Fyr den kælling!

Peter Aalbæk Jensens ledelsesstil i Zentropa er præget af bizar personforfølgelse. Det dokumenteres af flere tidligere ansatte i den nye bog ’Zentropia’ om den lille udbrydervirksomhed, der blev til Nordens største filmselskab. Her følger et uddrag, hvor Sarah Cohr Lützen fortæller om Aalbæks grænseoverskridende adfærd og sin fyring, da hun en vinterdag ikke ville hoppe med i udendørspoolen

Zentropas Peter Aalbæk Jensen beskrives i Anne Mette Lundtoftes bog ’Zentropia’ som en lunefuld og hensynsløs chef.

Per Morten Abrahamsen

BOGUDDRAG – Da den 21-årige Sarah Cohr Lützen mødte op til sit praktikophold i Zentropas juridiske afdeling i sommeren 2010, fandt hun hurtigt ud af, at dette ikke var en helt almindelig arbejdsplads. Når hun sad og arbejdede ved sit skrivebord, kunne hendes chef, Peter Aalbæk, finde på at komme ind og ugle hendes hår eller stikke en finger i hendes øre. Firmaets anden chef, Lars von Trier, kom også dagligt forbi og sludrede på kontoret – den ene dag om torturinstrumenter, den næste dag om pædofili. Zentropa var i hvert fald ikke som nogen anden arbejdsplads, Lützen havde været på. Det føltes mere som en legeplads.

Om fredagen var der »Morgensang«. Der lå salmebøger på de opsatte stole, da Lützen ankom. På bordene stod tændte stearinlys. Lützen satte sig ned, da Aalbæk kom ind i lokalet. Han stillede sig op foran dem og åbnede en salmebog. De sang »Op al den ting, som Gud har gjort«, og da sangen var til ende, bredte Aalbæk armene ud, som om han ville omfavne dem alle:

»Kære børnlille. Det er ingen hemmelighed, at firmaet gennemgår en krise for tiden, og vi vil se fyringer den næste tid. Det bliver hårdt, men kom ud med følelserne, kom og tal med mig om jeres frustrationer.« Lützen havde godt nok læst i aviserne, at Zentropa var i økonomisk knibe, ligesom resten af filmbranchen var det, men Aalbæk virkede ikke urolig. På Zentropa trivedes de bedst i modvind, sagde han. »Så bliver blikket fremadrettet.« Han mindede dem om den krisetid, dansk film havde stået i, da Zentropa startede. Medarbejderne klappede, en enkelt piftede. Så vendte Aalbæk sig om mod lokalets bagerste bord. »Og så er der Sib! Kommer du lige herop til mig?«

En mand, der så ud til at være i midten af 40’erne, rejste sig op fra sofaen ved kaffeautomaten og gik op til Aalbæk. Han havde armene strakt over hovedet, som var han en 5-årig dreng, der havde vundet et fodboldmesterskab. Sib var en af de mentalt handicappede, der arbejdede på Zentropa, og som viceværten, Victor Medina, havde ansvar for. Lützen havde hørt historien om Sib – om, hvor sky Sib var, da han begyndte at arbejde i virksomheden, om, at han næsten ikke havde haft noget sprog, og om, hvordan han var begyndt at græde, hvis folk henvendte sig til ham. I starten havde han gået og holdt Victor i hånden hele dagen, men i dag, seks år senere, kunne Sib selv. Han var flyttet fra den institution, han ellers boede på, og havde fået egen lejlighed. Anledningen til, at Sib nu blev kaldt op foran de ansatte, var, at han klarede sig så godt, at hans socialrådgiver mente, athan ikke længere behøvede at gå til psykiater. Foran de ansatte fremtryllede Aalbæk en kasket, som han satte på hovedet af Sib, der var ét stort smil. På kaskettens skygge stod der »Overgårdmester«. Aalbæk lagde armen om den retarderede mand, som så forventningsfuldt op på Aalbæk.

»Uden dig, Sib …« begyndte Aalbæk, og Sib afsluttede: »… ville det hele gå ad helvede til!« Sib blev sendt tilbage til sin stol, mens folk klappede. »Det kan være, at vi i ledelsen burde overveje at sende Lars von Trier over og feje gårdspladsen lidt, så kan han måske også kvitte psykiateren?« Nogle grinte. Andre sendte hinanden sigende blikke. Det næste, Lützen hørte fra Aalbæk, var henvendt til hende.

»Vi har fået ny praktikant.«

Han så søgende ud over forsamlingen, indtil han fik øje på Lützen.

»Kan du lige stå frem og med høj og klar stemme fortælle os, hvad du hedder, hvor du kommer fra, og hvilken seksuel orientering du har.«

Der blev stille i salen. Nogle hoveder vendte sig om og så på hende. Lützen var forvirret, men hun gjorde, som der blev sagt, sagde sit navn og fortalte, at hun kom fra Vejle. Igen blev der stille. »Ja, vi venter stadig,« sagde Aalbæk. Nogle af de unge i forsamlingen begyndte at fnise. Hun indså, at hun ikke havde svaret på Aalbæks sidste spørgsmål, men helt ærligt – hvorfor skulle han spørge hende ud om hendes privatliv foran hele virksomheden? Aalbæk blev ved med at vente. Lützen tav. Der var nogen, der rømmede sig. En anden rykkede rundt på en stol. Der var ikke længere nogen, der fniste. Endelig brød Aalbæk spændingen. Han fortsatte, som om intet var hændt: »Kan I byde Sarah velkommen i Familien.«

De andre klappede. Efter tre måneders praktik blev Lützen fastansat på Zentropa, hvor hun skulle starte et musikarkiv. Hun fik 15.000 kr. i løn om måneden, selvom det var et fuldtidsjob, men da hun stadig var studerende på det Rytmiske Musikkonservatorium, betragtede hun arbejdet på Zentropa som et studiejob og accepterede den lave løn. En dag, hvor hun sad og arbejdede på sin computer, kom Lars von Trier forbi, sådan som han dagligt gjorde efter frokost, når han og småtten, som arbejdede ved siden af Lützen, tog deres daglige dukkert i poolen. Lützen fattede ikke, hvordan de kunne bade nøgne udendørs midt om vinteren, og da Lars von Trier spurgte, om Lützen ikke ville med, svarede hun: »Nej, tak.«

I det samme trådte Peter Aalbæk ind på kontoret.

»Hvad siger lille Sarah nej til?«

»Hun vil ikke med i poolen.«

»Vil du ikke med i poolen?«

»Nej, jeg vil da ikke.«

»Hun vil ikke med. Nu går vi andre, så kan hun sidde her og være kedelig.« Lars von Trier begyndte at gå hen mod døren, men Peter Aalbæk blev stående.

»Det må vi da gøre noget ved,« sagde han og vendte sig mod Lützen.

»Lille Sarah, du bliver nødt til at hoppe i poolen med mig, ellers bliver jeg nødt til at fyre dig.«

Peter Aalbæk lavede altid sjov, og Lützen forsøgte at lege med: »Det kan jeg ikke. Desuden er jeg forkølet.«

»Hvis du ikke kommer med, bliver du fyret.«

»Jamen, så må du fyre mig.«

»Udmærket.«

Aalbæk vendte rundt og marcherede ud i fællesrummet, hvor de ansatte sad og spiste frokost. Han brølede igennem lokalet: »Udskriv en fyreseddel, FYR DEN KÆLLING!«

Så skred han.

Lützen var rystet, men hun lod som ingenting og prøvede at arbejde videre. Hun forsøgte at berolige sig med, at hun jo ikke havde fået en fyreseddel. Kollegerne i det juridiske kontor bekræftede hende:

»Det er bare sådan noget, Peter gør.«

»Han tester dig bare.«

»Sådan er Peter.«

Det var lykkedes Lützen at arbejde videre efter episoden. Nu var det sent. De andre havde forladt kontoret, men før hun gik hjem, tog hun sit krus og sin kagetallerken og bar det ud i køkkenet. I en sofa uden for køkkenet sad Peter Aalbæk og Lars von Trier. Da hun gik forbi dem, sagde Aalbæk: »Nå, Sarah, er du her endnu?«

Hun stoppede op.

»Ja?«

»Jeg troede ellers, at du var blevet afskediget?«I sofaen over for Aalbæk lagde Lars von Trier hovedet i hænderne: »Åh nej, hvad har jeg nu sat i gang.«

Hele vejen til stationen gik Lützen i vintermørket og tænkte på, hvad von Trier mon havde ment med dét? I løbet af den næste uge kom Aalbæk med hentydninger til Lützens »fyring«, hver gang han stødte på hende. Kollegerne på det juridiske kontor sagde, at hun ikke skulle lade sig gå på af det, og at han snart ville holde op med at drille hende, at han ville blive træt af det. Lützen prøvede helt at undgå Aalbæk, når hun var på Zentropa, men en dag, da hun havde brug for hans hjælp til sit arbejde, tog hun fat i ham.

»Peter, kan vi ikke droppe den der fyringsjoke et øjeblik, så jeg kan komme videre med mit arbejde?«

»Jeg har ikke tid i dag. Og desuden er jeg forkølet.«

»Handler det virkelig bare om, at jeg skal hoppe i den pool?«

»Nej, det er for sent, lille Sarah. Du er jo blevet fyret.«

Efter dén episode var Lützen i tvivl, om det nu også var for sjov, eller om hun faktisk var fyret?

Hendes kolleger slog det igen hen. De fortalte en historie om, hvordan en af de andre kvindelige ansatte på det juridiske kontor var blevet »fyret« af Aalbæk en dag. Kvinden var brudt sammen og var kørt grædende hjem. Da hun kom ind for at pakke sit kontor ned den næste morgen, stod der på hendes skrivebord en stor buket blomster fra Peter Aalbæk, en æske chokolade og et kort, hvorpå der stod »UNDSKYLD!«.

Lützen var før blevet fyret (…) men »fyringen« fra Zentropa var særlig. Før havde der været klare retningslinjer, hvor hun enten var ansat eller fyret. Nu vidste Lützen ikke, om hun var fyret eller ej. En aften satte hun sig ned og skrev en mail til juristen, som havde ansat hende to måneder forinden. I mailen bad hun ham bede Aalbæk, om han ikke nok ville stoppe med sine fyringsjokes, for hun syntes ikke, det var sjovt længere. Den næste morgen, da Lützen kom på arbejde, mødte hun juristen, der var på vej til et møde med Aalbæk. Han forsikrede hende om, at han nok skulle få klaring på situationen, men da han kom tilbage fra mødet en time senere, var det med uforrettet sag. Aalbæk havde sagt til ham, at »den kan hun sagtens selv tage med mig. Jeg er jo altid så generøs! Hvornår har jeg ikke været storsindet?«.

Da Sarah om eftermiddagen så Aalbæk i Zentropas fælleslokale, tog hun fat i ham.

»Har du to minutter, Peter?«

De satte sig ned i en sofa.

»Jeg forstår ikke den her situation. Jeg er forvirret. Jeg ved ikke, om det er for sjov eller hvad med den fyring?«

»Nej, det er skam alvorligt, det her. Du har mistet dit job.«

»Det kan du da ikke, Peter. Du kan da ikke fyre mig, fordi jeg ikke vil hoppe nøgen i en udendørspool i januar måned med dig og Lars von Trier?«

»Det er mig, der er chef her. Jeg kan gøre, hvad jeg vil.«

»Jamen, det er da ulovligt!«

»Så må du jo lægge sag an mod mig.«

Aalbæk virkede fraværende under deres samtale, og det provokerede Sarah, at samtalen betød så lidt for ham – og alt for hende.

»Jeg har ikke lyst til at lægge sag an. Jeg har lyst til at lave mit arbejde. Og hvorfor fanden gør du det her ved mig? Hvordan kan det være i dit firmas interesse, at du gør mig så forvirret, at jeg ikke kan koncentrere mig om at lave mit arbejde. Hvad får du ud af det?«

»Det må du spørge min mor om! Nå nej,« Aalbæk tog sig til hovedet. »Hun er jo død.«

Lützen kiggede målløs på ham. Aalbæk fortsatte: »Men hvis du ikke kan lide sådan, som tingene kører herude, så må du jo selv blive chef for foretagendet, og så kan du lave reglerne om. Hvis du ikke er tilfreds med din situation, må du ændre den.«

Aalbæk løftede sig tungt fra sofaen. »Og nu er den her samtale slut. Du må finde på en kreativ løsning på dit problem, Sarah. Jeg regner med, at du har den på mandag. Så må du finde ud af, om du vil lægge sag an mod mig, eller om du vil få ti rockere til at komme ud og banke mig. Det er op til dig, hvordan du kommer ud af den her situation.« Da Aalbæk var kommet nogle skridt væk fra sofaen, vendte han sig mod hende og sagde: »Og en anden gang skal du ikke sidde og flæbe over for dine kolleger som en anden teenager. Det får du i hvert fald ikke noget ud af. Nu må du træde i karakter, Sarah. Hvordan tror du, at en voksen forretningskvinde ville klare det her?«

Efter samtalen med Aalbæk var Lützen endnu mere rystet, end hun havde været efter »fyringen«. Hun gik over til Forstanderindens kontor. Forstanderinden havde før hjulpet Lützen, når hun havde været forvirret over arbejdsgangen på Zentropa. Hun fortalte, hvordan samtalen med Aalbæk var gået.

»Nej, nu går han fandme over stregen!«

I det samme kom produceren Ib Tardini forbi. De forklarede nu Lützens situation for ham.

»Det er typisk Peter! Han kan være helt urimelig.«

»Jamen, hvordan kommer Sarah ud af det her?«

»Når Peter opfører sig urimeligt over for mig, plejer jeg at lægge situationen over i et helt andet spor. Engang, hvor vi på producergangen var blevet enige om en bestemt plakat til en film, forkastede Aalbæk den. Vi plagede ham om at give os lov til at bruge plakaten, men han gav sig ikke – indtil jeg sagde: ’Peter, du får 100 kr., hvis vi må beholde den.’ Og så stak jeg ham en 100 kr.-seddel, og vi fik lov at beholde plakaten.«

Hele weekenden spekulerede Lützen på, hvordan hun skulle håndtere sit udestående med Aalbæk. Skulle hun leje en stripper, som kunne give Aalbæk en lap dance til Morgensang? Hun ringede til Forstanderinden, som fortalte, at det var der allerede én, som engang havde gjort, og at det var faldet helt til jorden. Senere overvejede Lützen at købe en Lolita-dukke, som hun kunne sætte på Aalbæks bil? Eller en forgyldt dildo?

Mandag morgen vågnede Lützen med en ide til, hvad den »kreative løsning« skulle være. På vej på arbejde gik hun ind i Fakta og købte en pakke lagkagebunde, flødeskum på dåse og en pose slik.Da hun forlod supermarkedet, begyndte hendes hjerte at pumpe hårdt. Hun havde det, som hun forestillede sig en selvmordsbomber havde det, når han fik bombevesten på.

Da Lützen ankom til Zentropa en halv time senere, lå Peter Aalbæk i en sofa og læste avis. Hun skyndte sig ind på sit kontor, hvor hun i hast rev plastikken af lagkagebundene. Hun tømte dåsen med flødeskum ud over. Slikket smed hun ovenpå. Så gik hun ud i fælleslokalet og styrede mod Aalbæk med lagkagen i hænderne og hjertet i halsen – og smed kagen i hovedet på ham. Bagefter løb hun ud gennem køkkenets bagdør.

Da Lützen igen turde bevæge sig ind i fælleslokalet, mødte hun Aalbæk foran kaffeautomaten:

»Nu skal lille Sarah jo ikke tro, at hun er kommet nærmere sin lønseddel af dén grund.«

Den næste uge ignorerede Aalbæk konsekvent Lützen. Juristen, som ansatte hende, var på skiferie, men da han kom tilbage mandagen efter, tog han som det første fat i Lützen og bad hende følge med over i mødelokalet, hvor Zentropas HR-ansvarlige allerede sad. Uden for mødelokalets vindue lå poolen. De satte sig ned om et bord. Juristen begyndte samtalen med at sige, at han holdt utroligt meget af hende, og at han syntes, at det var ret sejt af hende, at hun havde turde sætte sig op imod Peter Aalbæk. Desværre havde Aalbæk ikke fundet episoden sjov.

»Han er jo en mand, der går op i de traditionelle dyder.«

Lützen forstod ikke, hvor samtalen var på vej hen.

»Han bryder sig ikke om, når ungdommen stikker snuden for langt frem, og du er jo en pige, der stikker snuden langt frem, Sarah, og når man stikker snuden så langt frem, som du gør, må man også finde sig i, at man får sig nogle rap over den en gang imellem. Derfor bliver vores veje nødt til at skilles.«

Hun så fra den ene til den anden. »Fyrer I mig, fordi jeg har smidt en lagkage i hovedet på Aalbæk?«

»Ja, vi fyrer dig i henhold til straffelovens paragraf 224, ’Mindre vold mod leder’.«

»Jamen, det er da noget mellem mig og Peter – skal jeg ikke lige selv tage den med ham?«

Det mente de to mænd var en god ide. De gik ud af lokalet og over på deres pladser på det juridiske kontor. Lützen gik hen til Aalbæk, som stod foran kaffeautomaten i fælleslokalet.

»Har du to minutter, Peter?«

»Ja da!«

Aalbæk, som virkede munter, fulgte med Lützen over i mødelokalet. Da de havde sat sig ned, sagde hun: »Så gav du mig fandme sparket, Peter!«

»Ja, det gjorde jeg, men det skal du slet ikke være ked af! Dengang jeg var ung, blev jeg også fyret. Det var på Nordisk Film, og dér sad jeg med fødderne oppe på skrivebordet, og det kunne min chef ikke holde ud at se på, så han fyrede mig. Men se på mig nu! Se, hvordan jeg nakkede dem! Det samme kan du nu komme og gøre ved mig en dag.«

»Jeg vil ikke nakke dig.«

»Hvorfor ikke? Jeg er jo sådan et dumt svin. Og du er ikke den eneste, det er gået ud over, Sarah. Det er gået ud over mange. Men hvis du ikke kan lide at arbejde for sådan et dumt svin som mig, så er Zentropa jo heller ikke et sted for dig.«

»Nej, det kan du have ret i.«

»Du skal også vide, Sarah, at jeg ikke ville fyre dig, hvis jeg ikke vidste, at du kunne klare det. Hvis du ikke kunne klare det, var du blevet. Det er der ingen tvivl om. Jeg skal også nok sende dig en personlig anbefaling, og så skal du ellers ud i verden og finde ud af, hvad det er, du er bedst til.«

Aalbæk rejste sig.

»Jeg har respekt for dig, Sarah, men jeg vil altid synes, at du er pisse-irriterende, og det vil der ikke komme noget godt ud af.«

»O.k.«

Sarah rejste sig også.

»Skal vi kramme?«

De krammede, og Lützen forlod lokalet. Senere, da Lützen kom hjem, følte hun sig enormt lettet over, at hun aldrig nogensinde igen skulle sætte sin fod på Zentropa.

Anne Mette Lundtoftes bog ’Zentropia’ udkommer på forlaget Gyldendal 10. maj

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Vibeke Rasmussen

Men hvorfor i alverden tog hun ikke selv beslutningen om at 'skride' allerede efter: "Kan du lige stå frem og med høj og klar stemme fortælle os, hvad du hedder, hvor du kommer fra, og hvilken seksuel orientering du har."?

Både de ansatte, med deres accept af hans facon, og – ikke mindst – medierne, som bare ææælsker at skrive om "Ålen" og hans mange excesser, er vel medskyldige i, at den opførsel bliver accepteret, at den fortsætter, og at den fortsat bliver accepteret?

Brugerbillede for Kim Houmøller

Tæk på at han lever af bistand. Ja - du læser rigtigt. Han har skabt sig en millionformue via filmstøtten. Uden den var han helt på røven! Mange chefer er psykopater, han er bare en af dem. Møder du en sådan, er det med at komme væk.
Kan da godt være han er den bog foruden.

Brugerbillede for Anders Sørensen

Jeg skal ikke forsvare Aalbæk, og det virker sandsynligt, at handlingsforløbet i store træk har været som beskrevet. Men de mange direkte citater får mig lidt til at stå af. For selvfølgelig er det ikke citater som sådan. Det er hentet fra hukommelsen, og hukommelsen kan spille mange puds. Og overdrivelse er et dramaturgisk kneb, som forfatteren naturligvis også er bevidst om.

Brugerbillede for Karsten Aaen

Her et par dage efter 1.maj er det godt at blive mindet om, hvorfor vi dog har brug for fagforeninger......netop er det for at gardere os mod psykopater og ledere som Peter Aalbæk Jensen. Det er ulovligt i Danmark at spørge ind til ansattes seksuelle orientering, seksuel chikane er også ulovligt....

Peter Aalbæk Jensen tror han kan tillade sig alting fordi han er CHEF og fordi en masse unge, kreative mennesker (piger måske især?) vil gøre næsten hvad som helst for at arbejde i film-industrien. (hvornår er der nogen i DK der begynder at tage dette seriøst....eller skal vi over ie n skandale a la Jimmy Saville fra BBC, se her:
http://www.bbc.co.uk/news/uk-21750548

Uanset hvad så bør der nu tages retslige skridt med Peter Aalbæk Jense, Lars Trier og Zentropa....(og nej, han hedder ikke von Trier...)

Brugerbillede for Jens H. C. Andersen

Desværre er min erfaring at det er toppen af isbjerget.
Hvad med alle de ledere som ikke er populære nok til at komme i medierne.

Iøvrigt, medarbejdere der bliver manipuleret, har svært ved at se det når de er i det.

Hvis chefer må spørge om referencer så må medarbejdere vil også!!!!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen

Aalbæk skal prise sig lykkelig over at han ikke bor og driver virksomhed i et angelsaxisk land. Han ville få fyresedlen selv i løbet af minutter for regningen for den opførsel ville koste ham privatboligen og al filmstøtte i flere år. Klient Triers usmarte bemærkng om nazisme og Hitler er for intet at regne i sammenligning. Det her ville edderødme blive dyrt, sexchikane af væsentlig mindre åbenlys art kostede for ikke længe sidenen topchef her i Australien adskillige millioner dollars oveni en øjeblikkelig fyring.

Brugerbillede for Søren Kristensen

Hvorfor svarede du ikke bare på bossens spørgsmål - evt. med en hvid løgn - eller en fræk replik, fx: jeg er til det hele undtagen mindreårige og små selvfede direktører. I en opstartfase er alle nervøse og man nødt til at være lidt imødekommende. Bornert på Zentropa? Det duer selvfølgelig ikke, men det var et fint lille indblik, vi her fik. Tak for det. Måske skulle du blive forfatter?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for olivier goulin

Den slags psykopater lever udelukkende af folks hunger efter de 'varer', de har monopol på. Deri ligger hele deres magt, og dermed også kimen til deres magtmisbrug.

Hvis blot folk satte deres værdighed og selvrespekt højere end en status som underbetalt Zentropa-medarbejder, eller noget andet 'ved musikken' - så kunne de give stodderen det modspil, som han retteligt fortjener, og dybest set også vill have bedst af.

Så længe folk på alle måder 'prostituerer' sig for at få disse statusjobs, vil det fodre de psykopater, der bestyrer dem. Dét er der intet nyt i. Filmproducere har til alle tider været berygtet for at seksuelt udnytte unge kønne skuespillerapiranter, og andre, der ville være 'noget ved filmen'.

Det ville nok være bedst for alle (også hams selv), hvis hun havde rejst sag for uberettiget fyring eller sexchikane, og få den prøvet.

Man kunne også bare tage fyresedlen, og så lige give ham en røvfuld inden man gik. Den slags kan også være godt mod egoet. Men måske nemmest som mand.

/O

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bent  Skafte

...det er jo hvad man hele tiden har haft mistanke om, at manden er utilregnelig. Der er ikke noget at sige til, at han er bange for at være alene med sig selv. Trist at det skal gå ud over ungt menneske,

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Rasmussen

"Det er ulovligt i Danmark at spørge ind til ansattes seksuelle orientering …"

Det tror jeg faktisk ikke, at det er. Ved søgning har jeg i hvert fald kun kunnet finde frem til, at det frarådes at spørge ind til seksuel orientering, og f.eks. HK 'råder' blot sine medlemmer til ikke svare på det spørgsmål.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for olivier goulin

Apropos sexchikane i showbiz:

http://politiken.dk/kultur/tvogradio/ECE1961556/bbc-er-plaget-af-sexchik...

Der er på en måde sårelogisk: Kombinationen af magtfulde mandelige chefer og unge håbefulde kvindelige wannabies, hvis drømme ligger i chefens hule hånd. Det er jo en ren invitation til den slags uvæsen.

Man ville blot ønske sig, at nogle flere af disse tøser gav de herrer et spark i n....., og skred.

/O

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Rasmussen

@ Olivier – og eventuelt andre

Jeg må indrømme, at jeg, helt undtagelsesvist, kun havde læst artiklen halvt, inden jeg kommenterede.

Nu har jeg så 'slæbt' mig igennem det hele og:
– fyringen havde ikke med spørgsmålet om seksuel orientering at gøre.
– det var først da Sarah Cohr Lützen nægtede at hoppe i 'poolen' med Peter Aalbæk, at hun blev truet med en fyring.
– hun blev, retmæssigt, fyret grundet vold. Som juristen citeres for: »Ja, vi fyrer dig i henhold til straffelovens paragraf 224, ’Mindre vold mod leder’.«

Jeg må tilstå, at jeg har endnu mindre til overs for hende, nu hvor jeg har læst det hele, end da jeg blot undrede mig over, at hun ikke havde valgt at gå, allerede efter det nærgående spørgsmål om seksuel orientering.

For andre, der (heller) ikke har orket at læse det hele, her er SCLs overvejelser om, hvordan hun kunne hævne sig på Peter Aalbæk efter fyringstruslen, og grunden til min nu helt forsvundne sympati for kvinden:

[Citat]Hele weekenden spekulerede Lützen på, hvordan hun skulle håndtere sit udestående med Aalbæk. Skulle hun leje en stripper, som kunne give Aalbæk en lap dance til Morgensang? Hun ringede til Forstanderinden, som fortalte, at det var der allerede én, som engang havde gjort, og at det var faldet helt til jorden. Senere overvejede Lützen at købe en Lolita-dukke, som hun kunne sætte på Aalbæks bil? Eller en forgyldt dildo?

Mandag morgen vågnede Lützen med en ide til, hvad den »kreative løsning« skulle være. På vej på arbejde gik hun ind i Fakta og købte en pakke lagkagebunde, flødeskum på dåse og en pose slik. Da hun forlod supermarkedet, begyndte hendes hjerte at pumpe hårdt. Hun havde det, som hun forestillede sig en selvmordsbomber havde det, når han fik bombevesten på.

Da Lützen ankom til Zentropa en halv time senere, lå Peter Aalbæk i en sofa og læste avis. Hun skyndte sig ind på sit kontor, hvor hun i hast rev plastikken af lagkagebundene. Hun tømte dåsen med flødeskum ud over. Slikket smed hun ovenpå. Så gik hun ud i fælleslokalet og styrede mod Aalbæk med lagkagen i hænderne og hjertet i halsen – og smed kagen i hovedet på ham. Bagefter løb hun ud gennem køkkenets bagdør.

Da Lützen igen turde bevæge sig ind i fælleslokalet, mødte hun Aalbæk foran kaffeautomaten:

»Nu skal lille Sarah jo ikke tro, at hun er kommet nærmere sin lønseddel af dén grund.«[Citat slut]

Det lyder, som om de to ellers havde fortjent hinanden. :-/

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders Feder

Den med "straffelovens paragraf 224, ’Mindre vold mod leder’" skal vist også tages med et gran salt. Straffelovens paragraf 224 drejer sig om voldtægt (anden kønslig omgang) og der findes ingen paragraffer omkring "vold mod leder".

Så enten prøver juristen der udtaler det at være vittig/friskfyr eller også tager forfatteren sig kunstneriske friheder.

Vold med lagkage er dog uomtvisteligt en gyldig fyringsgrund. Men forfatterens intention har vel været at illustrere et dilemma - hovedpersonen (autentisk eller ej) er blevet ansporet af Aalbæk til at tage grænseoverskridende ("kreative") skridt. Gør hun det ikke fortsætter han med at chikanere hende; gør hun det risikerer hun at at blive retmæssigt fyret.

Den slags dilemmaer tror jeg er ret udbredte på dårlige arbejdspladser. Det er en metode dårlige/psykotiske ledere og kolleger bruger til at tvinge andre ind i et hierarki under sig. Om det lige er som beskrevet på Zentropa er jeg mere skeptisk overfor.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Erik Højer

Helt fra den spæde begyndelse har det for Peter Aalbæk handlet om at skabe sig et kontroversielt image, hvor al omtale er god omtale. Dette image har han formået at perfektionere i en grad, så han nu ikke en gang selv behøver at foretage sig noget som helst for at få omtale af sig selv og dermed Zentropa. Furore, forsmåelse, forargelse, misundelse, aggresion, hævnfølelse og alt hvad der normalt er negativt bliver indoptaget i myten omkring Aalbæk og Zentropa og omdannet til en integreret del af det totale psykoteater, som spreder sig som ringe i vandet omkring Lars Von Trier og hans film. Det er genialt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mads Nielsen

Søren Kristensen, hehe ja, det havde da været meget kækt, at svare igen på den måde. Det er dog ikke sikkert at en purung nybagt studine, som for allerførste gang, kommer ud på det rigtige arbejdsmarked, kender den slags lune humor. Hun er jo helt "grøn".
Det ændrer dog heller ikke på at det er ulovligt at spørge om folk seksuelle orientering.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Kristensen

Så altså, det Ålen i virkeligheden spørger om den morgen er om praktikanten er så glad for sit nye job, at hun er villig til at se igennem fingrene med at han (når det passer ham) sætter sig ud over en loven, og hvem ved: det kunne jo være hans interesse var oprigtig og kærligt ment eller en serviceoplysning til andre kollegaer, som måske er interesseret i praktikanten (kan være hun ser godt ud, vi ved det ikke) på et mere personligt plan, så hvorfor spilde tiden? I hvert fald består hun ikke testen.Senere giver han hende en ny chance for at komme tilbage i klanen, denne gang på et helt lovligt grundlag. Det koster kun en tur i poolen. Da hun heller ikke er med på den, taber han hovedet og stiller en fyring i udsigt. Men som den lunefulde type han er, bliver han hurtigt god igen (gætter på hun ser godt ud) og hun får en tredje og sidste chance for underkaste sig tyranens vilje. Han lægger hele sagen over i hendes domæne og med lidt opfindsomhed og held kan hun vinde det hele tilbage. Det kræver bare at hun har is i maven og venter til situationen gør et comeback muligt, for som den psykolog Ålen også er ved han at alle får et svagt øjeblik før eller siden, inklusive ham selv. Men praktikanten er for grøn, utålmodig og hævntørsten og flopper totalt med lagkagestuntet, som ellers er godt tænkt (filmindustrien og lagkager går way back). Men kagen er kastet og spillet er ude. Three strikes and you´re out.
Hvad gik der galt?
Hun skulle selvfølgelig bare være blevet stående, med mod nok til at nyde sin hævn. Men hun flygter og viser dermed at hun altid vil være bange for ham. Det kan han selvfølgelig ikke have. Rigtige tyraner lever af uudtalt frygt og passende modspil.
Den var ellers tæt på at være i hus.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

NU er det så ikke persondatalove, men loven om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, se evt. her: http://www.candportalen.dk/guide/pikante-sporgsmal-jobsamtalen

Og her dette så fra candportalen.dk dette:

"Loven om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. forbyder forskelsbehandling på grund af blandt andet race, religion, politisk anskuelse, seksuel orientering eller etnisk oprindelse. Det gælder både i forbindelse med ansættelse og i løbet af ansættelsen."

Også her http://www.lgbt.dk/75/ kan man læse dette:
"Der gøres opmærksom på Lov om forbud mod forskelbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (Forskelsbehandlingsloven) kap. 2 § 4.: En arbejdsgiver må ikke i forbindelse med eller under ansættelsen af en lønmodtager anmode om, indhente eller modtage og gøre brug af oplysninger om dennes race, hudfarve, religion, politiske anskuelse, seksuelle orientering eller nationale, sociale eller etniske oprindelse."

Linket til loven:
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=122522

anbefalede denne kommentar

Sider