thatcherism was a national catastrophe that still poisons us

We are in the midst of the third great economic collapse since the Second World War: all three have taken place since Thatcherism launched its great crusade

http://www.independent.co.uk/voices/comment/owen-jones-thatcherism-was-a...

Thatcherism was a national catastrophe, and we remain trapped by its consequences. As her former Chancellor Geoffrey Howe put it: “Her real triumph was to have transformed not just one party but two, so that when Labour did eventually return, the great bulk of Thatcherism was accepted as irreversible.”

Brugerbillede for Markus Ulrik Bank Lentz

Jeg har ikke brudt mig om hende siden jeg så Billy Elliot for første gang. Den handler om en dreng der vil danse i stedet for at bokse. Filmen foregår i den nordlige del at England som er, eller var det ved jeg ikke længere, rigt på kul. Billys far har travlt med at kæmpe mod uropolitiet og forsvare fagforeningerne, men når han så endelig har tid til sin søn vil han kun snakke boksning, mig her og der. Faderen bliver sur på sin søn da han finder ud af, at han danser ballet og ikke slå på tæven. Bla Bla Bla. Det korte af det lange er, at filmen ender godt. Billy danser løs med faderens erkendelse, men film og virkelighed er nogle gange så forskellige, selvom de er baseret på "En sand fortælling".
Den dag i dag sidder der 2-3 måske 4 generationer minearbejder sønner som er påvirket af negativ social arv og bær arven efter deres fædres tabte kamp mod Jern Heksen. Undskyld mit dårlige fransk.

Men for, at vende tilbage til det jeg sagde tidligere om, at jeg ikke brød mig om hende. Der gemte sig også et Men et sted derinde. Hun var sammen med Gro Harlem Brundtland med til, at sætte globale opvarmning på den Internationale dagsorden. "... Men det var to kvinder, der fik klimaet på den verdensomspændende politiske dagsorden i slutningen af 1980’erne: den daværende socialdemokratiske statsminister i Norge Gro Harlem Brundtland og hendes britiske kollega, den konservative premierminister Margaret Thatcher" Selvfølgelig er det Gro Harlem Brundtland der skal have største delen af æren. Men uden Thatchers "utrolige" gennemslagskraft var Global opvarmning nok først blevet et aktuelt Sikkerheds emne engang i fremtiden.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mads Nielsen

Morten Bjørn, at hun var en karismatisk og stor politiker med tæft undskylder overhovedet ikke for sine handlinger. Jeg er enig i at vi savner den slags politikere idag, men nu er vi i en helt anden tid.

Og jo, man kan sagtens være glad for at en person er død. Bare tænkt på diverse diktatorer gennem tiden.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Christensen

Sohn, Thatcher kom først og fremmest til magten, fordi selv relativ store grupper af arbejdervælgere var pissetrætte af kommunistisk inspirerede fagforeningslederes overbudspolitik og konstante strejker. Det engelske samfund var henimod slutningen af 70'erne ved at falde sammen.
Man kan med rette rette kritik af Thatchers måde at lukke og privatisere offentlige virksomheder på ( og de konsekvenser som det havde i mine områderne ikke mindst), men mange af de engelske fagforeninger - ikke mindst ledelsen af NUM - var hinsides enhver fornuft. Thatcher havde ikke så mange valg.
Resultatet ser man jo også idag. Selv efter 12 års Labour styre er der stort set kun offentlige fagforeninger tilbage.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Niels Christensen, England havde rejst sig, med fagforeningernes hjælp. Thatcher forgiftede, som Owen Jones skriver, det engelske samfund. Gry Möger gør rede for det i radioen lige nu.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for John S. Hansen

@Viggo Hansen
Så lad mig skære det ud i pap, hvis det er det som der skal til, for at du kan forstå det også!
Naturligvis sammenlignede jeg ikke Thatcher med Hitler - pointen var, at Morten Bjørns argumenter var uholdbare, da de kunne have været anvendt i i forhold til Hitler på samme måde som Morten Bjørn anvendte dem i forhold til Thatcher.
Det gælder også dit argument med, at man bør respektere Thatcher for hendes evne til at opnå resultater - uholdbar argumentation, Viggo!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Det handler ikke om at opnå resultater, det handler om at opnå resultater, hvis det er de rigtige resultater, og hvis det overhovedet er noget, politikere skal tage sig af.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Andreas Baumann

@Lise Lotte Rahbek:

Det er højst tvivlsomt - "God Save the Queen" er fra 1977, "Fast Cars" er fra 1978, London Calling-lp'en fra 1979. Punken var overstået da Thatcher kom i gang, der var blot den hule maskepi tilbage.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Viggo  Hansen

Jeg er godt nok uenig. Man kan da kun have større repsekt for en demokratisk valgt statsleders evner til at opnå resultater end en diktator som AH ditto. Så jeg synes derfor slet ikke, at man kan drage paralleller på den måde som du gør.

Hvis der nu er nogle, der begynder at argumentere med, at Hitler skam også var demokratisk valgt begynder jeg at græde....

Viggo.

anbefalede denne kommentar

Sider