Rønn: Jeg blev ført bag lyset af embedsmænd

Sidste vidne i Statsløsekommissionen var tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech. Hun sagde det stik modsatte af, hvad hun tidligere har sagt til Folketinget og skældte ud på sine embedsmænd

’For mig var der ikke noget at diskutere. Den her sag var juridisk enkel lige fra starten. Men man gjorde ikke, hvad jeg skrev på sagen, og derfor gik det hele i fisk,’ sagde Birthe Rønn Hornbech.

Liselotte Sabroe

Jeg fik ingenting at vide. Jeg troede, alt var i orden, men blev ført bag lyset af mine embedsmænd ...

Sådan lød i korte træk den tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs (V) forklaring, da hun i går for anden gang blev afhørt i Statsløsekommissionen som det foreløbigt sidste vidne. Hun forklarede, at hun aldrig havde set et såkaldt mavebælte fra januar 2009, hvor ministeriets Indfødsretskontor for anden gang indstillede, at ansøgningerne om statsborgerskab fra unge statsløse nu blev rettet ind efter de internationale konventioner. Det er i hvert fald korrekt, at der ikke er påtegninger fra hendes hånd på indstillingen i mavebæltet, men flere vidner, heriblandt hendes ministersekretær, har forklaret, at hun havde læst mavebæltet og drøftet det på et møde.

Da der på endnu et mavebælte fra februar samme år blev indstillet, at ansøgningerne blev behandlet efter de gældende retningslinjer, dvs. uden at tage hensyn til konventionerne, så opfattede Birthe Rønn Hornbech efter sin forklaring det sådan, at ansøgningerne nu blev korrekt behandlet.

I februar-mavebæltet havde hendes departementschef uden hendes vidende fjernet nogle advarsler fra Indfødsretskontoret, som ministeren gerne ville have set.

»Jeg blev ført bag lyset og så ikke mavebæltet fra den 23. januar. Derfor benytter man mavebæltet i februar til at føre mig bag lyset,« forklarede den tidligere integrationsminister og skærpede dermed sin kritik af embedsværket.

Tidligere har Birthe Rønn Hornbech forklaret, at embedsmændene måtte have misforstået hende. Men først med afhøringen af hendes departementschef dagen forinden, hvor Claes Nilas udtalte sig om de fjernede advarsler, var den fulde sandhed om statsløsesagen, som i marts 2011 kostede hende posten som minister, endelig gået fuldt op for hende.

»Jeg må konstatere, at det var fuldstændig ligegyldigt, hvad jeg besluttede, for det rettede man sig ikke efter. Det var fuldstændigt ligegyldigt, hvad jeg skrev,« sagde Birthe Rønn Hornbech.

Som Information skrev i går, er departementschefens ageren af mange blevet udlagt som et forsøg på at skjule for ministeren, at hun reelt traf beslutning om at tilsidesætte konventionen. Men som udspørger Poul Heidmann har mere end antydet, kan forløbet også udlægges som udtryk for, at Claes Nilas ikke ønskede dokumenteret sort på hvidt, at ministeren med hans vidende sad klare advarsler fra det ansvarlige fagkontor overhørig.

Birthe Rønn Hornbech fastholdt, at hun helt fra august 2008, hvor hun første gang blev orienteret om fejlbehandlingen, havde været klar over, hvad der skulle ske: Der skulle omgående rettes ind efter konventionerne, og Folketinget skulle straks orienteres. Begge dele gik hun ud fra, at hendes embedsmænd havde sørget for, og derudover havde hun været optaget af andre af ministeriets mange sager.

»For mig var der ikke noget at diskutere. Den her sag var juridisk enkel lige fra starten. Men man gjorde ikke, hvad jeg skrev på sagen, og derfor gik det hele i fisk,« som hun sagde.

Rønn mistænkeliggøres

Flere af ministeriets topembedsmænd har forklaret, hvordan de med endnu et mavebælte i november 2009 forsøgte at få deres minister til at ændre kurs. Denne gang indstillede de, at konventionerne skulle holdes – med en enkelt, men afgørende undtagelse: Ansøgninger fra kriminelle statsløse ansøgere skulle fortsat behandles efter de gældende retningslinjer og dermed have afslag. Selv om embedsmændene ikke kunne pege på en direkte ordre fra ministeren om at indføre denne undtagelse, mente såvel afdelingschefen Kim Lunding som chefen for Indfødsretskontoret Dorit Hørlyck ifølge deres forklaringer, at de på denne måde kunne få ministeren på bedre tanker.

Men her gik de galt i byen. For Birthe Rønn Hornbech var blevet vred, fortalte hun. Først på det tidspunkt gik det nemlig op for hende, at sagen slet ikke var i en god gænge, og mavebæltet fra november 2009 fik hendes verden til at bryde sammen.

»Jeg kan huske, at jeg blev aldeles edderspændt rasende. Og i dag må jeg sige, at det er utilstedelig vildledning af en minister,« sagde hun og fortsatte:

»Det er fuldstændig i strid med reglerne for ministervejledning. Jeg føler mig snigløbet. Hvad ville man have gjort, hvis jeg havde tiltrådt det? Så ville vi ikke have siddet her i dag, men derimod fejlbehandlet til evig tid.«

»Så der er simpelthen forsømt. Først i dette øjeblik bliver jeg opmærksom på det. Man har fuldstændig forsømt at føre ministerens ønske ud i livet.«

Til tider var det også en ilter og meget opfarende tidligere minister, som kommissionens udspørger advokat Poul Heidmann havde over for sig. Masser af gange afbrød hun udspørgeren, inden han nåede at få formuleret sit spørgsmål. Andre gange afviste hun at svare yderligere på spørgsmål, når Poul Heidmann forsøgte at uddybe.

»Man må ikke tvinge mig til at sige noget, jeg ikke kan huske. Jeg har sagt det tre gange. Nu begynder det mistænkeligt at ligne Ekstra Bladet,« sagde hun, hvortil udspørgeren spagfærdigt indvendte, at det altså var en kommission ...

»Man må også tro på det, jeg siger. Det nytter ikke at spørge tre gange. Man får ikke et nyt svar,« afbrød Birthe Rønn Hornbech.

Rønn hævde stemmen

Det var især, når Poul Heidmann forsøgte at få den tidligere minister til at forklare, om hun på et eller andet tidspunkt havde gjort omverdenen opmærksom på sin tidligere forklaring om misforståelsen, at hun hævede stemmen. Poul Heidmann havde haft svært ved at finde sådanne udtalelser. Tværtimod kunne han henvise til adskillige udtalelser fra ministeren enten fra Folketingets talerstol eller i samråd med Indfødsretsudvalget, hvor hun havde forklaret, at det var hendes beslutning først at undersøge, hvordan de andre nordiske lande fortolkede konventionerne, før hun selv ville træffe en beslutning.

»Der ligger en mistænkeliggørelse, som jeg vil protestere mod,« gjorde hun flere gange opmærksom på.

– Det eneste, jeg spørger dig om, er, hvad du har sagt. Jeg kan ikke se et eneste sted, at du har forklaret, det var en misforståelse?

»Jeg kan ikke se motivet bag det spørgsmål.«

– Du kan bare svare på det?

»Jeg mistænkeliggøres i en grad, som jeg ikke bryder mig om. Hvorfor er det så vigtigt,« lød hendes svar.

Hvorfor havde ministeren under det siden så omtalte samråd den 9. februar 2011, hvor hun endte med at slukke for sin mikrofon og afvise at besvare flere spørgsmål, så ikke benyttet den lejlighed til at forklare sig, borede Poul Heidmann.

»Det er udtryk for, at jeg ikke var så ærlig, at jeg sagde, at mine ansatte har snosket i det, og de kan ikke læse en cirkulæreskrivelse. Det havde jeg ikke lyst til at sige, for jeg ville ikke begynde at undergrave embedsværket, men det havde fundet sted.«

Så når hun i stedet med sine svar til indfødsretspolitikerne på samrådet »holdt det hele svævende«, som hun sagde, så var forklaringen, som hun gerne ville afsløre nu, at »jeg slet ikke troede, at det, jeg fik at vide fra embedsmændene, var sandfærdigt. Så her var jeg så hunderæd for at svare noget som helst. Det var for broget til at svare noget.«

Til trods for, at Birthe Rønn Hornbech i samrådet talte under ministeransvar og dermed havde pligt til at tale sandt, medgav hun nu i kommissionen, hvor hun ikke har pligt til at tale sandt, at hendes forklaring dengang ikke havde været rigtig.

»Det nytter ikke, at jeg skulle tages i at sige noget. Jeg ønskede at dække så godt som muligt over embedsmændene.«

Illoyal Nilas

Det vakte betydelig opsigt, da den tidligere departementschef i Statsministeriet Karsten Dybvad under sin afhøring i kommissionen forklarede, hvordan han i efteråret 2009 var blevet opsøgt af Claes Nilas, der var uenig med sin minister om, hvorvidt Folketinget skulle orienteres. Det var en oplysning, som var kommet bag på Birthe Rønn Hornbech, forklarede hun.

»Hvis han går til Dybvad, er det illoyalt ud over alle grænser,« sagde hun og forklarede endnu en gang, at det netop var hende, der fra starten ville have Folketinget orienteret.

Statsløsekommissionen har nu afsluttet sine afhøringer, i hvert fald i første omgang. Efter planen skal kommissionen inden for tre år efter sin nedsættelse, dvs. i efteråret 2014, aflevere sin beretning.

Prøv information gratis i 4 uger – helt uforpligtende. Du får både adgang til hele information.dk, den trykte avis og e-avisen. Bestil her »

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Søren Bro

der er to muligheder: enten lyver du, Rønn, eller også har dine tidligere embedsmænd af Fogh fået at vide, at du skulle slagtes og begge dele bør føre til en rigsretssag. Jeg håber, da jeg inden din tiltræden som minister, beundrede din integritet, desuagtet, at jeg ikke stemmer på dit parti, at det er krigsforbryderen, der har begået karaktermord by proxy.

Brugerbillede for randi christiansen

MKN - Så er vi jo ovre i et behov for psykoanalyse. Sku ik undre - op på briksen med hele banden - lige fra de udfaldstruede danskere til de skøre jøder som bør deltage i 'familiedynamisk' planlægning med deres palæstinensiske naboer

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lykke Johansen

Løgne betaler sig åbenbart i offentligheden (i hvert fald her på Informations debatside. ;)Jeg er ikke sikker på, at kommissionens folk er lige så nemme at narre.

Jeg tror nemlig mere på embedsmændene end på hysteriske, koleriske og rethaveriske Birthe Rønn Hornbech! At tro på, at det skulle være i Foghs interesse at "slagte" hende er latterlig. De havde en god kemi sammen og respekterede hinanden. (Tror jeg nok?)

https://www.google.dk/search?q=Fogh%20udn%C3%A6vner%20R%C3%B8nn%20Hornbe...

Brugerbillede for Tino Rozzo

Vi har jo alle gentagne gange på TV set Birthe Rønn på slap line og tænkt: Hun fejler da vist noget!
Lidt i stil med Penkowa.
Det virker som om den sygelige opfattelse af sig selv som ufejlbarlig er den samme hos dem begge:
"Det er de andres skyld".
Fogh kaldte Rønn for "driftssikker" - gud ved, hvad han har tænkt på?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nils Bøjden

Indtil videre ser det ud til at det er embedsmændene som har fejlforvaltet i middelsvær grad, og ikke har overholdt deres forpligtigelser. Så nu prøver de at tørre deres inkompetence af på Birthe Rønn.

Som de skriver i EB:

"Det er helt indlysende, at hvis der er givet en orientering fra en departementschef i et ministerium til departementschefen i Statsministeriet om væsentlige juridiske problemer, så er det overordentlig væsentlig oplysning, og derfor skal der naturligvis føres notat, siger Oluf Jørgensen, forskningschef på Danmarks Journalisthøjskole og ekspert i offentlig forvaltning. "

http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/article2000243.ece

anbefalede denne kommentar