Bødskov kritiseres for ’parlamentarisk fusk’

Justitsministerens såkaldte foreløbige svar til Folketinget er eksploderet, efter han er blevet kritiseret for at være langsomst af alle ministre til at svare på udvalgsspørgsmål. Et flertal uden om SRSF-regeringen kalder Morten Bødskovs nye praksis for uærlig, usaglig og uværdig. Selv mener han blot at overholde reglerne

Justitsminister Morten Bødskov (S) (i midten) benytter sig i stigende grad af ’foreløbige svar’, når ministeriet f.eks. får udvalgsspørgsmål. Det pynter på svarstatistikken, men det er at gøre grin med Folketinget, lyder kritikken fra bl.a. Peter Skaarup (t.v.), retsordfører for Dansk Folkeparti.

Casper Christoffersen

Det var i begyndelsen af april, at medlemmerne af Folketingets retsudvalg fattede mistanke. Godt nok havde skiftende justitsministre ofte oversendt såkaldte foreløbige svar på spørgsmål fra Folketingets retsudvalg. Svar, hvor justitsministeren henviste til, at der skulle indhentes bidrag uden for departementet. Men pludselig kom der ikke bare mange af den slags svar fra justitsminister Morten Bødskov (S). Der kom rigtig mange.

Nu viser en opgørelse fra retsudvalgets sekretariat, at retspolitikernes mistanke var korrekt. Mens Morten Bødskov i denne folketingssamling frem til 1. april i 2,3 procent af tilfældene oversendte sådanne foreløbige svar, så er antallet af disse i perioden fra dengang til i dag vokset til 44 procent af alle besvarelser.

»Det er rent snyd, det her. Justitsministeren forsøger at knække svarstatistikken ved at lave foreløbige besvarelser, så det ser ud, som om der nu er svaret – og det er der overhovedet ikke. I stedet er der næsten uendelig lang tid, hvor han kan vente med at svare,« siger næstformanden for Folketingets retsudvalg, Tom Behnke (K).

Morten Bødskovs nye praksis kommer nemlig, efter at han er blevet kritiseret for at være dårligst af samtlige ministre til at svare på udvalgsspørgsmål. I folketingsårets andet kvartal har justitsministeren kun svaret rettidigt på 46 procent af de skriftlige spørgsmål fra de forskellige folketingsudvalg. Det på trods af at svarfristen for de skriftlige udvalgsspørgsmål er hele fire uger.

Men da de foreløbige besvarelser i Folketingets statistisk tæller på linje med et endeligt svar, kan justitsministeren nu se frem en bedre svarstatistik, næste gang denne gøres op. »Hvis der er noget som hedder parlamentarisk fusk, så er det det, justitsministeren er skyldig i. Det er jo så ikke en forbrydelse, men det er uærligt, usagligt og sådan set uværdigt. Hvis de ikke kan svare til tiden, så må de sige det – og tage kritikken. Men det er jo et godt billede på SRSF-regeringens retspolitik: Man ændrer på nogle procedurer, og så tror man, at problemet forsvinder. Og så kan det godt være, at det ser sådan ud i statistikken, men problemet forsvinder jo ikke i virkeligheden,« siger Venstres retspolitiske ordfører, Karsten Lauritzen.

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, mener derfor, at Morten Bødskov har brug for »en kædestramning«: »I forvejen er Folketinget ellers gået væk fra de såkaldte § 20-spørgsmål, hvor ministrene skulle svare inden for seks dage – fordi de ikke kunne nå dette – og over til hovedsagelig at stille udvalgsspørgsmål, hvor svartiden netop er længere. Eller burde være det. Det her er jo at gøre grin med Folketinget,« siger Peter Skaarup.

Brev til ministeren

Heller ikke Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper, har forståelse for Morten Bødskovs nye svarpraksis.

»Der er generelt i retsudvalget ekstremt lange svartider i forhold til andre udvalg og ministerier. Hvilket retsudvalget flere gange har rettet henvendelse til ministeren om. Og når man så begynder at svare foreløbigt, og det tæller som et svar, så pynter man jo på tallene,« siger hun.

Retsudvalget har nu besluttet at skrive til justitsministeren for at gøre opmærksom på, at udvalget ikke alene har opdaget hans nye praksis, men at medlemmerne af retsudvalget kræver, at Morten Bødskov i sine foreløbig besvarelser oplyser, hvornår han så har tænkt sig at svare. Og endelig vil retspolitikerne holde øje med, om den nye praksis også medfører, at disse endelige besvarelser fremover oversendes endnu senere end i dag.

Justitsministeren understreger i en mail, at han overholder reglerne Folketingets forretningsorden:

»Det er korrekt, at Justitsministeriet her i foråret har indført en ny praksis, hvor der i væsentligt større omfang end tidligere fremsendes foreløbige besvarelser på nogle af de op mod 2-3.000 folketingsspørgsmål og andre typer spørgsmål, som bliver stillet til Justitsministeriet årligt. Det skyldes, at ministeriet har skærpet opmærksomheden på at sikre, at svarfristerne overholdes, og skal samtidig sikre en bedre servicering af udvalgene. Så snart det vurderes, at et spørgsmål ikke vil kunne besvares inden for den fastsatte tidsfrist, orienterer ministeriet således udvalget herom«.

 

En ministers svar

Justitsminister Morten Bødskov (S) er pludselig begyndt at sende mange flere såkaldte ’foreløbige svar’ på spørgsmålene fra Folketingets retsudvalg.Mens Justitsministeriets foreløbige besvarelser i folketingssamlingen 2009-10 udgjorde seks procent af det samlede antal besvarelser, så voksede tallet i samlingen 2010-11 til 10,3 procent for igen at falde til 7,3 procent i 2011-12.

I denne folketingssamling – 2012-13 – havde Morten Bødskov indtil 1. april i 2,3 procent af tilfældene oversendt sådanne foreløbige besvarelser. Men efter 1. april udgør de foreløbige besvarelser nu 44 procent af det samlede antal besvarelser.

Kilde: Retsudvalgets sekretariat

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Anders Feder

Jeg har overværet flere åbne samråd med Bødskov på ft.dk, og må konstatere at "uærlig, usaglig og uværdig" ikke kun er en passende beskrivelse for hans skriftlige besvarelser, men for hele hans person. Mimikken i hans svar er skiftevis hånende grin skiftevis forargelse over parlamentarismen: Hvorfor skal den irriterende lille Pernille Skipper nu påpege at 2 plus 2 er lig med 4, når dronningens egen regering nu engang har en vision om at det skal være lig med 5? Det står jo i regeringsgrundlaget, for filan. Har hun måske slet ikke læst det?

Hvordan han er blevet sådan ved jeg ikke, men det kunne være interessant at få afdækket.

Brugerbillede for Lisa Ahlqvist

Hej Anders, det har jeg forgæves forsøgt at fortælle alle om, at Bødskov er en kynisk person. Han tager overhovedet ikke menneskelige hensyn.

Husker da han begyndte at stikke hovedet frem, at selv Sosserne var bange for ham,

Bødskov er ikke en politiker - han er en omvandrene atombombe, der altid vil sprænge det helt forkerte sted.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Overgaard Bjerre

Han ligner en fidusmager i skrædderens slagtilbud fra sidste år. Men disse gymnasiale forkælede mennesker er jo totalt ligeglade. Tænk at man skulle komme til at savne de uærlige sorte og reaktionære politikere frem for nogle som skjuler sig bag et partinavn, som de ikke kender oprindelsen til. Men problemet er, at de er så kolde, at man kunne sende dem til polarcirklen og bremse afsmeltningen ved deres bare tilstedeværelse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Toke Andersen

Jeg har været orienteret rød og grøn hele mit voksne liv. Med intelligens, integritet, retfærdighed, fredsomlighed og respekt for folkestyret som ufravigelige krav til de politikkere jeg har valgt som mine repræsentanter på tinge eller i lokalstyret.

Derfor har socialdemokraterne aldrig modtaget min stemme.

Jeg vil dog gerne anerkende at Socialdemokraterne fx sammenlignet med V, K eller DF fremstår som mesterlige eksponenter for ovennævnte menneskelige kvaliteter på en række væsentlige områder. Men de er stadig meget langt fra den standart jeg som absolut minimum må kræve af folk valgt til at varetage så vigtige funktioner - en flok kyniske, magtliderlige, smådumme moralister og oppotunister, ikke meget andet.
Når alt dette er sagt, må jeg alligevel indrømme at jeg har været enddog meget rystet over Morten Brødskovs opførsel som minister.

Mest rystende har selvfølgelig været hans ufattelige kovending omkring offentlighedsloven. Det er mig totalt ubegribeligt hvordan det er menneskeligt muligt på en gang at være så falsk, så slap og alligevel så skamløs.
Det er begyndt at ligne et generelt billede af et menneske der ikke bare er forblændet af et utæmmet magtbegær. Men et menneske med meget ringe respekt for folkestyret og de nødvendige principper for dets sunde udfoldelse.

Jeg kan til fulde tilslutte mig Henrik Darlies opfordring.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Rasmussen

Var det ikke en opgave for folketingets formand at prøve at ændre på dette forhold?

Siden overtagelsen af jobbet synes jeg desværre ikke, at man har hørt så meget til de store, velmenende er jeg sikker på, ambitioner Mogens Lykketoft dengang gav udtryk for at have. Ting han gerne ville ændre. Og, som han siger i denne 'jobbeskrivelse', bl.a. medvirke til at overbevise befolkningen om, at politikere er bedre end deres rygte:

http://www.youtube.com/watch?v=zxJaDG4Rm4E

Men måske har maskineriet vist sig at være langt mere trægt, end han dengang forestillede sig?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lisa Ahlqvist

Jens Overgaard Bjerre
"Men problemet er, at de er så kolde, at man kunne sende dem til polarcirklen og bremse afsmeltningen ved deres bare tilstedeværelse!".

Vibeke Rasmussen

Jamen, Jens, der skrev du guldkorn, som alle kan bruge!

Og, kære Vibeke, Ombudsmanden er uduelig og ubrugelig. Beviserne mange. Derfor flyder alting i DK, med kommissinsundersøgelse af dit og dat og meget mere.

Næh, så er det bedre, vi banker løs på dem HER på information.dk For du kan tro disse politikere læser, hvad vi disker op med. Måske kan vi få redaktøren til at lave en specialblog, som bliver sendt til røvhullerne. Men de tørrer nok bare røv i det.

Den bedste mulighed er, at stemme A og V og B ud på den politiske mødding den 19. november til kommunalvalget. SF ryger nærmest ud af sig selv. Desværre bliver så både DF og EL større og mere magtfulde. IKKE fordi de har gjort sig fortjent, men alene pga de andres bommerter.

I Glostrup kan man så stemme på GLOSTRUPLISTEN og SAMFUNDSPARTIET som ikke er sovset til med korrupte fup og fiduser.

LISA

anbefalede denne kommentar