Island ønsker sig krisens politikere tilbage

Weekendens valg i Island betyder sandsynligvis et gensyn med de politikere, som førte den lille østat ud i landets historisk set mest alvorlige økonomiske krise

Når de islandske vælgere lørdag går til urnerne, peger alle meningsmålinger på, at den kommende islandske regering bliver en koalition mellem det højreliberale Selvstændighedspartiet og bøndernes gamle parti, Fremskridtspartiet.

Og bliver resultatet som meningsmålingerne fortæller, så betyder det et farvel til den siddende centrum-venstre-regering og et gensyn med de politikere, der med deres negligering, manglende opsyn af bankerne og love om lempelige boliglån skabte den islandske krise frem mod 2008. Så hvorfor stemmer islændingene på dem?

»Det er der mindst tre grunde til,« siger Steinar Björnsson, der er chefredaktør på den islandske internetavis News of Iceland.

»Den nu afgående regering ønsker islandsk EU-medlemskab. Det har sat gang i en massiv protest fra grupper med interesser i fiskeriet, der frygter for deres kvoter. Samtidig har regeringen i modsætning til landets præsident og befolkning ønsket at forhandle med udlandet om den islandske gæld. Det har været meget upopulært. Og endelig så er den gamle koalition mellem Fremskridtspartiet og Selvstændighedspartiet gået til valg på, at de vil skære op til 20 procent af alle islændinges boliggæld.«

Og det lader til at have virket, siger Steinar Björnsson:

»Selvom vores regering bliver rost til skyerne af udenlandske eksperter, IMF og de internationale kreditinstitutter, så mener mange islændinge altså, at regeringen ikke har udført et godt arbejde.«

Men ser man på de økonomiske nøgletal, så har den islandske regering anført af landets første kvindelige statsminister, Johanna Sigurdsdottir, skabt netop de resultater, som mange kun drømmer om i det kriseramte Europa.

»Centralbankens rente er faldet fra 18 til seks procent i perioden. Island har i nu to år i træk haft økonomisk vækst. Skattesystemet er trimmet, så de fattigste betaler mindre, og man har gennemført besparelser uden at slække nævneværdigt på velfærden. Tilliden fra udlandet er tilbage, og alle internationale kreditbureauer vender igen tommelfingeren opad. Og regeringens budget er igen i balance efter et underskud på knap 15 procent i 2008,« opremser Steinar Björnsson, der således mener, at der burde være grund nok til at begejstres for den siddende regering.

Lars Hovbakke Sørensen, der er ph.d. i internationale studier fra Aalborg Universitet og ekstern lektor ved Københavns Universitet, er enig. Han peger på, at det til trods for økonomisk fremgang er statsministeren og hendes socialdemokrati, der står for skud: »Mange i Island mener, at socialdemokraterne ikke har gjort nok for at redde landet ud af krisen. At de ikke har fået ordentligt gang i økonomien og arbejdsløsheden bragt ned. Og når en række af de partier, der havde magten frem til krisen, så lover, at der igen vil blive løsnet op og komme flere penge ud blandt folk, så er der mange, der tænker, at en stemme på oppositionen er en stemme på bedre tider.«

Ud med tanten, ind med røverne

Den konklusion deles af den islandske forfatter og debattør Hallgrímur Helgason. I en nylig artikel bragt i Weekendavisen sammenligner han Island med Kardemommeby og kalder oppositionen for en flok røvere.

»Venstrefløjen lykkedes med at redde os fra det totale kaos og bankerot. Og selvfølgelig er det kun naturligt, at dette massive oprydningsarbejde var ledt af en kvinde,« skriver han og beklager udsigten til et regeringsskifte.

»Meningsmålingerne viser, at det islandske folk vil have de gode gamle tider tilbage, de vil have uansvarlige mænd tilbage til magten. Det har fået nok af tante Sofie og længes nu efter røverne Kasper, Jesper og Jonatan. Folk ønsker at glemme krisen, de vil ikke lære af den, de vil ikke begynde at opføre sig fornuftigt, de vil ikke begynde at opføre sig – som vi ellers havde håbet – nemlig som ansvarlige skandinaver.«

Prøv information gratis i 4 uger – helt uforpligtende. Du får både adgang til hele information.dk, den trykte avis og e-avisen. Bestil her »

Islands op- og nedtur

I starten af 00’erne foretog Island en omfattende privati-sering af bankerne, der satte gang i hjulene; alle kunne få kredit, og alle købte på kredit.

Da den globale finanskrise ramte i 2008, havde landets tre største banker investeret og udlånt et beløb svarende til ni gange Islands BNP.

Med krisen fulgte næsten værdiløs valuta og den største udvandring fra Island siden 1887. 5.000 forlod øen i 2009. Island har 318.000 indbyggere.

Under statsminister Johanna Sigurdsdottir er Islands økonomi igen kommet på fode og voksede med knap tre procent i 2012. Valget til Altinget er lørdag.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Vilhjálmur Örn  Vilhjálmsson

Men dog, kan Informations læsere ikke tåle at høre hele sandheden?

Islændingene har nu nedstemt Samfylkingin (som ca. svarer S og SF i DK), samt Vinstra Grænt Framboð (som svarer til moderate Enhedslistefolk). Samfylkingin var i højeste grad med i den regering som i 2008 fik det røde kort fra vælgerne for at have tjent bankrøverne som kuldsejlede den islandske økonomi.

Samfylkingin har, i de fire år partiet har siddet i regering, tilintetgjort resterne af den islandske velfærdstat og har sat kursen mod EU, som flertallet af Islændingene ikke ønsker at blive medlemmer af. En meget udemokratisk og arrogant kurs har præget den nu afsatte regering. Islands Enhedsliste (Vinstri Grænt Framboð) ryger først og fremmest ud p.g.a. et væld af brudte valgløfter.

I mangel af bedre har islændingene, som altid har været opportunister i lighed med danskerne, valgt Sjálfstæðisflokkur, (som politisk er ens slags blanding af Venstre og Konservative), samt Framsóknarflokkur, som de dårligt orienterede journalister i Danmark kalder "Fremskridspartiet". Framsóknarflokkur er faktisk det Radikale Venstres søsterparti, skønt deres politiske agende mere ligner Venstres. De to partier dannede, som sagt, regering med Samfylkingin, da de islandske banker krakkede i 2008. Nu vil befolkningen blot styres af de to partier som ikke er lige så vilde efter at blive endnu en slaveprovins i EU. Der er skam ikke flere alternativer.

Men, som alle andre steder, kan man altid ønske sig bedre politikere end dem man har. Ikke sandt?

Brugerbillede for Vilhjálmur Örn  Vilhjálmsson

Hej Rasmus,

Piratpartiet kom ind på de sidste metre, afhjulpet af et valgsystem som giver dem 3 pladser i Altinget, for de lige overskred spærregrænsen på 6%.

De andre partier har ikke rigtig brug for piraterne og der kan ikke dannes alliancer hvor partiet er afgørende for et flertal mod Sjálfstæðisflokkur og Framsóknarflokkur.

De står for mærkeligt nok, i modsætning til pirater i andre lande, for det samme som de borgerlige i Islands ønsker, lavere skatter og gældsanering (gulerødder), samt mere velfærd (illusion). De oplyser dog ikke hvor man skal hente financieringen til velfærden. Så i bund og grund er dette et venstre-orienteret parti med de samme mål som partierne i den afgående regering, i lighed med det andet nye parti, Björt Framtíð (Lys Fremtid). De to nye partier henter også først og fremmest sine stemmer hos de tidligere regeringspartier. De er nu i parlamentet på stemmer afgivet i protest og måske afmagt. Jeg tvivler på, at piraterne bliver til meget andet end lidt gøgl ikke meget forskelligt fra borgmesteren i Reykjavík, Jón Gnarr, sem nu er ved at blive en røvsyg happening som folk sukker over.

Islændingene trænger til resultater.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sæmundur G. Halldórsson

Vilhjálmur- en lille korrektur til dit første kommentar. De to borgerlige partier, det konservative Selvstændighedsparti og det centristiske "Fremskridtsparti" (Framsókn), dannede alene alle regeringer fra 1995 til 2009. Det var disse regeringer, der for det meste af tiden var anført af konservative Davíð Oddson, der rykkede Islands samfund langt ud til højre med liberaliseringer og privatiseringer, for det meste til fordel for politiske venner. Klientelisme er nok et uundgåeligt onde, specielt i små samfund, men den uforskammede korruption og magtarrogance der herskede i denne tid er uovertruffen, i hvert fald i Island. Socialdemokraterne erstattede centristerne (Framsókn) som juniorpartner i en regering anført af den konservative Geir Haarde kun i de sidste to år indtil bankkrakket (2007-2009). Den venstreorienterede regering vi har haft i de sidste fire år har udført et kæmpearbejde med at rydde op i det kaos de konservative efterlod sig. Desværre mistede de meget tillid gennem interne stridigheder. De har heller ikke formået at forklare deres præstationer for vælgerne. Demagogerne kan nu igen overtage magten. Verdens løn er utaknemlighed!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sæmundur G. Halldórsson

Undskyld, der skulle naturligtvis stå at de borgerlige regerede fra 1995 til 2007. Hvis man anser Lys Fremtid (Björt Framtíð) som en lidt højreorienteret splittergruppe fra Socialdemokraterne er disses tab ikke så katastrofalt som det ellers kan se ud til, d.v.s. S går fra 20 parlamentssæder (ud af 63) til 16 (S -10+LF-6).
Michael: hvis vinderne (det centristiske Framsókn) fører an i den næste regering får vi med sikkerhed en ny boble-tur. Deres valgløfter er komplet urealistiske og vil med sikkerhed ødelægge en stor del af de resultater den afgående regering haf opnået mod alle odds.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Jeg forstår godt, at Island ikke vil være med i EU, men kunne man ikke indgå fiskeriaftaler med EU, uanset om man er medlem eller ej? Jeg ved ikke, om det er makrellen, der spøger, den har Island pludselig fået i store mængder, muligvis på grund af klimaforandringer, og Island ønsker af fange dem, når de nu er i deres farvand, mens EU henholder sig til, at de plejede at være i EU-farvand. Det problem må kunne løses ad forhandlingens vej.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sæmundur G. Halldórsson

Det er nu ikke så ligetil med islændingenes holdning til EU. I en ny meningsmåling udført af Islands Universitet svarede 57% at medlemsskabsforhandlingerne skulle føres til ende mens ca. 31% ville stoppe dem med det samme. Mange vil vente til de kan se en færdigforhandlet aftale inden de danner sig en mening. Den afgående venstreregering var splittet i sagen. Et EU-medlemskab var og er en mærkesag for socialdemokraterne mens de Venstre-Grønne er EU-modstandere. De gik alligevel ind på et kompromis om at støtte en ansøgning og lade vælgerne om at afgøre sagen i et referendum. Denne paradoksale holdning var med til at partiet VG er delvist gået i opløsning. Samtidigt har regeringen ikke gjort noget som helst til at overbevise vælgerne om at det er i landets interesse at blive EU-medlem, da den var splittet i sagen. Man skal vide at som EØS-medlem (sammen med alle EU-lande, Norge og Liechtenstein) er Island allerede medlem i EU´s indre market (fra 1994) og overtager, ligesom Norge, indtil 80% af EU´s lovgivning. (Fiskeri, landbrug, møntunionen og repræsentation i institutionerne er ikke inkluderet i aftalen). For Island og Norge har netop fiskeriet været problemet i forhold til EU som kræver en fuld kontrol af alle fiskeriressourcer i medlemlandenes farvande. Hvis vi ikke får en speciel løsning i dette punkt vil et EU-medlemskab aldrig blive accepteret i Island. Det som EU´s tilhængere i landet fremhæver er at vi vil kunne stabilisere vores økonomi gennem et medlemskab i ERM 2 (som Danmark) og senere gennem en indførelse af euroen. Et medlemskab af EU´s toldunion vil føre til billigere landbrugsvarer og nye eksportmuligheder. Først og fremmest ville Island få en repræsentation i EU´s institutioner. I dag overtager Altinget EU regler og direktiver i stride strømme uden nogen som helst indflydelse.
Man vil nok komme til en løsning i makrel-striden lige som man har løst tilsvarende stridigheder (vedr. sild f.eks.). Men Island har i generationer kæmpet for en selvråderet over landets fiskeriressourcer og der findes nok ikke mange Islændinge som vil overgive disse til uvalgte bureaukrater i Bruxelles.

anbefalede denne kommentar