Coitus interruptus og brillant migræne

Årets CPH PIX filmfestival markerede sig også som en minimusikbegivenhed med magiske rumoplevelser

Koncerter bliver i disse år gjort til begivenheder, som lægger stor vægt på omgivelserne. Af kunstneriske/kommercielle årsager undersøges det, hvordan et rum farver musikoplevelsen/hvordan man kan give en event merværdi. Og lykkeligvis synes filmfestivalen CPH PIX at bevæge sig ud i musikarrangementer og rumundersøgelser ud fra en kunstnerisk tilskyndelse. I hvert fald fungerede de to af musikprogrammets koncerter, som jeg oplevede, strålende.

Ja, der sker endda noget mystisk under Svarte Greiners koncert i Hellig Kors Kirken. Mens nordmanden lægger sine strygerdroner i lag på lag på lag af stadig mere manende fordoblinger, går solen ned bag de blyindfattede vinduer. Indenfor synes det tiltagende tusmørke at fylde kirkerummet med vand. De flamboyante lysekroner har glødepærerne sat på vågeblus, og det virker ikke, som om de kaster lys af sig. Som en erkendelse, man kan ane, men ikke nå.

Det grå lys tykner omkring os, og formerne udviskes, mens musikken vinder i styrke og håndgribelighed under udmattelsen af synssansen. Man føler, at man trækker lyd ned i lungerne, og at tonerne dirrer over huden. Hvilket ikke bliver mindre magisk af, at Greiner filer smukke droner ud ad sin cello, og med sin loop-pedal lægger dem i ambiente dybdeperspektiver – der aldrig får lov at blive statiske eller pussenussede, men hele tiden sitrer af lette dissonanser i tunge formationer. Svarte Greiner + tusmørke = synæstesi og mageløs timing.

Hellig Kors Kirkens overdådige lysekroner er til gengæld tændt over den svenske dirigent/komponist Erik Enocksson og hans kor, og det giver deres koncert et håndgribeligt præg. Hvilket så også er godt, fordi man kan se, hvem der synger, og man kan fatte, at koret også arbejder med vejrtrækning som rytmisk element. Islændingen Jóhann Jóhannson får kirkeorgelet til at ånde majestætisk bag og over publikum, og når Enocksson lader det hele løfte sig til stormstyrke, får vi en flerstemmig skønhed med stor melankolsk massefylde. Der desværre kun får lov at dundre gennem os i, hvad der føles som sekunder. For så at blive afbrudt af orgelpassager, som desværre er for fade og nærmest sentimentale – i hvert fald i kontrast til korets arbejde både med diskrete og overvældende strategier. Så der er dømt seriel coitus interruptus.

Fremragende desperado

Seks dage senere: Marmorkirken adskiller sig fra Hellig Kors Kirken ved at være en cirkelrund struktur med langt højere til loftet. Et akustisk besværligt rum med en efterklang, der vist når op omkring 10 sekunder. Men det fungerer på sin egen måde.

Vi bliver inden for kompositionsmusikken med J.G. Thirlwell og hans projekt Manorexia. Denne australier har siden 80’erne huseret som grovkornet industrial/sampling-desperado især under navnet Foetus, mens Thirlwell den ældre nu ynder at komponere for orkester.

Det betyder på ingen måde, at friktionen er forsvundet, tværtimod bruger Thirlwell nu blot fire strygere, percussionist og pianist samt sin laptop til at skabe hårdt udspændte kompositioner, der kun i første halvdel af koncerten forløses i dundrende action-klimakser. Fuld hammer på trommerne og drøje hug over strengene. Hårdt og højt nok til, at akustikken rumler med som et mørkt uvejr bag sangene.

Men det er i de uforløste spændinger, at koncerten for alvor er fremragende. Thirlwell spiller både understøttende basdroner og infernalske kortslutninger fra sin laptop, mens de seks traditionelle musikere udstanser kompositioner, der aldrig giver ro og sjældent udløser spændinger.

Skærende akkorder og savtakkede melodier, et kubistisk rytmisk flow under en dramatisk dissonant dagsorden. Liflige trusler om sublime nervesammenbrud. En brillant migræne, der ikke må holde op.

 

Erik Enocksson + Svarte Greiner – Hellig Kors Kirken, Kbh., fredag

Manorexia – Marmorkirken, Kbh., torsdag

Relaterede artikler

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu