Beyoncé, eller hvordan jeg lærte at elske B-bomben

I en hårdt pisket semiotisk flødeskum og med et skelsættende flot show lod Beyoncé os få kærligheden at føle – altså den, vi føler for hende

Jeg drømte mig en drøm i nat. En febervildelse af hårdt pisket semiotisk flødeskum. Det er Beyoncé, der fører pisken, barsk men proportional i sin kærlighed. Hun elsker os, fordi vi elsker hende. Dette er en fortælling om hvordan jeg lærte at elske B-bomben.

Drømmen begynder lidt mærkeligt. Aftenens hovedperson falbyder sig selv fra storskærmene i reklamer for H&M og Pepsi. Så slukkes lyset, og alt suges ind i et perfekt orkestreret kosmos. En hyperbred storskærm introducerer et hof i færd med at føre dronningen til tronen i et kridhvidt scenarie. Og Beyoncé er pudret hvidere end hvid, forvandlet til mere Marie Antoinette end Marie Antoinette.

Overjordisk koordineret show

Disciplinen bliver etableret fra starten. Beyoncé har ikke nået toppen for ingenting, og under et indledende militærtrommebeat bliver vi fortalt, at vi også må arbejde for at nå klimaks. Hun betaler os, hvad vi giver hende. Det er klart. Og manner, hvor vi giver og giver og får og får i et overjordisk koordineret show. 11 musikere/sangere – kun kvinder bør det måske noteres – og 10 dansere, hvoraf de kun to mænd sjovt nok synes identiske, mens de otte kvinder er en broget skare.

Mens man stadig forsøger at forstå Marie Antoinette-referencerne, så har Beyoncé skiftet ham. Fra hvid glitrende kjole til en mere streetwise sort sag inklusiv cap – det første af 7-8-9 kostumeskift. Hele tiden et skridt foran, hele tiden i gang med at forme verden på ny og i sit eget omskiftelige billede. Og så formår hun at bevare et nærvær, en evne til at se ud som om hun ser publikum i øjnene. Små fortrolige øjekast uden modtager. En berusende ukunstlet naturlighed i denne kunstighed, som gør hende til en stor performer.

Men det er som omnipotent hersker, at hun vinder vores hjerter. Også når dansekoreografien viser sig at være indrettet efter Beyoncés graviditet. Det vil sige ikke for meget fjollet aerobic-dans, men mere menneskeligt mulige og alligevel ærefrygtindgydende danse – de vilde tricks har hun tjenestefolk til.

Verdensherredømmet fuldbyrdes i et skelsættende højteknologisk og topkoordineret show og flow, der rammer sanserne med shock and awe fra mange flanker og niveauer – i en serie af tematiske sekvenser. Det ene øjeblik 1700-tallets Europa, det næste Las Vegas – storskærmen former neonlys og varsler billige fornøjelser. Så er vi i 50’ernes postkrigs-USA, hvor kvinden forlader fabrikken for at vende tilbage til kødgryderne, og så vist på nobelt lurvet bordel, hvor Beyoncé minsandten ryger – givetvis uden at inhalere. Det er ikke så meget en dans med æstetikker, tider, kulturer, steder, stemninger, udtryk og ikke mindst vores sanser, som det er en kolonisering af dem. Fordi det gøres så massivt.

Lysshowet kan bedst beskrives som at stå inde i en gigantisk stregkodelæser med ADHD. Der er nyskudte film, der supplerer fortællingerne, ja, endda en A-bombe-prøvesprængning, der ledsager B-bombens stramt kontrollerede udskejelser. Danserne fordobles ind i storskærmen som om det var et spejl. Indendørs fyrværkeri? Jada. Og ild? Hvem tror du, vi er i stue med?

Selv vinden elsker hende

Hun laver call-and-response med de forskellige dele af salen. Loyalitet skal skriges af lungernes fulde kraft. Og så stiller hun sig op på en lille clips af en lift og glider højt over publikum for at indtage den lille cirkel i den anden ende af salen. Og tilbage igen. Hun surfer på vores kærlighed, og jo mere vi giver, jo mere får vi, jo større og mere uimodsigelig bliver hendes gengældelse. Jeg begynder at forstå.

Selv vinden elsker hende uanset hvilken retning hun vender sig mod. Ja, det ser ud som om at det er skrigene fra de 10.000 unge (aldergrænse otte år) gæster, som får hendes hår til at blafre. Men det er givetvis en kingsize hårtørrer, der sikrer illusionen.

Og netop illusionen betvinger Beyoncé – eller Mrs. Carter, som der står på stortrommerne – som få. Faktisk i så høj grad at den er altfortærende. Selv skepsis smelter. Man tænker kun kort over hovedpersonens annektering af mere traditionelle, hvis ikke decideret stereotype billeder fra et stamme-Afrika kun halvanden time efter hun – med hjælp fra pudder – har fuldbyrdet den gradvise bevægelse mod en hvid hud, som hun er blevet kritiseret for af racebevidste kommentatorer.

Men det er alligevel ikke en ubetinget vellykket drøm. I min døs noterer jeg mig at trommeslageren tæver ‘Survivor‘ i stykker og generelt gør en lovlig kluntet figur. Hvad er der nu galt med en funky drummer? Og lyden i salen hjælper heller ikke det enorme set-up med sin stiletskarpe diskant og udtværede bas. Det lysner dog en kende, da vi forlader den elektronisk bassede klub-start til fordel for en mere soulet og bedre lyd lidt inde i koncerten.

De musikalske højdepunkter er i denne anmelders ører sene numre: ‘Single Ladies‘, aura-læsningen ‘Halo‘ og den modige armlægning med Dolly Partons ‘I Will Always Love You‘, som Whitney Houston gjorde til et megahit – og som Beyoncé både gør til sin egen og lægger i forlængelse af forgængerne i en kort, men sublim præstation.

I found a way to let you in, synger hun på ‘Halo‘, og det føles sådan, selvom det selvfølgelig er løgn i dette forum. Men hvilken løgn. De intime øjekast. Håndtrykkene. Det kastede håndklæde. Det stenhårde arbejde, som ser så fjerlet ud og som på intet tidspunkt påvirker hendes ærefrygtindgydende vokal (Wauw!). Også selvom tyngdekraften er blevet hendes fjende, som hun tidligt demonstrerer, da hun – ledsaget af publikums hyl – hiver ud i, hvad der skulle forestille at være løs hud omkring hendes triceps. Jeg er kun et menneske, lyver hun.

Übergrådig kærlighed

Det er viljens triumf, og det er umuligt at se væk. Og i de store øjeblikke føles denne kraftpræstation, denne magtdemonstration, denne kolonisering af vores sensoriske begær at være udtryk for en übergrådig kærlighed til livet og til berømmelsen og til tilbedelsen. Beyoncé fortærer alt og alle. Hun lader os få kærligheden at føle – den vi føler for hende.

Men så bliver lyset tændt, og jeg vågner. I fuldt forelsket forståelse af hvor hård Beyoncés kærlighed til hendes verden er, og af at vi i en time og 52 minutter var mere end velkomne i den. Det føltes unaturligt godt. Det var sådan jeg lærte at elske B-bomben.

Beyoncé – Forum, Frederiksberg, mandag.

Prøv information gratis i 4 uger – helt uforpligtende. Du får både adgang til hele information.dk, den trykte avis og e-avisen. Bestil her »

Nej, der er ikke tale om en fejl i vores redigering. Derimod havde Beyonce nægtet danske fotografer adgang til sin koncert i Forum, og det er derfor ikke muligt for os at vise et stemningsbillede fra showet. Flere og flere af de store, internationale stjerner stiller strenge krav, når de holder koncerter i Danmark, og det skaber urimeligt svære arbejdsforhold for pressefolk. Vi ønsker som avis ikke at lade os diktere af disse krav. Derfor må du undvære billedet af Beyonce. I stedet får du en kat. Foto: Tumblr

Relaterede artikler

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen

For en time siden lå artiklen på nettet uden foto. Jeg skrev en kommentar. Bla. om dette. Artikel og kommentar er ryddet af vejen. Jeg orker ikke formulere den en gang mere.

Fotoet her spiller på ordlyden i den ironiske anmeldelse af koncerten, som Ralf Christensen døsede til.

Information kunne også have ignoreret at anmelde koncerten, når nu man ikke vil finde sig i at blive dikteret mht. fotografering.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Børge Rahbech Jensen

De kunne også anmelde koncerten uden billede, men valgte at brokke sig på Facebook.
Personligt gætter jeg på, restriktionerne for brug af kamera ved koncerter er indført, fordi pressefotografers fotos fra koncerter tidligere er misbrugt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Børge Rahbech Jensen

Små, private kameraer herunder de i mobiltelefoner optager typisk i ringere kvalitet end professionelle kameraer, og private fotos distribueres sjældent til nyhedsmedier.

Mere konkret mindes jeg et foto af Rihanna, som vist blev taget under en koncert i Herning forrige år, men brugt til al mulig andet end illustration af en anmeldelse af koncerten.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Børge Rahbech Jensen

"Problemet er, at fotos optaget af andre, kommer til at vise mennesket som det virkeligt er, og det ønsker holdet bag "stjernen" ikke. "

Det argument holder ikke. Holdet bag stjernen har tydeligvis intet imod, publikum ser "mennesket som det virkelig er". Jeres ubetingede tillid og støtte til pressen er meget sigende.
Min personlige holdning er, at nyhedsmediernes adfærd også i dette tilfælde minder mest om magtbegær med krav om, alle indretter sig efter nyhedsmediernes ønsker.

anbefalede denne kommentar