Venstrefløjen var paranoid – men slet ikke paranoid nok

Ingen gruppe var for lille, ingen sag for ligegyldig, når britiske politispioner igennem de seneste 40 år infiltrerede politiske bevægelser, afslører ny bog. De indledte årelange seksuelle forhold til aktivisterne, fik børn med dem og miskrediterede mordofre for at redde politiet fra en PR-skandale

Der er kommet detaljer frem om en række af de agenter, som britisk politi har brugt til at infiltrere politiske bevægelser. De fleste af dem havde seksuelle forhold til enten mænd eller kvinder i de bevægelser, de infiltrerede, og flere af dem brugte navnene fra døde børn til at konstruere deres falske identitet omkring.

The Guardian

Det var 1968, og de britiske myndigheder frygtede de voksende revolutionære strømninger blandt ungdommen. Særligt en enkelt overraskende voldelig demonstration i London i marts 1968 fik myndighedernes opmærksomhed rettet mod de radikaliserede unge. Scotland Yard var bekymrede. Noget måtte gøres for at kontrollere de anarkistiske kræfter, der ønskede at omstyrte det parlamentariske demokrati.

Conrad Dixon var chef i Metropolitan Police Special Branch i London – tidligere marinesoldat – og hyret til jobbet, fordi han blev regnet for at være blandt de bedste. Det var ham, der fik ideen til, hvordan en ny undercover-strategi ville kunne dæmme op for truslen fra de radikale unge.

Enheden, han oprettede, blev døbt Special Demonstration Squad, men fik hurtigt kælenavnet Hairies, mens betjentene i enheden blev kaldt for deep swimmers. Hairies efter det lange hår, de ofte lod vokse ud som en del af deres nye aktivistidentiteter, og deep swimmers, fordi de gik dybere i deres infiltrationer end alle andre inden for politiet.

Der var før blevet brugt undercoverbetjente til at infiltrere gadebander og kriminelle netværk, men det var sporadiske og kortvarige operationer på dage eller uger. Dixon udviklede det til et helt andet niveau. Den nye enhed skulle arbejde med konstruktionen af gennemførte, falske aktivistidentiteter til betjente, der skulle gå aktivt ind i politiske grupperinger i en længere årrække.

Giv mig én million pund og 10 mand, så håndterer jeg problemet, sagde Dixon efter sigende til sine overordnede. Det fik han.

Mere end fire årtier skulle der gå, før den hemmelige enheds operationer begyndte at blive offentligt kendt. Et opslag i oktober 2010 på britisk Indymedia – en nyhedsportal for aktivister – fortalte, at klimaaktivisten Mark ’Flash’ Stone ikke var den ven, alle troede, han havde været de foregående ni år. Mange i miljøet kendte ham som en frisk fyr, der havde stået for logistikken til demonstrationer, var optaget af de globale klimaproblemer og havde rejst med rundt til internationale møder i blandt andet København. Han havde langt hår, tatoveringer og havde været i længerevarende kæresteforhold med to kvinder i miljøet. Nu havde han hårdt presset tilstået over for sine tidligere kammerater: Han var ikke aktivist, men spion for politiet, og ikke nok med det, han var ikke den eneste. Under forhøret gav han dem navnet på en af de andre spioner og åbnede dermed op for videre undersøgelser.

Siden dengang har to journalister på The Guardian – Paul Lewis og Rob Evans – med kilder i både aktivistmiljøet og blandt tidligere undercoverbetjente arbejdet på at kortlægge omfanget af Hairies-operationerne. Nogle af afsløringerne har de løbende offentliggjort i avisen, men i den nye bog Undercover fortæller de samlet historien om 10 af de anslået 100-150 betjente, der siden 1968 har stået bag infiltrationerne. Stort set alle ti rummer skandaler, der har rystet den britiske offentlighed, og indtil videre er 14 officielle undersøgelser af politiets infiltrationer sat i gang.

Ingen gruppe var for lille

Ser man på infiltrationerne over hele perioden, er det slående, hvor bredt politiet har sigtet. At radikale politiske bevægelser på både venstre- og højrefløjen bliver infiltreret er ingen overraskelse, men politiets jagt på informationer om ikke særligt ekstreme grupper er opsigtsvækkende. Diverse trotskistiske grupper havde adskillige spioner, dyrerettighedgrupper, klimabevægelser, en lille samling anarkister i Wales, gadefestgrupper, aktivisthuse og endda en gruppe bestående af politiske klovneaktivister blev også infiltreret.

Nogle af grupperne var så små, at politispionerne spillede en væsentlig rolle i, at de overhovedet eksisterede, og et par af dem gik nærmest i opløsning, efter at spionerne trak sig fra de praktiske opgaver, de ofte varetog. I den antikapitalistiske gruppe London Greenpeace, der lagde sig ud med McDonald’s i den højt profilerede McLibel-retssag, vurderes det, at halvdelen af gruppen på et tidspunkt bestod af enten politispioner eller spioner, som var plantet af McDonald’s.

Spionerne brugte forskellige teknikker til at komme ind på deres mål, alt efter hvilket miljø de ønskede at infiltrere, men fælles for dem var, at det ikke handlede om at blive ledere. I stedet udså de sig en central figur, som de kunne komme tæt på, vinde tillid fra og derigennem bruge til at få en bedre position internt i gruppen. En metode for flere af betjentenes vedkommende var at indlede seksuelle relationer eller kæresteforhold til kvinder i miljøet og derigennem undgå mistænksomme blikke fra de andre i gruppen.

Efter en demonstration mod rævejagt indledte for eksempel spionen Bob Lambert et forhold til en 22-årig kvinde. Målet for missionen var ikke hende, men senere at komme tættere på en gruppe radikale dyrerettighedsaktivister. Han var hendes første rigtige kæreste, og han forførte hende blandt andet ved at tale om sin dedikation over for revolutionen, og om hvor radikal han var:

»Han drillede mig med, at jeg ikke var dedikeret nok. Jeg var vegetar, men han opfordrede mig til at blive veganer, og han fik mig til at blive mere involveret i direkte aktioner,« forklarer hun.

Politienhedens interne slogan var »By Any Means Necessary«, og det slogan blev afspejlet i kulturen og måden, agenterne handlede på. Der er ikke noget, der tyder på, at de overordnede var uvidende om de seksuelle forhold, som spionerne indledte for at få et bedre dække. Tværtimod hævder bogen, at enheden specifikt gik efter at rekruttere mænd, der i forvejen var gift eller i stabile forhold, så de ikke reelt forelskede sig i de kvinder, de gik i seng med. Spionerne fik at vide, at de skulle bruge prævention, og at de ikke måtte blive følelsesmæssigt forbundne. Lambert brød i hvert fald én af reglerne. Han er én blandt mindst to af spionerne, som fik et barn med en kvinde i aktivistbevægelsen. Et barn, som han forlod, da han nogle år senere blev trukket ud og efterfølgende forfremmet til chef i Special Demonstration Squad. Flere af de kvinder, som har haft forhold til politispionerne, har nu lagt sag an mod staten for de krænkelser, de mener, de er blevet udsat for:

»Jeg føler mig så forvirret og såret over det, der er sket. Jeg forstår ikke, hvad jeg har gjort for at blive udvalgt af staten til at blive behandlet på den her måde. Jeg var ingen trussel mod den nationale sikkerhed. Og hvad var mit barn – en utilsigtet skadevirkning?« siger Charlotte, den ene af Bob Lamberts ekskærester i bogen.

Spionen, der vendte sig mod politiet

Spionerne kunne altså godt finde ud af at efterlade både kærester og børn, når de blev trukket ud af operationerne. En enkelt spion havde til gengæld svært ved at lægge hadet fra sig – hadet til selvsamme politi, som han arbejdede for.

Pete Black blev i 1993 sat til at infiltrere antiracistiske grupper. Han var en stor fyr og fandt hurtigt ud af, at han kunne lide konfrontationerne og slåskampene, så han passede perfekt ind i de antifascistiske miljøer, der ofte kom i slagsmål og konfrontationer med radikale højrefløjsgrupperinger eller politiet.

Op gennem 1990’erne begyndte fokus dog at skifte i den antiracistiske bevægelse. I de syv første år af 1990’erne døde 484 mennesker efter at have været i kontakt med britisk politi. En klar overvægt af dem var sorte. Der var mange enkeltsager fremme i medierne om sorte, der døde i politiets varetægt efter at være blevet udsat for vold – uden at de ansvarlige politibetjente blev straffet.

Det forargede mange aktivister. Protestgrupperne udviklede sig derfor fra at fokusere på det ekstreme højre til i langt højere grad at rette et kritisk blik og lave demonstrationer og kampagner mod politibrutalitet.

I 1993 blev teenageren Stephen Lawrence dræbt af en bande hvide mænd i en sag, som blev den mest betydningsfulde af alle black justice-kampagnerne. Det lykkedes ikke politiet at finde morderne, og der var så stor offentlig kritik af efterforskningen, at det begyndte at blive et stort problem for politiets image.

»I løbet af min indsættelse var der stort set konstant pres på mig, for at jeg kunne finde ud af et eller andet, som kunne miskreditere de her kampagner,« fortæller Pete Black.

Konkret blev han sat til at finde smuds på den myrdede teenager i et forsøg på at fjerne fokus fra politiets mislykkede efterforskning. Men det var svært:

»Stephen Lawrence ville gerne være arkitekt, og han var totalt clean. Det var næsten som om, han var hvid middelklasse. Han var ikke den sædvanlige sorte dreng, han havde aldrig været i problemer,« forklarer Black i bogen.

Da det ikke lykkedes at miskreditere den dræbte selv, satte politiet i stedet alt ind på at finde noget på dem, der havde været tæt på den dræbte. Black så timevis af video igennem, indtil han fandt en episode fra en demonstration tidligere på året, hvor Duwayne Brooks – der var vidne til drabet – stod med et slagvåben i nærheden af en gruppe, der væltede en bil. På billederne var der ikke dokumentation for, at han deltog i at vælte bilen, men alligevel rejste politiet tiltale og opnåede dermed målet om at få Lawrence sat ind i en sammenhæng af unge voldelige sorte.

Institutionel racisme

Da Pete Black kom tilbage til politiet, havde han svært ved at acceptere ikke længere at være i sin undercoverrolle. Selv afviser han, at han led af det såkaldte Stockholm-syndrom, men fortæller i stedet, at han reelt blev opmærksom på, hvor problematisk britisk politi reagerede særligt i sagerne om de dræbte sorte i politiets varetægt.

»Jeg havde brugt årevis på at hade politiet, og nu var jeg pludselig en af dem igen. Det kunne jeg ikke håndtere,« forklarer Pete Black.

»Jeg var politibetjent, men i min undercoverrolle hadede jeg politiet. De var fjenden. Jeg havde været for dybt nede i for lang tid. Jeg havde ægte sympati med black justice-kampagnerne og havde også overværet talrige tilfælde af rystende politibrutalitet. Jeg blev helt ærligt antipoliti,« siger han.

Da skandalen om politiets håndtering af Lawrence-sagen senere blev oprullet af en undersøgelseskommission med højesteretsdommer Macpherson i spidsen, argumenterede Pete Black over for sine overordnede for, at hans rolle som infiltrator også skulle lægges åbent frem i offentligheden. Det ville give politiet en lejlighed til at erkende de fejl, de havde begået.

Undersøgelsen endte med meget kritisk at konkludere, at politiet ikke havde formået at fange Lawrences mordere på grund af en blanding af inkompetence og »institutionel racisme« hos politiet i London. Men på trods af Blacks opfordringer om at gå offentligt frem, valgte ledelsen at hemmeligholde infiltrationen med et spektakulært cirkelargument, der hang sammen med hele Special Demonstration Squads eksistensberettigelse:

»SDS’ mandat var at modvirke offentlig uorden. Den generelle konsensus var, at hvis min rolle var blevet offentliggjort, ville der være brudt uroligheder ud i Londons gader,« siger Pete Black.

På udkig efter den næste spion

Omfanget af undercoverbetjentenes operationer begynder først nu at stå klart, men der har været en hel del mistanker undervejs. Flere af kvinderne har opsøgt deres forsvundne mænd i forsøg på at få en forklaring. De har hyret privatdetektiver og er taget til udlandet for at finde frem til deres falske opholdssteder. I flere tilfælde fandt de ting, der slet ikke stemte, og fortalte det videre til deres kammerater.

Talrige agenter har således i årevis været mistænkt for enten at have været politispioner eller infiltratorer på vegne af multinationale firmaer. Men det kunne ikke dokumenteres, så det blev ved mistanken. Sådan vil det næppe være fremover.

»Hvis der er en ironisk pointe i denne historie, så er det, at de politiske aktivister, som ingen tiltro havde til staten, og som blev stemplet som konspirationsteoretikere, fordi de hævdede, at de blev overvåget af det hemmelige politi, slet ikke var i nærheden af at være paranoide nok. Hvis de var skyldige i noget, så var det i at undervurdere, hvor langt politiet var villige til at gå i jagten på informationer om deres liv. Det er usandsynligt, at de vil begå den fejl igen,« skriver forfatterne i slutningen af bogen.

Og netop den udvikling kan risikere at få betydning for alle både nuværende og fremtidige spioner:

»Agenter, som er udstationeret i protestgrupper i dag, arbejder i et klima, hvor alle aktivister er på udkig efter den næste spion. Med en viden om, at de rent faktisk, når alt kommer til alt, eksisterer, og at de kan være overalt«.

Paul Lewis og Rob Evans

Undercover – The True Story of Britain’s Secret Police

352 sider

8,50 pund

guardian.co.uk

Faber and Faber

Kommentarer

Brugerbillede for Helge  Berg

.. set i lyset af udviklingen i efterkrigs-årene(2. verdenskrig) at 'kommunister' samt andre radikale individer/grupper var de farlige elementer som skulle holdes vågent øje med da de jo ville(ville de?) lave vores frie lande om til provinser i USSR, at det på en mærkelig måde skabte en modpol i systemet/staten som jo ikke gider at være en del af USSR, at der nok er en større repræsentation af individer fra 'højrefløjen' inde ved politi & efterretningstjenesten, end af 'socialisterne/venstre'-orienterede.

Det burde derfor ikke at have kommet som den store overraskelse for folk at sådan var det.

I dag er det jo fuldstændigt lige meget for vi bliver såmænd alle overvåget, man behøves åbenbart ikke at være aktivist og/eller tilhøre 'venstrefløjen' mere for at blive overvåget

Brugerbillede for Alan Strandbygaard

Et eksempel på at demokrati er en difus størrelse på linje med illusioner.

En ting er kun sandhed i det øjeblik den ytres. Men derefter...

Nogle gange kan jeg udmærket forstå at ingen tør tro på ret meget. At være paranoid bliver som regel hånet og leet af. men allerede her bør man stille sig selv spørgsmålet om hvorvidt magtkampen allerede er i gang?

Brugerbillede for Claus Oreskov

Det besynderlige er, at selvom vi alle til bevidstløshed ved, at vi gennem mange år blev både infiltrerede og indoktrinerede (med anti - socialistiske løgne) så er der forbavsende mange som TROR på den løgn de dagligt blev fodrede med. Det kan man se af debatten her i avisen ”Europæer, kend din sjæl” i tråden om Solsjenitsyns ’Gulag Øhavet’ & George Orwells ”1984” folk tror på historierne om de gode og de onde (vi er de gode!) & så længe denne himmelråbende naivitet hersker så længe kan magten infiltrerer og manupolere

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen

Oreskov
Jeg hører i alle tilfælde ikke til blandt de naive du omtaler , men du overser lige i skønningen at dit elskedes sovjetunionens efteretningstjenese var specialister i netop denne her beskrevne adfærd, ikke mindst brugte man også mange ressourcer på at infiltrere venstrefløjen i vesten og man gik bestemt ikke af vejen for at anvende sex til at opnå sit mål (det var netop på den måde Stalin fik skovlen under Trotsky). Tværtimod var netop den sport højt udviklet i denne tjeneste, ikke mindst i netop Stalins tid, og også senere i denne tjenestes mange østeuropæiske aflæggere.

Det der med dobbeltmoral - det er nu ikke dobbelt så godt. Adfæren blir ikke bedre eller mere acceptabel af at blive anvendt også af den side man selv sympatiserede med Oreskov.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Vesten's venstrefløj er røven af Vesten's 4. division

Ulf Timmermann, du kan have ret hvis kampen for en retfærdig fordeling af verdens goder og beskyttelse af miljøet, skal ske på samme måde som under en "demonstration i London i marts 1968"; altså en antikrigsdemonstrationer hvor politiprovokationer skulle fremkalde vold og give medierne mulighed for at skjule det egentlige budskab 'STOP KRIGEN I VIETNAM'. I dag er målet for venstrefløjens kamp knap så presserende, som for eksempel, at stoppe 'julebombardementerne' eller bombninger af digerne omkring Hanio, og metoderne er derfor nogle andre, som er langt svære at infiltrere og provokere for myndighederne, men langsomt ved at virke. Nemlig almen oplysning som fører til en erkendelse af at vi lever i et skin-demokrati, hvor magthaverne har svært ved at forklare hvorfor de langsomt skruer ned for demokratiet.

Brugerbillede for Claus Oreskov

@Robert O Jensen. Så skamløst enkelt er det nu ikke! Selvfølgelig havde Sovjetunionen deres efterretningsvæsen ellers var de blevet udryddet fra jordens overflade. Her skiller vandende imidlertid. USA gik i tiden efter 2. verdenskrig efter verdensherredømmet og deres efterretningsvæsen var og er indrettet derefter. England og Europas efterretningsvæsen støttede USA fuldstændig skamløst! Sovjetunionen spionerede imod kapitalen og kapitalens håndlangere. Den vestlige efterretningstjeneste gik efter lande og nationer. Arbejderklassen i vesten var aldrig Sovjetunionens fjende – arbejderklassen i hele verden er og var USA's fjender!

Brugerbillede for Bill Atkins

Oreskov, jeg vil lige have lov at moderere min anbefaling ..."arbejderklassen i hele verden er og var USA's ' kapitalismes' fjender...

...der er jo masser mennesker med gode holdninger, der ser positive ting i USA, og jeg har lige læst en bog 'Amerika og verdensrevolutionen', Arnold J. Toynbee. Ikke at den overhovedet er socialistisk, men den hylder retten til at sætte sig op mod social uretfærdighed, startende med skuddene mod rødfrakkerne 1775.

PS. Faktisk var der masser af strejker verden over mod våbentransporter til krigsførelsen mod Sovjet, blandt andet under den Polsk Sovjetiske krig 1919-23 boykottede engelske havnearbejder våbentransportskibe.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Børge Rahbech Jensen

Hvilke overvågningsskandaler? Jeg tænker, om socialister i realiteten er mere selvoptagede end paranoide, og derfor nemme at nå med smiger og de rette ordvalg. Påstande om ydre fjender er altid gode til skabelse af sammenhold uden inddragelse af udenforstående.

I Danmark er jeg ikke nær så bekymret for politiets og forsvarets efterretningstjenester som sociale myndigheders og almindelige borgeres overvågning. Der er næsten ingen grænser for, hvad journalister kan få oplyst af naboer, familie og venner til mennesker, som får pressens opmærksomhed fx. som følge af alvorlige forbrydelser el. ulykker. Samtidig er anmeldelser om mistanke om socialt bedrageri el. skatteunddragelse blevet mere almindelige. De oplysninger, journalister og offentlige myndigheder kan få af befolkningen, kan politiet nok også få, hvis borgere vælger at henvende sig til politiet. Retsplejeloven stiller bare større krav til politiet end til andre offentlige myndigheder endsige nyhedsmedier især i forhold til bevisbyrden og sigtedes rettigheder.

Derudover bekymrer det mig, at historier i danske nyhedsmedier er påfaldende ens og formidler flere følelser og løse påstande end konkrete informationer. Politisk synes jeg, Dansk Folkeparti får ubehageligt meget omtale, som efterhånden har gjort nationalromantik med ønsker om lukkede grænser til en toneangivende filosofi.

Arbejderklassens vigtigste fjender er såmænd nok de såkaldt intellektuelle, som påstår at være solidarisk med en arbejderklasse, de grundlæggende foragter og ikke har ret meget til fælles med.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Claus Oreskov

@ Bill Atkins. Jeg har arbejdet med menneskerettigheder i over 40 år – menneskerettigheder for de mest udsatte af alle jordens mange folkeslag nemlig urfolkene. Dagligt at bevidne overgreb på disse svage grupper (overgreb som altid kan føres tilbage til Washington, D.C.) har forhærdet mig. Jovist findes der et andet USA som man sagde under Vietnam krigen, men jeg er ikke sentimental omkring USA og jeg ser ej heller nogen verdens grund til, at USA altid skal løbe med dagsordenen

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Claus Jensen

Flemming Scheel Andersen siger: "Glemte lige. Hvem af jer er på PET's eller CIA's lønningsliste ;o)"

I stigende grad den eneste arbejdsplads med solid løn, frynsegoder og jobsikkerhed for alle.

Dette ligner FBI's programmer, hvor man lever af at forpurre sine egne terror plots: :
Nogle af grupperne var så små, at politispionerne spillede en væsentlig rolle i, at de overhovedet eksisterede, og et par af dem gik nærmest i opløsning, efter at spionerne trak sig fra de praktiske opgaver

Gad vide, hvor mange bombeattentater mod minkfarme og revolutioner i den lokale børnehave, man mener at have forpurret.

Det mest nedslående er, at så mange af disse agenter, som uden tvivl er mindst normaltbegavede, tilsyneladende har kunne fortsætte deres meningsløse løgn af en tilværelse i så mange år uden at stille manden i spejlet, det fundamentale spørgsmål: "Er det i virkeligheden mig, der er komplet til grin".

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Børge Rahbech Jensen

Bill Atkins,

Børge, 'de intellektuelle' hvem er det?

Det må du selv finde ud af. Hvis du ikke kan det, er du næppe seriøs debattør.

Claus Oreskov:
Du linker til denne artikel? Det anede mig, at du tænkte noget i den retning.

Du tænkte åbenbart ikke på fx. TV2s overvågning af hjemmehjælpere i København i 2010: http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-32969795:fem-mistede-job-efter-afsløring.html
Skats påståede overvågning af en frisør i Charlottenlund:
http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-69844064:tv-skat-lå-på-lur-foran-jannies-frisørsalon-i-to-dage.html
eller
kommuners efterforskning af mistanke om socialt bedrageri: http://socialrdg.dk/Default.aspx?ID=3065.

Dertil kommer, at vi anmelder hinanden som aldrig før.
http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2013/01/21/144312.htm

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen

Oreskov hvad USA gør er ikke afgørende i denne sammenhæng

Du derimod benægter skamløst den kendsgerning at dit elskedes sovjetunionens efteretningstjenese var specialister i netop denne ovenfor beskrevne adfærd med at infiltrerer med brug af sex. Det gjorde man flere årtier før USA kom på banen, hvad er beviseligt sandt med Trotskys mord som et fremragende eksempel. Her havde GPU været i funktion i flereår med den godt udseeende Monada som agent via netop et kæresteforhold til en af Trotskys sekretærer

Man gik heller ikke ad vejen for at infiltrere den øvrige venstrefløj, det gjorde man konstant og hele tiden helt op i vores tid. Flere danske venstrefløjspartier havde sovjettiske agenter i deres netværk. Vi ved idag at det mest prominente eksempel var SF som havde en højt placeret agent for KGB i sin folketingsgruppe på et tidspunkt, Axels mest prominente støtte og højre hånd var rent faktisk agent for KGB

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen

GPU agenten Ramón Mercader blev netop udvalgt for sit gode udsseendes skyld, han skulle forføre en af trotskys nærmeste og dermed komme tættere på den mand han siden slog ihjel ved at hamre en isøkse ned midt i hovedet på ham med hilsen fra Stalin.

Sådan noget blev man belønnet for i Sovjet. Mercader fik først 'Lenin ordne' (hvilken hån mod Lenin er det?) og ved sin frigivelse i 1961 fik han intet mindre end 'Sovjetunionens helt' (så meget for Krutchovs evne til at rydde op efter udyret) - den højeste udmærkelse man kan kunne få - for denne 'heltegerning'. Hvis ikke dette er grundig dokumentation for et sygt samfund så ved jeg ikke hvad der er.

Du kan stadig ære Macader næste gang du er i Moskva Oreskov - han ligger begravet under navnet "Ramon Ivanovich Lopez" (Рамон Иванович Лопес) i Moskvas Kuntsevo begravelsesplads

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Claus Oreskov

@Børge Rahbech Jensen. Fordi jeg ikke linkede til nogle links du syndes er vigtige, er det sandelig ikke ensbetydende, at jeg mener det ene eller andet. Jeg har heller ikke linket til ”Ota Solgryn” eller ”Masha Moscow”, men det betyder ikke, at jeg ikke interessere mig for havregrød & escort piger. Jeg er ikke nogen Georg Wilhelm Friedrich Hegel & kan som følge deraf ikke rumme hele universet. Ligesom jeg heller ikke har noget ønske om at rumme hele universet!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Claus Oreskov

@Robert O Jensen. Hvad er det du prøver at bevise. Det du hiver op af mølposen vedrører direkte Sovjetunionen. Hvordan kan du sammenligne denne sag (Lev Trotskij) med USA's og det britiske efterretningsvæsens snagen i og infiltrering af alle jordens landes og folkeslags private anliggender. For hver gang du kan grave et eksempel frem hvor Sovjetunionen har overvåget en person i et fremmede land kan vi andre præsentere 50.000 tilfælde hvor USA har gjort det samme! Få ledt styr på proportionerne det vil gøre debatten mere jordnær.
PS: Jeg tænker nogle gange på en film om CIA hvor det fremgik at CIA havde likviderede 16 tusinder mennesker alene i Laos (efter CIAs egne beregninger). Det er noget man aldrig hører om, men at Moskva angivelig stod bag et mord for masser af år siden er stædig en skandale.

Brugerbillede for Flemming Scheel Andersen

Det er underligt, at man ikke kan tillade sig at kritisere et nuværende råddent system for dets overtrædelser af snart sagt alle former for menneskerettigheder, uden at man derved skal afsværge sig forbindelse eller sympatier i alle enkeltheder,overfor et for længst bortgået regime.

Må jeg oplyse om at det nu et mere end tyve år siden Sovjetunionen og østblokken faldt sammen, til skade for alle os der modtager en løn for vort arbejde og de vilkår den tjenes under.

Hvad med romer riget?? Eller Grækenlands kongehus?? Måske Zuluernes kongedømme??
Diskvalificerer sympatier for disse også en fra at kunne kritiserer andres helt åbenbare forbrydelser??

Brugerbillede for bob hansen

børge
du fordummer selv debatten med dit sludder om socialisters selvoptagethed.
fint for dig at du ikke er bange for politiets overvågning. men er der jo tydeligvis mangre andre som med god er.
læste du ikke artiklen?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen

Oreskov der er ikke brug for mølposer - tro mig jeg har selv personligt mødt KGB agenter i arbejde og så gammel er jeg sgu heller ikke.

Men det var sgu den billige ende af den kolde krig og sovjet havde sgu mindst lige så mange agenter af den ene eller anden art som sovjet. Den der med at USA altid havde dobbelt så mange er fims. Rent faktisk var det med sikkerhed omvendt i 30ener og lang ind i 50erne. Tilmed var der mange der i samme naive ånd som dig selv gerne leverede varen til Sovjet - ganske gratis.

Jeg bør i øvrigt understrege at jeg ikke har noget problem med efterretningsvirksomhed, Det er dobbeltmoralen jeg ikke kan li Oreskov og jeg synes du oser af den lige nu

Men ikke alene finder jeg det ok at lander spionere mod hinanden. Jeg mener det er afgørende for verdensfreden at de gør det. Jeg mener endog også at det er ok - at politiet skaffer sig oplysninger hvad angår ekstremistiuske miljøer til højre og venstre. Det er deres opgave, det handler om at gøre en indsats for at holde styr på de værste brushoveder..Men der er grænser for alt og der burde bare være et moral kodeks for enhver virksomnhed, og både her og i mange andre tilfælde jeg kan komme på har alle moralske grænser været og blir til stadighed overskredet som i de eksempler der nævnes her i artiklen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Claus Jensen

Robert O Jensen skriver:

Jeg mener endog også at det er ok - at politiet skaffer sig oplysninger hvad angår ekstremistiuske miljøer til højre og venstre. Det er deres opgave, det handler om at gøre en indsats for at holde styr på de værste brushoveder.

Jaså, det er sådan det hænger sammen med politiet. Hvem er naiv nu?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen

Jeg for min part kunne godt ønske at der var lidt mere begavelse tilstede i PET, og lidt mere etik tilstede i det britiske politi - ja alle steder - artiklen ovenfor er sgu da rædselsfuld læsning. Men at påstå at der aldrig har været et behov for at holde et vågent øje med ekstremistiske kræfter også på ventrefløjen er sgu tåbesnak. Blot kunne man ønske sig at man havde været lige så dygtige gennem tiden til at sikre samfundet imod ekstremister på højresiden,

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Claus Jensen

Robet O Jensen:

Det skal vel ikke skæres ud i pap i dette selsskab?

Politiets tildelte rolle i forbindelse med "ekstreme organisationer" er ikke at forhindre mord på bladtegnere; det er at at beskytte kapitalen og den private ejendom mod demokratiet.

Hvis man får nappet en psykopat hist og her, inden han springer sig selv og Jyllandsposten i luften, så er det en heldig sidegevinst - for bladtegneren.

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen

Du svarede ikke på mit spørrgsmål Claus.

Men ok - jeg er ikke uenig i at det også var og tildels stadig er en opgave at beskytte den gældende produktionsmåde. Men der er sågu ikke mange af de der organisationer som er nogen trussel mod denne, enkelte af dem er endog givet tilhængere af sammme.

Men vil du påstå at der aldrig har været tåber til også på venstrefløjen der kunne finde på at begå vanvittige og morderiske ting?

Er det kun 'heldigt for bladtegneren* hvois man napper en psykopat? Jeg ville da ellers mener at vi alle burde være taknemmelige hvis det udelukkende var den slags PET og dets britiske søsterorganisation foretog sig.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Claus Jensen

Robert O Jensen:

En heldig sidegevinst for bladtegneren som person, for han er ikke politiets opgave; det er de de kapital- og ejendomsinteresser Jyllandsposten står for derimod :-)

Polititets essentielle funktion er og forbliver den samme uanset graden af truslen, ganske som det er billetkontrollørens opgave at sørge for, at vi betaler for at køre med toget, også selvom snyderi er sjældent på hans strækning, og han af og til hjælper en gammel dame ned ad trappen .

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Dahl

Uanset hvordan man vender og drejer det, så finder vi ikke bedre undskyldninger for overvågningen i vores samfund, end styret i DDR gav for deres overvågning af borgerne.
Men det er nemt at se, at det gør ondt at skulle indrømme.

Jeg kunne naturligvis godt tænke mig, at Robert O Jensen der i forbindelse med censorkommentarerne forlangte strengt principrytteri, igen tager sin principhat på, og forklarer os pr. princip, hvad det korrekte er i overvågning overfor for lovgivningen. Jeg synes, at bortforklaringerne her i strengen er lige lovlig pragmatiske - uanset den gode hensigt. :-/

anbefalede denne kommentar

Sider