Klar til bikini, klar til kamp

Det er forår, og mens bladene springer så naturligt ud, kræver det at krybe i bikini en anderledesmilitaristisk indsats. Fitnesscentre udbyder særlige bikiniklargørende træningsprogrammer til kvinder, der trimmer sig op til en helt ny form for identitet langt fra mandens blik

På Østerbro i København knokler kvinder på Bikini Bootcamp for at komme i form til sommeren. Ifølge psykoanalytikeren Alexandra Olivero-Alvarez er den kvindelige identitet blevet endnu tættere knyttet til kroppen, der fungerer som et fallisk symbol på magt.

Tine Sletting

Lykken er at forbrænde fedt i hviletilstand:

»Når I går hjem, vil I kunne mærke, at al energien er brugt, og samtidig vil forbrændingen være i top, også når I sidder i sofaen. Det er da skønt ikke?«

De begejstrede ord lyder fra en toptrænet kvindelig instruktør med headset, der byder velkommen til Bikini Bootcamp i Fitnessworld i Århusgade i København. Mens en technoversion af Lady Gaga lyder i højttalerne, kaster omkring 30 kvinder sig ud i et program med det formål at tage pusten fra hver og en. Under hæsblæsende instrukser køres øvelser i serier, så ansigter koger kokrøde, og sved tegner mønstre på selv løse T-shirts. Enorm koncentration præger de fortrinsvist unge ansigter under en hidsigt bokseragtig øvelse, hvor selvlysende joggingsko hamrer af sted, mens der tælles ned: 5, 4, 3, 2 ... så ved man, hvornår lidelsen får ende.

Kvinder gør klar til bikini, og de gør det for deres egen skyld. Det understreger Winnie Nakkada og Nanna Rasmussen da også adskillige gange, efter pulsen har fået lov at lægge sig med nogle rolige maveøvelser og Beyoncés »If I was a boy«.

De er begge 22 år, arbejder som hjemmehjælpere og har sammen meldt sig til bikiniprogrammet. Det er ikke mændenes blikke, der har sendt dem i træningslejr.

»Min kæreste synes, jeg er fin. Han vil bare have, at jeg har det godt med mig selv,« forklarer Nanna, med sin søde stemme.

Hendes egen vurdering af kroppen er til gengæld barsk. Hun klemmer en ikke særlig stor delle frem på sin hvide mave:

»Det er denne her, jeg vil af med. Der skal bare være en centimeter ind til mavemusklerne i stedet for fire.«

Veninden Winnie har allerede Beyoncé-smækker brun hud. Men udover deres fælles erklærede formål med at komme i god form og ligge inden for den almindelige BMI-standard, er det især andre kvinders blikke, der tæller.

»Når jeg kommer gående, tænker jeg ikke på gutterne. Jeg tænker på de der tre piger ved siden af, der bare ser knaldgodt ud i bikini, og hvad de tænker. Sådan ’se lige hendes det og det og det’.«

Et strengt dømmende blik

Noget har rykket sig i forhold til, hvordan kvinder betragter sig selv og deres krop. I stedet for at nyde mænds blikke eller bevæge sig mod større selvaccept, som feminister drømte om i forrige århundrede, synes det at gå den stik modsatte vej.

Den franske psykoanalytiker Alexandra Olivero-Alvarez foreslog for nylig i artiklen »Den kvindelige identitets nye former et sted mellem skuffelse og utopi«, at der simpelthen er ved at opstå en ny form for kvindelig identitet. Visse kvinder får ikke længere deres identitet fra forældrenes kærlige blik, der derefter overtages af den elskedes. De har måske nok haft kærlige forældre, men især mødre, der selv har været stærkt optagede af kalorietabeller og kropsidealer. Så i stedet rykker de unge kvinder det blik, der kunne være kærligt, helt ind i sig selv, som et strengt dømmende blik.

Både sociologer, ernæringseksperter og specialister i den menneskelige psyke prøver i disse årat forstå den betydning, kroppen har fået ikke mindst for kvinder.

Det er et faktum, at kvinder i den vestlige verden i stigende grad er utilfredse med deres kroppe, uden at det får disse kroppe til at have det bedre. I Danmark mener hele 75 procent af kvinder, der er normalvægtige i forhold tilden BMI-skala, både Nanna og Winnie refererer til adskillige gange, at de bør tabe mellem fem og ti kilo. I Storbritannien har en undersøgelse regeringen iværksatte for at finde ud af, hvordan kvinder kan få et bedre kropsbillede, givet samme resultat. I Frankrig er procentdelen af utilfredse kvinder helt oppe i nærheden af 80. Den franske sociolog Thibault de Saint Pol, der har lavet en sammenlignende europæisk undersøgelse om overvægt, normer og vurdering af egen vægt, konstaterer, at den sociale norm omkring kroppen er stærkere end nogensinde;men også, at kvinder bedømmer sig selv strengere end mænd. Når mænd vurderer kropsvægt, har de tendens til at trække et par kilo fra. Kvinder gør det modsatte. De tror, de vejer mere, end de rent faktisk gør.

Blævrende appelsinhud

Winnie Nakkada og Nanna Rasmussen er bestemt ikke tilfredse med deres kroppe.

»Det blævrer af appelsinhud. Det er ikke så stramt, som det kunne være,« forklarer Nanna og tilføjer så nærmest undskyldende:

»Jeg er godt klar over, det har noget at gøre med medier og kropsidealer, og det er jeg nok også fanget i. Men jeg vil bare gerne have, at jeg ikke føler de der deller over det hele, når jeg sætter mig ned. Og at jeg kan hoppe i lige det tøj, jeg vil.«

Utilfredsheden med kroppen forstærkes afmedierne. Psykiatrifonden har lavet en undersøgelse af både mænd og kvinders mangel på selvværd, hvor kvinder ligger skarpt i front. Her forklarer psykolog Anne Kaplan, at medierne er med til at forstærke kvinders mangel på selvfølelse.

»Udvalget af magasiner til kvinder er jo enormt. De opfordrer kvinder til at spørge sig selv, om de er tilfredse med deres liv, og tilbyder samtidig en masse gode råd og vejledning. Med lidt hjælp kan du blive slankere, få mere i løn og så videre.«

Man kunne så konkludere, at mediernes optagethed af kropslig perfektion blot er udnyttelse afisær kvinders lave selvværd. Kvinder kunne jo blot slappe af og tage sig sammen og være ligeglade.

Adskillige undersøgelse viser imidlertid, at udseendet –ikke mindst vægt – harstor betydning for, hvordan man vurderes også på arbejdsmarkedet. I Frankrig har sociologen Jean-François Amadieu beskrevet, hvordan skønhed vurderes i et samfund på et givet tidspunkt og helt generelt har indflydelse på det sociale liv. I 10’erne skal man være slank, forklarer han.

»En ansøgning, hvor kandidaten på det vedlagte billede ser overvægtig ud, har langt færre chancer end den, hvor personen er slank, og det gælder overalt i den vestlige verden.«

Her er der så til gengæld forskel på mænd og kvinder. Birgit Petersson, lektor på Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet forklarer til Alt for Damerne, »at der hersker en forestilling om, at tykke kvinder er grådige, dovne og uintelligente, mens den slanke kvinde bliver betragtet som en person, der har kontrol over sig selv og sit madforbrug«.

»Den tykke mand er historisk set blevet betragtet som magtfuld og diskrimineres derfor ikke i så høj grad som kraftige kvinder.«

I de mange Fitnessworld landet over, er der da heller ikke udbudt Badebukser Bootcamp.

Kvindelig fallos

I et forsøg på at grave dybere i denne kønsforskel går psykoanalytikeren Alvarez-Olivero så ud fra, at det fortsat har at gøre med det mærkelige begreb ’fallos’.

Lige siden Freud er det, som repræsenterer magt, blevet kaldt fallossymboler. Vi kender det i form af store biler eller cigarer, men det gælder alle måder at udvise magt på.

I en verden, hvor både mænd og kvinder skal magte noget, kan man så passende gå tilbage til det oprindelige fallossymbol: penissen.

Alvarez Olivero forklarer kvinders nuværende situation med et meget kryptisk og poetiskcitat, fra den franske psykoanalytiker Jacques Lacan .

»Manden er ikke uden at have den, mens kvinden er den, uden at have den.«

Det er den sidste sætning i dette obskure citat, Alvares-Oliverosvender og drejer. For det, der egentlig siges er, at ingen egentlig har den – magten altså. Til gengæld har det at gøre med, hvordan kønnene betragter hinanden. Mennesker tror helt generelt, at fallos er hos den anden og især det andet køn. For en kvinde er en mand ikke mand, hvis han ikke har en penis – eller fallos eller bare noget magt. Men for en mand er det hele kvindekroppen, der i en vis forstand kan siges at udgøre fallos.

Det, som nu er ved at ske, er ifølge Alvarez-Oliveros, at visse kvinder selv påtager sig det mandlige blik på krop og identitet. Det er disse søgende kroppe som pumper i fitnesscentret. De prøver at opretholde deres egen krop som symbol på den magt og kontrol, der opretholder deres identitet.

Den franske ernæringsekspert Jean-Philippe Zermati har som mange andre advaret mod den perverse virkning af utallige slankekure mange kvinder underlægger sig. I det lange løbtager man på og slider dermed endnu mere på selvtilliden. Men han mener også, at kroppen helt generelt har fået ny betydning.

»Selve kroppen er blevet en langt vigtigere social markør. Førhen var det omgivende samfund meget mere opmærksom på fremtoningen, det vil sige kroppen svøbt ind i mange lag af stof. Tidligere udtrykte man sig gennem tøjet. Da korsettet forsvandt, blev kroppen så sit eget korset. Det er jo det, som truer, når vi nærmer os sommeren; tøjet bliver stadig mere afdækkende, især de unge pigers. Så er det selve kroppen, man vurderes på, i stedet for på tøjet.«

Hvor længe kan man så udsætte manglen på perfektion? Alvarez Olivero understreger, at det i al fald er en identitet, som kræver hårdt arbejde.

I Fitnessworld mener Winnie og Nanna, at det især hører ungdommen til, at være så optaget af kroppen. De hviler allerede langt mere i deres kroppe, end de gjorde, da de var yngre, forklarer de. Og det fortsætter i samme retning:

»Jeg har fået vide af min mor, at utilfredsheden forsvinder på et tidspunkt,« griner Winnie højt.

»Du føder nogle børn, og så er du ligeglad.«

Nanna og Winnie er lattermilde og fortrøstningsfulde.

»Jeg tror, kvinder bliver mere tilfredse nu til dags, for nu gør vi jo selv noget ved det,« konstaterer Nanna.

Begge skyder i al faldmødet med den uperfekte krop ud i fremtiden. De andre og ældre må nemlig gerne være uperfekte.

»Jeg skal da nok tage imod mine rynker, når de kommer,« forsikrer Nanna om sit fremtidige jeg.

Bag os vandrer og løber en stadigt stigende skare af sted på sorte maskiner, og inde i fitnessalen er endnu et holdsmukke mennesker ved at oparbejde røde kinder. På væggen står en sætning skrevet med grønt.

»Et smil betyder ikke altid, at man er glad, men at man er stærk nok til at smile, selv om det gør ondt.«

 

Prøv information gratis i 4 uger – helt uforpligtende. Du får både adgang til hele information.dk, den trykte avis og e-avisen. Bestil her »

Relaterede artikler

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Olaf Tehrani

Er det nu også nødvendigt at gå disse psykoanalytiske omveje?
Måske ser vi bare det nye udtryk for det trivielle forhold, at kvinder konkurrerer benhårdt og ubarmhjertigt mod hinanden.
(Det er vel en almindelig iagttagelse, at når en kvinde virkelig staser sig op og smukkeserer sig, vil det oftest være fordi, hun skal ud med veninderne.
Læs også Milan Kunderas morsomme kvindeportrætter i romanen .)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Erik Højer

Freuds oprindelige fallos-teorier (dreng ser pige som dreng uden penis med kastrations-angst til følge) kan være meget fristende at overføre på hvad som helst, der handler om køn og identitet. Hvis man har behov for at få genopfrisket sit franske, er her et link til den omtalte artikel af Alvarez-Olivero; jeg har ikke umiddelbart kunne finde det citerede Lacan-citat i den af Byrckel oversatte ordlyd; men det kan jo være andre har mere held end mig.

http://sciences-croisees.com/N2-3/oliveroalvarez.pdf

anbefalede denne kommentar