I Italien svarer staten ikke på noget

Kort inden valget i februar fik Italien en ny offentlighedslov, men det skete næsten hemmeligt. Den offentlige forvaltnings lukkethed fremmedgør borgerne i forhold til staten og forhindrer dem i at deltage i samfundslivet, hævder ngo’er

Italiens indenrigsminister, Angelino Alfano, taler i overhuset. Det er svært at få aktindsigt hos italienske myndigheder og ministerier.

Gianpiero Sposito

For nylig fik Italien en ny offentlighedslov. Den nye lov er baseret på »informationernes totale tilgængelighed«, bedyrede Mario Montis teknokratiske regering:

»Modellen, som den er inspireret af, er den amerikanske Freedom of Information Act, der garanterer, at enhver kan få adgang til enhver oplysning eller ethvert dokument i den offentlige administration, bortset fra de tilfælde hvor loven eksplicit udelukker det (f.eks. af sikkerhedshensyn),« hed det i pressemeddelelsen.

Men FN’s særlige rapportør for retten til holdnings- og ytringsfrihed, Frank La Rue fra Guatemala, var utilfreds med fremgangsmåden.

Regeringen vedtog den nye offentlighedslov pr. dekret, det vil sige uden forudgående høring i parlamentet, blot to uger inden parlamentsvalget i slutningen af februar. Medie- og borgerrettighedsorganisationer var ikke blevet hørt. Regeringen undlod også at annoncere tiltaget på ministerrådets dagorden.

La Rue var »dybt overrasket«. Tidligere havde FN-rapportøren sagt til avisen Il Fatto Quotidiano, at Italiens regering under såvel Silvio Berlusconis som Montis ledelse obstruerede hans inspektionsbesøg i landet.

»Italien har brug for nye etiske standarder,« sagde La Rue og gav pressen en opsang: »Journalister kan hjælpe i kampen mod mafia, korruption og mangel på offentlig moral. Det er deres ansvar at leve op til fagets grundprincipper, men fristelserne er store. Nogle tænker mere på økonomisk gevinst end på fagets principper.«

Skal give samtykke til aktindsigt

Heller ikke i substansen overbeviser Italiens bestræbelser på at skabe åbenhed. Den nye offentlighedslov ændrer ikke reglerne for aktindsigt. Man skal stadig motivere sin »legitime interesse« i de oplysninger, man søger adgang til. Det er i strid med Europarådets konvention om adgang til officielle dokumenter fra 2009: »En ansøger om adgang til et officielt dokument skal ikke forpligtes til at begrunde sin ansøgning,« fastslår konventionen.

Desuden har lovgivningen om beskyttelse af personfølsomme oplysninger fra 2003 gjort det sværere at få aktindsigt, siger en kilde i den italienske centraladministration til Information. Borgere eller juridiske personer skal nemlig give deres samtykke, hvis de er nævnt i de dokumenter, der søges adgang til.

Oplysninger om f.eks. statens leverandører er således svært tilgængelige i et land, hvor korruption i den offentlige forvaltning udgør et af de største problemer. Den beløber sig ifølge landets revisionsdomstol til 60 mia. euro om året – eller halvdelen af den samlede korruption i EU.

En bedre offentlighedslov ville gøre en forskel, hævder juristen Guido Scorza fra universitetet i Bologna.

»Det ville være en simpel, økonomisk og revolutionerende operation, som ville marginalisere 20 korrupte og dårlige administratorer, der betragter offentlige goder som deres ejendom, og som i løbet af få år igen ville få vores demokrati til at funkle.«

65 pct. blev ikke besvaret

I realiteten forbedrer den nye lov kun den »proaktive åbenhed« ved at forpligte institutionerne til at offentliggøre bestemte oplysninger, hævder organisationerne Diritto Di Sapere og Access-Info Europe. Den »reaktive åbenhed« i forhold til offentlige, men ikke offentliggjorte oplysninger øges ikke, skriver ngo’erne i den første empiriske undersøgelse af åbenhed i Italiens offentlige forvaltning.

Undersøgelsen er baseret på 300 ansøgninger om aktindsigt, der ikke omhandler følsomme spørgsmål om statens sikkerhed eller økonomiske interesser. Ansøgningerne blev indsendt til alle grene af den offentlige forvaltning, fra centraladministrationen til lokale politimyndigheder, og dækkede ni hovedområder, bl.a. miljø, retsvæsen og sundhedssystemet.

Kun 13 procent af ansøgningerne blev fyldestgørende besvaret, kun fire procent blev afvist med motiverede og skriftlige svar, mens hele 65 procent slet ikke blev besvaret – selv om svarfristen var fordoblet i forhold til de 30 dage, loven foreskriver.

»Tavse afslag fremmedgør borgerne,« hævder rapporten, og »indskrænker deres muligheder for effektivt og meningsfuldt at kunne deltage i den offentlige beslutningsproces: Det afspejler en udbredt mangel på informationskultur i den offentlige forvaltning, som skulle arbejde for skatteyderne,« hedder det i ngo’ernes rapport om ’Den Tavse Stat’.

Konklusionen er, at staten således selv »bidrager til offentlig mistillid til regeringen«.

Ansvarlighed

Ifølge undersøgelsen er det ikke lettere for professionelle journalister at få aktindsigt, end det er for almindelige borgere. Når journalister overhovedet får svar, sker det som regel gennem en pressemedarbejder og ikke med en formel henvendelse fra institutionen. I praksis forvandles rettigheden til adgang således ofte til forhandlinger baseret på princippet do ut des, noget for noget.

»At søge om adgang til informationer på konventionel vis er en meget ineffektiv tilgang for medierne, da chancerne for inden for en rimelig tidshorisont at få, hvad man brug for til en historie, er meget små,« vurderer rapporten.

Spørgsmålet om institutionernes åbenhed indgår i en bredere debat om det italienske demokratis tilstand og fremtid.

»Det er ikke jeres ting«, er titlen på en tekst, som en tidligere præsident for Forfatningsdomstolen, Gustavo Zagrebelsky, udgav i anledning af Italiens nationaldag i søndags.

Han frygter, at det nyvalgte parlament vil ændre landets forfatning, så den fra at være »et redskab til demokrati« går til at blive »en garanti for oligarki«.

Den nye regerings udmeldinger tyder nemlig på, at den politiske magt styrkes, mens retsvæsnets og mediernes uafhængighed svækkes.

»Oligarkiet er ulighedens, privilegiernes, den skjulte og uansvarlige magts regime,« skriver Zagrebelsky.

Han frygter altså, at Enrico Lettas brede samlingsregering, som støttes af både Berlusconi og Monti, vil medføre, at ubehagelig viden om magthaverne fejes ind under gulvtæppet.

»En oligark har behov for at organisere og håndtere magten i skjul, hemmeligt. Men demokratiet er den styreform, hvor offentlig magt udøves offentligt. At regeringen arbejder offentligt er forudsætningen for dens ansvarlighed,« skriver Zagrebelsky og tilføjer: »Hvad er midlet mod, at den politiske magt lukker sig om sig selv? Det er sandfærdig viden om kendsgerningerne.«

Prøv information gratis i 4 uger – helt uforpligtende. Du får både adgang til hele information.dk, den trykte avis og e-avisen. Bestil her »

Forsiden lige nu

Kommentarer