Mediejurist: Tidslerne i offentlighedsloven er plantet af departementschefer

Efter syv års indsats i Offentlighedskommissionen er Oluf Jørgensen ikke i tvivl om, at de to mest omstridte paragraffer i forslaget til ny offentlighedslov er drevet frem af centraladministrationens øverste chefer

Mediejuristen Oluf Jørgensen mener, vi har et problem, da embeds-mændene i stigende grad skal varetage både at udvikle politikken og give kvalificeret modspil. De får derved stor magt, men er angste for at blive kigget efter i kortene.

Sigrid Nygaard

Danmark skiller sig ud fra de øvrige nordiske lande ved, at der i de senere år har udviklet sig en kultur i centraladministrationen, hvor embedsmændene ud over den faglige rådgivning også i stigende omfang skal varetage den politisk-taktiske rådgivning af ministrene.

Denne tendens ser mediejuristen Oluf Jørgensen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus som den vigtigste drivkraft bag de to mest omstridte paragraffer i forslaget til den ny offentlighedslov, nemlig paragraf 24 om ministerbetjening og paragraf 27 stk. 2 om udveksling af dokumenter mellem ministre og folketingsmedlemmer.

Ifølge Oluf Jørgensen dækker de to paragraffer over »et skred i embedsværkets rolle« i Danmark, hvis drivkraft er de mest magtfulde departementschefer på Slotsholmen.

»Med den gældende offentlighedslov er der allerede i vid udstrækning et fortroligt rum på Slotsholmen, hvor ministrene kan få rådgivning, uden at der er aktindsigt. Når den nye offentlighedslov tilføjer to nye væsentlige og navnlig elastiske udvidelser af dette fortrolige rum, er det drevet frem af den gruppe af departementschefer, der indgår i den såkaldte styregruppe, nemlig departementscheferne for de syv ministre, der udgør regeringens koordinationsudvalg. Det er mit bestemte indtryk, at det er dem, der vil paragraf 24 og 27 stk. 2,« som Oluf Jørgensen udtrykker det.

Formand støttede embedsmænd

I Offentlighedskommissionen deltog Oluf Jørgensen i 47 af kommissionens 49 møder samt i 18 møder i et arbejdsudvalg, hvor han repræsenterede den såkaldte nimandsgruppe.

»I løbet af de første møder fandt vi ud af, at vi var ni repræsentanter for pressen, forskere og folkeoplysningen, som havde fælles synspunkter på en lang række områder. Vi kom snart til at holde separate formøder før de rigtige møder. Det samme gjorde embedsmændene for øvrigt.«Kommissionen havde 21 medlemmer, hvoraf 10 var embedsmænd, og i flere år var det ikke klart, om nimandsgruppen eller embedsmændenes gruppe ville ende med at udgøre flertallet, erindrer Oluf Jørgensen.

»Nimandsgruppen endte med at lave tre dissenser, hvor vi var uenige med de andre, og helt frem til slutfasen arbejdede vi fortsat på at få flertal. Vi havde ingen tilkendegivelser fra formanden, den tidligere ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen, men det endte med at stå 10/10, og derfor blev hans stemme afgørende.«

Den tidligere ombudsmand endte med at stå side om side med embedsmændene, der derved fik flertallet:

»Jeg blev overrasket over, at formanden valgte at gå til den side, men helt til de sidste møder var det virkelig snært.«

Da Kommissionen i 2009 afleverede sin beretning, var nimandsgruppen blevet mindretal. Og da daværende justitsminister Lars Barfoed (K) i 2010 fremlagde VK-regeringens forslag til ny offentlighedslov uden hensyn til mindretallets dissenser, blev opgaven for Oluf Jørgensen og andre fra nimandsgruppen at overbevise et flertal i Folketingets Retsudvalg om, at mindretallet havde ret i sine dissenser.

Det så ret lovende ud, i hvert fald i begyndelsen, husker Oluf Jørgensen.

»Der var en grundig lovbehandling for to år siden. Retsudvalget tog på studietur til Oslo og Helsinki, og mit indtryk var, at vi var tæt på at få et flertal i udvalget overbevist om mindretallets forslag.«

På grund af usikkerhed først og fremmest om rækkevidden af paragraf 24 kunne Lars Barfoeds forslag til ny offentlighedslov ikke samle flertal og bortfaldt. Under lovbehandlingen i foråret 2011 havde Justitsministeriet afgivet flere svar, der viste, at ministeriet i sin fortolkning af lovforslaget ifølge Oluf Jørgensen og nimandsgruppen var ved at glide væk fra begreber og fortolkninger, som der tidligere havde været enighed om i kommissionen.

»Et tydeligt eksempel var de papirer, som journalist Jesper Tynell havde fået aktindsigt i. De viste, at den daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) havde set bort fra et flertal i Folketinget i en sag om arbejdssikkerhed. Justitsministeriet mente ikke, at Tynell efter Lars Barfoeds lovforslag ville få adgang til disse papirer, selv om der var truffet en ministerbeslutning, selv om vi udtrykkeligt havde været enige om i kommissionen om, at der skulle være aktindsigt i endelige beslutninger.«

Justitsministeriets svar fik nimandsgruppen til i marts 2011 at stramme deres kritik af de to omstridte paragraffer. Tidligere var nimandsgruppen gået med til at acceptere paragraf 24, men kun under bestemte betingelser.

»Vi havde hele tiden ment, at den øgede udvidelse af det fortrolige rum, som paragraf 24 indebar, ikke kunne stå alene. Afgørende demokratiske hensyn talte for, at hvis man accepterede den paragraf, så skulle man samtidig styrke offentlighedens adgang til indsigt i grundlaget for de politiske beslutninger. Derfor formulerede vi et mindretalsforslag til paragra 29, der skulle sikre det. Vi brugte mange møder i kommissionen på at diskutere det. Men embedsmændene endte med at vende tommelfingeren nedad, og det blev så yderligere understreget af de svar, Justitsministeriet senere gav til Retsudvalget, bl.a. om Tynells aktindsigter.«

Senest har Morten Bødskov (S) bekræftet, at heller ikke SRSF-regeringens forslag til ny offentlighedslov ville give indsigt til Tynell.

Kalder på opgør

I dag er Oluf Jørgensen midtvejs i et forskningsprojekt om offentlighedsloven i nordisk belysning. Der er markante afgørende forskelle på forvaltningskulturen i de nordiske lande.

»I Sverige, Norge og Finland får en minister følgeskab af statssekretærer, som er en slags viceministre, foruden deciderede politiske rådgivere. Det betyder, at den almindelige faglige rådgivning varetages af embedsmændene, mens den politisk-taktiske rådgivning varetages af de politiske rådgivere og statssekretærerne,« siger han.

»Anderledes i Danmark, hvor ministrene kun har kommunikationsrådgivere, men ikke personer, der er kvalificerede til at udvikle politikken eller give kvalificeret modspil til embedsmændene. I stedet skal de almindelige embedsmænd i stigende grad varetage begge dele. Og som sagt er det efter min opfattelse forklaringen på topembedsværkets store interesse for paragraf 24 og 27 stk. 2.«

»Efter min bedste overbevisning er vi nødt til at tage et opgør og få adskilt den faglige rådgivning fra den politisk-taktiske, hvis vi skal have et levende demokrati, hvor offentligheden stadig har ret til indsigt i grundlaget for beslutningerne.«

Ellers risikerer befolkningen ifølge Oluf Jørgensen, at blive »stopfodret med statslig propaganda, når der træffes beslutninger på et tyndt fagligt grundlag«.

»Man kan se f.eks. i statsløsesagen og i dagpengesagen, at der er sjusket med de faglige vurderinger. Min pointe er, at de veluddannede og dygtige embedsmænds faglige vurderinger selvfølgelig skal bruges, men det bliver de ikke, hvis embedsmændene hele tiden får at vide, at de ikke bare skal tænke fagligt, men også politisk-taktisk.«

 

Journal

Offentlighedsloven er en mundkurv til vagthunden

Revideringen af offentlighedsloven har været længe undervejs og under vingerne på flere regeringer. Nu er den omstridte offentlighedslov vedtaget, og dermed vil der fremover komme indskrænkninger af muligheden for at få aktindsigt i ministrenes arbejde

Kommentarer

Brugerbillede for John Damm Sørensen

Det havde været befriende, om vi havde fået den historie mens kommissionen sad.

I stedet tillod kommissionens medlemmer stiltiende og på et yderst tyndt grundlag den ene afvisning af aktindsigt efter den anden i kommissionens arbejde.
Som begrundelse blev anført hensynet til det fortrolige rum, som politiske processer betinger.
Der sad blot ikke en eneste politiker i kommissionen.

Den nye offentlighedslov er blot et resultat af den lukkethed, som en samlet kommission tillod.

Brugerbillede for Peter Hansen

Den ubestikkelige, danske embedsmand havde nogle forudsætninger, som er blevet fjernet. Dels er lønniveauet øget, så det ikke længere er pligtfølelse, der driver karrieren, må man tro, dels er horden af undergivne, bl.a. i kraft af en centraliseret styring i forhold til institutionerne, voldsomt forøget.
I Sydeuropa garderede man sig, om vi bryder os om det eller ej, imod den slags uparlamentariske magtbaser ved at have en tidlig pensionsalder: efter 20 eller 25 år var det ud af vagten.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

De norske, svenske og finske "statssekretærer" må vel være politisk udpegede, men ansat af staten (får løn fra staten)? De må være udpeget lidt ligesom ministrene, altså gennem deres partier og i sidste ende af statsministeren. Ok, det kunne måske være meget godt til aflastning, sparring, udvikling af den politisk taktiske linje osv., men taler ministrene ikke med deres baglande? Taler de ikke med deres partier og hovedbestyrelser eller landsledelser og udvalg osv.? Så hvorfor have endnu en højtlønnet statssekretær ind over (med egen statssekretærbil i den dyre ende + chauffør)?

I øvrigt, hvad er forskellen på en kommunikationsrådgiver (spindoktor) og en statssekretær? De første giver da også politisk sparing og er med til at udvikle politikken, hvorimod embedsmændene bør holde sig strengt til den faglige rådgivning.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole  Brockdorff

Forfatteren Carsten Jensen kom for nogle år siden med den strålende karakteristik, at kampen om statsministerposten mellem Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt ikke var et spørgsmål om to mennesker, der hver især har en politisk vision som regeringsledere for et velfungerende Danmark, men blot er to ganske almindelige mennesker, der stræber efter den højeste position som embedsmand i Danmark, og jeg føjer så den påstand til, at det skyldes den kendsgerning, at vores indenrigspolitiske handlinger i dag reelt styres af de tusinder af embedsmænd og lobbyister hos EU, der gennem de sidste 20 år har begået et omfattende statskup mod de selvstændige europæiske staters uafhængighed og selvstændighed.

Dagbladet BT præsenterer i dagens udgave en nærmest tårepersende historie om finansminister Bjarne Corydon under hovedrubrikken ”Så hårdt styrer Corydon – manden der vil redde Danmark”, og avisen prøver gennem et omfattende portræt og interview, at bilde vælgerbefolkningen på 4,1 millioner borgere ind, at denne socialdemokrat er indbegrebet af en visionær politiker, der om få år vil blive hyldet som en helt af nationen, fordi han i tide greb ind og gennemførte de mange nødvendige økonomiske reformer.

Avisen får det til at lyde som om, at Bjarne Corydon dukker op i Finansministeriet hver morgen med sine politiske visioner i et manual under armen, og her leder og fordeler arbejdet blandt de mange dyrt betalte embedsmænd fra DJØF, som er til rådighed for ham. Men enhver med bare en lille smule politisk bevidsthed ved selvfølgelig udmærket, at de danske embedsmænd udelukkende fungerer som stik-i-rend drenge for de mørke usynlige politiske kommissærer (embedsmænd), udpeget af EU-kommissionen i Bruxelles, der sørger for at føre de såkaldte ”landespecifikke henstillinger” ud i livet, og som hele tiden kigger de danske embedsmænd over skuldrene.

Min pointe med at fortælle om interviewet fra dagbladet BT ind i denne kontekst med ”tidslerne i offentlighedsloven” er, at tingene i høj grad hænger uløseligt sammen derhen, at danske politikere i dag lader sig 100% diktere af ikke-folkevalgte danske embedsmænd, der igen lader sig styre og kontrollere af ikke-folkevalgte embedsmænd i Bruxelles, og dermed er Danmark reelt sat ud af billedet som en selvstændig nationalstat, der bestemmer over sin egen nationaløkonomiske politik på grund af politikernes og embedsmændenes opportunisme, ansvarsløshed og ansvarsforflygtigelse.

Vi har ”afleveret” demokratiet og folkestyret til de værste supersocialister og superkapitalister under EU, der er hamrende ligeglade med demokratiet som verdens bedste politiske styreform for alle frihedselskende mennesker, og denne kendsgerning har samtlige medier i Danmark (også dagbladet Information) været klar over lige siden SRSF-regeringen blev valgt i september 2011, men det har ingen af medierne haft spor travlt med at analysere og kritisere grundigt før nu, hvor pressens (og dermed befolkningens) personlige adgang til politikernes og embedsmændenes arbejde skal begrænses kraftigt.

Derimod taler alle i øjeblikket udelukkende om situationen med dagpengene, og vælgerbefolkningen ”overhældes” med den ene meningsmåling efter den anden om, at et stort flertal i befolkningen ønsker Lars Løkke Rasmussen tilbage som landets statsminister, fordi de med rette føler sig groft manipuleret og snydt af en SRSF-regering, der lige siden valget i 2011 har brudt samtlige løfter til vælgerne, og i stedet kører løs med de politiske og økonomiske reformer, som VK-regeringen i forvejen stod for.

Nu er turen i ”moderniseringen” af samfundets centraladministration så kommet til pressens adgang til offentlige dokumenter, hvor det som rigtigt sagt af mediejurist Oluf Jørgensen er de ikke-folkevalgte embedsmænd fra DJØF, som er drivkraften bag de to omstridte paragraffer i den nye offentlighedslov, der fremover vil blokere for pressens muligheder for at afsløre politikernes løgn, svindel, fortielse og manipulation af de politiske samtaler og beslutningsprocesser, og SRSF-regeringen får alle tæskene fra medierne og befolkningen.

Ligeledes skal man hæfte sig ved, at kommissionsformanden er den tidligere ombudsmand Hans Gammeltoft Hansen, manden, der skabte den tragiske Udlændingelov af 1983, der i dag har udraderet Danmark som en homogen nationalstat og gjort os til en multikulturel nation på bekostning af danskernes førstefødselsret til deres fædrene jord, og ingen havde vel fra begyndelsen af Offentlighedskommissionens arbejde regnet med, at denne supereuropæer og superglobalist ville give sin overordnede stemme til modstanderne af opstramningerne i offentlighedsloven.

Alle i vælgerbefolkningen bedes også venligst bemærke, at ingen medier for alvor er ”gået i flæsket” på Venstre eller De Konservative, og afkrævet dem et dybtgående svar på, hvorfor netop de som påståede borgerlige frihedselskende partier går med til en ny begrænsende offentlighedslov sammen med SRSF-regeringen, altså det faktum, at en tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen også går varmt ind for en opstramning, i stedet for at være lodret imod loven sammen med Dansk Folkeparti og Enhedslisten samt Liberal Alliance, og dèt er det bedste bevis på, at Danmark i dag styres af en usynlig politisk hånd ved navn EU-kommissionen i Bruxelles.

Socialdemokraterne, De Radikale, SF, Venstre og De Konservative har nemlig alle det til fælles som politiske partier, at de er glødende tilhængere af føderationen Europas Forenede Stater og den omfattende nedlæggelse af nationalstaterne uden at spørge befolkningerne, og derfor er det hamrende nødvendigt for dem, at få lukket ned for enhver adgang til de politiske arbejds- og beslutningsprocesser i ministerierne, så de ligesom i de totalitære stater kan holde alt skjult for befolkningen.

Men hvis de danske medier som blandt andet dagbladet Information virkelig er helhjertede modstandere af den kommende offentlighedslov, og virkelig ønsker at tilkendegive deres utilfredshed med indskrænkningen i offentlighedens adgang til politikernes og embedsmændenes arbejde, ja, så kunne journalisterne og udgiverne passende i samlet flok boykotte den politiske dækning af Folketinget i 100 dage, nøjagtig som Ekstra Bladet gjorde det i slutningen af 1980`erne, for så ville politikerne og embedsmændene være nødt til at forholde sig helt anderledes til sagen.

Dansk politik anno 2013 er rent brød og skuespil for befolkningen.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Men det er altså i sidste ende Folketinget, der har beslutningen og ansvaret. Man kan komme nok så mange henvisninger til, at det er embedsmændenes værk, departementscheferne, 10 mandsgruppen, Gammeltoft Hansen osv., men det er folketingspolitikerne, der bestemmer til sidst. De kunne bare sige nej. Man kan ikke påstå, at de ikke er blevet advaret eller forsøgt råbt op. Men de vil altså ikke høre. De vil have den forbaskede lov med § 24 og § 27, stk. 2, og det hele, ingen kan få dem rystet ud af den faste overbevisning, at de har behov for mere hemmelighedskræmmeri. Kan det være fordi, der er opstået en slags forfølgelsesvanvid, en lille stille paranoia, der er krøbet ind under huden og har lagt sig til rette bag gardinerne på Christiansborgs gange og kontorer? Måske udviklet i en syndig symbiose mellem politikerne selv og deres på éngang frygtede og elskede forfølgere, der ikke skyr noget middel for at få paparazzoen i kassen, og lade den britisk inspirerede Rupert Murdoch-journalistik hænge politikerne til tørre for åbent tæppe så længe, at de bliver forhenværende før tid. Er det bare blevet for meget med al den presse? Som bruger al deres energi på at kaste sig over politikerne på mere eller mindre unfair måder, og som politikerne elsker at mænge sig med, når de synes, de kan bruge det rent vælgertækkemæssigt. Måske har de selv trådt over stregen alt for ofte, og er nu trukket i flyverskjul, ud af baggøren, op på cyklen og ned af en sidegade, som ingen kender.

Brugerbillede for Hugo Barlach

Også herfra en klar tak til Oluf Jørgensen for i åbenhedens interesse at give en væsentlig del af processen i offentlighedskommisionen videre til offentligheden. Det er nemlig samme offentlighed, som nu senest justitsminister Morten Bødskov, ligesom hans forgænger Lars Barfoed, har valgt helt at se bort fra, når det gælder den selvfølgelige protest omkring indskrænkningerne af den rolle som offentligheden (dig og mig) formidlet over medierne kan deltage med i et åbent og aktivt demokrati samt til udviklingen heraf fremover. Det er ikke en uvæsentlig anke, som er rejst imod departementschefernes indflydelse på det danske demokrati. Ikke mindst fordi embedsmændene ikke er på valg og derfor står uden for de sanktionsmuligheder, som befolkningen kan give udtryk for overfor politikerne i forbindelse med valg.

Forslaget til ny offentlighedslov er allerede blevet bedømt som en de fakto -indskrænkning af befolkningens grundlag for at gøre oplyste indsigelser imod de dispositioner, der træffes indenfor i de gældende magt-relationer. Og dermed en åbenlys mørklægning af politikudviklingen herhjemme. Med det resultat at man sætter revisions-muligheden over styr og fremover blot kan konstatere ny lovgivning efter fremsættelsen. Det gælder ikke kun offentligheden som instans i det moderne demokrati, men samtidig de menige folketingsmedlemmers muligheder for at sikre en kompetent omgang med nye lovforslag før de rammer folketingssalen og flertallet reelt ér klappet af. Med andre ord er en magtelite på vej til at underløbe betingelserne for et transparent og åbent folkestyre, hvor den enkelte kan spille en aktiv rolle.

Og det lover under ingen omstændigheder godt for en fornuftig udvikling af folkestyret...

Med venlig hilsen

Brugerbillede for Lisa Ahlqvist

SLANGETUNGERNE MENER JORDEN ER DERES - DE HAR JO SELV FORMET DEN

Det kan vel næppe undre andre end slangetungerne selv, at tidslerne i offentlighedsloven er plantet af departementschefer, da disse besynderlige væsner, der ligner en tro kopi af al møblementet i alle offentlige bygninger, bestemt mener, denne jord er deres - de har jo selv formet den. Mens de i arbejdstiden besad tronstolen og tog den osse med hjem efter midlertidigt residerende på kontoret, tronsalen, eller hvad, og lod den aldrig ud af syne, mens de sov eller drømte.

Men vi andre skal altid huske, at lære af historien, for af den bliver man let klog. Se årsagen til Romerrigets fald og endeligt, var og er imidlertid stadig ikke alment kendt og forstået, selv blandt de mest lærde af den menneskelige race udenfor disse støvede og hermetisk lukkede slangetungetempler.

For den virkelige årsag til Romerrigets endeligt og forfald, var helt enkelt netop det, at alle dets Djøffer samledes i Rom.

LISA AHLQVIST, GLOSTRUP

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mandatar Torben  Wilken

En stor tak til denne frihedskæmper for vores demokrati. Kampen kan virke håbløs, men historien viser, at det nytter meget at holde ud og aldrig give op. Den store debat og de mange underskrifter skal fortsætte. Vi skal snakke og skrive Dem ud af kontorerne. De skal aldrig få det sidste ord.

Emnet en Ny Offentlighedslov er så vital for befolkningen, at den ikke burde kunne vedtages af et simpelt flertal i Folketinget førend dens indhold og virkning var grundigt belyst.
Den gruppe mennesker som sad i Kommissionen og som i 2009 kom med sin indstilling var måske sammensat på en skæv måde der gjorde, at det slet ikke var til fordel for befolkningen, at de skulle arbejde, men for at give dem selv en bedre platform, hvor de ikke skulle stå til regnskab for administrationens enkelte dele. Offentlighedskommissionen havde 21 medlemmer, hvoraf 10 var embedsmænd, 9 var repræsentanter for pressen, forskere og folkeoplysningen. Formanden var den tidl. Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen. Set ud fra den synsvinkel, er lovforslaget jo godt nok.
Det demokratiske retssamfund, Kongeriget Danmark erstattes nu af firmaet Danmark med en formand, bestyrelse, repræsentantskab og medarbejdere. Alt er i et lukket system. Der gives kun meddelelser, omhyggeligt redigeret og hvor ”Undskyld, vi har taget ved lære og skal nok gøre det bedre fremover” bliver standart beskeden til ejerne (befolkningen).

En sådan ændring af vores samfund er så dybtgående, at Grundloven må komme i spil.

De fleste vælgere kender meget lidt til de personer, der stiller op til valg. Valgkampen der skulle gøre os klogere på personerne, eksisterer slet ikke mere. Det der skulle være et kald, et tillidshverv, er i dag blevet et godt betalt fuldtidsjob med en masse goder, rejser m.m.. Det enkelte medlem af Folketinget står reelt ikke til ansvar for de beslutninger de udløser ved at trykke på stemmeknappen. De står til ansvar for Folketingsgruppen.

Hvis man ser på den administration, de enkelte ministerier har leveret i forhold de gældende retsregler, så er embedsværket ikke den reelle faglige ekspertise, men et system, hvor man ved at tækkes, stiger i graderne, skaber sin fremtid og dermed i lønnen. Nu skal man også tækkes den til en hver tid siddende minister helt ned på gulvnivue. Denne udvikling har vundet indpas, og især taget fart siden 2001 og stopklodsen for information har været standart beskeden: ”Det er vores fortolkning”. Om den fortolkning var retsstridig var helt uden betydning.

Hvis nu dette lovforslag ville være til fordel for borgerne, befolkningen, som jo hele styreformen skal betjene på bedste demokratiske måde, ja så ville denne debat ikke have været så lukket, så arogant og afvisende informativ. Man skal her hefte sig ved, al det vi ikke kan få konkret svar på. Hverken i Folketinget, i pressen eller ved henvendelse direkte. Det er kun justitsministeren, siger Statsministeren, der udtaler sig og det gør han for alle ministerier herunder også Statsministeriet. Behovet er kun angivet at skulle være et større frirum for ministeren og embedsmændene til at drøfte ”løse luftige tanker”. Der skal være meget væsentlige grunde til, at man ændre så væsentligt i mulighederne for en reel virkelig basseret gennemskuelighed og information. Disse grunde vil justitsministeren ikke fremkomme med. Når der så spørges til eksembler, er svaret: Der er ingen eksembler der kan begrunde forslaget gennemførelse.
For et hvert normalt tænkende menneske, må ALARM-klokkerne ringe for fuld kraft. Derfor må vi i demokratiets navn forlange, at hvert medlem af Folketinget ved navn står ved sin stemme for lovforslaget. Vi må vide hvem der svigter vores tillid. Hvem der vil fremme en sådan mangel på respekt for folkestyrets fundament.

Brugerbillede for Vibeke Nielsen

Michael Kongstad Nielsen

I din første kommentar undrer du dig over, hvordan et samfund eventuelt skulle kunne have glæde af, at ministre rådfører sig med andre end kommunikationsfolk, når de politikudvikler.

Nu har du jo andetsted på disse sider skrevet, at du er med i Enhedslisten. Du mener forhåbentlig ikke - helt seriøst - at man ved at uddanne sig 4-5 år på RUC, SDU eller journalisthøjskolen får det faglige grundlag for at politikudvikle på alt fra byplanlægning til folkesundhed? Og du mener forhåbentlig heller ikke, at Enhedslisten i det fremtidige postrevolutionære socialistiske samfund, skal bruge landsledelsen og udvalgene som eneste sparringspartnere i politikudviklingen? Eller gør du?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Meget morsomt, Vibeke Nielsen. Hvis er der noget, venstrefløjen altid har haft, så er det fagspecifikke udvalg med indsigtsfulde medlemmer til udvikling af politikken - for i modsætning til den lille købmand og bonden ude på landet har der på venstrefløjen altid været en overflod af højtuddannede og tænksomme, trænet i at tænke i fællesskabets interesser fremfor på sig selv.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Nielsen

Meget morsomt, Peter Hansen. Hvad med forskningen og høringerne af de grupper, som politikken går ud over i alt det her? Hvad med dialogen med organisationerne derude? Jeg synes ikke, at et filosofvælde lyder særligt besnærende endsige demokratisk.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Vibeke Nielsen, min kommenter er affødt af Oluf Jørgensens mening om, at centraladministrationens embedsmænd spiller for stor en rolle, ikke bare i den faglige rådgivning af ministeren, men også i den politisk taktiske rådgivning. Det vil jeg nu have mine tvivl om, men lad det ligge. Oluf Jørgensen henviser så til Norge, Sverige og Finland, hvor den politisk taktiske rådgivning varetages af statssekretærer og "de politiske rådgivere". Hvem de sidste er, fremgår ikke klart. Er det et bagland? Det må det vel være.

Jeg tror ikke, at indførelse af statssekretærer løser disse problemer med et snuptag. Og så spørger jeg, om ikke ministrene har baglande at rådføre sig med. Når det kommer til politikudvikling er det nu engang typisk i partierne, det foregår, i nogle mere end andre, da nogle af partierne er så topstyrede, at medlemmerne ingen indflydelse har. Men ministrene må tage sig tid til at politikudvikle sammen med deres partier. Det er der ikke noget mærkeligt i. At partiet så har brug for selv at undersøge ting og tale med alle mulige ude i samfundet, der lever livet og ved hvor skoen trykker, er en helt anden og oplagt sag, så jeg er slet ikke uenig i, at snævre, halvstuderede kredse omkring RUC eller CBS ikke kan udgøre hele grundlaget for en ordentlig, bred politikudvikling, men det må de jo selv finde ud af.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Nielsen

Michael Kongstad

Jeg tror, du misforstår Oluf Jørgensen lidt. Hans pointe er, at i Danmark er politikernes primære rådgivere kommunikatører - ikke fagspecialister indenfor de politikområder, som de udvikler på eller specialister i offentlig administration eller i høringer. Og med den nye offentlighedslov får vi ingen indsigt i på hvilket fagligt grundlag, beslutningerne bliver taget. Dvs. at beslutningerne i princippet kan blive taget, fordi de lyder godt i en kommunikatørs ører - og derfor er gode som propaganda. Vi kan ikke vide det. Vi må ikke vide det.

At partitoppene og partitoppene alene i samråd med udvalg (udvalg som i fx Enhedslisten ikke er demokratisk valgt) skal træffe de politiske beslutninger som derpå udkommanderes til ministerne, er lige så udemokratisk. Det lugter faktisk lidt af Sovjet i mine næsebor.... Det andet med spindoktorer som rådgivere i politikudvikling lugter lidt af FOX TV...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jesper Frimann

@Peter Hansen.

Jeg er så ikke enig med dig, fordi du har et fagspecifikt udvalg betyder det jo ikke nødvendigvis, at de faktisk ved noget om det faglige. Og om de magter, at se bort fra hvad der er indavlet politisk korrekt inden for partiets mure.
Det du beskriver er jo netop det som den siddende regering mener, at de gør. Problemet er bare at de 'kun' har et sted at henvende sig til, nemlig embedsværket som i dag sidder tungt på hele rådgivningen til enhver siddende regering, tak være Foghs opgør med eksperter, smagsdommere med mere.

Så jeg mener faktisk at du er rigtig rigtig galt afmarcheret. Dermed ikke sagt at Venstrefløjen, f.eks. EL, ikke kan gøre det rigtige. Se f.eks. på hvordan Stine Brix lyttede på faglig kompetente folk uden for det politiske, da det kom til eValg. Du kan være ganske sikker på, at de fleste af de IT folk hun har snakket med, ikke var folk fra EL,men tværtimod nok hørte til en anden politisk fløj.

Der er ting der er rigtige og forkerte og som folk kan blive enige om. Og netop at lytte til folk er en fantastisk kvalitet, som mange politikere har glemt.

Din kommentar mht. købmanden og bonden... er vist ikke så lidt elitær.. min nevø (fra min kones familie) Thomas (hardcore økolog) har nu været i gang med landbrugsudannelser i 8 år (incl praktik og arbejde i Australien) og mangler halvandet år. Tja ja...

// jesper

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kristian Rikard

Vibeke Nielsen og Michal Kongstad Nielsen,
Måske har jeg misforstået Oluf Jørgensen artikel, men jeg anbefalede den blandt andet fordi jeg synes han som en af de få, implicit får forklaret den assymetri der ligger (og altid vil ligge) mellem ministeren og embedsværket i reel faglig pondus og indsigt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Det er muligt jeg misforstår noget, men jeg tror nu godt, jeg forstår Jørgensens pointe om, at danske ministre kun har kommunikationsrådgivere, "... men ikke personer, der er kvalificerede til at udvikle politikken eller give kvalificeret modspil til embedsmændene...".

Så er det bare, jeg siger, at ministrene da for søren må have anden politisk-taktisk rådgivning end fra én enkelt statssekretær eller lignende. Ministrene kan da ikke stå alene i verden og kun have sig selv overfor en massiv mur af magtfulde embedsmænd. Ministrene er valgt af et parti (og statsministeren) til at føre en politisk linje ud i livet, som vedkommende har med sig fra partiet og dets aftaler med partnerne. Og skal der udvikles på politikken, er det partierne, der gør det, ikke hverken statssekretærer, kommunikationsrådgivere eller embedsværket.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jette Abildgaard

Kristian Rikard,

Du skriver bl.a. ''....den assymetri der ligger (og altid vil ligge) mellem ministeren og embedsværket i reel faglig pondus og indsigt''

Korrekt....det vil altid vaere saadan.....indtil det Danske folk kraever at faa et andet system, hvor dette netop ikke kan ske...hvilket jeg haaber saa meget snart vil ske....

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kristian Rikard

Michael Kongstad Nielsen,
Jeg forstår Oluf Jorgensen på samme måde (tror jeg) som du angående disse makrel-i-tomat-i-dåse-sælgere. Og de har jo haft masser af tid og samtidigt fået gode lønninger til at bevise, at de slet ikke er den opgave vi her taler om voksne eller værdige.
Ideen med en slags "statssekretær" (de har jo en eller to ministersekretærer allerede) er i mine øjne forpasset for lang tid siden.
Så lad mig hoppe ud i det med begge ben. Den assymetri jeg taler om kan KUN løses ved embedsværkets egen positive medvirken. Det var vist det, der i gamle dage hed: Noblesse oblige.
PS: Jeg er selv tilhænger af en stærk offentlig sektor i vort komplicerede samfund. Og som sikkert den eneste her på stedet, har jeg også generelt tillid til embedsværket.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mandatar Torben  Wilken

Når politikkerne svigter vælgerne, indskrænker medlemsskaren i lokalforeningerne, så forsvinder fundamentet for det politiske parti og så må man have noget andet i stedet.

Embedsværkets interesse i denne lov er alarmerende indlysende og det er det debatte bør koncentrere sig om.

Folketinget skal repræsentere befolkningens sammensætning. De folkevalgte skal ikke være specialister, de skal være borgere, almindelige mennesker med viden fra deres erhvervsliv. Mennesker der vil samfundet noget godt, ikke sig selv.
Hvis regeringen vil befolkningens bedste i denne sag, så lusker man den ikke igennem Folketinget på manglende eksempler på reelt behov. Er der brug for en helt ny opgave for embedsværket, så skal det ikke afgøres på denne måde med en kommission og så vedtagelse i Folketinget. Sagen skal drøftes i befolkningen hvor ALLE forhold er ordentlig belyst og så en Folkeafstemning. Det er respekt for vores Folkestyre. Fri os for et embedsmands styre.
Lad os ikke "hoppe" på denne luske-strategi. Den viser netop at der ikke er brug for loven. Vi skal ikke have flere "Claes Nilas" tilfælde. Hvorfor skal vi have en "Statsløskommission" hvis det der førte til skandalen er det der skal gælde i fremtiden.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Kristian Rikard, du taler om "den asymmetri der ligger (og altid vil ligge) mellem ministeren og embedsværket i reel faglig pondus og indsigt." og embedsværkets positive medvirken til at overkomme den. Det er jeg enig i, selvom der kan forekomme variationer (stærk minister, svagt embedsværk mv.) Oluf Jørgensen mener, at embedsværket har overskredet sine grænser fra at være faglig rådgiver og til at være politisk-taktisk rådgiver. Han har jo stor viden og erfaring indenfor området, så der er nok noget om det, men det er nu nok fordi, politikerne og navnlig ministrene har efterspurgt det. Hvis ministrene beder embedsværket om at tænke og agere som politikere, og rådgive ud fra det, så er ministrene selv ude om det.

Jeg tror nu ikke det er så slemt, hvis bare politikerne tager sig sammen og påtager sig det ansvar, de har. Danmark har en dybt rodfæstet tradition for loyale og neutrale embedsmænd, der kan virke under ethvert ministerium. Derfor skiftes de heller ikke ud, hver gang regeringen skifter farve, som de gør i mange angloamerikanske lande. Danske embedsmænd kende deres plads som faglige rådgivere overfor det politiske niveau, og fører normalt de politiske beslutninger ud i livet efter bogen. Hvis de bliver bedt om mere, bør de sige nej, det er en del af rådgivningen. I visse tilfælde må de også stå fast overfor en minister, der er på vej mod ulovlige handlinger f. eks.

Hvad der i det konkrete tilfælde har fået 10-mandsgruppen af embedsmænd til at fastholde anbefaling af undtagelserne i § 24 og § 27, stk. 2, er svært at sige. Jeg kan ikke forestille mig, at det skulle være for deres egen skyld. De har ingen selvstændige interesser i dette, udover at betjene ministrene. Men de har vel fundet, at det var i politikernes interesse, at have dette udvidede fortrolige rum, og de er jo ikke blevet modsagt af politikerne. Man kan være uenig i undtagelserne, og det er jeg også, men at give embedsmændene skylden, og skyde dem i skoene, at de vil lege politikere, er der næppe meget hold i.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mandatar Torben  Wilken

"Hvis ministrene beder embedsværket om at tænke og agere som politikere, og rådgive ud fra det, så er ministrene selv ude om det." skriver du Michael Kongstad Nielsen

Jeg vil ikke virke klogere, men med nærkontakt som mandatar med ministerierne over en lang årrække, har jeg en indsider viden som gør, at jeg må skuffe dig.
Du skriver; "Hvis de bliver bedt om mere, bør de sige nej, det er en del af rådgivningen. I visse tilfælde må de også stå fast overfor en minister, der er på vej mod ulovlige handlinger f. eks."
Ja men det er her de har svigtet. Embedsværket SKAL være politisk neutral og ikke hverken udtænke eller deltage i "politisk-strategisk virksomhed eller rådgivning". Det er her "Kulturen" er blevet syg. Derfor blev Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration nedlagt og hovedparten af embedsmændene med departementschefen Claes Nilas i spidsen flyttet til andre job fordi man kunne ikke fyre dem af forskellige grunde herunder selve skandalen.
Du skriver videre:
"Jeg kan ikke forestille mig, at det skulle være for deres egen skyld. De har ingen selvstændige interesser i dette, udover at betjene ministrene."
Jo det har de i aller højeste grad i dag. Grunden til at så mange topembedsmænd slap fri i Tamilsagen, Claes Nilas incl. var netop på "bevisets stilling". Med denne lov lukker man effektivt af for, at sandheden kan kommer udenfor dørene. Derfor støtter DJØF varmt lovforslaget, især de omtalte paragraffer. Jeg har det fra Per Hansen DJØF. Bemærk at DJØF ikke har foretaget sig noget overfor Claes Nilas. Bemærk også hvor lidt konkret embedsmændene er overfor kommissionen. Den der kender bare lidt til den sag, kan se hvor gode de er til at tale uden om. De skulle netop lægge kortene på bordet.
Ministeriet blev nedlagt for at skære den syge kultur væk og opgaverne blev spredt ud. Det mest syge kom under Justitsministeriet og Morten Bødskov (S). Udlændingenævnet blev oprettet. Pressen har afdækket Morten Bødskovs måde at håndtere sandheden på og svare konkret. Løgnen, ikke bare tavsheden, er blevet et legitimt politisk værktøj. Nu må vi fremover heller ikke se de dokumenter der afdækker hvor "rævekagerne og direkte ulovligheder fødes og opbygges". Det er den mission Morten Bødskov og regeringen er ude i med loven. Hvor naiv kan man dog være. Hvad skal vi med en offentlighed i forvaltningen, hvis borgerne ikke kan se eller kan få lov til at se, "Skriften på væggen" ? Selv en blind må kunne fornemme lugten.
Dette er desværre Socialdemokraterne i en Nøddeskal. Det er situationen i dagen Danmark. VK er helt med på den. Lad os endelig sætte en "cementprop" i, så alt det vi gjorde, da vi var regering ikke skal dokumenteres. Vi kan ikke være uenige om disse faks. De er nemlig desværre faktum.

Brugerbillede for Lisa Ahlqvist

Peter Hansen

"12. maj, 2013 - 08:42#
Meget morsomt, Vibeke Nielsen. Hvis er der noget, venstrefløjen altid har haft, så er det fagspecifikke udvalg med indsigtsfulde medlemmer til udvikling af politikken - for i modsætning til den lille købmand og bonden ude på landet har der på venstrefløjen altid været en overflod af højtuddannede og tænksomme, trænet i at tænke i fællesskabets interesser fremfor på sig selv."

Kære Peter Hansen
Hvis alt er så godt og velorganiseret, samt alle de højtuddannede og fællesskabs interesserede på venstrefløjen, kan du så venligst forklare en måbende forsamling, hvordan og hvorfor vi har fået den mest forfærdelige, utroværdige regering nogensinde, som tillige er ledet og styret af de mest ubetænksomme, asociale og lidet fællesskabsinteresserede egocentrerede venstreorienterede SFere og Socialdemokrater, samt Rad.?

Og hvis du i dine overvejelser medinkluderer EL, med deres rablende vanvittige, selvudslettende udemokratiske, beton-kommunistiske revolutionære dagdrømmeri om snart at overtage magten i DK med magt, ved hjælp udefra af enstænkende fantaster, for ikke at glemme ELs brunskjorter, tærskeholdet de Autonome (støttet økonomisk af ELs ungdomsafd), i alle disse velovervejede, godister fra den velforberedte venstreorienterede lejrs side, står det værre til end jeg frygtede.

Og jeg troede slet ikke, det kunne blive værre, Peter Hansen.

LISA AHLQVIST, GLOSTRUP

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Uffe Palludan

Det er meget, meget svært at sammenligne offentlighedslovgivningen i Danmark og Sverige, når de to landes politisk-administratives systemer og kultur nærmest er hinandens modsætninger. De to landes mediers selvopfattelse er også helt forskellige.

Det grundlæggende princip i Oxelstiernas forvaltningssystem fra 1600-tallet var, at statsforvaltningen skulle kunne forvalte sig selv uafhængigt af regenten, der var umyndig. Derfor er det bærende princip i Sverige selvstyrende embetsverk, som forvalter den eksisterende lovgivning. Sverige har ikke som Danmark ministerstyre. I Sverige er regeringen et kollektiv. I Danmark er det bærende princip (som stammer fra enevælden) hierarkiet. I Sverige er en ny lov kun lovlig, hvis den er i overensstemmelse med gældende lovgivning. (Det var derfor et embetsverk påpegede, at det måske ikke var lovligt, at den svenske regering efter at have lovet danskerne det, ville lukke Barrsebäck – det fik den danske indenrigsminister Torkild Simonsen til at spørge, om der overhovedet var demokrati i Sverige). I Danmark skubber enhver ny lov gældende love bort. Det afspejler, at systemet skal kunne agere på den måske sindsyge enevoldskonges lunefulde indfald.

Svenske medier opfatter sig som folkeoplysende, danske er på evig overfladisk jagt efter skandaler og historier. Den svenske åbenhed går begge veje, medierne fungerer ofte som talerør for embedsværket, der modsat det danske har en mening, der naturligvis repræsenterer det objektivt fornuftige.

Lad mig give et eksempel på hvor forskellige de to landes politiske kultur er: For nogle år siden fik jeg en god idé til et dansk-svensk-projekt. Jeg forelagde det embedsmænd på hver side af Sundet. De danske blev bange og kunne ikke forholde sig til det. Det kom jo ikke oppefra. De svenske syntes, det var en god ide og vi igangsatte et projekt, de finansierede. Da det var færdigt, var der et problem. Det skulle helst holdes hemmeligt nogen tid endnu, men der er jo åbenhed i svensk forvaltning, herunder åbne postlister, som medierne rutinemæssigt kigger igennem. Som det naturligste i denne verden fik projektet derfor en intetsigende og uinteressant titel. Så meget for den svenske åbenhed. Da det så var forankret politisk i Sverige, kunne det forankres i Danmark, nemlig i toppen. Derefter kunne det danske embedsværk arbejde med sagen, hvilket naturligvis skete i stilhed, mens man nu i Sverige afholdt konferencer for at forankre ideen i befolkningen og en af embedsmændene chattede i den lokale avis med borgerne om, hvorfor det var en god ide.

Det siger sig selv at i to så forskellige systemer vil også sådan noget som åbenhed i forvaltningen være noget forskelligt. Men når det er sagt, så er den danske forvaltning i gang med at reproducere enevældens system.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for bob hansen

I stedet for løgne, bedrag og hemmelighedskræmmeri har vi fuldt ud krav på ærlighed, åbenhed og transparens.
Men det kommer vi ikke til at få. Da slet ikke så længe vi stemmer på egoister og ikke på idealister.
Thorning, Barfoed og co er optaget af hvor mange gadeskilte der vil bære deres navne. Vi rager dem en papand. Ellers gjorde de vel ikke så mange tiltag som gik ret mod befolkningens ønske. Tænk en gang på hvor ofte politikerne går direkte imod store flertal i befolkningen.
Fogh for retten i Haag tak

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Høybye

Fin artikkel, mange gode indlæg, det hele med udgangspunkt i hvad der foregår blandt og omkring journalisterne inde på Christiansborg jfr., at der kun debateres §'erne 24 og 27 ud af lovforslagets 44 §'er.

Men Danmark har centraladministrationer i et langt større antal end de få på Christiansborgs ministerielle funderede.

Hvad med kommunernes centraladministrationer?

Hvad med regionernes centraladministrationer?

Her foregår der jo reelt langt flere politiske beslutninger via centraladministrationernes oplæg til lokalpolitikkerne, og som alle er langt tættere på borgeren og dennes mulighed, og snart umulighed for en ønsket aktindsigt i beslutningsprocessen for en given kommunal- og regional beslutning med retsvirkning for lokalsamfundene og den enkelte borger.

Den nye Offentlighedslov erstatter den nugældende, men den omfatter stadig alle offentlige myndigheder og disses beslutningsprocesser.

Så derfor, hvorfor er §'erne 25 og 26, men især den helt nye § 25 helt uinteressante for journalister og andre debatører?

Er den enkelte borgers ønske om aktindsigt i lokale beslutningsprocesser ikke vigtige?

Det skal jo bemærkes, at § 25 jo specifikt nævner, at Offentlighedslovens bestemmelser om hvad og hvornår og hvad der betragtes som internt (sidestilles med ministerbetjening), der ikke kan gives aktindsigt i, også gælder ude i lokalsamfundenes beslutningsprocesser. Og der skal tilføjes den lille finurlighed, at mange beslutningsprocesser ude lokalt, af den lokale borger kan påklages til det ministerium (minister) der har ressortområdet.

Altså, pludselig kan en emsig embedsmand ude lokalt, bedømme at en aktindsigt ikke kan gives, da ministeren på et tidspunkt kan blive indvoldveret.

Så alt imedens journalister, ligesom mange borgere, synes at §'erne 24 0g 27 er en katastrofe, så glemmes konsekvenserne for borgeren ude lokalt, når den nye Offentlihedslov indføres, hvor § 25 er helt ny og specifik i sin bestemmelse.

F. eks. beskrives i den forklarende tekst til Lovforslaget's § 25:

"Bestemmelsen har på denne baggrund bl.a. til formål at sikre lighed mellem på den ene side KL, Danske Regioner, kommunerne og regionerne og på den anden side staten i forbindelse med økonomiske og politiske forhandlinger mellem de nævnte parter, og den indebærer således, at et kommunalt eller regionalt dokument vil kunne undtages fra aktindsigt i de situationer, hvor et tilsvarende statsligt dokument, ville kunne undtages fra aktindsigt som et ministerbetjeningsdokument efter lovforslagets § 24, stk. 1."

Dette læser jeg som, at kommunale og regionale beslutningsprocesser betragtes som jfr. §24 stk. 1.

Altså centraladministrationerne i kommunen eller regionen kan henvise til, at et dokument er internt og en del af en konkret beslutningsproces, og derfor ikke kan udleveres i forbindelse med en begæret aktindsigt.

Hele lovforslaget og kommentarene/fortolkningerne til lovforslaget:

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=134590

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Uffe Paludan, tak for indlæg, som jeg har et par spørgsmål til:

1) Kan det passe, at nye love skal være i overensstemmelse med eksisterende lovgivning? Så kan man da ikke ændre noget, kun bygge videre på det eksisterende? Tænkes der ikke på Grundloven (som i Sverige er en samling af grundlove, 4 styk vist nok), og det er jo ligesom i Danmark, hvor ingen lov må være i strid med Grundloven

2) Også i Danmark har vi haft problemer med umyndige regenter og deres huslærere eller livslæger, der tog magten i stedet, men Sverige sidder vel ikke fast i et forvaltningssystem fra 1600-tallet? Der blev vel indført demokrati på et tidspunkt?

3) Hvis den svenske regering er et kollektiv (hvor det ikke er de enkelte ministre, der styrer), hvad skal de så med statssekretærer, som Oluf Jørgensen ønsker?

Ps.: kunne ønske, at danske medier var lidt mere som de svenske.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hugo Barlach

Det er nok lige værd i sammenhængen at erindre om, at Forsvarets departementschef Lars Findsen kom fra en stilling som chef for PET og var medvirkende omkring skandalerne, der førte til Søren Gades afgang...

Med venlig hilsen

anbefalede denne kommentar