’Bijob skader troværdigheden’

Journalister hyres jævnligt af både private og offentlige virksomheder som ordstyrere, debatværter eller foredragsholdere. Det kan være et problem for seernes tillid til journalisternes uafhængighed. Eksperter efterlyser en offentlig registrering af journalisters bijob

Kan en journalist bevare sin integritet, hvis hun drikker fadøl og skåler med en minister eller optræder som betalt ordstyrer for McDonalds den ene dag og skal interviewe ministeren eller virksomheden kritisk den anden dag?

Niels Meilvang

På tv kender vi dem som studieværter med slips, nystrøgne skjorter og et seriøst blik, som til både morgenmaden og aftenkaffen fortæller os, hvad der sker i verden. De er troværdige, og den troværdighed betaler virksomheder gerne for, når de hyrer dem til forskellige arrangementer.

For nylig kom det frem, at TV 2’s nyhedsvært Mikael Kamber havde ageret konferencier ved Praktiserende Lægers Organisations stormøde under lægekonflikten, og at han »normalt får 20.000 til 30.000 kroner for et arrangement af denne karakter«, som han sagde til Jyllands-Posten.

Sidste weekend løb det årlige folkemøde på Bornholm, hvor journalister, politikere og lobbyister taler, debatterer og drikker fadøl, af stablen. Her var flere prominente studieværter fra TV 2 og DR, som BT har beskrevet, hyret ved forskellige events, arrangeret af såvel offentlige som private arrangører.

Men kan man som journalist bevare sin troværdighed, når man modtager penge af virksomheder eller organisationer, som man risikerer at skulle interviewe kritisk senere.

TV 2’s nyhedsvært Jens Gaardbo, var til folkemødet hyret til tre forskellige arrangementer, som ifølge BT blev betalt af McDonalds, biotekfirmaet Biogen Idec, SOS Børnebyerne, medicinalfirmaet Jansen-Cilag og Psykiatrifonden. Selv understreger Gaardbo, at han var hyret af kommunikationsbureauet Kasters, og derfor ikke fik penge direkte fra virksomhederne. Og han mener ikke, at hans troværdighed er stækket.

»Jeg synes godt, at man som journalist kan tage den slags bijob. Men vi er nødt til at tænke på, hvad vi signalerer, og der en helt masse ting, vi må sige nej til. Jeg har gjort det her i 20-25 år, og jeg har været utrolig observant i forhold til, om min integritet som journalist kan blive truet af et arrangement. Hvis jeg for eksempel får penge af nogen om mandagen, som jeg risikerer at få i studiet om fredagen, vil det jo være ubehageligt,« siger han og fortsætter: »Til folkemødet havde jeg nogle job, hvor jeg interviewede folk kritisk, også McDonalds. Men om aftenen sad jeg så og skålede med to ministre og deres embedsmænd. Vi sang sange og havde det skidesjovt. Er det ikke mere korrumperende end det andet? Jeg synes nærmere, det er der, vi skal passe på. Når vi er på fornavn og sidder hygger. Og ikke når jeg stiller kritiske spørgsmål i et telt. Men jeg synes ikke, at der er et reelt dokumenteret problem med studieværters troværdighed, så vi skal også passe på, at det ikke bliver en heksejagt.«

Registrering af bijob

Spørger man Jørgen Poulsen, forsker i kommunikation, journalistik og medier på Roskilde Universitet, er det »afgjort ikke godt for journalisters og særligt de kendte studieværters troværdighed, men meget almindeligt«, at de tager betalte bijob ved siden af deres hovedjob.

»Man kan jo aldrig vide, om det er et problem for deres habilitet som journalister. Men i forhold til deres troværdighed, så er det jo et problem allerede idet tanken om, at det har betydning, opstår hos seeren,« siger han og foreslår som løsning, at man kunne lave et nævn, hvor journalister skal indberette deres bijob, ligesom lægerne har.

»Så kunne det nævn tage stilling til, om vi har et problem. Det ville nok være den ideelle løsning, for man kan ikke forbyde det. Det er jo trods alt et frit land, vi lever i.«

Tanken om at registrere journalisters bijob er også en løsning, lytternes og seernes redaktør på DR, Jacob Mollerup, gerne så indført på for DR’s journalister. Det vil give noget at diskutere ud fra, mener han.

»I langt de fleste tilfælde tror jeg, at folk er professionelle nok til, at de kan lave et kritisk interview med en kilde, selv om de har sagt ja til et bijob for dem. Men det er også klart, at der er et potentielt problem, og derfor synes jeg, at man skal gøre det så gennemsigtigt som muligt. Man må finde en balance, og så må man kunne stå på mål for det, man siger ja til,« siger han.

Ikke et problem

Både DR og TV 2 har helt klare regler for, hvilke bijob deres journalister må og ikke må tage. Blandt andet at bijobbene ikke må skabe tvivl om journalistens eller mediets troværdighed og uafhængighed, at man ikke må medvirke til medietræning, og at journalisten skal have bijobbet godkendt af sin chef. Og derfor mener nyhedsdirektør på DR, Ulrik Haagerup ikke, at de har et problem.

»Der er selvfølgelig en fare for, at man kommer til at optræde på en måde, som risikerer at kompromittere DR’s eller den enkelte medarbejders uafhængighed. Men det er en balance, og vi er meget opmærksomme på, at nogle ting er i orden, og så er der nogle ting, man bestemt ikke kan,« siger han.

Heller ikke TV 2’s nyhedsdirektør, Michael Dyrby, mener, at stationen har et problem i forhold til journalisternes bijob. Men han er opmærksom på, at alene mistanken kan være med til at skabe et problem.

»Jeg mener ikke, at der er et problem, for det kræver noget helt andet og nogle helt andre størrelsesforhold at være i en form for afhængighed. Men det er klart, at hvis jeg er den eneste i Danmark, der synes det, så er der et problem. Hvis rigtig mange synes, at det er problematisk, så bliver det et problem. Derfor er vi nødt til at forholde os til det og have en meget stærk styring på det, og det er noget, vi ser på, om vi skal stramme op på,« siger han og fortsætter: »Men de fleste danske journalister ved godt, at de kun har én ting at sælge som arbejdskraft, og det er deres troværdighed. Hvis de pludselig kommer i lommen på nogen, så har de ikke noget at tilbyde en arbejdsgiver, og det er de fuldstændig bevidste om.«

Prøv information gratis i 4 uger – helt uforpligtende. Du får både adgang til hele information.dk, den trykte avis og e-avisen. Bestil her »

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Jens Overgaard Bjerre

Hvorfor skal vi betale penge til et TV2 og DR, når det er en stor pengemaskine for journalisterne? TV2 er et A/S, hvor staten har hovedparten af aktierne. I dagen kronik i Politiken, påviser 3 ledende fagforeningspolitikere, at journalisterne i TV2 går arbejdsgivernes, og dermed de borgerlige partiers udstukne ærinder, og sviner arbejderklassen til. Sig at der er masser af jobs, men at der ikke er nogen som gider at tage dem. Fuldstændigt uden nogen form for dokumentation.

Som artiklen ovenover viser, får disse såkaldte neutrale og upartiske offentlige ansatte, uanstændigt mange penge og går rundt med alle de kasketter de kan finde på deres smilende borgerlige hoveder. Og samtidig med de kritiserer de arbejdsløses for de arbejdsløses egne penge gennem den tvungne medielicens. Luk lortet! Eller: gør licensen, altså pengefundamentet til tv, frivillig. Som det er nu, er journalisterne rene guldgravere i de offentlige og private kasser. Og hvem skal kritisere det? Dem selv! Det er da klart som blæk.

Brugerbillede for Børge Rahbech Jensen

Det er da værre, at grænsen mellem politik og journalistik er så flydende, at adskillige personer i tidens løb har skiftet mellem de to professioner.

Studieværter burde være neutrale, og de nævnte bijobs har nogenlunde samme indhold som deres hovedbeskæftigelse. Det kan dog være et problem, når journalister har bijobs hos den ene part i konflikter, som dækkes af pressen. I så fald fremstår de ikke som neutrale.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Dahl

Thor Möger Pedersen: 0 uddannelse fra politik til vært på DR2.
Det er jo ikke Thor, det er galt med (i denne henseende) men den struktur, der har nedbrudt grænsen mellem viden (journalistik) og vilje (politik).
Derfor spørger vel ingen journalist mere Vestager om hun tror at have bibeholdt efterlønnen ville have betydet mere plads til unge på det nu skrumpede arbejdsmarked, vel? Hun er jo ikke blot politiker, men politisk arbejdsgiver. Og da politik er gået fra at være en hjertesag til at være et job... Så er det 'en ærlig sag at gå efter pengene,' ikke?

Brugerbillede for Børge Rahbech Jensen

Den anden vej var bl.a. Liberal Alliances Ole Birk Olesen og Venstres Morten Lykkegaard journalister, før de blev politikere i hhv. Folketinget og Europa-Parlamentet.

I realiteten ved jeg ikke, hvad journalister spørger fx. Margrethe Vestager om. Udover jeg ikke følger særlig godt med i nyhedsstrømmen, synes jeg, en ny tendens er, at journalister interviewer andre journalister el. kommentatorer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Overgaard Bjerre

1) en dansk journalist tjener i gennemsnit det dobbelte af en svensk journalist.
2) Vi har verdens største tv-licens.
3) Ingen politikere tør stille krav til DR eller TV2 om at se deres interne regnskaber.

Hvem har den reelle magt i Danmark. Medierne eller politikerne?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Marcel Mauss begik et sociologisk studie og skrev det ned i sin bog: The Gift.

Bogen handler om mange ting,
men først og fremmest om, at når mennesker giver gaver, så gør de det ud fra en forventning om at få en gave igen. Udtrykt på latin: Do ut des.

Et sideemne i bogen er, at når man giver en fysisk gave, så overgår den gave fra at tilhøre giveren til at tilhøre modtageren.
Men hvad sker der, når gaven ikke er fysisk, men f.eks informationer, gensidig hjælpsomhed, netværk..? Kender I måske udtrykket 'taknemmelighedsgæld...
Hvad sker der, når mennesker omgås mennesker af samme klasse som de selv, griner af de samme vittigheder og deler det samme syn på andre samfundsklasser?
Nemlig!
Der sker det, som vi ser nu - der findes kun fri presse i fragmenter, for journalisterne omgås med og er en del af den selv samme samfundsklasse, som de formodes at forholde sig kritisk til.
Den kritiske distance kan ikke holdes, på grund af den reciprokke udveksling af 'gaver' og indbyrdes taknemmelighedsgæld.

Det er skidt for befolkningen, men vældig godt for både journalister og politikere.
Det er sgutte dem, som ender på kontanthjælp uden nogen at udveksle gaver med.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Rasmussen

Naturligvis mener Ulrik Haagerup ikke – til forskel fra Michael Dyrby som i det mindste reflekterer over situationen – at DR har et problem. Af alle arrogante, kritik-resistente DR-chefer tager han da godt nok prisen.

Og, som en sidebemærkning: Jens Gaardbo bliver i artiklen citeret for at "om aftenen sad jeg så og skålede med to ministre og deres embedsmænd. Vi sang sange og havde det skidesjovt."

Og det var så dét "folke"møde. Hvad jeg som ikke-deltagende del af folket faktisk har hørt allermest om fra mødet, både mens det stod på og efterfølgende, er netop, hvor 'skideskægt' journalisterne havde det. Hvilket så hverken har gjort mig meget klogere eller mere oplyst.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kristian Rikard

Inspireret af Vibeke Rasmussens indlæg ovenfor kommer jeg til at tænke på, hvilket ramaskrig der ville blive hvis en anden gruppe offentligt ansatte f.eks. departementcheferne (de er vist kun 17?) eller kommunalcheferne (98) uafladeligt braldrede ud med hvor skide skægt de havde haft på et "kom hinanden ved"
møde på Havreholm Slot - også finansieret af os måbende betrængte borgere.
Hvis I så bare ville have den godhed at udviste en form for Finesse!

anbefalede denne kommentar