Med hud, hår og glasskår

Anders Breiviks ugerninger. Paris Hiltons sexbånd. Dreyers ’Jeanne d’Arc’. Den norske sanger og sangskriver Jenny Hvals andet, fremragende album er fuld af sex, kønsdiskussioner, vold og erkendelsesteori

Den 32-årige norske Jenny Hval er sanger, sangskriver, musiker, forfatter, kunstner og musikkritiker. Hun synger bramfrit om lyst og begær, og hendes knejsende emotionelle sangstil er beslægtet med Sinead O’Connor. Foto: PR-foto

Det rammer én i synet fra første sekund, med åbningsordene på Innocence Is Kinky: »That night I was watching people fucking on my computer. Nobody can see me looking anyway.«

Det rammer én, at Jenny Hval synger rigtig meget om sex og køn, og at hun ikke er bange for at pakke ordene både ind og ud af lyrik.

»I want to sing like a face that is split open/I want to sing like a continous echo of splitting hymens.«

Tingene har sit udspring fra mange steder hos den 32-årige norske sanger, sangskriver, musiker, forfatter, kunstner og musikkritiker. Sammenligningerne med PJ Harvey har der været en del af. Dels er hendes producer her på Innocence Is Kinky, John Parish, også fast samarbejdspartner med Harvey. Dels så går hun lige så bramfrit til begæret og kroppen som en ung PJ. Dels så knejser hun ofte i en nøgent klingende rockstruktur, som hun fylder med en ny form for rå ekspressionisme, akkurat som Harvey gjorde med sine to første plader, Dry og Rid of Me, i de tidligere 90’ere. Og så er hendes knejsende emotionelle sangstil også beslægtet med Sinead O’Connor.

En parade af sammensætninger

»I try to write love songs/But my words remain in my hand/And my hands fall to the floor.«

Men hun stritter også i andre retninger og er sin egen. Her på hendes andet album er der flere lydkunstneriske tiltag, der mere har karakter af montager end af sange. Og hun opdyrker en lang parade af mere sammensatte og også lavkulturelle tilsætningsstoffer: Paradise Hotel, Teen Mom, den lækkede sexvideo med Paris Hilton, slasher-gyseren Nightmare On Elm Street, unge pigers vredesudbrud på blogs og den nihilistiske pornostjerne Sasha Grey har været blandt inspirationskilderne til den 25 minutter lange audiovisuelle installation, som var den oprindelige inkarnation af Innocence Is Kinky. Men også Carl Th. Dreyers Jeanne d’Arc, som Hval så påpeger er pornografisk i sin dyrkelse af hovedpersonens ansigt i closeup.

Hør intetheden buldre

Hval er stærkt optaget af det mandlige blik på kvinden, og hun er således en kvindelig beskuer af den mandlige beskuer. Hvordan forandres vi af det, vi ser?

»What is human? Is there really nothing but seeing or seen?«

Så det er ikke en lummer aften foran computeren, hun hvisker om på åbningsnummeret, men en forandring af seksualiteten og den menneskelige tilstand. Eller også er det begge dele. Tingene er ikke så enkle eller strengt kønspolitiske, og sangene lever deres egne liv.

»Like sex without the body/Like smoke rings from my pussy«.

Innocence Is Kinky er kvindelig – og dermed menneskelig – erfaring. Kvindelig krop, kvindeligt blik (på blikkene), kvindelig seksualitet. »My body is the end

Alt det, som har det med at blive tromlet til klicheer, gentaget til hudløshed i grå mono på alle vores skærme, der kører i døgndrift.

Sæt i stedet Jenny Hval til dine ører, kære læser, og lyt til teksterne – eller hør bare alt det musikken kan: d ybderne og højderne, det dunkle og det udgrænsede, alt det, som også findes i menneskekroppen, men sjældent kommer til orde. Hør intetheden buldre om ørerne i frie fald, eller de modstridende følelser krampe som orgastiske skruetvinger om kraniekisten.

Hun siger, at hun ikke længere laver musik, som hun selv kan lide. Men at det ikke gør den mindre ærlig. Tværtimod. Det, hun væmmes ved, er måske det mest nådesløst klart formulerede. Det, der i hvert fald står tindrende klart på albummet er en musiker, der finder sig til rette i sin musik og måske i verden ved at reagere intuitivt, kunstnerisk, seksuelt, intellektuelt på den – i prismatisk og underskøn og brutal og grim og poetisk form.

Hymniske serenader

Så brækker hun sig udover begærstyranniet. Så sniger hun sig rundt om lysten. Så flænses konflikter og spørgsmålstegn af en af Hvals højstemte hymniske serenader , der rejser sig som en lysende søjle af traditionel skønhed gennem det utidige krat af guitar, bas og trommer. Så finder hun en folkemusikalsk tone i et eksistentielt trykkammer. Så er hun alt for tæt på, synger, så man næsten kan mærke ånden mod øret. Så på himmelfart. Eller bekendende ned i en diktafon. Hun giver os lindrende fingerspil eller hugger dybt i den sorte støj. Feedback er frelse, og skønhed er trussel.

Og så har jeg glemt at nævne, at hun ikke kun formår at skabe knugende psykoseksuel akustik, men også skriver fremragende og dybt personligt betonede sange. Uden for kategori og alligevel skærende hårdt mod yderkanterne af den vestlige musikalitets emotionelle registre.

Og så er der Anders Breiviks ugerninger, som spøger gennem Norge på »Oslo Oedipus«:

A slow burning flame of safety lies at the heart/We can feel it/But cannot find it/In and out between us, a thin silver trail of broken glass stitches us to the ground/Reflecting us/Cut and run/The city Windows covered with cardboard and wood panels.

Jenny Hval er i dén grad ankommet. Med hud og hår og glasskår.

 

Jenny Hval: Innocence Is Kinky (Rune Grammofon/Sundance)

Relaterede artikler

Forsiden lige nu

Kommentarer